Burgere og berufsverbot

En burgerbar i Københavns Nordvest har fået knust en rude. Det mest interessante ved den historie er, at den viser, hvor forskellige reaktionerne i det borgerlige Danmark er, afhængigt af hvem der bliver chikaneret. Pernille Loumann har skrevet dagens Indspark.

Debatindlæg er udtryk for skribentens egen holdning. Læs mere om Solidaritets principper for debat her, og kontakt os hvis du selv har noget på hjerte.

Af Pernille Loumann

I Nordvest ligger burgerbaren The Barn, som indtil for nylig blev bestyret af Anahita Malakians, kandidat for Nye Borgerlige ved det seneste folketingsvalg. Natten til lørdag 5. oktober blev The Barn udsat for hærværk efter en periode med kritisk omtale fra bl.a. det venstreorienterede medie Konfront og Antifascistisk Aktion. Sidstnævnte opfordrede bl.a. til, at man gav stedet dårlige anmeldelser på nettet.

Om venstreorienterede aktivister stod bag hærværket, vides ikke, men ikke desto mindre var forargelsen over denne angiveligt politisk motiverede vold enorm, og medier og politikere på tværs af det politiske spektrum stod i kø for at udtrykke deres sympati med den forurettede, der blev truet og ramt på sit levebrød pga. sin politiske overbevisning. ”Berufsverbot,” blev det kaldt af Berlingske-redaktør Tom Jensen og sidenhen af selveste Pelle Dragsted. Boligminister Kaare Dybvad lagde en sympati-tilkendegivelse på Facebook, hvor han stod med armen om burgerbestyreren. Information sammenlignede på lederplads hærværket med krystalnatten og opfordrede til, at ”selvretfærdige hærværksfolk blandt antifascister” skulle se sig selv i spejlet.

Hærværk er ulovligt og forkert, derom kan der ikke herske tvivl – formentlig heller ikke blandt ret mange på venstrefløjen. Men det, der er så forbandet, er at man ikke kan ytre noget som helst kritisk om den reaktion, dette hærværk blev mødt med, uden at ens afstand til hærværket som sådan bliver draget i tvivl. Og reaktionen er virkelig bemærkelsesværdig.

For det første vidner brugen af begrebet ”berufsverbot” om en fuldkommen mangel på historisk indsigt. Berufsverbot var en systematisk udelukkelse af bestemte grupper fra at varetage offentlige hverv, og det var sanktioneret af staten. At kalde hærværk – som angiveligt er begået af en gruppe mennesker med nogle meget marginaliserede politiske holdninger – berufsverbot, er en fordrejning, der leder tilhøreren ind i den vildfarelse, at der er tale om en magtfuld gruppes systematiske forfølgelse af en minoritet. Det er ikke tilfældet.

For det andet skal man se reaktionen i sammenligning med de reaktioner, medier og politikere kan mønstre, når minoriteter – der ikke er medlem af Nye Borgerlige – oplever chikane, trusler, hærværk eller vold. Ifølge Justitsministeriets Offerundersøgelse er mellem 3.600 og 5.000 mennesker årligt udsat for racistisk motiveret vold. Hvornår ser vi borgerlige politikere og chefredaktører i sympatiaktioner med de mennesker? I foråret oplevede talspersonen for Black Lives Matter i Danmark, Bwalya Sørensen, over en længere periode at blive groft chikaneret af Rasmus Paludan, sågar demonstrerede han foran hendes hjem med politiets beskyttelse. Hvor var sympati-tilkendegivelserne? Hvor var den borgerlige opstandelse?

For det tredje blev der i medierne skabt en sammenblanding af begreberne hærværk og boykot, som om det i sig selv skulle være en form for vold at undlade at støtte en forretning af politiske årsager. Det er det ikke. Nye Borgerlige-medlemmer har ingen særlig ret til at møde støtte fra antiracister eller etniske minoriteter, som af gode grunde har lyst til at købe deres burger et andet sted.

Forløbet om burgerbaren i Nordvest viser med al tydelighed, at den yderste højrefløj nyder nogle privilegier, som hverken antiracister eller etniske minoriteter nyder. Den måde, hvorpå medier og politikere – også på venstrefløjen – rammesatte begivenhederne på burgerbaren, cementerede endnu engang billedet af antiracistiske kampe som meningsløs ødelæggelse og de højreorienterede som de virkeligt forfulgte.