Dagbøger fra en coronatid

Vi er sammen i fællesskab – når vi holder afstand. Karantænedage er for Bjørn Meidell nyliv, flimrende med verdensnyheder, cykelture fra Birkerød for at besøge hans 95-årige mor i Hjortekær – og fællessang, flødeskumskager og folketingsmilliarder til banker og Scandic Hotel.

---

Tekst og foto af Bjørn Meidell

Mandag 16. marts – Børnene spiller boccia

Forældre passer på og sørger for forsyninger. Lektier bliver læst. Dansk litteratur og sprog plejes. Gamle aviser ryger ud. Biografen er lukket. JyllandsPosten holder redaktionsmøde.

Hylderne i Føtex er fyldt op. Køber et gåsebryst. Aftaler aflyses. Stikker Hus Forbi sælgeren nogle mønter. Min afghanske cykelhandler smiler. Stationen, S-togene og gaderne er næsten tomme.

På Lesbos klumper flygtninge sig sammen i en lejr. Kurserne falder. Grunden under den europæiske centralbank, den stramme finanspolitik og pensionerne sprækker. Jeg sætter vand over til kaffe.

Torsdag 19. marts – Dronningen

Dronningen var nydelig, siger årgang 1925 i telefonen. Jeg smører min cykelkæde. Jeg har udsat besøget i flere dage. Vil ikke risikere noget.

Min mor er ikke løbet tør, men har ikke fået friske forsyninger i en uge. Nej, jeg mangler ikke noget, mener hun.

Tulipanerne i Føtex hænger. 10 kr. Videre.

Suser 5 km ned ad dræberbakken til Holte. Friske tulipaner i Irma. I Lagkagehuset ruller de nu kun to kunder ad gangen. Ha´ en god dag.

På Ørholmvej drejer jeg hovedet og kigger over til Lars’ barndomshjem. Min sidekammerat i gymnasiet. Jeg var allerede flyttet hjemmefra. Lånte ham min lille hybel, når han pjækkede. For 50 år siden.

Jeg genkender ham bagfra. Brugsen står der på bæreposen. Han skal lige stille skarpt. Ja, jeg kan ikke give dig en krammer, siger han. Min mor er 95. Når jeg har handlet, drikker vi kaffe i haven.

Jeg fortsætter til Hjortekær. Forbi Lundtofte slaveanstalt, min første skole, og gennem Lundtofteparken. Tre danskere står med hver sin øl.

Jeg låser mig ind med min specialnøgle. Smider skoene og stikker i min fars indesko. Et kvart århundrede siden han har brugt dem.

Min mor er glad og taknemmelig. Jeg åbner æsken fra Lagekagehuset og hører, at partierne er enige om at hjælpe med … 300 milliarder. Staten vil låne pengene. Jeg kan ikke lade være, men sender Corydon, Thorning, Vestager og Søvndal en tanke.

Hvad var det nu, man skulle låne, for at undgå at sælge ud af Dong til Goldman Sachs? 10 milliarder? Hvad ville det have kostet at redde dem, der blev hakket til flis i dagpengesystemet.

Jeg går ned ad havegangen til postkassen. Kommer tilbage med et postkort fra min mors fødeland. Hun har været her i 70 år.

Hun blunder, mens militærkøretøjer i Bergamo kører lig væk. Ældre mennesker frarådes at bruge busser og tog, siger speakeren. Gælder det mig? Jeg orker ikke dræberbakken opad – til Birkerød – og tager S-toget fra Holte, men glemmer at tjekke ud.

Lørdag 21. marts – Sig mig en gang! Har I glemt morgensangen?

I går var vi mange. I dag ingen. Eller har jeg misforstået noget? Cykler op til bageren, til Irma og Føtex. Her er nærmest støvsuget. To ’Hus Forbi’ sælgere er på plads med deres fyldte tasker til bladene.

– Der var ingen mennesker i København og på Christianshavn i nat? Og nu lukker de Christiania kl. tolv. Vi har næsten ikke sovet.

– Hvordan kom I herop til Birkerød? På røven? siger jeg, som om ordene er trukket i en automat.

