Colombia: Lokale aktivister kæmper for at forsvare deres område mod Cerrejón-minens ødelæggelser

”Den langsomme og lydløse død, der i årtier har ledsaget befolkningen i La Guajira, er blot en del af mindet om smerten: berøvelsen, fordrivelsen, døden af sorg, den sygdom i sjælen, der sætter sig i familierne og i samfundene. Det er en ondskab, der trænger ind gennem den forurenede luft, det kulstøv, der æder lungerne og tømmer livet hos dem, der forsvarer vandet, territoriet og værdigheden.”

Sådan starter bogen, Cuando defender el territorio cuesta la vida (Når det koster livet at forsvare territoriet, red.), om de 132 mennesker, der er blevet truet eller dræbt, fordi de forsvarer deres område mod det store monster, minen Cerrejón i Colombia, hvor Aalborg Kommunes forsyningsselskab henter kul til fjernvarme.

Nordjyllandsværket leverer varme til ca. 110.000 borgere, men de færreste tænker på, hvad det afstedkommer. I 2022 erkendte Per Clausen (Ø), daværende rådmand for klima og miljø, at kommunen ikke har gjort sit forarbejde godt nok. ”Jeg er meget ked af, at vi er kommet i den situation, hvor vi for at løse et problem har skabt os et nyt”, sagde han til DR Nyheder.

Fire år senere spurgte Danwatch til indkøbet. Denne gang svarede bestyrelsesformand for Aalborg Forsyning, Lasse Olsen: ”Jeg kommer ikke til at sige, at vi ikke kommer til at købe kul fra Cerrejón igen de næste par år”…. ”vi stiller krav til Glencore, at de skal dokumentere, at der sker fremskridt, og det gør der”. Hans argument hviler på, at Glencore via The Bettercoal programme har gennemført forbedringer. Aalborg Forsyning omlægger i 2028 sin varmeproduktion til elbaseret varme.

Forfølgelse af menneskerettighedsforkæmpere

I mellemtiden må menneskerettighedsforkæmpere i La Guajira-departementet, hvor minen ligger, leve under forhold præget af forfølgelse, stigmatisering og vold. Deres arbejde for at forsvare territoriet, vandet, livet og sundheden, har udsat dem for trusler, forfølgelse og beskyldninger, der systematisk krænker deres grundlæggende rettigheder.

Misael Socarrás er en af dem. Han er en af lederne af Wayúufolket og har været udsat for chikane, adskillige dødstrusler og flere attentatforsøg, senest i december 2025. Jeg mødte ham til klimakonferencen i Santa Marta sidst i april, hvor han fortalte:

”Jeg er medlem af Fuerza de Mujeres Wayuu, en menneskerettighedsorganisation, der i år fejrer tyve års kamp, modstand og forsvar af territoriet og menneskerettighederne for afroefterkommere efter slaver, småbønder og Wayúu-folket i La Guajira”.

”Vores organisation har i årevis anmeldt den vold og de overgreb, vi har været udsat for. Ifølge kontrakten med staten skal virksomhedens aktiviteter fortsætte frem til 2034. I mellemtiden arbejder virksomheden på en nedlukningsplan, hvor de etniske befolkningsgrupper ikke er omfattet. I det mindste blev fagforeningen inddraget og vandt en sejr, men lokalsamfundene er indtil i dag fortsat udelukket.”

”I mere end fyrre år har Cerrejón efterladt os med 99 forurenede vandområder, omledt 19 vandløb og også påvirket den vigtigste flod i La Guajira, Ranchería-floden. I dag er den forurenet, fordi vandet fra minedriften ledes ud i den”.

I 2017 vandt Fuerza de Mujeres Wayuu en sag, fordi Glencore har omlagt en vandløb på 3,6 km uden at have fået tilladelse. ”I dag kæmper vi fortsat for at forhindre, at de 3,6 kilometer, der er omledt fra Arroyo Bruno, udnyttes.”

Glencore sagsøger staten

Nu har Glencore sagsøgt staten for ikke at få lov til at udnytte området, hvor kullet ligger tættere på overfladen. Det kan Glencore gøre, fordi mange lande har tiltrådt Energy Charter Treaty, der indeholder en passus om bilæggelse af strid mellem en stat og en investor, Investor State Dispute Settlement eller ISDS.

Den kan give en investor ret til erstatning, ikke blot for investeringer men også for de indtægter, virksomheden kunne have fået, hvis projektet ikke var blevet bremset. Colombia er på vej ud af Energy Charter Treaty, men der er mange års opsigelse, så resultatet kendes endnu ikke.

Glencore er nemlig langt fra uskyldig: The Palestinian Institute for Climate Strategy har afdækket, at der har foregået transport af kul fra Cerrejón til Israel. Men da præsident Petro efter protester fra de colombianske arbejdere forbød handel med Israel, blev kullet omskibet i Sydafrika og sendt derfra til Israel.

