Den tidligere NBA-stjerne Stephen Jackson med George Floyds datter på skuldrene. Foto: Instagram/@_stak5_
13 min. læsetid

Står identitetspolitik og klassekamp i modsætning til hinanden? Hvad siger Marx, DuBois og Angela Davis? Den afroamerikanske aktivist og universitetsprofessor Vanessa Wills sætter Black Lives Matter-kampen i et klasseperspektiv.

Oversat af Dennis Petersen

Debatindlæg er udtryk for skribentens egen holdning. Læs mere om Solidaritets principper for debat her, og kontakt os hvis du selv har noget på hjerte.


Af Vanessa Wills

“Far forandrede verden!” Gigi Floyd, George Floyds datter, smilede over hele ansigtet, da hun råbte det højt ud over en Black Lives Matter demonstration i Minneapolis – et poetisk udtryk for forbindelsen mellem konkret kamp og universel forandring. Gigis far George Floyd var blevet myrdet af politiet blot en uge tidligere, hvilket havde vakt harme og givet anledning til en stor bølge af antiracistisk organisering.

I de forløbne uger har Black Lives Matter protester, udløst af politiets racistiske drab på George Floyd, rusket op i USA og fyldt gader og pladser over hele verden. Protesterne har hurtigt ændret den offentlige bevidsthed omkring racisme og politibrutalitet, og har allerede medført konkrete forandringer, så som et forslag fra Los Angeles’ borgmester, Eric Garcetti, om at skære 150 millioner dollars af budgettet til byens politi; og vedtagelsen i Minneapolis’ byråd om helt at opløse byens politikreds.

Black Lives Matter som grundlag for radikal forandring

Sloganet “Black Lives Matter” opstod i 2013, efter George Zimmerman var blevet frikendt for alle anklager i forbindelse med mordet på Trayvon Martin, en ubevæbnet sort teenager, som Zimmerman skød og dræbte i 2012. På det tidspunkt var det ikke ualmindeligt, at de, som insisterede på at sige black lives matter, blev mødt med argumenter om, at det måske var bedre rent retorisk at gå bort fra det konkrete slogan og i stedet omfavne det universelle – altså i stedet sige ‘all lives matter’.

Den form for kritik er heldigvis langt mindre almindelig nu, men vi står stadig tilbage med spørgsmål om hvordan en antiracistisk bevægelse kan og skal blomstre i USA og rundt omkring i verden, og hvordan man skal forstå forholdet mellem bevægelser der kæmper for frigørelse af bestemte undertrykte grupper, og bevægelsen for en radikalt anderledes verden. Spørgsmålet presser sig særligt på nu, hvor f.eks. krav om at opløse politiet gør det stadig mere klart, at det vil kræve bred, gennemgribende, systemisk og radikal forandring, hvis man vil tackle særligt undertrykte gruppers behov.

Identitetspolitik vs. klassebaserede teorier

En af de måder, som de spørgsmål manifesterer sig på, er i en debat mellem ‘identitets-politik’ på den ene side og marxisme og andre ‘klasse-baserede’ teorier på den anden. Begrebet identitetspolitik dækker over en bred vifte af teoretiske og praktiske former, som tager udgangspunkt i de oplevede erfaringer og gruppe-interesser blandt grupper af folk, der deler kategorier inden for social identitet. Eksempler på sådanne identiteter omfatter – men er ikke begrænset til – køn, hudfarve, etnicitet, seksualitet og religion. De klasse-baserede teorier argumenterer på den anden side for politisk aktivitet baseret på interesser, som er fælles på tværs af køn, hudfarve, religion osv. – men som er defineret ud fra ens økonomiske position i klassesamfundet. (Det er selvfølgelig en forsimplet gengivelse af de to retninger).

• Amerikansk menneskerettighedsorganisation stiftet i 2013, som en reaktion på mordet på Trayvon Martin, og den efterfølgende frikendelse af drabsmanden, George Zimmermann.

• Har 16 officielle afdelinger på tværs af USA og Canada, og en lang række støtteorganisationer i hele verden.

• En lang række organisationer i hele verden støtter op om bevægelsen, og identificerer sig med dens krav. Medstifter Alicia Garza, som oprindeligt opfandt udtrykket ‘Black Lives Matter’, har udtalt, at man fra BLM’s side “ikke ønsker at rende rundt og lege dommer over, hvem der er med i bevægelsen”.

+

Den ideologiske konflikt imellem identitetspolitiske og marxistiske eller klassebaserede teorier om undertrykkelse og udnyttelse, dukker op inden for en lang række områder, og er særligt fremherskende i akademiske og aktivistiske diskussioner om undertrykte gruppers frihedskamp. Vi véd, at folk bliver diskrimineret i alle mulige forskellige sammenhænge pga. egenskaber ved deres sociale identitet. Vi ser, hvordan sociale opdelinger sker langs disse identitetsmæssige skillelinjer og sætter rammerne for, hvad der synes at være nulsums-konflikter imellem modstående identitets-baserede grupper (‘sorte mod hvide’, ‘kønnenes kamp’). Og alligevel påpeger ‘klasse-baserede’ teorier om undertrykkelse, at medlemmerne af de forskellige identitetsbaserede grupperinger har flere interesser til fælles med hinanden pga. deres roller i den økonomiske produktion, end de har med medlemmer af deres egen, identitetsbaserede gruppe, som er en del af en anden økonomisk klasse.

Det er fint – og, vil jeg mene, ganske korrekt! – i teorien. Men den klassebaserede tilgang kan åbenlyst synes at gå direkte imod mange af hverdagens erfaringer for mange mennesker. I et racistisk arbejdsmiljø vil hvide racistiske kolleger næppe fremstå som sorte menneskers allierede. For en kvinde, som igen og igen er blevet skadet i heteroseksuelle forhold formet af misogyne holdninger og vaner, vil det næppe være indlysende, at hun måske kan finde kampfæller blandt mænd fra hendes klasse. Uden tvivl er der også et utal af eksempler på arbejderklasse-solidaritet som former og udgør oplevelser og erfaringer, vi kan trække på. Men det er heller ikke til at komme udenom, at når vi ser på undertrykte menneskers erfaringer og fortællinger, så opstår der klart og tydeligt mønstre for undertrykkelse, som medlemmer af de grupper, der ligger højest i de identitetsbaserede hierarkier, udøver mod folk, som er placeret lavest i disse hierarkier. Det er nødvendigt at finde en forklaring på det.

Flugten fra det konkrete

Meget af den engelsksprogede akademiske filosofi er notorisk skeptisk, eller i hvert fald dybt ambivalent, over for en praksis, som ser på subjektive, oplevede erfaringer som en kilde til viden. Som alle véd – og som folk som Sokrates og Descartes har gjort deres bedste for at overbevise os om – så er alt ikke, som det på overfladen ser ud til at være. Men hvad følger af det?

For nogen følger en slags flugt fra det materielle og hen til ren abstraktion, væk fra det konkrete og ind i det rent universelles rige, hvilket skaber skepsis i forhold til feminisme, kritisk race-teori og queer-teori som analytiske rammer – og kaster tvivl over disses påstande om at være ægte filosofiske undersøgelser. De af os, som har en åbenlys interesse i at opnå social retfærdighed, fordi vi jævnligt bliver nægtet det på grund af vores identiteter, bliver endda ofte set på med skepsis i forhold til, om vi reelt er i stand til at være ‘seriøse’ og objektive forskere, præcis på grund af disse omstændigheder.

Marxister har en lang tradition, hvor tænkere som filosoffen Angela Davis – en nøglefigur for at forstå den nutidige debat om afskaffelse af diskriminerede love og regler – W. E. B. Du Bois, og Karl Marx selv, har tænkt kritisk over komplekse relationer mellem subjektivt oplevede sociale identiteter og objektive økonomiske klasserelationer. Og alligevel manifesterer der sig, ironisk nok, en lignende flugt fra det materielle og konkrete i visse udgaver af ‘klasse-baseret’ social analyse.

“Det universelle manifesterer sig lige præcis i det specifikke. Vi kan ikke bare springe over at involvere os i specifikke, konkrete og oplevede tilfælde af undertrykkelse, for at nå hurtigere frem til et opgør med undertrykkelsen.”

+

Marx skriver, at proletariatet “har en universel karakter igennem sin universelle lidelse og ikke kræver nogen specifik retfærdighed, fordi det ikke er nogen specifik uretfærdighed, men derimod uretfærdighed generelt, som bliver begået mod det.” En del af dét, som ligger til grund for både normative og deskriptive påstande om og fra arbejderklassen i marxistisk teori er, at arbejderklassen er en universel klasse, fordi det er muligt at have et samfund i hvilket den er den eneste økonomiske klasse. Det er rent faktisk Marx’ opskrift på afskaffelse af klassehierarki, og dermed af selve klassesamfundet. Arbejderklassens klassebevidsthed udgør derfor for Marx et universelt menneskeligt perspektiv, som alle kan dele.

Hvis man kun forstår det overfladisk, kan denne opfattelse måske friste én til at tro, at den korrekte måde at tilgå politisk teori og aktivisme er ved at ignorere specifikke uretfærdigheder begået mod specifikke undergrupper af arbejderklassen, på baggrund af sociale identiteter, som ikke er – og måske slet ikke kan blive – generaliserbare til klassen som helhed. Men dette ville være en grov fejltagelse. En bedre måde at opfatte det specifikke og det universelle på i denne kontekst er at hive det gamle arbejderslogan frem: “Et angreb på en af os er et angreb på os alle.”

Det universelle manifesterer sig lige præcis i det specifikke. Vi kan ikke bare springe over at involvere os i specifikke, konkrete og oplevede tilfælde af undertrykkelse, for at nå hurtigere frem til et opgør med undertrykkelsen. At forholde sig til flerdobbelt undertrykkelse, og til måderne, den fremtræder på i subjektivt oplevede erfaringer hos de folk som oplever den, giver os indsigt i, hvordan vi måske en dag kan få gjort op med nogle menneskers dominans over andre, i alle dens fremtrædelsesformer.

Demonstranter marcherer på Hiawatha Avenue, Minneapolis, i protest mod mordet på George Floyd. Foto: Stephen Maturen

Intet opgør med racisme, sexisme og anden undertrykkelse uden økonomisk omstilling

Hvis, som vi marxister vil argumentere for, at en økonomisk omstilling er nødvendig for at skabe en verden uden racisme, sexisme og andre former for identitetsbaseret undertrykkelse, hvordan gennemtænker vi så forbindelserne mellem kampen mod identitetsbaseret undertrykkelse, og behovet for en bevægelse imod klassebaseret udnyttelse?

Kritikere argumenterer for, at sådanne krav tydeligvis ville kræve en fuldstændig og fundamental overhaling og omstrukturering af hele vores samfund – og at disse krav ikke kan opnås, hvis vi lader en eneste del af det eksisterende samfund forblive, som det er. Men det er netop pointen. Marx skrev, at revolutionær aktivitet var nødvendig, ikke bare fordi det var den eneste måde at lægge den politiske magt i folkets hænder, men også fordi det er den eneste måde, hvorpå vi kan forlade de værste af de sider, som kapitalismen har givet os, og smede os selv påny – bedre, mindre egoistiske og sørge for at vores individuelle trivsel er organisk forbundet til alles trivsel. Når det handler om de undertrykte, er specifikke krav og kampe for frigørelse i sidste ende kun mulige at vinde, når de bliver forbundet med en fælles kamp for social omstilling.

Det var i starten af 2019, at min ven Kate Doyle Griffiths – en radikal antropolog fra Brooklyn College i New York – tog fat i mig og spurgte, om jeg ville være interesseret i at starte et nyt, tværfagligt, marxistisk tidsskrift op. Som enhver anden fortravlet, nyansat universitetsforsker på vej mod fastansættelse, fandt jeg mig selv stirre igennem mit indre øje på den mentale kugleramme, som popper op hver gang jeg overvejer at påtage mig en ny rolle og et nyt ansvar.

“Marx skrev, at revolutionær aktivitet var nødvendig, ikke bare fordi det var den eneste måde at lægge den politiske magt i folkets hænder, men også fordi det er den eneste måde, hvorpå vi kan forlade de værste af de sider, som kapitalismen har givet os, og smede os selv påny – bedre, mindre egoistiske og sørge for at vores individuelle trivsel er organisk forbundet til alles trivsel.”

+

Et bemærkelsesværdigt aspekt ved måden, hvorpå jeg mødte min nuværende med-redaktør Griffiths (på Spectre Journal, red.) er, at selv om vi begge er akademikere, så var det på ingen måde i en akademisk sammenhæng, vi mødte hinanden. Vi mødtes derimod i rammer skabt til, at kvinder og ikke-binære folk kunne mødes, sympatisere med hinanden og dele personlige historier og råd. Samtaler om seksuel orientering og udtryksform, racisme, misogyni, personlige grænser, queer-teori og sociale krav om undertrykkelse af personlighed og følelser blomstrede op på daglig basis. Og således, selv om det måske i første omgang virker usandsynligt, var det måske kun naturligt, efterhånden som samtalerne begyndte at dreje sig om sammenhænge imellem vores dagligdags erfaringer og større sociale og politiske dynamikker, som giver form og anledning til dem – så begyndte politiske fællestræk at vise sig, og alliancer at formes.

Det føltes lidt uansvarligt fra min side, men i sidste ende sagde jeg ja, og tilsluttede mig gladeligt mine kammerater for at skabe Spectre Journal. Spectre udkommer to gange årligt og er et tværfagligt tidsskrift for marxistisk teori, strategi og analyse. Vores redaktion er forenet i vores engagement i revolutionær marxistisk tænkning og aktivisme, og i det synspunkt at marxistisk analyse skal beskæftige sig direkte med spørgsmål om identitetsbaseret undertrykkelse, og at den er utilstrækkelig og ufuldstændig uden dem. Rent faktisk er kamp mod sådan undertrykkelse et helt centralt anliggende.

Flere af vores redaktører – Tithi Bhattacharya, Cinzia Arruzza (filosof ved The New School for Social Research, red.), Kate Doyle Griffiths, Holly Lewis (filosof ved Texas State University, red.), og David McNally – er i vidt omfang kendt for deres arbejde med “teorier om social reproduktion”, en gren af marxistisk feminisme, som stiller spørgsmål til måderne, hvorpå sociale identiteter og identitetsbaseret undertrykkelse bliver formet i og igennem kapitalistiske processer, og hvordan de omvendt former disse processer. I mit eget arbejde tænker jeg grundigt over relationer mellem race og klasse, hvilket mine med-redaktører Zachary Levenson og Charles Post også gør. I de senere år er også spørgsmål om race, køn og klasse blevet en del af det arbejde i stigende grad. Min interesse i disse spørgsmål har mange kilder, og min sociale placering som en sort arbejderklasse-kvinde er en vigtig del en af dem.

Læs også: Systemisk racisme i USA: Sådan kortlagde jeg hadet til sorte mennesker

Da jeg for nylig blev spurgt om, hvad filosoffer bidrager med til verden, havde jeg muligheden for at reflektere over, hvor meget filosofi kan tilbyde, som hjælper med at fremme sagen for menneskelig frigørelse. Diskussioner om det specifikke og det universelle, det ideelle og det materielle, det abstrakte og det konkrete, det naturlige og det sociale, falder alle sammen helt inden for vores område, og alle, tro det eller lad være, er absolut nødvendige for at blive i stand til at forstå den aktuelle situation, for at hjælpe andre med at forstå den, og for at gribe så effektivt som muligt ind i den. Filosofisk øvelse giver os værktøjer til at fortolke og ændre verden. Jo dybere vi engagerer os intellektuelt i den levende, konkrete virkelighed, jo mere effektivt kan vi anvende de værktøjer både i teori og praksis.

Denne artikel er første gang bragt på The Blog of the American Philosophical Association: ‘Black Lives Matter’ as Identity Politics and Class Struggle


Vanessa Wills er ph.d. i filosofi og ansat ved The George Washington University. Hun er redaktør på Spectre Journal og social justice-aktivist i USA.