– Jeg har mimrekort, siger den ene med rusten stemme, René hedder han.

– Se her, jeg har skrevet om det i bladet, ”Christiansborg fik usædvanligt besøg.” Han slår et slag for mimrekortet.

René er tilsyneladende heldig, han har fået en lejlighed for nylig. Adressen vil han ikke ud med. Det er hemmeligt, understreger han.

Hans kammerat overnatter i en skurvogn. Eller er det skurvognen, der er lejligheden? spørger jeg mig selv. Men held og lykke med slaget for mimrekortet. Jeg har også et.

Jeg pakker mine varer i cykeltaskerne. Til sidst gule tulipaner til 30 kr. og tre bundter påskeliljer til 20. Måske er der også en 20´er til de hjemløse i Folketingets hjælpepakke til Scandic-hotellerne, det øvrige erhvervsliv og lønmodtagerne?

PS: Hvis I ikke skulle have hørt det, har Scandic m. fl. ikke betalt skat i mange år.

Søndag 22. marts – Rastløs

Du er rastløs, siger min cykel. Kom, jeg har en gave til dig!
Jeg smører en leverpostejmad og en med tunsalat, pakker tasken, husker håndspritten og avisen. Svinger benet over sadlen og hjuler op til stationen. Min cykel har booket et særtog, flere kupeer og cykelafdelingen. Den vil have en selfie.

Selv om den er klog, har min cykel ingen sundhedsforsikring, hvad jeg heller ikke har. Hvor er de private sygehuse? spørger den. Hvor er deres beredskab? Har de en cykelstald til mig eller en respirator til dig, hvis ulykken skulle ramme?

Jeg ser i min avis, at 72 er døde i Schweiz. Kun 13 i Danmark. Et gys rammer. Passer de nu på i deres eksil? Hr. Vermund & hr. Seier Christensen? Takker for deres samfundssind, og håber det bedste for dem og deres kære. De kan nok finde et privathospital dernede. Jeg har en schweizisk lægefætter og en tilsvarende hospitalsadministrator i Geneve.

Min cykel vil have mig af på Dybbølsbro. Toget går til Køge. Retningen er mod Carlsberg. EMPATI FREMFOR PROFIT skriger blokbogstaver på halvtaget af en nedlagt benzintank med gitter omkring. Min cykel svinger om hjørnet. JONAS EIKA, står der. Og THUNBERG på en gavl med flossede plakater. Kirsebærtræerne blomstrer. To fædre har etableret en tennisbane, tre cykler udgør et net. Farfar! siger en glad barnestemme. Hun peger: Brandbil. Her er din gave, siger min cykel. Nu vil jeg give dig lidt fred.

Vi holder afstand, spritter hænder og spiser vores madpakker. Går ind på Vestre Kirkegård og når til Det røde Hav. De socialdemokratiske koryfæers gravplads. Statsminister Thorvald Stauning 1873 -1942 og udenrigsminister Per Hækkerup 1915 – 1979. Hvis jeg havde haft en whisky i rygsækken, ville jeg have stænket hans gravsten, selv om han som socialdemokratisk gruppeformand var med til at hakke SF til plukfisk i 1966-67.

I min ungdoms idealisme forærede jeg en gang Hækkerup et æble fra vores have. Som 16-årig interviewede jeg ham til Teenagehjørnet i radioen. 1966. Hvornår ville ulandshjælpen nå op på 1 procent af BNP, som man lovede i FN i 1960? Det er vist ikke sket endnu. Udenrigsministeren bakkede på sin pibe og smilede. Interviewet endte som båndsalat. Vi tog det engang til.

Men hvad nu med klimamålene og ulandsbistanden på den anden side af den forestående økonomiske og sundhedsmæssige tsunami? Jeg har ikke noget æble til den nuværende udenrigsminister. Han har ikke mælet et ord om Trumps apartheid-plan til palæstinenserne.

Den lille er faldet i søvn i klapvognen. Jeg finder min cykel, vi følges nedad Ny Carlsbergvej, siger farvel på afstand. Jeg får øje på to gange to bryggerheste på vej op mod elefanterne.

