Coronaknibe: I andres vold

Raserianfaldene kom oftest ud af det blå. Pludselig kunne han rejse sig fra sofaen og hamre et glas mod hendes pande, så skårene knasede, mens de borede sig dybt ind i den hånd, hun pr. instinkt bragte imellem glas og ansigt. Eller han kunne gribe hende ved håret og banke hendes hoved mod væggen, som var det et støvet tæppe.

I de 12 lange år Naila Khan levede med sin eksmand og sin svigermor, var hun blevet vant til at sige undskyld. Hun havde langsomt mistet sig selv. Men hun havde lært at følge reglerne, pligtopfyldende til fingerspidserne.  

Naila måtte tage et langt tilløb i sig selv, før hun indså, at den psykiske og fysiske vold ikke var hendes skyld. Det tog et par år, efter at hun endegyldigt havde forladt sin eksmand. Men kampen for at vinde sin frihed var endnu ikke vundet. For hendes opholdstilladelse i Danmark havde været betinget af, at de var gift.

Da hun i 2003 landede i Kastrup Lufthavn, var det resultatet af en familiesammenføring. Siden havde hun levet på midlertidige opholdstilladelser, som krævede, at de dannede par og delte adresse.  

“Min adgang til Danmark var på grund af ham. Jeg satte ham i første række. Jeg følte, at det var jeg nødt til at gøre”, forklarer hun. 

Med bruddet kom dermed næste udfordring: At få permanent opholdstilladelse i Danmark. Ansøgere til permanent opholdstilladelse skal i fem år have klaret sig uden nogen former for offentlig forsørgelse. I samme femårsperiode skal ansøgeren have været i lønnet arbejde på fuld tid i tre år og seks måneder ud af en periode på fire år.

Også den kamp var Naila tæt på at vinde. For med kontorjobbet hos analysebureauet havde hun de seneste to et halvt år haft rigeligt med arbejdstimer. Hun havde godt nok ikke en egentlig kontrakt med ret til et bestemt timeantal, da hun som stadig flere andre var ansat på en såkaldt 0-timers kontrakt. Men da der altid var nok timer, tænkte hun ikke så meget over det med kontrakten, før coronakrisen ramte. 

Kan det blive meget værre? 

Da Mette Frederiksen den 11. marts gik på talerstolen og lukkede Danmark ned, var Naila klar over, at hun ville miste i hvert fald 14 dages indtægt. Det skulle nok gå, tænkte hun. Da hun læste mailen fra sin arbejdsgiver, sank håbet. Alle vagter var aflyst på ubestemt tid. Her vågnede frygten for at blive slået tilbage til start.  

”Jeg var lige begyndt at kunne ane lyset,” fortæller Naila. “Kun 12 måneder havde jeg igen, før jeg var i mål. Jeg var vant til at arbejde mellem 120 – 160 timer om måneden. Pludselig havde jeg ingen vagter i udsigt. Fra den ene dag til den anden ændrede alt sig. Al den tid jeg havde kæmpet for den opholdstilladelse. Hvordan skulle jeg kunne forsørge mine børn? Hvordan skulle jeg kunne bevise over for systemet, at jeg kunne klare mig selv og være værdig til at få opholdstilladelse? Jeg græd. Tænkte: Kan det blive meget værre?” 

Det var i forvejen ellers slemt nok før corona. For selv om det gik fint på arbejdet, og Naila kunne forsørge sig selv, sin 10-årige datter og 14-årige søn, var hun stadig i eksmandens vold.

I 2016 fik hun tildelt forældremyndigheden over børnene, som fik bopælsadresse hos hende som led i en retssag. Men de er endnu ikke blevet skilt. For eksmanden vil gerne bevare kontrollen over hende, og hendes opholdstilladelse er juridisk betinget af deres relation.

Forsøgte bare at rette ind

Naila var 18 år, da hun blev gift i et arrangeret ægteskab, og efter vielsesceremonien i Pakistan rejste med sin mand hjem til Danmark, hvor han er født og opvokset. Hun flyttede ind i den københavner-lejlighed, han delte med sin mor. I begyndelsen opførte han sig ordentligt, og kunne også være sød. Men de kontrollerende regler var en del af deres forhold helt fra start. Også fra svigermoren.  

