Blød digital undertrykkelse – nye udfordringer og strategier for modstand

Under det seneste angreb på Gaza oplevede tusindvis af aktivister, at deres opslag blev slettet eller deres konti begrænset, blot fordi de dokumenterede den israelske besættelses forbrydelser eller udtrykte solidaritet med det palæstinensiske folk.

Dette er langtfra et isoleret fænomen. I Indien udstedte regeringen undtagelsesordrer om at blokere snesevis af konti under bøndernes protester, mens menneskerettighedsorganisationer dokumenterede suspendering af konti tilhørende et stort antal journalister og aktivister – blot fordi de kritiserede regeringens politik. Mange følte sig magtesløse og rasende, da deres stemmer syntes at blive bevidst skubbet ud i margenen. Disse tilfælde illustrerer tydeligt, hvad man i dag kan kalde “blød digital undertrykkelse”.

Denne form for undertrykkelse manifesterer sig ikke altid som direkte blokering eller offentlig anholdelse. Den opererer gennem usynlige algoritmer og digitale systemer, der omformer det digitale rum på måder, som bestemmer, hvad der når frem til publikum, og hvad der bliver marginaliseret.

Med den hurtige udbredelse af kunstig intelligens er disse mekanismer blevet stadigt mere komplekse og vidtrækkende. Det rejser et påtrængende spørgsmål: hvordan fungerer dette system, og hvordan kan det konfronteres?

Digital kontrol og frivillig selvovervågning

Store digitale virksomheder indsamler systematisk enorme mængder data og anvender kunstig intelligens til at analysere dem og klassificere brugere efter adfærdsmønstre, intellektuelle orienteringer og politiske tilbøjeligheder.

Gennem omhyggeligt udformede algoritmer kan venstreorienteret, progressivt og menneskerettighedsorienteret indhold begrænses uden behov for direkte sletning. Set fra brugerens perspektiv synes lavt engagement at skyldes publikums ligegyldighed, mens det i virkeligheden kan være resultatet af algoritmiske mekanismer, der kontrollerer niveauet for rækkevidde og synlighed.

Mange har oplevet dette på egen krop: et væsentligt opslag skrives og når kun frem til et begrænset antal følgere. Adskillige studier har undersøgt fænomenet filterboble, hvorved brugere gradvist isoleres i informationsmiljøer, der forstærker deres allerede eksisterende synspunkter, mens deres eksponering for kritisk eller alternativt indhold begrænses.

Facebook-lækagerne fra 2021 afslørede interne diskussioner om indholdsstyring og algoritmernes indflydelse på den offentlige sfære. Brookings Institution har dokumenteret, hvordan digitale platforme bidrager til at uddybe politisk polarisering og befæste ideologisk dominans.

Med tiden begynder mange brugere at praktisere det, der kan kaldes “frivillig selvovervågning”, idet de pålægger sig selv begrænsninger af frygt for forbud eller faldende rækkevidde. Denne frygt omformer karakteren af den offentlige diskurs og forvandler gradvist det digitale rum til et mere kontrolleret miljø, der tjener interesserne hos de kræfter, som dominerer den digitale infrastruktur.

Digital frustration

Gennem den konstante strøm af indhold bidrager algoritmer til at skabe en følelse af afmagt og tab af håb om muligheden for forandring – ved gentagne gange at fremhæve de progressive eksperimenters fiaskoer og fremstille den eksisterende kapitalistiske orden som den eneste levedygtige mulighed.

Samtidig fremmes individualisme og personlige succesløsninger som den primære vej til at håndtere sociale problemer, mens forbrugerkultur og individuelle præstationer præsenteres som det praktiske alternativ til kollektiv handling og politisk organisering.

Resultatet er isolation af individer, svækkelse af kollektive bånd og forvandling af fælles sociale bekymringer til personlige ansvarsområder.

Digital anholdelse og digital likvidering

Når skjult overvågning eller frustration viser sig utilstrækkelig, når systemet mere eksplicitte niveauer af digital eksklusion.