‘Laboremus Pro Patria’, står der over portalen, husker jeg. Lad os arbejde for fædrelandet. Men hvis’ land?

Tirsdag 24. marts: Plejerne flygter fra plejehjemmene i Madrid

De gamle dør. Læge fortvivler. Italien: Kisterne hober sig op. Situationen i Europa er alvorlig, siger sundhedsministeren. Én sætning.

Jeg slukker min radio. Jeg må samle tankerne. Hvornår blev den sidste Premier League kamp spillet? 50.000 – 60.000 tilskuere. Ingen fare, sagde Downing Street. Kun få dage siden. Nu har kun to mennesker lov til at samles. Neonlysene på det affolkede Times Square lyser stadig.

Sommeren 1995 så jeg en gigantisk reklame. History! Michael Jacksons seneste. Øjeblikket efter – Lysavis: 5.000 dræbte i Srebrenica.

Tyven i Det Hvide Hus har en hjælpepakke. Demokraterne mener, han vil tømme statskassen og flytte pengene over i egne virksomheder.

Jeg har mine ”udfordringer”, jeg hader ordet. Temperaturfald i min fryser. Arktisk i vælde er isen. Det bliver koldere og koldere. Jeg kan ikke hive skuffen med morgenbrød ud. Ikke uden vold. Plastic’en knækker. Længe har jeg udskudt det.

Når jeg tænker på bofællesskabets giga-store frysefrost-rum – halvdelen fyldt op med Grethes brom-, hind- og solbær – griber ængstelsen mig. Også der falder temperaturen. På min indre skærm ser jeg en selfie – me myself. Egon Olsen i en isblok. Døren bag mig smækket i.

Overvinder mig selv. Jeg kan deponere frostvarerne deroppe. En halv grillpølse. Ugenkendelige bøffer. Poser med ærter og bønner. Dem har jeg ikke købt. Min nevø Ulrik pakkede ålen til sidste års påskefrokost ind i dem. Ud med det. Ud med det grønne. Ikke omstillingsparat til linser og selleribøffer. Ud med pommes fritterne.

Trillebøren klar ved min dør. Fordeler maden i plasticposer. Grøn, hvid og en rød plet. ISO, det findes vist ikke mere. Danmarksindsamlingen. Til hvad? Den ene pose ryger i containeren. Bum. Tilhænger af madspild. Deponerer de to poser.

I gang med at nedbryde mit arktiske is-vælde. Maser gryder med kogt vand ind i fryseren. Sætter en CV Jørgensen på anlægget. Han bor i kommunen, kører vist rundt på en ladcykel og vrænger som sædvandlig. Forsøger at klemme en skruetrækker ind mellem væggen og isen. Uden held. Henter en nedstryger i min fars værktøjskasse. Selv købt den. Du’r ikke.

CV, du er ikke til at holde ud at høre på. Kunne du ikke i stedet lave en støttekoncert for vores borgmester og Hans Toft fra Gentofte? Udligningsreformen er en tyv. De lider. Vi lider. Rock for Toft. Send indenrigsministeren, statsministeren og spinhæren en fribillet. Jeg slås med isblokkene. Det tager timer. I mellemtiden stiger vandstanden omkring mit køleskab. Isen endelig begyndt at smelte. Våde sokker, mens jeg fordeler forrådet i skuffer: rugbrød og ciabatta øverst, laksestykker og -frikadeller og til sidst min omstillingsparate kødsovs.

Hvis Thunberg, far og mor var i nærheden, ville jeg invitere til middag. De må selv vælge. Asiatisk i vælde er angsten.

Tak til Tom Kristensen!

Læs næste del torsdag

---

Bjørn Meidell er cand. mag. i samfundsfag og historie og forfatter. Han har bl.a. udgivet bøgerne “Bag Sløret – i Jerusalem, Cairo og Beirut (1996)”, “Slået med beundring: Fascination, Flugt og Frihedskamp” (2005), “Frygt og Fryd i Damaskus” (2010), og “Bag Muren – Hverdag i en Apartheidstat” (2015) om situationen i det besatte Palæstina.