”Hun ville bestemme alting: Hvad vi skulle spise, hvem vi kunne mødes med, hvilket tøj jeg skulle gå i. Jeg måtte nærmest ikke forlade lejligheden, og fik ikke lov til at gå i skole for at lære dansk. Jeg var gift, så jeg skulle blive hjemme og passe hjemmet og familien. Jeg blev til et helt andet menneske. Den psykiske vold fik mig til at tvivle på mig selv. Jeg følte, at jeg ingenting var værd”, forklarer Naila.  

Det er er ikke mange, der kender hendes historie. De få, der gør, har alle spurgt, hvad der fik hende til at blive så længe.  

”Men hvor skulle jeg være gået hen. Jeg kendte ikke nogen. I den pakistanske kultur, jeg kommer fra, er det ikke acceptabelt at blive skilt. Man bliver sammen på godt og ondt. Jeg prøvede, og ønskede bare at tingene ville blive bedre. Jeg forsøgte bare at rette ind, når de fandt fejl”.  

Det kunne være, hvis hun ikke havde lavet maden, som de mente, den skulle tilberedes. Eller hvis hun kom bare få minutter senere hjem fra indkøbsturen, end de havde aftalt.  

”Hvis de havde sagt, at det skulle tage 15 min, og jeg først var hjemme 20 min senere, blev de rasende. Det kunne udløse et kæmpe drama.”

”Hvis jeg var i gang med at rydde af bordet, og vores børn sagde den mindste mislyd, kunne han flippe helt ud, hvis jeg ikke fik dæmpet børnene med det samme. Han bebrejdede mig, hvis børnene var kede af det. 
Han råbte og skreg rigtigt højt, så både jeg og børnene blev forskrækkede og bange. Det fik dem til at græde endnu mere”.  

Sendt på skadestuen med dækhistorier

De første år udløste brud på regler psykisk afstraffelse og reprimander. Den fysiske afstraffelse kom ligesom snigende. Møgfaldene blev voldsommere, og så kom slagene.  

”Han kunne gribe mig i håret og banke mit hoved ind i væggen. Jeg sagde bare undskyld, for at få ham til at køle ned. Dem, jeg har delt historien med, siger, at han må lide af en psykisk sygdom. Hans personlighed var ligesom dobbelt. Han kunne være sød og ordentlig, men pludselig blev han som et monster.” 

Der var også andre tegn på, at han i virkeligheden var ”et stakkels og forvirret menneske”, forklarer Naila. En dag fortalte han hende fx, at han slet ikke havde ønsket at blive gift med hende, men at det var hans mors ønske. 

Når slagene ramte så voldsomt, at Naila måtte på skadestue for at blive tilset og lappet sammen, instruerede hendes eksmand hende i en dækhistorie, hun skulle fortælle. Han tog ikke med hende, men insisterede på at være med på medhør, så han kunne sikre sig, at hun holdt sig til historien.

Efter en episode hvor et knust glas havde skåret pegefingeren ind til knoglen, nægtede han først, at hun kunne tage på skadestuen. Såret ville hele af sig selv over natten, fastholdt han. Men da fingeren næste dag var blevet helt hvid, og knoglen stak frem, sendte han hende alligevel afsted med en dækhistorie:    

”Jeg skulle fortælle, at vi havde fejret vores bryllupsdag, at jeg var kommet til at drikke mig fuld, og at jeg ikke rigtigt huskede, hvad der var sket”, forklarer hun. 

Den historie troede lægen ikke på. Måske var det allerede her, de notater – der senere blev afgørende for Naila – begyndte. 

Ønskede bare at redde ægteskabet

Selv om hun opdrog sine børn til at vokse op i Danmark og blandt andet lod dem gå til kirkesang i den lokale kirke, fik hun aldrig selv permanent opholdstilladelse. Hver gang hendes midlertidige opholdstilladelse skulle fornyes hos Udlændingestyrelsen, tog hendes eksmand med og førte ordet. 

”Han sagde, at vi ikke havde brug for tolk. Jeg kunne ikke tale dansk, men kunne sagtens have talt engelsk. Men han ønskede ikke, at jeg skulle have permanent opholdstilladelse. For så skulle jeg jo lære dansk og integreres. Da ville jeg blive mindre afhængig af ham, og det var han ikke interesseret i”.

