Boganmeldelse: Forandringens vinde blæser over København og Sjælland

---

I bogen ”TA’ BYEN TILBAGE” kommer Peter Schultz Jørgensen ind på mange komplekse sammenhænge, som gør det muligt for os at forstå – hvorfor vi som borgere ofte står magtesløse over for de kræfter, der styrer udviklingen.

Ud fra temaerne natur, region, jord, kapital, bosætning og demokrati gennemgås de mange problemstillinger, der vedrører byudvikling og urbanisering – både i København og resten af Sjælland og Sydhavsøerne. Følgende er et par nedslag på forhold i bogen, jeg finder vigtig, men den fulde indsigt fås ved at læse alle bogens 416 sider.

Vi introduceres grundigt for de konkrete neoliberale indgreb, der har præget udviklingen i København og Sjællands-regionen i de seneste tredive år; indgreb der har affejet tidligere lighedsfremmende lovgivninger for by-, lands- og regions-planlægning, som i København har bidraget til at fordrive natur, sociale miljøer, lavtlønnede og etniske grupper, samt traditionelle byerhverv fra byens kvarterer.

PSJ fokuserer især på den markante afdemokratisering, der er opstået – i og med at stat og kommune både agerer sælgende grundejere, planmyndighed og lovgiver. For med selskabet By&Havn A/S er der i København skabt et uhyrligt, demokratisk tomrum; for som en profitskabende forretning kan de ikke agere ud fra et socialt helhedsperspektiv.

Med Kommunen som hovedejer af By & Havn er der sket en total demokratisk afkobling med hensyn til borgernes behov – og netop prioriteringen af økonomisk gevinst gennem grundspekulation har betydet, at respekten for klima, natur og økologi kommer i anden række.

Byens borgerne har hverken indsigt eller indflydelse, når udviklingen lægges over i udemokratiske, offentligt/private selskaber – hvor selv folkevalgte i bestyrelserne er pålagt tavshedspligt over for både partimedlemmer og offentlighed.

Paradigmeskifte i kystbyerne

PSJ forsøger med denne bog at gøre os opmærksom på nødvendigheden af et radikalt socioøkologisk og demokratisk paradigme-skifte for både byer og regioner, hvis vi skal gøre os håb om at tackle fremtidens økonomiske, sociale og klimamæssige kriser. 

Vi er af flere årsager nødt til at stoppe for den centralistiske byudvikling i Hovedstaden, også fordi den som mange andre danske kystbyer er truet af store havstigninger – og en logiske konsekvens af havstigninger er at byudvikle på højere liggende dele af landet, fremfor at bygge diger som f.eks. Lynetteholm, hvorved byen blot kommer i et permanent modsætningsforhold til havet ligesom i Holland.

PSJ pointerer, at man er nødt til at se planlægning i tidsperspektiv i henhold til fremtidige klimaforandringer, havstigninger, økonomiske og sundhedsmæssige kriser der er umulige at forudse, og følgelig må Stat og Kommuner genoverveje deres udviklingsstrategier. Det er uforsvarligt at fortsætte i samme spor som i de seneste 25 år i en naiv tro på, at verden er den samme om 20-30 år, ja, måske bare om 10 år.

Forfatterens fokus på en planlægning for fremtiden er, at vi er nødt til at se på urbane samfund som andet end en centraliseret og koncentreret ophobning af kapital, arbejdskraft, virksomheder, bygninger og infrastruktur.

“Når byudviklingen og økonomien koncentreres i et overbebygget København, stiger uligheden i hele regionen. Andre kommuner tager konkurrencen op med billigere boliger og ejendomme, hvilket bidrager til øget pendling over længere og længere distancer.”

Situationen er den, at byer og regioner alle er underlagt modsætningen mellem kapitalens globale urbanisering af økonomi og økologi – og  borgernes behov for demokratisk medindflydelse og ønske om en samfundsudvikling, der er bæredygtig både i et økonomisk, socialt og miljømæssigt perspektiv.

For et lille land som Danmark bør man anskue landets byer og samfund under et, som én natur der består af urbane biotoper, som skal kobles sammen med udvidet demokratisering på lokalt plan.

Selvoptagede København

Den centralistiske byudvikling i København indebærer en stigende regional ulighed, som vi må komme til livs. Vi har set, at Københavns ageren som arrogant, selvoptaget, administrativt og økonomisk center har haft en destruktiv påvirkning på hele Sjællandsregionen inklusive Lolland, Falster og Møn. Det til trods for at hele regionen i praksis også udgør et ´boligmarked og et arbejdsmarked’ i et stort landskab af sammenhængende økosystemer, hvilket gør, at vi er nødt til at se på det som en samlet urbaniseret helhed.

PSJ fremlægger i bogen forslag til en udvikling af København, Sjælland og øerne som en bioregion, der ud fra en helhedsplanlægning kan fordele ressourcer, boliger, arbejdspladser m.v. Med nye og fleksible driftsformer i selvforsynende kommuner kan der reetableres en bæredygtig balance i forholdet mellem bosatte og arbejdspladser, produktion, forarbejdning og distribution – og hermed en opblomstring af livet i de mindre byer i landdistrikterne.

Han illustrerer ret konkret, hvordan man kan skabe urban nærhed i en region bestående af et polycentrisk netværk af selvforsynende kvarterer – og småbyer med højst et kvarters gang eller cykeltur til butikker, arbejdspladser, skoler, parker og sundhedscentre m.v., som borgerne har brug for i deres hverdag.

Med denne model som eksempel maner Peter Schultz Jørgensen os til handling ved at åbne op for nye alternative ideer for en øko-urbanisering, der kan bidrage til afvikling af den herskende, centralistiske planlægning og lokaliseringspolitik.

Når byudviklingen og økonomien koncentreres i et overbebygget København, stiger uligheden i hele regionen. Andre kommuner tager konkurrencen op med billigere boliger og ejendomme, hvilket bidrager til øget pendling over længere og længere distancer.

Trafikken i København er øget voldsomt grundet indpendling fra store dele af Sjælland og øerne, foruden at udpendlingen af bosatte også er steget proportionalt med det stigende indbyggertal – og følgelig med stigende trængsel og forurening til følge.

CO₂-svineri på markedets vilkår

Hvad angår kommunens påstande om, at København er en CO₂-venlig by, gør PJS os opmærksom på, at København er en stærkt forbrugende by, hvorfor CO₂-udledningen er mindst 60 % højere end dét, kommunen melder ud. For al den CO₂ – der brændes af ved forbrug, pendling, transport og byggeri og anlæg – regnes ikke med, så påstanden om at byen skulle være CO₂ neutral i 2025 er hen i vejret.

I bogen imødegår PSJ også de falske miljøargumenter for en tæt og kompakt storby, foruden påstande om at mere og tættere byggeri gør boligerne billige. Det er jo bevislig koncentrationen af funktioner, arealer med central beliggenhed med deres symbolske værdi m.v., der løfter prisen på jord og ejendomme, som totalt er underlagt markedsmekanismerne, og som er det BY&HAVN skal profitere på.

Grundprisernes himmelflugt presser hermed også kommunen til at vedtage højst mulige bebyggelsesprocenter i kommune- og lokal-planlægningen, så følgerne af denne markedsdrevne byudvikling er henholdsvis overbebyggelse, for dyre boliger og hermed en fatal byspredning.

Argumenter om storbyens størrelse og bebyggelsestæthed som forudsætning for kritisk masse og hermed sociale udvekslinger afvises af PSJ; for også i små bysamfund uden denne form for kritisk masse trives det sociale og kulturelle liv, fordi sociale udvekslinger handler om andet end tæthed.

Derimod oplever mange københavnere, at der er en kommerciel kritiske masse, som dominerer byen, med de kommercielle kvaliteter man ønsker at fremme, og de tiltaler i højere grad individualistiske sindede storbybeboere fremfor sociale udvekslinger med folk i lokalsamfundet.

Det er de statslige og kommunale kommercielle og økonomiske interesser for byen, der har medført,at jævne folk, småhandlende, småvirksomheder, håndværkere og kunstnere ikke har råd til at bo her mere.

Desuden har Covid-19 åbnet vores blik for problemerne med byens massive tæthed, både hvad angår smittefare, og for hvor lidt plads og natur der er til rådighed for de mange indbyggere. Det lokale miljø har fået nye betydninger for plads til aktiviteter og rekreative arealer.

Det kræver følgelig en revurdering af de urimeligt høje bebyggelsesprocenter og den voldsomme tæthed, hvormed man bebygger. Også derfor er tiden er inde til, at Københavns Kommunes nuværende udviklingsstrategi og boligpolitik afløses af en planlægning i hele region Sjælland, der både kan imødegå kommende pandemier og klimakriser.

Bogen indeholder også en historisk gennemgang af boligforsyningen i København fra det anarkistisk-liberalistiske spekulationsbyggeri i 1800-tallet til en progressiv kommunal jord- og social bolig-politik i det meste af det 20. århundrede.

Efter den neoliberalistiske bølge kom til os i slutningen af 1980’erne, er boligforsyningen hovedsageligt overladt til markedet, lejeloven stærkt liberaliseret til fordel for udlejer, og samtidig blev det almene boligbyggeri stærkt reduceret.

I dag er det kapitalen, der styrer ejendomsmarkedet med kommunal og statslig velsignelse, og vi ser voksende socioøkonomiske forskelle, dels grundet en skæv erhvervsudvikling og dels af de stadig flere og flere dyre boliger. Hertil konkluderer PSJ, at en boligforsyning med billige boliger kun kan lade sig gøre, hvis boliger tages ud af dette marked og friholdes for spekulative prisstigninger.

Bog-opråb til rådhuset

I forbindelse med boliger mener PSJ, at menneskers forskellige boligbehov er et helt underspillet perspektiv i en boligforsyning, hvor markedet vedvarende skaber barrierer i boligforsyningen, fordi det ofte er svært eller umuligt at skifte bolig på grund af ejerforhold, prisforskelle, lejeregler samt andre formelle økonomiske og juridiske forhold.

“Til jer der læser denne tekst: Køb bogen, og forær den til politikerne på Københavns Rådhus, der ikke har fattet, hvad vej det går.”

Bogen opstiller forskellige løsninger for at komme nogle af disse problemer til livs, f.eks. gennem oprettelse af kommunale udviklingsselskaber, demokratiske boligfonde for andelsforeninger, eller at private ejendomme overgår til den almene boligsektor.

En forudsætning for ”boliger for alle” er grundlæggende, at boligen ophører med at være en vare og en brik i den finansialiserede spekulative økonomi, og hertil beriger bogen os med forskellige forslag til finansielle indgreb, som kan fremme en sådan udvikling.

PSJ ser også på Københavns Kommunes påstande om at skabe plads til 150.000 nye københavnere, til trods for at der faktisk er en større fraflytning end tilflytning. Politikere påstår ufortrødent, at ved at bygge og bygge falder boligpriserne – uden at forstå at hvis efterspørgslen falder, fordi folk ikke har råd eller ikke ønsker at bo i byen, så vil investorerne falde fra. Hvis de kan få et højt nok afkast, bygger de slet ikke. For Københavns vedkommende betyder det, at hvis der ikke kan sælges jord, kan metrogælden få katastrofale følger for byens borgere.

Det at der er så mange befolkningsmæssige, økologiske, klimamæssige og økonomiske ubekendte allerede i den nærmeste fremtid, burde få beslutningstagerne og tilhængere af en byudvikling til at stoppe op. Så til jer der læser denne tekst: Køb bogen, og forær den til politikerne på Københavns Rådhus, der ikke har fattet, hvad vej det går.

Imidlertid handler bogen ikke kun om København, men om de forskellige problemstillinger der vedrører byudvikling sat op mod natur, region, jord, kapital, bosætning og demokrati, som alle i de andre store byer i landet også kan lære noget af. Det gælder også for alle, der bor på et husmandssted på Lolland eller i et parcelhus i Thy. Det hele hænger sammen.

Peter Schultz-Jørgensen: Tag Byen Tilbage. Forlaget Bogværket, 416 sider. Udgives 1. marts 2021.

---