En FN-rapport slår fast: ”Forskningen er entydig: Mennesker, der bor i områder med høj luftforurening – som f.eks. omkring El Cerrejón-minen – har en øget risiko for at dø for tidligt af COVID-19.” Desuden står der: ”… befolkningen lider af lider af hovedpine, gener i luftvejene, tør hoste, brændende øjne og sløret syn. Eksplosioner får huse til at ryste og sender kulstøv ud i luften, vandet og jorden.”

”Minedrift og transport langs jernbaner, der også ejes af selskabet, udleder fine partikler kaldet PM 2,5, som er usynlige for det menneskelige øje. Dette forurenende stof kan forårsage astma, luftvejssygdomme, hjertesygdomme, forhøjet blodtryk og kræft, hud- og øjenskader, aborter og for tidlige fødsler, men man begyndte først at måle det i 2018, efter at minen allerede havde været i drift i 35 år.”

Misael Socorrás fortæller: ”Alt dette (Glencores adfærd) har medført trusler, attentater, fordrivelser og berøvelser mod de ledende personer, der er involveret i processen og modstandskampen.”

”Da Cerrejón kom, brugte de ord som »udvikling« og »fremskridt«. Vi har derimod været vidne til ødelæggelse: ødelæggelse af vandløbene og vandkilderne i La Guajira. Derfor har vi altid sagt til det internationale samfund, at selvom den kul, der transporteres herfra, måske skaber fordele andre steder, er det beskidt og blodbesudlet kul. Det er kul, der er fyldt med plyndringer, fordrivelser, trusler og uoprettelige miljøskader.”

Konsekvenser for sundhed og miljø

Ikke kun beboerne, men også minearbejderne kæmper med følgerne af minen. I 2023 besøgte Danwatch nogle af de syge kulminearbejdere, hvor mange lider af luftvejssygdommen, silikose, pga. det stenstøv, der følger med, når man bryder kul.

I området lever Wayúu, efterkommere af afrikanske slavr, bønder og migranter. I århundreder har deres samfund levet i tæt forbindelse med jorden, vandet og vinden og udviklet deres egne organisatoriske praksisser, gensidig omsorg og respekt for naturen.

Cerrejón-minen, der i dag ejes af schweiziske Glencore, åbnede i 1976 og er nu en af de største åbne miner i verden, større end Bornholm. Efterhånden som minen har udvidet, har lokalbefolkningen været udsat for fordrivelse og tvungen ekspropriation. De familier, der ikke frivilligt afgav deres jord, blev beskyldt for at være i ledtog med guerillaen eller paramilitære.

Minen har omlagt adskillige floder og vandløb, og vandspejlet er nu så lavt, at mange må vandre i flere timer efter vand. På vejen risikerer især de yngre kvinder at blive udsat for seksuelle overgreb. Wayúus egne brønde på 2-300 meters dybde, som blev etableret midt i 1950’erne, er forurenede eller er tørret ud.

Minen udleder nemlig vand, der er forurenet med tungmetaller og kemikalier (bl.a. det stærkt sundhedsskadelige og kræftfremkaldende stof hexaklor)  til vandløb og undergrund.Efter påtale er virksomheden begyndt at levere vand til beboerne med lastbiler. I dag er kun omkring 22 procent af brøndene aktive.

Lokalsamfundene har gentagne gange advaret om, at udvidelserne udgjorde en trussel mod deres vandforsyning og biodiversiteten, begrænsede fødevaresuveræniteten og ødelagde hellige steder som f.eks. begravelsespladser og pladser for ceremonier. De har også påpeget tabet af arter, bl.a. dem, der anvendes i traditionel medicin, samt umuligheden af at udføre ritualer og ofringer ved deres vandkilder, som for Wayúu-folket og afroefterkommerne er afgørende for deres åndelige liv.

Mange blev eksproprieret, truet til at sælge deres jord eller direkte fordrevet. Derved mistede de også deres forfædres landområder og der er sket uoprettelige forandringer i regionens sociale og kulturelle struktur.

Området har mistet sin unikke flora og fauna og de hellige stier, luftforureningen fra kulstøvet steg, vandspejlet blev sænket, og temperaturerne i området steg – som følge af manglende beplantning og vandstress – til ca. 40 °C. Skovrydninger har forværret den miljømæssige og humanitære krise. Jagt, fiskeri og lokalt kulturliv og handel blev begrænset af minens eget sikkerhedsfirma.

”Når vi har forsøgt at anmelde det, var dørene ofte lukkede hos de lokale myndigheder, anklagemyndigheden eller ombudsmanden; de lyttede ikke altid. Nogle gange var der endda repressalier: ”Så snart vi havde indgivet anmeldelsen, ringede de til os for at true os. Derfor foretrak mange at tie stille”.”