Naila ville gerne have dansk pas og papir på, at hun havde ret til at blive i landet. Men hun ønskede ikke, at hendes sag om opholdstilladelse skulle skabe ballade i familien.  

Den første gang, Naila endte på krisecenter, var efter en episode, hvor hun var blevet slået hårdt på øret. Det var svulmet op som en ballon, og skadestuen sendte hende videre til en neurolog på hospitalet. Da lægen bladrede hendes journal igennem, satte han en socialrådgiver fra kommunen på sagen.  

De næste år flyttede Naila og hendes børn frem og tilbage mellem forskellige krisecentre og lejligheden, hvor eksmanden boede. Selv om hun i dag godt kan se, at det virker vildt, at hun blev ved med at tro på, at tingene kunne ændre sig, var det sådan, hun havde det. Det var også hvad hun forklarede personalet på krisecentrene, hver gang hun forsøgte at vende hjem. Som hun siger:  

”Jeg var ikke klar til skilsmisse. Og de kunne se på mig, at jeg virkelig ønskede, at mit ægteskab skulle lykkes”. 

Nødt til at tage kampen op

I 2015 forlod Naila for sidste gang lejligheden og den vold, der var groet ind i hjemmet. Efter et års tid på krisecenter fik hun og børnene en lejlighed stillet til rådighed af kommunen. En studievejleder vurderede, at Naila havde forudsætninger for at starte i 9. klasse på VUC, og de næste par år levede hun og børnene af den SU, hun fik, mens hun færdiggjorde 9. og 10. klasse og siden HF. 

I forbindelse med børnenes korsang i kirken stiftede Naila bekendtskab med en mor til et par af de andre børn i koret. Og da hendes nye veninde skulle på orlov fra sit kontorjob, søgte Naila vikarjobbet. Det førte til et par andre tidsbegrænsede ansættelser som kontorassistent, og selv om lønnen var lav, tjente hun nok til, at hun kunne forsørge sig selv og børnene, som var flyttet med hende. 

I 2017 begyndte lederen af det højreradikale parti Stram Kurs, Rasmus Paludan, for alvor at lave larm i gaderne. Under demonstrationer flere steder i København og omegn råbte han sit hadbudskab ud i folkemængden: Islam bør forbydes, og alle ikke-vestlige indvandrere udvises fra Danmark. 

En dag kom Nailas datter grædende hjem fra skole og bad sin mor om at tage på kommunen og få sig et dansk pas. Da gik det op for Naila, at hun var nødt til at tage kampen for permanent opholdstilladelse – og dermed også juridisk uafhængighed af eksmanden – op.  

”Det stod for alvor klart, at jeg var nødt til at sikre mig retten til at blive i det land, hvor mine børn bor og er vokset op. Det ville give mig en ro, som både jeg og mine børn havde brug for”, forklarer hun. 

Naila havde fået job hos analysebureauet. Hendes kontrakt gav hende ingen jobsikkerhed, men de fleste måneder arbejdede hun på næsten fuld tid. Indtil landet lukkede ned.

”Jeg havde ingen problemer med at forsørge mig selv og børnene. Jeg fik et chok, da jeg fandt ud af, at det var en nultimers-kontrakt. Jeg følte mig meget dum – hvorfor havde jeg dog ikke tænkt over det før, men jeg havde aldrig set en sådan situation komme.” 

Ingen hjælp at hente

Før coronakrisen tjente Naila i gennemsnit omkring 12.000 kroner om måneden. Af den løn kunne hun betale de 6.800 kroner om måneden til husleje, de faste udgifter til el og gas, som løber op i cirka 700 kroner om måneden, de 1.019 hun betaler for både hendes og børnenes bus- og metrokort, 318 kroner til mobilregning og 270 kroner for internet og et par hundreder til skolemælk og børnenes fritidsaktiviteter: Når alle faste udgifter var betalt, var der knap 2.000 kroner tilbage til mad og tøj og alle andre fornødenheder. 

”Det gik. Men det er klart, at der ikke var råd til tv-pakker, rejser eller anden luksus. Mad er meget basis og hjemmelavet. Og der er ikke penge tilbage til opsparing”. 

De første dage efter pressemødet græd hun meget. Efter et par dage begyndte hun at lave lange ”Hvad kan jeg gøre-lister”. Hun ringede til boligforeningen for at høre, om de kunne hjælpe hende ved at udskyde betalingen af husleje. Det var udelukket. Hvis ikke hun betalte, ville sagen blive sendt til fogeden. 

