Indkøbskurv: 0,00kr. Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Generic filters
Menu
27. august. 2020

Black Lives Matter: NBA lammet af spiller-strejke

Slutspillet i den amerikanske basketball-liga er ramt af kaos, efter spillerne fra en række hold har valgt at nedlægge arbejdet. Beslutningen sender chokbølger gennem sportsverdenen.

Giannis Antetokounmpo og resten af Milwaukee Bucks har nedlagt arbejdet i protest mod endnu et brutalt tilfælde af politivold i USA. Billede fra Youtube-video

Slutspillet i den amerikanske basketball-liga er ramt af kaos, efter spillerne fra en række hold har valgt at nedlægge arbejdet. Beslutningen sender chokbølger gennem sportsverdenen.


Af Morten Hammeken

‘Hold kæft og dribl videre med bolden’. Sådan lød beskeden fra FOX News-kommentator Laura Ingraham til basketballspilleren LeBron James for et par år siden, efter sportsmanden blandt andet havde udmærket sig ved at kalde præsident Donald Trump ‘en bums’. Men meget tyder på, at James og en række andre superstjerner i ligaen ikke har tænkt sig at følge den opfordring.

Beslutningen om at nedlægge arbejdet kommer i kølvandet på endnu en episode i det amerikanske politi, der har antændt vrede og beskyldninger om racisme og politivold. På en lækket videooptagelse bliver afroamerikanske Jacob Blake skudt 7 gange i ryggen af en betjent, da Blake forsøgte på at komme ind i sin bil. Skudepisoden fandt sted i byen Kenosha i delstaten Wisconsin, der også huser NBA-holdet Milwaukee Bucks. Efter flere dages protester i Kenosha besluttede Bucks, anført af Giannis ‘Greek Freak’ Antetokounmpo i går at boykotte resten af slutspillet i den professionelle amerikanske basketball-liga.

Favorithold med i boykot

Men det er ikke kun Milwaukees hjemmehold, der nu har besluttet sig for at boykotte resten af basketball-sæsonen. Også de to Los Angeles-hold, Lakers og Clippers, besluttede natten til torsdag at forlade slutspillet. Dermed har både det førsteseedede hold i øst-konferencen (Milwaukee) og de to højest placerede i vest-konferencen (Lakers 1, Clippers 2) meldt sig ud af kampen om årets trofæ, hvilket ifølge CBS News lægger stort pres på resten af holdene for at afblæse sæsonen helt.

Fuck det her!!!! Vi kræver forandring. Jeg er dødtræt af det

LeBron James om Jacob Blake-episoden
+

Beskeden fra Lakers-stjernen LeBron James, der har mere end 47 millioner følgere på Twitter, var da heller ikke til at tage fejl af: “Fuck det her!!!! Vi kræver forandring. [Jeg er] dødtræt af det”, skrev den firedobbelte MVP sent i går aftes på Twitter.

Bred opbakning til beslutningen

James, Antetokounmpo og de andre atleters beslutning er allerede blevet mødt med opbakning fra en lang række kommentatorer og tidligere spillere. “Godt for Milwaukee Bucks. Godt for George Hill. Det her er et STATEMENT. Det vil få folk overalt til at stoppe op og tænke sig om, hvis de ikke allerede har gjort det. Det her er med til at sige: NU ER DET NOK. Det er med til at sige, DET HER SKAL STOPPE”, skrev Fox Sports-kommentator Skip Bayless på Twitter i går aftes.

Også en lang række trænere og tidligere spillere bakker op om beslutningen. “Vi hører hele tiden om, hvor bange de (Trump, red.) er. Men det er os, der bliver dræbt. Det er utroligt, at vi kan blive ved med at elske det her land, når det ikke elsker os tilbage”, udtalte en grådkvalt L.A. Clippers-træner, Doc Rivers inden beslutningen om en boykot blev officiel.

Kommentatoren Kenny Smith, der tidligere har spillet i ligaen og blandt andet vandt to mesterskaber med ‘Houston Rockets’ i midten af ’90erne, valgte i går at forlade sættet i solidaritet med spillernes beslutning: “Som en sort person og tidligere spiller i den her liga tror jeg den bedste beslutning for mig er ikke at være her i aften”, udtalte han, inden han forlod optagelserne på live tv.

Den tidligere NBA-stjerne, Chris Webber understregede også sin opbakning til spillernes beslutning, og kommenterede desuden på landets generelle håndtering af corona-krisen: “Hvis det ikke er nu, hvornår skal vi så gøre noget? Hvis ikke vi skal sige fra under en pandemi, hvor utallige mennesker har mistet livet, hvornår så? Det er de unge mennesker, der fører an, og jeg hylder dem for det”, forklarede den tidligere Sacramento Kings-spiller.

Et samlet Milwaukee Bucks-mandskab forklarer deres beslutning om at boykotte resten af slutspillet i NBA.

En kæp i hjulet på Cirkus Trump?

Beslutningen vil utvivlsomt også være et irritationsmoment for Donald Trump og resten af det republikanske parti, der lige nu afholder partiets nationale kongres. Det Trump-dominerede reklamefremstød var i forvejen ramt af dårlige seertal, og NBA-spillernes boykot kan tage yderligere opmærksomhed fra præsidentens show.

Den Twitter-glade præsident har foreløbigt ikke kommenteret NBA-spillernes beslutning, hvilket kan ses som et tegn på, at han endnu ikke ved, hvordan han skal forholde sig til nyheden. I stedet valgte præsidenten at prøve at få opmærksomheden tilbage på den republikanske partikongres, ved at lægge ikke færre end 38 videoer op med partiets talere.

At Trump står på den modsatte side af basketball-atleterne i konflikten er dog sikkert og vist. I går aftes gentog han sit budskab om ‘lov og orden’, og proklamerede, at han havde tænkt sig at sende Nationalgarden til netop Kenosha, i et forsøg på at kvæle protesterne. Den strategi kan vise sig at give bagslag, som det var tilfældet i Portland, Oregon for nogle uger siden. Her måtte præsidenten opgive at få standset demonstrationerne, efter at have sendt bl.a. grænsepolitiet fra “ICE” til den nordvestlige delstat.

Også i andre dele af den amerikanske sportsverden har Jacob Blake-affæren vakt furore. Baseball-holdene San Francisco Giants og Los Angeles Dodgers valgte at aflyse onsdagens kamp i protest. Hovedpersonen selv, Jacob Blake er blevet indlagt på hospitalet med stærke men efter hændelsen. Familiens advokat, Ben Crump har udtalt, at det formentlig vil kræve et mirakel, hvis Blake nogensinde skal gå igen.

Deltag i debatten og kommenter på artiklen (kun for medlemmer)

Om skribenten

Morten Hammeken

Morten Hammeken

Cand.mag. i idehistorie og Europastudier. Redaktør på Verdenspressen og tidligere ansvarshavende redaktør på Solidaritet (2019 - 2023). Læs mere

Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet

Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.

Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.

Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.

Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.

20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.

Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER