Coronaens formering

---

Joe Biden tager fejl: Coronavirus’ har et politisk tilhørsforhold, og kommer til at indbringe store summer til bestemte interessegrupper den kommende tid. Den nederlandske kunstner, Jonas Staal gør sig tanker over coronavirus, og dens gunstige forhold for at sprede sig til alle afkroge af Jorden.

Oversat af Reinout Bosch

---

Af Jonas Staal

En kontrast, der er til at tage og føle på: Tidligere vicepræsident Joe Biden appellerede midt i sin 2020 kampagne til befolkningen i en pseudo-præsidentiel tale, hvor han advarede mod at vælge Bernie Sanders som blive præsident. Han opfordrede til ‘upartiskhed’ i mødet med COVID-19 udbruddet, for ”coronavirus har intet politiske tilhørsforhold.”

Også Sanders appellerede samme dag til befolkningen, men kritiserede i stedet centralbankens halvanden milliarder dollars store indskud i Wall Street, der skulle redde private, profitdrevne virksomheder. Det understreger vigtigheden af dennes politiske nøgleforslag – Medicare for All ­– særligt midt i et udbrud, hvor de mest sårbare og prekære blandt os vil blive ramt hårdest.

Biden tager fejl – som han altid gør. COVID-19, eller ’coronavirus’ har vitterligt et politisk tilhørsforhold – særligt med medicinalindustrien og sikkerhedsindustrien, der vil tjene groteske profitter på pandemien i de kommende måneder. Virussen afslører det ideologiske grundlag, der ligger under vores politiske, økonomiske og sociale infrastrukturer – eller deres ruin efter årtier med neoliberale nedskæringer og privatiseringer.

Et nyt meme, der gik rundt på sociale medier, viser et billede af en virus med sætningen ”Dejligt land du har dig der. Det ville være en skam, hvis det afslørede den ondskab, som er indbygget i selve dets struktur.” Og det er netop pointen: Coronavirussens materielle udbredelse synliggør en række ideologiske udbredelser, både i fortid og nutid, med alvorlige, reelle konsekvenser. Det synliggør spørgsmålet om, hvilke alternative udbredelser der kan modstå truslen – ikke bare fra coronavirus, men fra langt værre pandemier og systemsammenbrud, som vi kommer til at blive stillet overfor af den nære fremtids klimakatastrofer.

Lad os starte fra begyndelsen

Coronavirusset selv er i sagens natur forbundet med den globale kapitalisme, der – som Mike Davis argumenterer for – ”nu fremstår som værende biologisk ubæredygtig i fraværet af en virkeligt international sundheds-infrastruktur.” Massive koncentrationer af husdyr, jagt og kødproduktion har tidligere bidraget til forskelligartede pandemier, og ser ud til også at have bidraget til denne. Vigtigere bliver udbredelsen af COVID-19 fremmet gennem globale handels- og transportnetværk, der prises som det bedste af alle verdener.

De viser sig igen at være ekstremt sårbare og have øjeblikkeligt behov for en finansiel indsprøjtning med skatteborgeres penge – en indsprøjtning der skal holde det selvsamme system, som skaber betingelserne for denne type af globale pandemier i første omgang, intakt. Klimakatastrofen der bliver muliggjort af den selvsamme industrielle og udsugende tankegang, vil kun forstærke sådanne pandemier i den nærme fremtid. ⁵ Med The Red Nations ord: ”Krisen har afsløret systemet, for hvad det er: anti-liv.”

Hurra for mindre CO₂ udledning

Hurraråb for den forventede reduktion i CO₂ udledning, der kommer i de kommende måneder som et resultat af pandemien – som om det var en verdensomspændende øvelse i degrowth – lyder hule, når man tænker på, at dødstallet især vil bestå af mennesker, der allerede er ekstremt sårbare, enten på grund af tidligere sygdom, alderdom, hjemløshed eller fængsling i flygtningelejre på græske øer eller i ICE tilbageholdelsesfænglser (politi- og toldagentur under den amerikanske regering, red.), der allerede var livstruende i første omgang.

“Hurraråb for den forventede reduktion i CO₂ udledninglyder hule, når man tænker på, at dødstallet især vil bestå af mennesker, der allerede er ekstremt sårbare”

Den skade, som pandemien forvolder, vil ramme de arbejdende og prekære klasser uforholdsmæssigt hårdt. Ovenikøbet kommer de til at skulle betale for at redde private firmaer og banker gennem skatteindsprøjtninger; den europæiske centralbank har allerede valgt at begunstige finansielle markeder over offentlig sundhedsinfrastruktur, og vi skal ikke forvente, at andre regeringer vil agere anderledes.