”Jeg var nødt til at skaffe pengene et sted”, konstaterer Naila. Derfor ringede hun til banken. Men selv om hun aldrig har haft overtræk eller rod i økonomien, kunne bankrådgiveren ikke tilbyde at låne hende penge, når hun ikke havde hverken fast job eller penge på kontoen.  

”Hun var ked af det, sagde bankrådgiveren fra banken, men hun kunne ikke give mig andet råd end at spørge familie eller venner, om jeg kunne låne af dem privat”, forklarer Naila. 

Kontanthjælp er ikke en mulighed

Nailas egen familie bor i Pakistan. Faderen er død. Moderen kan kun akkurat klare sig for de penge, hun får ind fra den butik, som faderen drev, og som hun efter hans død har lejet ud for at klare sig. I Danmark er Nailas netværk begrænset. De år, hun boede sammen med sin eksmand, måtte hun kun forlade lejligheden for at gå ned og handle. Og det var endda på tid, så nogen smalltalk med naboer blev der heller ikke mulighed for. 

De danskere, hun kender, kender hun gennem sit arbejde og børnenes aktiviteter. Det er ikke nære venner, som hun føler, at hun kan bede om penge. 

”Jeg vil virkelig gerne klare mig selv, og egentlig er jeg også ret genert.”     

Naila ringede til kommunen for at spørge, om de kunne hjælpe. Men det eneste, sagsbehandleren kunne komme i tanker om, var at søge kontanthjælp. Velvidende, at hvis Naila gør det, fraskriver hun sig samtidig rettigheden til at søge permanent opholdstilladelse i Danmark. For et af kravene er, at man har bevist, at man kan klare sig selv og i fem år leve uden offentlig forsørgelse. 

”Kontanthjælp er jo ikke en mulighed for mig. Jeg har kæmpet i årevis for at forsørge mig selv, og mangler kun et år for at leve op til kravene og have mulighed for at søge. Jeg vil gøre alt for at undgå kontanthjælp og fortsætte med at forsørge mig selv”. 

Med tiden svinder mulighederne ind

Et par uger efter lockdown ringede en af Nailas kollegaer og spurgte, hvordan hun klarede sig. Hun tilbød også at låne hende 5.000 kroner. Siden har hun lånt penge af en lille håndfuld kollegaer og af bekendte, der har været søde at spørge, om de kunne hjælpe. De penge sikrer lige akkurat, at

Naila kan betale sine faste udgifter og mad til børnene. Men de giver hende ikke ro. Hun har haft mange søvnløse nætter og har ringet til sin læge, der siger, at det skyldes stress.

”Jeg har været så stresset og deprimeret, at jeg ikke har haft lyst og overskud til noget. Selv når jeg er sammen med mine børn og leger og laver ting, som før kunne distrahere mig og få mig til at glemme kampen og uvisheden, har jeg svært ved at være til stede. Jeg tænker hele tiden på min situation. Hvordan skal jeg klare den?” 

Hun har sendt adskillige ansøgninger til jobs som rengøringshjælper, handicapmedhjælper, pædagogmedarbejder, køkkenassistent, opvasker, ekspedient. Men endnu uden held. Hun har også oprettet en profil og søgt vagter i et vikarbureau. Det har indtil videre givet to vagter – en i en vuggestue og en som handicaphjælper.  

”Det er bedre end ingenting. Men det er slet ikke nok”.  

For tiden går, og med den svinder hendes mulighed for at leve op til kravene for at søge den permanente opholdstilladelse. Hun har nu en måned tilbage at løbe på. Så kan hun stadig lige akkurat leve op til reglen om at være fuldtidsbeskæftiget i mindst tre år og seks måneder inden for de seneste fire år.  

”Indenfor den næste måned skal jeg have skaffet et arbejde, der sikrer, at jeg kan forsørge mig selv og børnene. Hvis ikke jeg får det, er alt spildt, så skal jeg starte helt forfra.”  

Ingen hjælpepakke til Naila og andre som hende

Naila forstår ikke, hvorfor der ikke er lavet hjælpepakker for hende og andre i samme situation. ”Jeg troede da også, at der ville være en hjælpepakke til mig. Men det gælder ikke for os på 0-timers kontrakter. Virksomhederne er helt uden ansvar for at gribe os, og regeringen har heller ikke gjort noget for at gøre det.” 

