Foto: Niklas Pdtk / Pixabay CC 2.0
17 min. læsetid

Der er stor politisk opbakning til at indføre en afgift på CO2-udledninger. De kendte mainstream-økonomer såvel som de blå politikere omfavner denne måde at nå reduktionsmålet på 70 pct. Men CO2-afgiften bør følges op af massive grønne investeringer, og her spiller pensionsformuen en afgørende rolle.

Debatindlæg er udtryk for skribentens egne holdninger.

Har du lyst til at besvare dette eller et andet indlæg bragt på siden? Så skriv en Replik til Solidaritet


Af Jonas Gielfeldt og Jon Burgwald

Når der diskuteres grøn omstilling, så diskuteres der meget ofte også, om prisen for omstillingen bliver for høj. Det kan virke absurd al den stund, at omkostningerne ved ikke at gøre noget for at sikre de nødvendige CO2-reduktioner, kan resultere i klimaforandringer – som vil få uoverskuelige konsekvenser, også økonomisk. Udgifter til at tilpasse sig voldsomme klimaforandringer vil få både finanskrise, corona-krise og alt andet, vi har set, til at blegne. De to forskere Naomi Oreskes og Nicolas Stern peger også på, at økonomerne kraftigt undervurderer prisen for voldsommere vejr eller forhøjet vandstand i deres analyser. Så selve præmissen for denne diskussion kan – og skal – bestemt underkastes kritisk debat. 

Mainstreamøkonomerne: CO2-afgift koster 1 milliard

Selvom kampen mod klimaforandringerne er en bunden opgave, er der stadig ikke nogen tvivl om, at den grønne omstilling kan gennemføres på en mere eller mindre omkostningstung måde. Spørgsmålet er så, hvordan vi finder den mest omkostningseffektive måde, at leve op til reduktionsmålet på 70 procent i 2030. For mainstream-økonomerne er det helt klare svar på dette indførsel af en CO2-afgift. Tænketanken Kraka har i samarbejde med revisionshuset Deloitte fremlagt en ganske omfattende rapport, hvor man viser, hvordan der kan indføres en ensartet CO2-afgift. Målsætningen for Kraka og Deloitte er, at man skal kunne sikre 70 pct. reduktioner – uden der sker lækage, dvs. at forurenerne blot flytter deres udledninger ud af Danmark, at uligheden ikke stiger, og at der ikke slås et voldsomt hul i statskassen. 

Ifølge Kraka og Deloitte vil de højere CO2-afgifter i 2030 medføre øgede indtægter til statskassen i omegnen af 16 mia. kr. Det er et nettoprovenu, efter at de udledningstunge brancher har fået et bundfradrag, så vi i mindre grad risikerer, at de flytter ud af landet. Derudover har Kraka valgt at nedsætte energiafgifterne for at kompensere de lave indkomster, så man ikke øger uligheden. Og da energiafgifterne vender den tunge ende endnu mere nedad end en CO2-afgift ville gøre, så sikres man mod en stigning i uligheden. Provenuet på 16 mia. skal ifølge Krakas beregninger holdes op imod et mindre-provenu på ca. 17 mia. kr., der kommer fra ændret adfærd fra virksomheder og borgere. 

Der redegøres ikke nærmere for dette meget store provenutab baseret på antagelser om adfærd, men det skyldes formentlig primært ændrede forbrugsvaner, der betyder, at man forbruger mindre udledende varer og services – hvilket nedsætter det umiddelbare provenu ved CO2-afgiften og fra andre afgifter bundet op på forurening. Det er jo også meningen med afgiften, at befolkningen lægger deres forbrug om til at være mindre CO2-udledende. Derudover vil det ligne Kraka, der befinder sig solidt inden for den økonomiske mainstream, dårligt, hvis de ikke også antager en negativ virkning på arbejdsudbud og investeringer. Men som sagt, når Kraka gør boet op, så er der ifølge dem et økonomisk tab for statskassen på 1 mia. kr. i 2030. Det må siges at være overkommeligt for statens finanser. 

Samlet set viser mainstream-økonomerne i Kraka altså, at det ifølge dem ikke er en kæmpe udskrivning at nå reduktionerne, såfremt man kun bruger en CO2-afgift. Og budskabet er også nået til Christiansborg. CO2-afgifterne er blevet det store dyr i åbenbaringen for klimapolitikken. Senest har de borgerlige partier, herunder Radikale Venstre, peget på behovet for en grøn skattereform med fokus på CO2-afgiften. Centralt for Venstre og de Radikale er, at reformen samlet set ikke skal flytte arbejdspladser ud af Danmark. Reformen må heller ikke gøre det dyrere at være dansker eller drive virksomhed i Danmark. 

Den grønne skattereform blev da også en del af den netop indgåede klimaaftale for energi og industri. Forhandlingerne om den grønne skattereform skal effektueres i efteråret – og bliver sikkert et politisk slagsmål, hvor de borgerlige og Radikale Venstre givetvis vil kæmpe for at sænke personskatter og selskabsskatter for de penge, der kommer ind fra en CO2-afgift. For Enhedslisten skal den grønne skattereform leve op til tre ting: – 1) Sikre de nødvendige CO2-reduktioner, 2) Uligheden skal ikke stige og 3) Velfærden skal ikke betale prisen via et svækket skattegrundlag.

En CO₂-afgift er en afgørende del af den grønne afgift, men kan ikke stå alene, skriver Jonas Gielfeldt og Jon Burgwald fra Enhedslisten. Billede: Institution of Taxation and Economic Policy.

CO2-afgiften er god – men kan den stå alene?

Vi i Enhedslisten er enige i, at CO2-afgiften bør være et centralt værktøj i den grønne omstilling. Men vi mener omvendt heller ikke, at CO2-afgiften skal stå alene. For der er nogle alvorlige faldgruber, som vi skal være opmærksomme på.     

Et problem ved økonomernes meget markante opbakning til CO2-afgiften er, at den i høj grad baserer sig på nogle grundlæggende figurer i neoklassisk økonomi. Antagelsen er, at vi via skatte- og afgiftssystemet skaber økonomiske incitamenter, der automatisk vil få forbruget og markedet til at justere sig løbende i forhold til disse incitaments-strukturer. Derfor er det også helt afgørende for økonomerne, at der ikke sker yderligere tiltag. Det kunne fx være statslig støtte til grønne initiativer eller forbud mod nye benzinbiler, som Enhedslisten har foreslået fra 2025. 

Den økonomiske vismand, professor Lars Gårn Hansen siger til Information, at ”på lang sigt er vi slet ikke klar over, hvad de rigtige løsninger er. Men vi véd, hvad de forkerte løsninger er, og det er alle dem, der udleder CO2. Ved at beskatte alt det, der udleder CO2, så vil alt andet blive mere konkurrencedygtigt, og virksomhederne får incitament til at udvikle alle de alternativer, vi ikke har fået øje på endnu. Der er markedet supereffektivt”. Kort sagt: CO2-afgiften virker, fordi det er med til at styre forbrug og produktion det rigtige sted hen. Når blot vi har indført afgiften, kan vi læne os tilbage og lade markedet tilpasse sig den nye situation. Det er altså under antagelse af, at det virker. Spørgsmålet er bare, om CO2-afgiften kan stå alene?

Her skal man være opmærksom på, at Krakas rapport på ingen måde beviser, at en CO2-afgift medfører reduktioner på 70 pct. Det antages som en præmis for deres analyse. Derfor er der ingen der véd, om afgiften kan stå alene. Man antager en tilpasning i økonomien, som sikrer reduktioner. Det ville være sort snak at benægte, at en CO2-afgift ville være uden effekt på CO2-udledningerne. Men betyder det 50 pct. eller 60 pct. eller 70 pct. reduktion? Ingen ved det. Heller ikke de topøkonomer, der har forfattet Krakas rapport. 

Hvor meget skal der konkret reduceres i sektorerne – transport, erhverv og landbrug

En alternativ tilgang, der forekommer anderledes konkret og ”hands-on”, ville være at pege på, hvor meget der skal reduceres i de enkelte sektorer, fx transport, erhverv og landbrug – og så anvise konkrete veje til hvordan. Det er det, Enhedslisten har gjort i klimaplanen. Inden for transportsektoren er der behov for en massiv omstilling fra fossilt baserede biler til elbiler. Vi forsøger at løse det gennem massiv statsstøtte til folk, der køber en elbil, samtidig med at vi forbyder benzin- og dieselbiler allerede i 2025. For landbruget vil Enhedslisten sætte fart på udtagning af særligt udledende landbrugsjord. Jorde skal også omlægges til skov- og naturområder. Igen er vi nede i materien frem for i de økonomiske modeller. 

Denne tilgang er på ingen måde i modsætning til en CO2-afgift, som vi også har som et af værktøjerne i klimaplanen. Men det kan den hurtigt blive politisk. For når økonomerne argumenterer for, at det er det absolut eneste vi skal gøre, og at andre tiltag vil gøre den grønne omstilling ”for dyr”, så er der en klar risiko for, at vi ikke når 2030-målsætningen. Og økonomernes enøjede tilgang øger risikoen for, at politikerne bruger CO2-afgiften som en sovepude, der samtidigt udgrænser andre effektive måder at reducere CO2på.

“Man antager en tilpasning i økonomien, som sikrer reduktioner. Det ville være sort snak at benægte, at en CO2-afgift ville være uden effekt på CO2-udledningerne. Men betyder det 50 pct. eller 60 pct. eller 70 pct. reduktion? Ingen ved det. Heller ikke de topøkonomer, der har forfattet Krakas rapport.”

Derudover er der stor forskel på afgiftens virkning inden for forskellige sektorer. På energiområdet, hvor de store producenter er vant til at foretage investeringer ud fra langsigtede, økonomiske kalkuler, vil en CO2-afgift have en markant effekt. Men for bilister, hvor selv en høj CO2-afgift kun i mindre grad påvirker benzin- og dieselpriserne, er det tvivlsomt, om det vil få folk til at købe en elbil i stedet for en fossilbil. Der skal andre tiltag til. 

Helt centralt for hvor effektivt afgiften reducerer CO2er afgiftens størrelse, kombineret med hvor meget bundfradraget til de store udledere bliver. Spørgsmålet er, om det politiske flertal er klar til at tage en konfrontation med erhvervslivet, landbruget og bilisterne, når CO2-afgiften skal sættes i værk. Der er en helt klar fare for, at man ender med et kompromis, hvor en generel CO2-afgift indføres, men niveauet er for lavt, og med for store bundfradrag. I det tilfælde kan CO2-afgiften blive decideret skadelig. For så kan et politisk flertal fra Socialdemokratiet over Radikale til de borgerlige vaske hænderne og sige ”nu har vi gjort, hvad vi kunne” – selv om det ikke er tilstrækkeligt.  

Hvordan skal alternative veje finansieres?

Som nævnt har Enhedslisten en række forslag til, hvordan vi sektorvis kan sikre markante reduktioner, og dermed nå de 70 pct. i 2030. Fælles for disse initiativer er, at de koster mange penge. Vi vil gerne have omlagt persontransporten fra fossile biler til elbiler. Men mange mennesker har ikke råd til at købe elbil, og derfor skal de have generøse støtteordninger fra det offentlige, hvis vi skal nå at få så mange elbiler på vejene, som der er behov for. Der skal tillige investeres massivt i lade-infrastruktur. Ligeledes bliver det også en meget stor udskrivning at kompensere landmændene, når vi udtager deres jorde, planter skov og laver naturområder. Det er bestemt ikke gratis. Og hvordan skal det offentlige finde penge til det? 