De herskende klasser vil have deres private klinikker, respiratorer og luksusbunkere – så glæden ved at Bolsonaro bliver smittet, eller at Trump kan være det næste mulige offer, vil være kortvarig. De vil under alle omstændigheder aldrig lide under smitten på samme måde som os. Værre er den kyniske, aldersdiskriminerende omfavnelse af virussen som en måde at ‘befri’ velfærdsstaten for dens ældre på – et mørkt forvarsel om folkedrabsteknikker som vi snart vil høre mere om, når den øko-fascistiske bevægelse kravler ud af sine huller.

Alt det viser en allerede udbredt, bagvedliggende virus: Hver dag dør titusinder af mennesker på grund af fattigdom, udbytning og krig. De mennesker er nu yderligere konfronteret med virus, og for dem er påbud om at holde afstand, vaske sine hænder regelmæssigt med sæbe og vand, og at arbejde hjemmefra fuldkommen absurde idéer. Her må man huske på, at 25 procent af verdens befolkning ikke på nuværende tidspunkt har adgang til tilstrækkelige sanitære forhold. Ifølge Noam Chomsky i bogen ‘Manufacturing Consent’, falder de ind under den kategori, der af imperialisterne bliver betragtet som ’uværdige ofre’, sammenlignet med deres egne ’værdige ofre’ – dem, som med Judith Butlers ord betragtes som menneskelige nok til, at man kan ha’ ondt af dem, som hun skriver i Precarious Life. I lyset af pandemien er det ikke længere nok for det globale nord at udgrænse de uværdige ofre uden for egne grænser– de uværdige kommer nu også til at omfatte de ældre, de arbejdsløse, de der har nedsat immunforsvar inden for vores grænser.

Alt-right smitten spreder sig som had

Vi har endnu ikke berørt coronavisussens racistiske følgevirkninger; alt-right smitten har nemlig spredt sig hurtigere end virussen selv. Hadforbrydelser mod mennesker af asiatisk afstamning, ligestillingen af farvegrupper med sygdommen – det følger alt sammen lærebogens propagandastrategi fra Fritz Hipplers nazi-fupdokumentar Der ewige Jude (1940), hvor rotter og andre skadedyr blev brugt som billeder på jøder i Europa.¹⁴

Trump-ideolog og filmskaber Steve Bannon var hurtig til at omfavne og udbrede fortællingen om, at coronavirus i virkeligheden er et biologisk våben, der er blevet fremstillet i et hemmeligt kinesisk laboratorium: det er med til at underbygge hans fortælling om, at folkerepublikken Kina er centrum for en ny ’ondskabens akse’, og legitimerer samtidig Trumps grænsemur, hvor virussen og immigranten bliver sammenblandet til én stor trussel, der vil smitte USAs ‘statslegeme’.

Samtidig hævder Ungarns yderligtgående, højreorienterede præsident Victor Orbán en direkte forbindelse mellem corona-virussen og truslen om ’illegal’ indvandring.

Smitten fra Hollywoodfilm

Dusinvis af Hollywoodfilm har støbt grunden for, at sådanne fortællinger kan gribe den folkelige fantasi. Om det er som Motba-virus, der var inspireret af Ebola i Outbreak (1995), eller MEV-1 virussen, der var inspireret af SARS i Contagion (2011), stammer virussen altid fra en ’fremmed’ krop; for det amerikanske imperium skal alt, der er fremmed, både frygtes og udnyttes, om det så gælder Zaire eller Hong Kong. I World War Z (2013) er den mest afslørende scene, da overlevende fra en zombie-epidemi ankommer til Israel, hvis amerikanske våben og overvågningssystem gjorde det til en sjælden verdensaktør, i stand til at modstå smitten.

I filmen er det sangen fra arabiske flygtninge, der venligt var blevet inviteret ind af besætteren, som til sidst udløser horder af zombier, der overtager det israelske fort – trods alle forberedelser – med den aggressive og revisionistiske fortælling om, at det egentlig er israelsk altruisme, der udgør statens virkelige svaghed.

Sådanne pandemiske katastrofefilm har vænnet os til katastrofen, hvad enten det handler om endnu en zombie-type virus i 28 Weeks Later (2002) – hvor overlevende bliver en større trussel mod hinanden end zombierne, eller den mere allegoriske – og intelligente – ufrugtbarheds-epidemi i Children of Men (2006). Vi forventes langt hen ad vejen at tage vare på os selv, hamstre mad, medicin, våben – og stole på de herskende eliter, når de pålægger os brutale sikkerhedskrav, i håb om at vi går fri for de værste konsekvenser. Mens eliterne gemmer kunstskatte, som de kan nyde at se skue på i deres sikrede, private bunkers. Det er et narrativ, der bygger på, at socialpsykologi aldrig kom videre end Gustave Le Bon’s The Crowd: A Study of the Popular Mind (1895).

Brætspil på regeringsplan

Lad os heller ikke glemme, at årtiers krigsspil – udviklet af militær-organisationer som RAND Corporation – har indpodet netop den tankegang hos de herskende eliter. Tænk på spil som Atlantic Storm, der i 2005 blev gennemført af center for biosikkerhed på Pittsburgh Universitets sundhedscenter, som en slags brætspilsøvelse på regeringsplan.

Plottet starter med et fiktivt, multinationalt topmøde i Washington DC, hvor der pludseligt kommer rapporter om et stort terrorangreb i Europa i form af en hurtigt spredende koppevirus. Statsledere spillede rollerne som statsoverhoveder samlet til topmødet, med Madeleine Albright i rollen som USAs præsident.

Mens nye dødstal ruller ind, er scenariets budskab tydeligt: Kombinationen af sygdom og terrorisme udgør en større trussel end alle de seneste århundreders krige tilsammen, så der skabes  et scenarie, hvor kun de mest drastiske tiltag kan bruges: militarisering af offentlig infrastruktur, ekstreme sikkerhedstiltag, tilsidesættelse af gældende ret – og uindskrænket patriotisme og nationalisme for at beskytte i hvert fald en del af befolkningen. Med andre ord er verden fra Atlantic Storms perspektiv ikke til at styre med almindelige reformer – den situation mærkede den italienske regering, da den blev informeret om, at Tyskland nægtede at sende sundhedsudstyr til Rom som hjælp mod coronavirus-udbruddet: Alle må klare sig selv.

“Mens regeringerne langsomt har erkendet, at nedlukning af samfundet er den eneste reelle mulighed, skal vi forberede os på, at Atlantic Storm-tankegangen kommer i spil ved hjælp af sikkerhedsindustrien, for hvem pandemien ikke er andet end en ny markedsmulighed”

Den nuværende bevægelse i retning af en ekstrem militarisering forekommer måske ikke at være det aktuelle svar på det globale nords regeringer, som indtil videre har prioriteret at holde liv i økonomien og Dow Jones-indeksets puls, frem for de faktiske, levende samfundsborgeres puls. Storbritanniens ’flokimmunitet’ er i den sammenhæng en af de mest kyniske strategier, da den brutalt vejer de indirekte skader mod landets ‘undværlige’ befolkning op mod fordelene ved økonomisk stabilitet. Det er en strategi, som den britiske regering har måtte opgive efter et folkeligt ramaskrig, men som til gengæld er blevet overtaget af den hollandske regering.

Mens regeringerne langsomt har erkendet, at nedlukning af samfundet er den eneste reelle mulighed, skal vi forberede os på, at Atlantic Storm-tankegangen kommer i spil ved hjælp af sikkerhedsindustrien, for hvem pandemien ikke er andet end en ny markedsmulighed. Og selvom mange regeringer har bevist, at virussen kan inddæmmes, må vi holde os forestillingen om en ‘uregerlig verden’ for øje; den kommer til at være et tilbagevendende tema i takt med de uundgåelige, klimaaccelererede pandemiske kriser, fødevareknaphed og millioner af klimaflygtninge, der vil komme.

Chokdoktriner

De betingelser for at gennemføre en ‘chokdoktrin’ som nu viser sig, kan føre i forskellige retninger: De kan blive grundlaget for at udbrede racisme og masser af sikkerhedsstramninger, men de kan også blive grundlaget for at udbrede en radikal, ny form for socialisering og kollektive handlemuligheder. Som Naomi Klein (forfatter til bogen ‘Chokdoktrinen, red.‘) selv siger om pandemien:

Hvis der er en ting, som historien lærer os, er det – at chok-øjeblikke er grundliggende ustabile. Enten mister vi en hel masse landvindinger, bliver flået af eliten og betaler prisen i årtier – eller vi vinder progressive sejre, der virkede umulige for blot få uger siden. Det er ikke tiden til at miste modet. Fremtiden bliver afgjort af dem, der er villige til at slås hårdest for de ideer de har liggende.²⁴

Selvorganisering

I José Saramagos roman Blindness (1998) forsøger en lille gruppe mennesker i karantæne at overleve en blindheds-epidemi i et unavngivet and. I historien spiller sikkerhedslove en central rolle i fortællingen. I Saramagos følgende roman, Seeing (2004) er epidemien imidlertid ikke længere biologisk, men social: Ved valgene stemmer folk ikke på nogen, og afleverer stemmesedlen blank. Ligegyldigt hvilke anti-terror politikker landets regering pålægger befolkningen for at afskrække dem fra oprørk adfærd, afleverer flere og flere mennesker deres stemmeseddel blank. Som straf beslutter regeringen at forlade sin befolkning – og folk begynder selv at organisere kollektive sundhedsydelser og fordele fødevarer.

I lang tid troede jeg fejlagtigt, at Seeing var en opfordring til at aflevere en blank stemmeseddel blank. Men nej. Det handler bogstaveligt talt om vores evne til at reagere anderledes og forandrende på de kriser, som vores regimer påfører os. Den demokratiske partitop har iscenesat det sådan, så en stemme på Bernie Sanders er som en blank stemme, fordi han angiveligt aldrig fik noget gjort som senator – og aldrig vil få udrettet noget som præsident. Så er det bedre at stemme på Biden, siger de, og støtte op om dem, der bevarer den uregerlige verdens status quo, som er ansvarlig for kriser i fortid, nutid og fremtid. Så må hver enkelt klare sig så godt som muligt. Men det er ikke den verden, vi skal videreføre.

I stedet er gaderne i Italien fyldt med solidaritetsråb fra balkon til balkon. Autonome grupper har hurtigt organiseret de nødvendige netværk for at sikre livets fortsættelse. Kammerater holder – når de er heldige nok til at have forudsætningerne for at kunne gøre det – afstand for at være tættere på hinanden, imens de yderligere socialiserer varer og digitale kommunikationsformer for at udfolde alternative måder at samles og mødes på.

Arbejderne i sundhedssektoren har et helbredsfællesskab med dem, der er smittet. Fagforeninger står foran parlamentsindgangen og kræver sikring af de korttidsansatte – og arbejdere i kulturindustrien populariserer kravet ”luk alt, betal alle!”. Kulturelle institutioner livestreamer deres programmer gratis (skønt nogle store museer og operaer ikke var meget for gratis adgang før nu). Aktivister og socialarbejdere kræver den umiddelbare rømning af Moria-lejren i Grækenland. Spaniens første venstrefløjsregering siden slutningen på fascismen har øjeblikkeligt taget kontrollen med den private sundhedsinfrastruktur – og det er nu op til os at sikre, at det aldrig bliver privatiseret igen. Og Bernie Sanders forsvarer indædt de omsorgsinstitutioner, der vil hjælpe os med at overleve denne nutid, så en fremtid i den radikalt forandrede verden bliver mulig. Som Jodi Dean har skrevet det på Facebook:

“Kapitalismens sandhed fremstår i al sin nøgne rædsel under en krise. Alle hader hamstrerne og profitørerne. Vi værdsætter indkøbsgrænser, love mod snyd med priserne. Vi erkender alle, at sundhedsvæsenet er for vigtigt til at blive overladt til markedet. I takt med at markedets ondskab viser sig uden ideologisk glans, indser flere og flere mennesker nødvendigheden – for alles bedste – af gratis sundhedssystemer og betalt sygeorlov, af et socialt sikkerhedsnet. Alle er socialister nu – uanset om de har indset det eller ej.”

De nyskabninger viser en anden form for smitte – en socialistisk virus for det enogtyvende århundrede – som vi ikke skal inddæmme, men som vi i stedet skal sprede så hurtigt som muligt, med alle de midler der står til vores rådighed: Gennem vores kunst og litteratur, vores digte og film, vores aktivisme og agitation. For eliterne er det måske en uregerlig verden. Men vi har stadig mange verdener at udbrede, at leve og elske i kammeratlig omsorg.

---

Denne artikel er oprindeligt bragt på e-flux conversations: Coronavirus Propagations.

---

Jonas Staal er hollandsk visuel kunstner, hvis arbejde behandler forholdet mellem kunst, propaganda og demokrati. Han er ph.d fra Lieden Universitet og stifter af den kunstneriske og politiske organisation New World Summit (2012-) og kampagnen New Unions (2016-nu). Hans nyeste bog er Propaganda Art in the 21st Century (The MIT Press, 2019