Indkøbskurv: 0,00kr. Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Generic filters
Menu
22. juni. 2020

Black Lives Matter demonstration i Aarhus: No justice – no peace!

Både Aarhus og Aalborg dannede lørdag igen rammen om antiracistiske demonstrationer. Se billeder og taler fra demonstrationen i ‘Danish for Progress’-byen her.

Black Lives Matter Aarhus. Demonstration lørdag 20. juni 2020. Foto: Aryan Moradi

Manifestationerne mod racisme og diskrimination fortsætter. Selvom coronavirus fortsat lurer som et spøgelse i kulissen, var et par hundrede lokale aktivister mødt op foran Aarhus Rådhus lørdag 20. juni kl. 16, for at gentage budskabet om et racismefrit Danmark. Inden det hele gik i gang, havde arrangørerne sørget for, at de fremmødte kunne få gratis mundbind, hvis de ikke havde medbragt én hjemmefra. Demonstrationen kunne derfor forløbe sundhedsmæssigt forsvarligt, ligesom der heller ikke på noget tidspunkt var optræk til konfrontation med de 8-10 betjente, der havde trukket dagens korteste strå under vagtplansmødet.

Dominic Sidibe, der til daglig bor i Vejle, havde sammen med en lang række lokale aktivister stablet arrangementet på benene, og forklarer til Solidaritet, at han var glad for at se et arrangement med deltagelse af folk med en lang række forskellige baggrunde. Der var således både folk med somalisk, arabisk, dansk og amerikansk baggrund med i planlægningen af begivenheden, mens også større organisationer som Mellemfolkeligt Samvirke stod som støtte og medarrangør.

“Vi holder denne demonstration fordi vi føler, at der ikke bliver snakket om racisme i Danmark, og at der ikke er nok fokus på det. Vi har derfor valgt at mødes foran rådhuset for at fortælle vores budskab til alle de andre, der går rundt oplever det”, forklarer Dominic Sidibe til Solidaritet.

Han mener, at rigtig mange mennesker oplever racisme i deres hverdag, hvad enten det er når de tager i byen eller på jobbet. Det var blandt andet dét, lørdagens demonstration skulle gøre op med: ” Vi vil have fokus på problemet – også i Danmark. Vi gider ikke finde os i det længere. Vi vil behandles ligesom alle andre, og ikke diskrimineres på grund af vores hudfarve.”

Paradoksale parallelove

Formanden for Gellerupparken, Abdinasir Jama indledte arrangementet med en kort tale, hvor han kommenterede på parallelsamfund, og hvordan han mener, at ‘Ghettopakken’ er et eksempel på racistisk lovgivning i Danmark. Efterfølgende blev der givet plads til, at forskellige talere kunne dele deres oplevelser med racisme i Danmark, hvor også andre af talerne kommenterede på det paradoksale i, at man vil gøre op med ‘parallelsamfund’ ved at indføre parallelle love for en række borgere.

“Vi vil have fokus på problemet – også i Danmark. Vi gider ikke finde os i det længere. Vi vil behandles ligesom alle andre, og diskrimineres på grund af vores hudfarve”

Dominic Sidibe, Black Lives Matter Aarhus

Et andet af de centrale temaer for dagens taler var et opgør med begrebet ‘hyggeracisme’. Mange af talerne følte, at det prædikat bliver brugt for liberalt i den hjemlige debat, og at det risikerer at dække over en ubehagelig virkelighed. Der blev flere gange refereret til meningsmålinger der viser, at knap halvdelen af befolkningen i Danmark ikke mener, at racisme er et problem, ligesom flere også gentog pointen fra en artikel i Altinget om, at den danske indsats mod racisme halter langt efter den amerikanske.

De forsamlede kunne høre en bevægende tale fra en dansk-amerikaner, der blandt andet berettede om, hvordan han som 6-årig kørte forbi en lynchet mand i sin hjemstat, Arkansas, og hvordan “det dræbte noget inden i ham” (se link nedenfor). “Det handler ikke om sorte og hvide, men om os alle sammen mod racisterne”, forklarede han fra talerstolen.

En afroamerikansk aktivist fortæller om racisme i USA og vejen frem i kampen mod diskrimination.

Efter et par musikalske indslag bevægede de ca. 200 mennesker sig gennem Strøget i Aarhus under kampråbet “No justice – no peace – prosecute the police” (Ingen retfærdighed, ingen fred, retsforfølg politiet). Herefter ankom optoget til Bispetorv, hvor satte folk sig på knæ og afholdt et minuts stilhed, i solidaritet med den myrdede George Floyd, og de tusinder af andre afroamerikanere, der er blevet uretmæssigt dræbt af det amerikanske politi gennem årene.

Unge sorte kvinder i front

Efter at have gået tilbage til rådhuset, var der igen talere og musik. Særligt en række unge kvinder holdt stærke taler om deres personlige oplevelser med racisme. 24-årige Roxanne fra Aalborg kunne fortælle om en folkeskoletid fra helvede, hvor hun hver eneste dag blev udsat for racistisk motiveret mobning, og hvor hun til sidst havde hadet sig selv så meget, at hendes stedfar en dag havde fundet hende blødende på badeværelset. Her var hun i færd med at flå sin sorte hud af i et forsøg på “at blive den blonde, danske Camilla, jeg drømte om at være”.

Også en ung somalisk kvinde fra Gellerupparken i Aarhus gik på talerstolen, og fortalte om, hvordan hun oplevede at blive hetzet, når hun gik på gaden. Hun opfordrede til, at vi alle sammen siger fra når vi møder ‘hyggeracismen’. “Det handler om, at vi lukker det ned i vores hverdag, selv om det kan være ubehageligt. Du har også et ansvar, når din arabiske ven siger ‘abd’ (nedsættende arabisk ord for slave, red.) om en afrikaner, eller når din far taler grimt om sorte mennesker”, sagde hun.

Afslutningsvis spillede Elisha et nummer mere, og trods den alvorlige ramme for demonstrationen blev der også plads til dans og smil blandt de tilhørere, der forlod pladsen efter 2½ times aktion.

Se flere indtryk fra aktionen neden for – klik på billeder for højere opløsning:

Deltag i debatten og kommenter på artiklen (kun for medlemmer)

Om skribenten

Morten Hammeken

Morten Hammeken

Cand.mag. i idehistorie og Europastudier. Redaktør på Verdenspressen og tidligere ansvarshavende redaktør på Solidaritet (2019 - 2023). Læs mere

Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet

Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.

Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.

Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.

Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.

20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.

Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER