Indkøbskurv: 0,00DKK Se indkøbskurv
Venstrefløjens stemme i debatten
Search
Generic filters
Menu
13. april. 2021

Boganmeldelse: Flygtningekvinder spiller også trommer

’Pigen med Trommestikkerne’ er den perfekte historie om feminisme og integration, når det lykkes bedst. – Men er portrætbogen af den kun 28-årige musiker Ihan Haydar personligt drevet eller vinklet i sagens tjeneste?

Ihan Haydar på scenen. Den unge trommeslager kom som 10-årig til Danmark, da hun flygtede fra Irak sammen med sine forældre. Nu er hun aktuel med en ny bog. Foto fra Facebook.
11 min. læsetid

12-årige Ihan Haydar har en hemmelighed. Hun elsker at spille trommer – og lige så snart hun kan se sit snit til at låne musiklokalet på sin skole i Gelsted, forsvinder hun ind i sin egen verden af lykke og rytmer. Her føler hun sig fri og lykkelig. Men hendes forældre må ikke vide noget. For en arabisk pige spiller ikke på trommer…

Den dansk-irakiske, kurdiske og altid storsmilende trommeslager Ihan Haydar – medlem af popgruppen L.I.G.A – er en fighter. Hvis du ikke selv har set hende optræde i fuld aktion, så bekræfter fortællingen om Pigen med Trommestikkerne – som netop er udgivet på forlaget Grønningen 1 i samarbejde med journalist og forfatter Birgitte Vestermark – det til fulde.

Ihan Haydar trommeslår sig igennem sit nye liv som barn af flygtninge i Danmark og kæmper hårdt for overlevelse, med musikken og gennem familiens mellemøstlige forhindringer. Og lige netop dén historie får vi i portrætbogen af den nu kun 28-årige dansk/irakiske statsborger, der ender med at gifte sig med sin etnisk danske Esben, få det halve kongerige af musik og social bevidsthed for nu at have livet foran sig som feteret influencer, flere gange prisbelønnet musiker og hustru.

Fighteren Ihan Haydar

Ihan Haydar er født i Bagdad, Irak i 1993 og kommer til Danmark via familiesammenføring som 10-årig en dag i marts 2003, samme år som Saddam falder. Uden at nogen lægger mærke til det, løber hun i forvejen gennem tolden i Kastrup Lufthavn og ud til sin ventende far og tilbage igen til sin mor og to brødre i transit, som den stifinder hun er. Og hun slipper godt fra det. Allerede her, på side 16, får læseren et hint om, at Ihan har et helt særligt talent for timing.

Handlingen i bogen følger kronologien i Ihan Haydars liv, fra lykkelig barndom i Irak, flugten til Danmark og hvordan hun falder ind i et nyt samfund med karate, fodboldspil og opdagelsen af eget rytmisk talent. Gennem sprogforbistringer, kulturforviklinger og konflikter med familietraditioner og storebrors æreskodeks. Til den store sejr og succes som musiker og dansk statsborgerskab. Gennem 30 kapitler lærer vi fighteren Ihan Haydar at kende, som den, der altid finder en vej, uanset forhindringer. Hun bruger ”den arabiske løgn” som en tryllestav og ingen taber ansigt. Det betyder, at Ihan lyver sig til at gøre det, hun vil, og forældrene nok ved det, men lader som om, de stoler på, at hun laver lektier hos veninden. Løgn på løgn, for at kunne gøre, som hun selv vil. 

Ung kvinde tværs igennem fordomme

Ihan Haydars historie står i kontrast til de mange tragiske beretninger om muslimske kvinders vej gennem vold, skam og tørklædetvang, som danske medier har bragt så mange af gennem årene. Ihan Haydar er i dag en professionel selvstændig kvinde, der lever af sin musik og den personlige integritet hun selv har opbygget. I dag er hun influencer på både det kommercielle plan og det humanitære. 

I stedet for at falde i alle de vanlige kulturfælder af social kontrol lykkes det Ihan Haydar gennem egen vilje, list og kamp at tromme sig til integration, etnisk dansk mand og succes, priser og anerkendelse. Eller næsten. For historien om storebroren, Jonis, som gang på gang forsøger at spænde ben for sin søsters vilde planer med devisen om, at familiens ære skal beskyttes, får vi ikke rigtig fortalt. Den antydes kun i konturer.

I stedet fortæller Ihan Haydar sin historie, som sad vi i regionaltoget og var faldet i snak. Den slags dyrebare øjeblikke som opstår en gang imellem, mennesker imellem, når en spændende historie skal fortælles. En særlig slags intimitet opstår i nogle timer, fordi vi for en stund har brug for at betro os til nogen, som vi aldrig ser igen. Det, der gør mest ondt, omtales helst i bisætninger. Eller forblommet. Derfor kommer vi heller ikke helt ind i kernen af det skete. Og det skal vi måske heller ikke.

I spredte afsnit får vi fortalt og forklaret væsentlige elementer fra hovedpersonens liv i 3. person. Det er nok journalist og forfatter Birgitte Vestermarks stemme, der for eksempel fortæller den meget gribende historie om Ihans far, Haydar, der efter utallige flugtforsøg gennem Kurdistan Irak, Tyrkiet og andre lande med nød og næppe når igennem til Danmark, selvom Norge oprindeligt var målet. Efter 12 år som soldat i Saddam Husseins hær ved han, hvad krig indebærer og ønsker ikke samme skæbne for sine to sønner.

Jo, Ihan Haydar er et godt forbillede for rigtig mange forskellige kvinder. Ikke nok med at hun fortsat holder fast i sine arabiske rødder sammen med de nye danske, så er hun kommet igennem det maskuline musikmiljø som trommeslager. Hun ser blændende godt ud og er uhyre fotogen i selskabskjole og stilletter, når hun kaster trommestikker og krop afsted ud over rytmestepperne. Ihan Haydar lever fuldt op til popverdenens både gamle og nye kvindebillede. Hun er god, dygtig, fremragende på sit beat, ellers gik det ikke. For trommeslageren er jo hjertet i et band. Og så bliver man så glad i låget af at se hende optræde!

På Instagram kan man dagligt få opdateringer fra Ihan Haydar. Lillian Simonsen faldt i 2018 over det her billede af hendes trommekasser på Kvindekampdagen – “det bedste, smukkeste og sejeste billede fra dagen” ifølge Simonsen. Privat foto.

Størst af alt er kærligheden (til musikken)

Ihans erindringer om sit møde med den danske kultur er underholdende. Som udpræget drengepige falder hun godt ind på både fodbold- og karate-hold og elsker adrenalinsuset i kroppen og det gode holdsammenhold. 

Hun fortæller levende om avisruterne i Gelsted nær Næstved, som hele familien klarer sammen. Om sine mærkelige arabiske madpakker, angsten for at spise med kniv og gaffel – og den store omvæltning til at skulle børste tænder flere gange om dagen, når hun aldrig har ejet en tandbørste. Der er osse eksempler på komiske kulturforvekslinger og belastende tolkebesværligheder. 

Men størst af alt er fortællingen om Ihans kærlighed til musikken, til rytmen. Den er den røde tråd i udviklingshistorien. Fra den dag i fjerde klasse, hvor Ihan opdager, hvad trommerne udløser i hendes egen verden, er hun solgt og besat. Enhver chance for at kunne komme til at spille og optræde, der viser sig på hendes vej, griber hun. Ingen kan stoppe Ihan. Ej heller arabiske traditioner og fordomme. 

Og hvem kan stå for en sådan urkraft af talent og glæde? Hun deltager i musikkonkurrencer, kommer med i et lokalt band på et afbud og får snøret sine forældre til at tro på, at hun læser lektier med en veninde, når hun i virkeligheden er til koncert eller Roskilde Festival. Hun møder da også talentspejdere som Chief 1 og Remee, der begge falder for Ihans vindende væsen og talent og hjælper hende ind på rette musikspor, også til fordel for egen forretning. Og så begynder Ihans karriere at tage fart.

Ihans erindringer er mange, detaljerede og underholdende. Hendes sammenligning mellem dansk og arabisk børneopdragelse gør en afgørende forskel. Det handler om konfrontationen mellem barn og forældre. Ihan forklarer, at når danske børn skal have lov af deres forældre til at gøre noget, så FORHANDLER den typiske danske familie om stort og småt – og når derved frem til konsensus.

Men i en arabisk familie vil det være pinligt at konfrontere sine forældre med et ønske, de er imod. Og en pinlighed kan føre til, at nogen taber ansigt, forklarer Ihan, og det kan i al fald IKKE være de voksne. ”De voksne lyver over for børnene, hvis de vil forklare ting, hvis det er noget, de voksne ikke ved noget om, eller som bare er for besværligt, pinefuldt eller ligefrem skamfuldt at indvie børnene i. Og derfor fortier/lyver osse børn hele eller halve sandheder for at kunne gøre de ting, de gerne vil. Og de voksne vælger ofte at lade som om, de ikke ved, hvad der foregår, selv om de ved det, frem for at indrømme over for sig selv – og børnene – at deres autoritet er blevet udfordret.”

Ihan løj for sine forældre for ikke at sætte dem i en ubehagelig situation og omvendt. Og det forklarer, hvordan Ihan har kunnet leve med så mange løgne i sin opvækst. Men i portrætbogen er løgnen ikke mere nødvendig, må vi tro. Ihan Haydar fortæller ligefremt om både konflikter og besværligheder på sin vej frem i den musikalske verden såvel som i forholdet til en dansk mand, når man er født ind i den muslimske tro og en irakisk/kurdisk kultur.

Idan Haydar er fast trommeslager i L.I.G.A. Bandet blev dannet som en trio i 2012, men Feras Agwa forlod bandet i 2015 for at blive soloartist. Haydar og Nicky Russell laver stadig musik, og arbejder lige nu på deres andet album.

Melodi Grand Prix og kærlighed

Kulminationen på kampen på vej mod stjernerne sker i 2012, hvor Ihan er del af det band, Soluna Samay med ”Should’ve Known Better”, der vinder det danske Melodi Grand Prix. Ihan er 19 år og har bildt sine forældre ind, at hun er på en fysik-udflugt med gymnasieklassen, mens hun i virkeligheden er i Ålborg i Gigantium som deltager i den store konkurrence om at komme til Aserbajdsjan for at repræsentere Danmark ved Det Internationale Grand Prix.

Under de fire dage i Ålborg Gigantium møder Ihan sit livs kærlighed, Esben, der er trommeslager i bandet A Friend in London. Det forhold udvikler sig stille og roligt sideløbende med musikken.

Nu begynder mange forskellige brikker at falde i hak i Ihans liv: Hun består sin studentereksamen, og samtidig danner Chief 1 bandet L.I.G.A med Ihan som trommeslager og Nicky og Feras på sang. Chief 1 sørger for, at bandet indspiller 30 sange i løbet af de næste to og et halvt år. Og bandet spiller altid live, ingen playback, for de har så meget smittende energi med Ihans trommespil.

Og i 2014 modtager L.I.G.A priser som Årets Band med Gaffa Prisen og Årets Nye Danske Navn med Zulu Awards. Ihan Haydar turnerer med L.I.G.A og optræder solo en gang om ugen på musikproducer Remees natklub ZEN.

Flygtningestrømmen i 2015 bliver øjenåbner

Mens popnumre som ”Julia”, ”Skylder Dig Ik’ No’et” og ”Den Første Gang” med Poul Dissing-samplet drøner ud fra populære radiostationer, fylder flygtningestrømmen i Europa stadig mere. Ihan Haydar og en veninde beslutter sig for at rejse til den græske ø Lesbos, hvor mange bådflygtninge lander, hvis de ellers overlever den lange sejlads. 

Som barn af en flygtning føler Ihan, at hun kan bidrage. Hun kan sproget, som mange af de syriske flygtninge taler, og hun er taknemmelig for sin egen og familiens overlevelse i Danmark – og forstår sin fars flugt på en ny måde.

Hun fortæller rammende, hvordan situationen var i 2015, med spyttende danskere og samtidig stor hjælpsomhed. Ihan åbner op for sin egen historie i offentligheden og taler om integration, og hvordan hun har fulgt sine egne drømme om at spille på trommer i Danmark.

I september 2015 får hun prisen som Årets Ikon af The Voice (pop-radiostation). Den pris får stor betydning for den unge popstjerne. Både personligt og for den vej hun vælger fremover. Mere skal ikke røbes her, men blot antydes med et par ledende spørgsmål: Kan en ung popstjerne have indflydelse på sine fans? Kan hun gøre en forskel i integrationen? Og hvordan håndterer et internationalt pladeselskab en popstjerne med holdning og handling? Ihan Haydar er i fuld gang med en frihedskamp bevæbnet med skrigpink trommesæt og trommestikker – pas på derude!


Om skribenten

Lillian Simonsen

Lillian Simonsen

Journalist og kulturskribent på Solidaritet. Tidligere blogger om den kurdiske sag. Læs mere

Nyeste artikler