Illustration: Ali Hamra.
5 min. læsetid

Strafskærpelser, øget overvågning og telelogning. Har den parlamentariske venstrefløj opgivet sine principper under epidemien, spørger Troels Christensen.


Debatindlæg er udtryk for skribentens egne holdninger.

Har du lyst til at besvare dette eller et andet indlæg bragt på siden? Så skriv en Replik til Solidaritet


Af Troels Christensen

Som overbevist venstreorienteret med interesse for rets- og IT-politik, har coronakrisen for mig afsløret en ubehagelig sandhed om den parlamentariske venstrefløj for mig: Overvågning og straf er en del af værktøjskassen, i en grad jeg indtil for en måned siden ville have forsvoret. Det gælder også et parti som Enhedslisten.

Da Statens Serum Institut ville til at overvåge vores teledata, for at tjekke om vi fulgte Regeringens og myndighedernes anbefalinger, accepterede Rosa Lund præmissen om, at det kunne være i orden. Problemet for Enhedslisten, kunne man forstå på sound-biten på TV2 News var mere den manglende præcision i telelogningen, end selve det at vi bliver overvåget. Er det også Enhedslistens holdning til den generelle allestedsnærværende telelogning, som ifølge folk med juridisk faglighed og interesse for området, givetvis er ulovlig?

Ingen tanker om privacy-by-design i eventuelle teknologiske redskaber til at løse epidemien, lader man til at have formuleret eller sendt ud i sin politiske kommunikation. Med det øgede fokus der de senere år, har været på tech-giganters skamløse kortlægning af sagesløse borgeres adfærd, forundrer og bekymrer det mig at venstrefløjen ikke formulerer et svar på krisen, der er fri for yderligere statslig masseovervågning.

“I en nærmest skræmmende accept af de borgerlige paradigmer om straf som løsningsmodel, har man ønsket at støtte en hastelov, som i sagens natur ikke er blevet sendt i høring.”

Dette kommer oveni at man har støttet en voldsom centralisering af magten hos Sundhedsministeren i Epidemiloven frem for den noget bredere kreds, der tidligere var ansvarlig for tiltag til at løse epidemikriser i kongeriget. Forklaringen på at flytningen af den beslutningskompetence har været bydende nødvendig, blafrer stadig i vinden.

Magtcentralisering

Nu hvor der for alvor er kommet gang i App-diskussionen har hjemme, er det af afgørende betydning, at man både fra aktivistisk og parlamentarisk kant får inddraget ‘privacy-by-design’ løsninger i debatten. De findes derude i Europa – det er bare at gribe chancen for at sikre borgerbeskyttelse.

Hvor man på det IT-politiske område måske kan forsvare sig med et generelt manglende fokus i den brede politiske debat, er det imidlertid noget sværere at finde på gode undskyldninger, når det kommer til de straf-skærpelser, man har ønsket at bakke op om.

Søren Søndergaard var i sin ordførertale i anden-behandlingen af Lov 157 om skærpet straf for lovovertrædelser med baggrund i eller sammenhæng med Covid-19, ret klar i spyttet om, at Enhedslisten bakkede op om midlertidige strafskærpelser, men at man trak støtten, fordi andre partier insisterede på at inddrage udlændingelovgivningen i samme ombæring. Det kommer, efter at dommerforeningens formand – temmelig opsigtsvækkende – havde sendt et åbent brev, der tydeliggjorde, at tyveri af værnemidler fra sundhedsfaglige instanser, formentlig ville blive betragtet som en skærpende omstændighed i forvejen.

I en nærmest skræmmende accept af de borgerlige paradigmer om straf som løsningsmodel, har man ønsket at støtte en hastelov, som i sagens natur ikke er blevet sendt i høring. Ingen relevante parter har dermed haft mulighed for at undersøge og gøre os klogere på, om der en sammenhæng mellem disse straf-skærpelser og resten af det strafferetslige system. 

Et nærmest enigt Folketing har gennemført hastelove i ly af coronakrisen, herunder en skærpet straf for lovovertrædelser med baggrund i eller sammenhæng med Covid-19. Er det en politik, den parlamentariske venstrefløj bør støtte, spørger Troels Christensen. Foto fra Folketingets åbning 2018 / Venstre på Flickr

Det tavse Ting

I ovenstående har min kritik været rettet særligt mod Enhedslistens ageren, men i forhold til den manglende italesættelse af privatlivsbeskyttelse fremstår hele folketinget underligt tavse. Man skulle næsten tro, at retten til frihed for overvågning er et ekstremt synspunkt i dansk politik – og det kun måneder efter at en kæmpe skandale med telelogning har været afdækket i snart sagt alle medier.

De Radikale fortjener ros for at have besindet sig og i dagspressen fremført det synspunkt, at vi ikke står i en kriminalitetskrise og derfor ikke bør lave krisepolitik med det sigte. Hvor ville det dog være befriende for folkestyret, hvis flere lovgivere holdt hovedet koldt og hjertet varmt.   


Troels Christensen er jobsøgende bachelor i fysik.