Borgmesterkandidat for Enhedslisten: Der er brug for et mindre Storkøbenhavn

Enhedslisten skal gå efter magten, og samtidig arbejde for at forandre Københavns forældede styreform og struktur. Det mener Kaj Thelander Jessen, som selv er kandidat for partiet ved det kommende kommunalvalg 16. november.

Af Kaj Thelander Jessen (Ø)

Vi er trådt ind i 2021, og dermed er vi også kommet ind i et kommunalvalgsår. Det betyder, at en masse mennesker kommer på banen, i særdeleshed folk, som håber på en plads i deres lokale byråd. Sådan er det også i København, og her stiller Enhedslisten også op igen. Jeg er med i Enhedslisten, og ser frem til en heftig og vigtig valgkamp, hvor der bliver rejst nogle hovedspørgsmål og standpunkter, der forhåbentlig ender med et styrket Ø. Håbet er vi kan blive så styrket, at vi kan overtage overborgmesterstolen.

Gennem alle årene har der i Enhedslisten været en intern diskussion om nytten af at opstille, og især nytten af at tage borgmesterposter, og den diskussion har vi også denne gang. Her vil jeg bare slå fast, at jeg mener, det er en tåbelig diskussion. Når vi vælger at stille op og deltage i det parlamentariske system, så må og skal vi selvfølgelig også gå efter magten, flertallet og borgmesterposter. Allerhelst skal vi have overborgmesterposten. Det er sådan, systemet er nu.

Samtidig skal vi gøre det ud fra den klare holdning og udmelding, at vi vil ændre på dette.

Udemokratisk og forældet

Københavns styrelse er ældgammel og helt ude af trit med den nuværende kommune og de mennesker, der lever i denne kommune.

Som landets største har kommunen omkring 600.000 indbyggere, men der vælges kun 55 personer til at styre den. Det siger næsten sig selv, at det er en umulig opgave at få overblik og viden for disse 55 til at sætte sig ind i de tusindvis af sager, der hele tiden kommer på den politiske dagsorden. Se bare på dem, der offentliggøres på kommunens hjemmeside.

Det har været en kendt sag i flere generationer, at denne konstruktion er udemokratisk og uhensigtsmæssig. Et flertal blandt Borgerrepræsentationens partier besluttede derfor at lave et ”demokratiforsøg” (bydelsforsøgene) i perioden 1997 – 2001, i fire bydele i kommunen. Det var dog et halvhjertet forsøg,  da det blev sat i værk, og det blev hurtigt undermineret. Særligt socialdemokraterne var imod det, og gik kun ind for det af taktiske grunde, så de kunne ødelægge det. Det lykkedes næsten.

Ved en folkeafstemning ved årtusindskiftet blev der stemt nej til fortsættelse af forsøgene i tre ud af de fire forsøgsbydele. Det var ellers planen, at de skulle fortsætte fire år endnu. I Valby var der imidlertid et flertal for at fortsætte, hvilket blev totalt ignoreret, og siden er der ingen politikere, der har talt om en genoptagelse af idéen om at opdele byen i mindre, selvstyrende enheder før nu, hvor det forhåbentligt kommer højt op på listen af valgtemaer i 2021.

Det er ikke bare i Københavns Kommune, der er et demokratisk problem, og hvor befolkningen ikke har reel indflydelse på beslutninger i deres egne nærområder og på de overordnede spørgsmål som trafik, miljø og sundhed. Det gælder i hele hovedstadsområdet, hvor Lars Løkke Rasmussen fik gennemført en (tåbelig) regionsopdeling og samtidig nedlagt styrende og planlæggende råd for hele Hovedstadsområdet. Vi er en fysisk samlet enhed på et par millioner indbyggere, der til daglig har alle mulige forbindelser med hinanden i forhold til arbejde og familie, sport og andre fritidsaktiviteter, men vi er spredt i mange større og mindre kommuner, hvor de rigeste kan putte sig og slippe for at betale til fællesskabet ,og fanden kan tage resten. 

Kommuner der er opstået i kraft af Københavns udvikling fra år 1880 til nu, uden at det er lykkedes at sikre en logisk og retfærdig inddeling af hele dette hovedstadsområde – eller Storkøbenhavn, som de kloge byplanlæggere kaldte det i 1947, da de kom med den storslåede ‘Fingerplan’.

Epidemier og arbejderklasseboliger

På mange måder er der noget højaktuelt og samtidig historisk i den nuværende situation. I midten af 1800-tallet var København en lille, men totalt overbefolket by. Den havde sine gamle voldanlæg, som bandt befolkningen sammen inden for voldene, og et militærvæsen, der stod fast på, at sådan skulle det være. Især de fattige måtte klumpe sig sammen i usle lejekaserner, som man kaldte dem, med det resultat at en koleraepidemi tog livet af forfærdeligt mange af dem

Så kom der endelig et opgør med disse usle forhold, og Danmarks første sociale boligbyggerier blev opført uden for voldene, nemlig Lægeforeningens boliger, Brumleby i det senere tætbebyggede Østerbro. Så ”faldt” voldene, som man sagde, og liberalisterne vandt over militæret. Der blev givet fri adgang til grund- og bolig-spekulation, og alle brokvarterene opstod, som kunne rumme og udnytte de mange tilflyttede daglejere og ufaglærte landarbejdere, som tog over i de nye industrier.

Omkring 1900 var den daværende kommune så igen overbebygget, og et klogt bystyre opkøbte de daværende forstadsområder og ”indlemmede” dem i kommunen i 1901. Det var klogt, fordi befolkningen og industrien voksede vildt, men det var også for sent, for da en ny epidemi – Den Spanske Syge – ramte i 1918 og 1920, var den gamle by stadig overbefolket især i de fattige arbejderkvarterer. Frygteligt mange af en hel generation af unge blev revet væk på kort tid.

Heldigvis var der opstået en stærk arbejderbevægelse, som både havde en delvis politisk magt via ”deres” parti, Socialdemokratiet og et hav af arbejdersammenslutninger, kooperativer, fagforeninger og en masse ”livsnødvendige” foreninger fra vugge til død. Nogle af dem stod også bag en stærk boligforeningsbevægelse, der fik opført en lang række forskellige boligområder i byen.

Kartoffelrækkerne, Humlebyen, Pipfuglekvarteret og en helt ny bydel, Kongens Enghave eller Sydhavnen, som området hurtigt blev til, da al den moderne industri også slog sig ned her og skabte titusindvis af arbejdspladser. Sidenhen – i 1920erne og 30erne – havde det også dannet skole blandt arkitekter og byplanlæggere, så de ikke bare tænkte på overklassen, men stod bag sociale bevægelser og byggerier, som blev støttet af bystyret, der nu var domineret af arbejderklassens partier, socialdemokratiet og kommunisterne. Hele Bispebjerg-området blev bebygget med moderne boligkomplekser, hvor der var lys og luft mellem karreerne, bad og centralvarme. 

En kompakt og fortættet storby

I dag står vi over for en ny epidemi, der ulykkeligvis fortæller den samme gamle historie. Det eneste, der virkelig forhindrer smitte, er afstand, og Københavns kommune er igen overbebygget af spekulanter.

“Nu er vi nået til et punkt, hvor Københavns kommune må lægge beslag på de sidste frie og grønne arealer, der overhovedet findes tilbage indenfor kommunegrænsen”

Hvor de almennyttige boligområder fra 1960erne og frem til 1980 trods alt – uanset hvor kedeligt og ensformigt det end var i sin kranstyrede element-udformning – så var der lys og luft mellem bygninger. Siden årtusindskiftet har det ændret sig radikalt. ”Nogen” har fået indført det mantra, at København skal være bebygget med lukkede karreer, og at det er ‘naturligt’ for en storby, at det nu er normen med 6-8 etager og masse højhuse ind imellem. De sidste årtiers boligbyggeri på Holmene i Sydhavnen, på Islands Brygge og i Nordhavnen er så tæt og højt bebygget, at de er ”sortere” – end ”Sorte Firkant” var, inden kommunen gik i gang med at totalsanere der. Det kom der som bekendt ikke meget godt ud af – bebyggelses-procenten blev ikke mindre, og antal kvadratmeter rekreativt og grønt areal blev ikke større.

Det gjorde de heller ikke i de nybebyggede områder. Der er ikke den gamle industrigrund, som ikke er blevet bebygget nu. F.L. Smidt-området i Valby, alle gamle havnearealer, de gamle industriområder i mellem og ydre Nørrebro, Sundby og Nordvest lige om lidt. Småindustriområderne på Østerbro og Vesterbro og stort set alle områder i Frederiksberg kommune – som jeg vil tillade mig at medtænke, når jeg tænker indre København.

Allerede i 1940 advarede planlæggerne på Københavns Rådhus i en betænkning om udviklingen af de ”indlemmede” områder, Kgs. Enghave, Valby, Vanløse, Brønshøj, Bispebjerg, Emdrup og Sundbyerne på Amager, at der skulle sættes en bremse i byudviklingen og sikres områder til rekreative og tekniske /forsyningsmæssige formål. Det blev gentaget i Fingerplanen i 1947.

Desværre var der ingen bestemmende, der lyttede til dette, og nu er vi så nået til det punkt, hvor Københavns kommune må lægge beslag på de sidste frie og grønne arealer, der overhovedet findes tilbage inden for kommunegrænsen – og endnu en gang rykke et godt stykke ud i Øresund for at kunne være der.

Sidste udkald for den københavnske charme

Det er galimatias og en katastrofal snæver tankegang. For det første ødelægger man noget af det, der gør København til en særlig charmerende og god by at bo i. Det er en lille storby – den er overskuelig, men alligevel med så mange specielle forretninger, museer og kulturinstitutioner, spisesteder, indvandrerkulturer, teatre, eksperimenterende og selvstændige oplevelsesmuligheder, at den kan fortjene betegnelsen hovedstad og centrum for forandring og viden. Alligevel kan man hurtigt og nemt finde en holdeplads – et åndehul og et lille stykke natur, hvor der er højt til himlen. På cykel eller gåben fra  Frue Plads, Blågårds Plads, Bopa Plads, Husum Torv, Ålholm Plads, Nina Bangs Plads, Balders Plads, Valby Tingsted, Melchiors Plads, Aksel Larsens Plads, Sydhavns Plads – kan du inden for en halv time være et sådant sted.

Det er sidste udkald for at fastholde dette, og en væsentlig grund til, at jeg stiller op som kandidat for Enhedslisten til kommunalvalget i 2021 og håber, at det følgende bliver de vigtigste valgtemaer, ikke bare for Enhedslisten – men for alle deltagere i valget! Demokratisering, opdeling af byen i selvstyrende enheder og reel borgerindflydelse. En ny hovedstadsregion med overordnet, samlet planlægning og ligelig fordeling af goder og belastninger. En sikring af eksisterende grønne områder og etablering af nye og gode forbindelserne mellem dem, så befolkningen let kan få adgang til dem.