Hun har spurgt hos kommunen, om ikke hun og andre på 0-timers kontrakter kunne komme under freelance-hjælpepakkerne. Men det var ikke en mulighed. 

”Jeg synes, det er meget mærkeligt, at der ikke er nogen hjælpepakke. Det kan da godt være, at de store virksomheder skaber økonomi og jobs, og betaler mere skat til samfundet. Men folk som jeg står helt alene og er i forvejen udsatte, fordi vi lever af meget lidt og er uden nogen opsparing. Vi er meget afhængige af den lille løn, der kommer ind hver måned. – Jeg føler mig glemt og ofret.” 

Fri af andres vold

Det stresser hende yderligere, at hun i så mange år har kæmpet en kamp, hvor reglerne fra det ene øjeblik til det andet kan ændre sig. Som det for eksempel skete i 2017. Indtil da talte fuldtidsstudie også med i regnskabet om selvforsørgelse.  

”Jeg var sikker på, at jeg var godt i gang med at optjene retten til at kunne søge. Men pludselig var jeg nødt til at starte helt forfra. Jeg føler ikke, at jeg har overskud og kræfter til det en gang til. Alene tanken om, at reglerne måske bliver lavet om igen, gør det svært at bevare roen.” 

Samtidig spøger eksmanden, som stadig forsøger at styre hende. Han kan ikke længere nå hende fysisk, men løgne kan han stadig brygge, og dem fortæller han gerne kommunen for at spænde ben for, at hun kan få ret til ophold i Danmark uden tilknytning til ham. 

”Han finder for eksempel på historier om, at jeg har planer om at forlade landet med børnene. Det fungerer ikke mellem os. De er hos ham hver anden weekend. Men nogle gange vil han ikke have dem, nogle gange vil han ikke aflevere dem tilbage.”  

Samtidig nægter han at ville lade sig skille. Det er efterhånden tre år siden, at Naila i 2017 søgte skilsmisse for første gang. Indtil videre har hun ikke fået andet end udgifter ud af det. For det koste et gebyr, hver gang man skal søge om skilsmisse, og når eksmanden gang på gang afviser at skrive under, er pengene spildt.

Sidste udvej af ægteskabet er at bede myndighederne indkalde til en samtale, hvor den endelige beslutning træffes. Men det koster også et gebyr, og de penge har hun ikke, som tiden er.  

Det at de fortsat er gift er ikke alene en psykisk belastning. Det har også økonomiske omkostninger. I praksis har det den konsekvens, at hun ikke har krav på børnepenge fra ham, og at hun ikke selv vil kunne søge offentlig forsørgelse, hvis det skulle ende med at komme dertil. For ret til kontanthjælp er betinget af, at man ikke har en ægtefælde, der i princippet vil kunne forsørge – og på papiret er det sådan, hendes situation ser ud, uagtet at virkeligheden er en noget anden. 

Naila ønsker sig én gang for alle at slippe ud af andres vold. Hun ønsker sig fred, og hun ønsker sig sikkerhed for, at hun kan blive i det land, hvor hendes børn og nu også hun hører til. For at nå dertil må hun finde et job. 

”Jeg kan godt føle, at det er min eksmand og staten, der ejer mine børn. Bare fordi han har dansk pas, og jeg ikke har, er jeg jo ikke et dårligere menneske. Jeg føler mig gjort til skurken i mine børns liv, men jeg er jo deres mor. Det er mig, der har opdraget og passet dem. Jeg føler mig enormt magtesløs.” 

Naila vil hellere end gerne følge de regler, som staten og Udlændingestyrelsen har udstukket. Hvis bare hun fik muligheden for det.   

”Jeg føler mig fanget, og det er ekstremt stressende. Jeg har brug for ro til at tænke klart og tænke fornuftigt. De sidste mange år har jeg kæmpet for overlevelse og for at opfylde regler og betingelser. Hvor ville jeg ønske, at jeg snart kunne få lov til at også bare at gøre noget rart og mærke, hvad jeg selv har brug for.” 

Naila Khan har bedt om at optræde under pseudonym, da hun er i en sårbar situation. Hendes rigtige navn er redaktionen bekendt. 

---