Aktivister og journalister finder pludselig deres konti suspenderet eller blokeret uden forudgående advarsel, med disse foranstaltninger begrundet i generiske vendinger som “overtrædelse af fællesskabsstandarder”, selv om det målrettede indhold i mange tilfælde er dokumentation af menneskeretskrænkelser eller krigsforbrydelser.

I andre tilfælde når situationen til det, der kun kan beskrives som “digital likvidering”: den fuldstændige udslettelse af den digitale tilstedeværelse hos enkeltpersoner eller hele institutioner.

Målretningen af palæstinensisk indhold står som et af de mest omstridte eksempler, idet menneskerettighedsorganisationer og forskere har dokumenteret talrige tilfælde af opslags-sletninger og kontobegrænsninger knyttet til dækning af krænkelser, sammen med en påfaldende inkonsistens i anvendelsen af indholdsregler over for forskellige parter.

Hvad kan man gøre?

Hvis blød digital undertrykkelse søger at begrænse potentialet for modstand, organisering og fri ytring, begynder konfrontationen med den ved at gentænke teknologi som en arena for social og politisk kamp.

Det kræver at presse på for større gennemsigtighed og demokratisk tilsyn med store digitale virksomheder og at vedtage lovgivning, der beskytter privatlivets fred, kriminaliserer politisk overvågning og pålægger offentliggørelse af algoritmiske beslutningsmekanismer.

Svaret kan ikke begrænses til lovgivning alene. Der er også behov for at opbygge digitale venstrefløjs-internationaler og grænseoverskridende solidaritetsnetværk, der afslører digitale krænkelser og forsvarer rettigheder og friheder i det online rum.

Brugere og civilsamfundsinstitutioner kan også lægge pres på virksomheder, der er involveret i udvikling eller salg af overvågningsteknologier, som bruges mod aktivister, journalister og dissidenter.

Det er lige så vigtigt at støtte fri og åben kildekode software og at udvikle alternative platforme, der er mere gennemsigtige og underlagt fællesskabstilsyn, således at teknologi bruges til at beskytte rettigheder, afsløre krænkelser og styrke demokratisk deltagelse.

Venstrefløjs- og progressive organisationer bør også udvikle deres egne digitale værktøjer, fra krypterings- og privatlivsbeskyttelses-teknologier til bevidstgørelseskampagner, der afslører algoritmernes indre virkemåde og deres politiske og sociale indvirkning.

Teknologi mellem dominans og befrielse

Hvis de tilbagevendende erfaringer med begrænsning af palæstinensisk indhold sammen med andre tilfælde, der har ramt venstrefløjs-, progressive og menneskerettigheds-stemmer i forskellige dele af verden, afslører en vigtig dimension af problemet – bekræfter de også, at alternativer er mulige.

Sagen handler ikke om at afvise kunstig intelligens eller digital teknologi. Spørgsmålet går på, hvem der ejer denne teknologi, hvordan den styres, og i hvis interesse den opererer. At forvandle kunstig intelligens til et værktøj, der tjener samfundet, og hvis brug er underlagt demokratisk tilsyn, kan åbne nye horisonter for deltagelse, organisering og solidaritet.

Internettet er ikke blot et globalt marked for reklame og data. Det er et socialt, politisk og kulturelt rum, der kan bidrage til at opbygge nye former for kollektiv handling og kamp for social retfærdighed.

Af denne grund forbliver kampen om teknologi en del af den bredere kamp mod dominans og udbytning og for demokrati, lighed, frihed og et socialistisk alternativ.

At gensætte mennesket i centrum for digitale beslutninger forbliver en grundlæggende betingelse for at bygge en fremtid, hvori teknologi tjener samfundet snarere end kapitalakkumulation.

Teksten har tidligere været udgivet på engelsk. Blandt andet på Breakthrough News. Den er oversat af Rezgar Akrawi.