Her skal man økonomisk sondre benhårdt mellem permanente udgifter til den grønne omstilling og éngangsinvesteringer. Mange af de ting vi taler om her, er éngangsinvesteringer. Offentlige tilskud til elbiler, eller opkøb af landbrugsjord, er ting – vi skal gøre én gang. Derfor er det også udgifter, der ikke nødvendigvis kræver en permanente finansiering i form af øgede skatter og afgifter.

Der er flere måder at finansiere disse investeringer på. Basalt set kunne Danmark med fordel låne pengene. I forbindelse med den omfattende Corona-krise og de deraf følgende massive hjælpepakker, kommer Danmark ifølge en opgørelse fra Nationalbanken til at låne op imod 250 mia. kr. Det kan hurtigt få det til at løbe koldt ned af ryggen, men man skal bare huske, at gælden optages til negativ rente. Det vil sige, at renten medfører en netto tilgang af likviditet til Danmark. Det betyder selvfølgelig ikke, at lånene ikke skal betales tilbage. Men på grund af den lave eller decideret negative rente er der stort set heller ingen negativ virkning på det finanspolitiske råderum. Det siger Finansministeriet selv. 

Et alternativ kunne være udstedelse af grønne obligationer. Finansministeriet og Nationalbanken er allerede i gang med et undersøgende arbejde på en model for grønne obligationer. Udstedelsen af grønne obligationer har tidligere været en stor succes i Holland. Et spørgsmål her er dog, om grønne obligationer – trods deres sympatiske sigte – faktisk er lidt for dyre sammenlignet med optagelse af normal statsgæld. Kan man ligefrem få negativ rente på grønne obligationer? Det er et åbent spørgsmål, om det faktisk er mere økonomisk fornuftigt at optage normal statsgæld ved udstedelse af normale obligationer. 

Selv om udstedelse af statsobligationer eller grønne obligationer er en oplagt mulighed, så er den tit også brolagt med politiske besværligheder, når der altså ikke lige er en Corona-krise, som kan legitimere gældsoptagelse. Aflevering af regningen i børneværelset og en generel modvilje mod at finansiere investeringer ved gældsoptagelse er udbredt både blandt politikere og i befolkningen. Der er et traume fra 1970’erne om en økonomisk afgrund, som gør, at en ellers fornuftig og legitim diskussion af gældsoptagelse ofte ryger helt ned ad brættet. Mette Frederiksen er da også ude nu og advare mod ”økonomisk fartblindhed”, altså at man fortsætter med at optage mere gæld. Så et paradigmeskifte, der muliggør gældsfinansieret grøn omstilling, er næppe på tapetet. 

Men så er det heldigt, at Danmark faktisk heller ikke har brug for at låne pengene til at finansiere den grønne omstilling. Vi har nemlig en enorm pengekasse, som vi politisk har besluttet at lade være urørt: Pensionsformuen, som ikke beskattes før den udbetales ved pensionsalderen. Den er der ingen, som taler om. Men det burde man.

Der er ikke mange, der tør tale om at pille ved de enorme pensionsformuer. Men det kunne være på høje tid – det er nemlig et oplagt sted at kigge på finansieringen af den grønne omstilling, mener dagens kronikører. Maleri af Kirsty Hosking

1 pct. fremrykket pensionsskat giver 35 mia. kr. 

Enhedslisten har spurgt Skatteministeriet, hvordan en fremrykning af pensionsskatten vil påvirke dansk økonomi på kort og langt sigte. Svaret er virkelig spændende læsning for enhver person, der skal argumentere for, at der er råd til en endog meget ambitiøs grøn omstilling. Men først lidt om reglerne for pensionsindbetalinger.

De store arbejdsgiveradministrerede pensioner med løbende udbetalinger, som rigtig mange lønmodtagere indbetaler til, er omfattet af det, der kaldes bortseelses-ret. Det betyder, at de beløb en arbejdsgiver indbetaler til pension, ikke skal beskattes, når arbejdsgiver indbetaler på pensionsordningen – men er fradragsberettiget. De store, brede arbejdsmarkedspensioner såvel som ATP er de mest kendte eksempler. Også hvis man som lønmodtager selv indbetaler på relevante pensionsordninger, kan man få fradraget og ikke betale skat. Beskatningen af disse pensioner vil så først ske ved udbetalingstidspunktet, altså når man går på pension. Der er således tale om et massivt skattetilgodehavende, som staten har hos alle os, med arbejdsmarkedspensioner eller lignende pensionsordninger. Faktisk i omegnen af 3.500 mia. kr.!       

Enhedslisten har spurgt til to modeller, som oprindeligt er udviklet af de økonomiske vismænd i deres forårsrapport fra 2018. Den ene model er en model, hvor man beskatter de fremadrettede pensionsindbetalinger med 1 pct. Fra 2025 og frem vil der være et provenu på 1,25 mia. kr. hvert år ved en sådan fremrykning. Det ville akkumuleret over nogle år give et pænt milliardbeløb til grønne investeringer. Sættes procenten op til 2 eller 3 pct. – vokser beløbet tilsvarende. 

Den anden model er, at man både fremrykker beskatningen af de fremadrettede pensionsindbetalinger og den allerede indbetalte pensionsformue, således at 1 pct. beskattes up-front. Denne model vil betyde lavere fremadrettede indtægter på 250 mio. kr. i 2025. Til gengæld vil man på den allerede indbetalte formue få et éngangsbeløb på mastodontiske 35 mia. kr. Og det er ved 1 pct. Vælger man 2 pct., så taler vi om ca. 70 mia. kr.

Pensionsformuen er med til at sikre, at dansk økonomi er meget holdbar på langt sigt. I de kommende årtier – med stadigt flere ældre og færre i arbejdsstyrken – så vil de fremtidige udbetalinger medføre meget store skatteindtægter til staten. Derfor skal man selvfølgelig heller ikke drive rovdrift på pensionsformuen og løse alle nutidens problemer ved at fremrykke det hele til beskatning nu og her. Men hvis vi kun fremrykker et par procent, så har det meget begrænsede negative effekter på økonomien. En fremrykning af denne størrelsesorden vil således ikke være i nærheden af et langsigtet problem for dansk økonomi.  

Ifølge Skatteministeriet medfører en fremrykning på 1 pct. således en forringelse af den langsigtede finanspolitiske holdbarhedsindikator på mellem 0,025 – 0,05 pct. af BNP. Til sammenligning ville en fjernelse af topskatten ifølge DREAM-modellen forringe holdbarhedsindikatoren med mellem 0,38-0,59 pct. at BNP. Altså er det virkelig peanuts, der primært stammer fra det forhold, at der kommer lidt mindre skat ind på pensionsafkast – samt at færre bliver ramt af modregning, når de får pensionerne udbetalt, idet skatten har nedbragt beløbet en smule. Det er for os i Enhedslisten faktisk en positiv sidegevinst ved fremrykningen. Borgerne kommer stort set ikke til at mærke nogen forskel. Hvis de er heldige, slipper de for at blive modregnet, når de går på pension. 

Statskassen kan ved model 2 få et meget stort éngangsbeløb til de nødvendige, grønne éngangsinvesteringer. Klimainvesteringerne kan finansieres på en måde, der stort set er neutral for både staten og borgernes privatøkonomi. Derfor burde pensionsbeskatningen være helt central i de kommende diskussioner af, hvordan vi skal betale for de store investeringer, der kan sikre den grønne omstilling og 70 pct. reduktionsmålet.

Det er bare at komme i gang!   


Jon Burgwald er klima- og energipolitisk rådgiver for Enhedslisten.

Jonas Kylov Gielfeldt er cand.scient.soc, og arbejder som økonomisk rådgiver for Enhedslisten.