Dagbøger fra en coronatid II

Amerikansk ledighedseksplosion, ture ned ad barndomsstier og danskere i schweizer-ly. Forfatter Bjørn Meidell reflekterer over det nye liv under coronaepidemien.

---

Tekst og foto af Bjørn Meidell

Torsdag 26. marts: En Sanktbernhardshund på Kongevejen

På cykel. Med cognac i blodet. Et rødt kors på ryggen. Du har hverken fået pip eller anden infektion. Det var bare mig. Dårlig samvittighed. Iført mit værneudstyr.

Min influenzaramte søster ringede. Bekymret for vores mors forsyninger. Det er en uge siden, jeg har været der. Ville gerne skyde det en dag. Ombestemte mig.

Jeg bilder mig ind, at jeg er frisk som brødrene Seier og Hr. Vermund i Alperne. Men man kan jo aldrig vide. Nu Prins Charles. Stakkel… Snak med Kristian Jensen! Hvordan har Merkel det. Schaffen Sie das?

I Lagkagehuset slås ekspedienten – en ranglet mand – med en kageæske. Ikke nem at folde. På den ene hånd en plastichandske. Den anden bar. Jeg har sprittet den, siger han. Skal jeg ringe til HR-afdelingen? Sankt Bernhardshunde i alle lande – Sprit og hold afstand.

I Hjortekær er min mor forbløffet, da hun får øje på mig i køkkenvinduet. Ikke meldt min ankomst. Irmas 20 strunke tulipaner står som for en uge siden. Farverne udviskede. De har ikke længe igen. Køleskabet næsten tomt. Sætter vand over til kaffe. Jeg går i Netto. Kartofler. Tomater. Salat. Laks selvfølgelig. Ingen små gulerødder. Visne tulipaner ti kroner. Who wants yesterday’s papers?

Børn skal ikke i vuggestue eller børnehave. Jeg har set lidt fjernsyn, fortæller hun. I går fik jeg en hilsen fra hele Switzerland. Hendes fødeland. Lillebror René i Geneve. De er de sidste af ni børn i familien Roth. De to første født 1916 og 1918. Den spanske syge.

Det varmer mit danskerhjerte hver gang, jeg hører statsministeren fortælle, at hun tager vare på alle os danskere. Salut, onkel René! Salut, tante Yvette! Det er kun et tryk i mobilen. Bentøjet fungerer ikke længere. De er spærret inde. Vores sønner køber ind.

Jeg kunne ikke forstå min ”lillesøster” i går, siger René. Talte hun schwitzerdütch, dansk, eller engelsk? Hun hører ikke så godt, forklarer jeg. De har set hinanden for sidste gang. René fylder 89 til april. Lillesøster er faktisk storesøster. Seks år ældre.

Det er jo en krig, lyder det over bjerge, marker og Østersøen. Vi har haft influenza-epidemier, Grippe, børnelammelse og krig. René var med i hjælpeaktionen efter lavinekatastrofen i Engadine i 50´erne. Dæmningsbrud og oversvømmelse. 3.000 døde.

Jeg spørger til mine fætre i hospitalsvæsenet. Nej, T. har ingen tilfælde. Han er jo kirurg. L. er sendt hjem. Stadig plads på privathospitalet, hvis vores udlandsdanskere brækker benet.

I har mange tilfælde! påpeger jeg. Ja, 17 døde i Geneve. Flest i Tessin, den italiensk-talende del af Schweiz. Mange italienere pendler.
Det humanistiske Manifest. Sankt Bernhardshunde i alle lande. Foren eder!

Fredag 3. april: Hvad skal det nytte?

Nemt at blive lidt mismodig ind imellem, men vi er hverken spærret inde i Al Hol-lejren på Lesbos eller udvisningstruede til Wuhan. Vi kan holde modet oppe med gamle minder og en tur i skoven.

King Kong river mig ud af sengen. Trykker mig fast under armen. Gorillaen vralter hen over vaklende storbytårne. – Vågner omgående. Tidlig fredag morgen. Jeg har set alt for meget tv – før sengetid. SVT, BBC, News og DR. New York mangler 40.000 respiratorer. Mr. Fake News tilbyder 400. For lidt, svarer guvernøren. 4.000 så. Arbejdere rejser telte som lighuse. Gaderne øde. Forspil til en katastrofe. Spansk syge 1918. Wall Street 1929.

I radioen hører jeg om strengere straffe, bedemænd og begravelser. Kun plads til de nærmeste. Højst 10 personer. Jeg gyser og slår om på ø-kanalen, P4 Anholt. Dér må være fred. Samme snak.

Er De allerede stået op, hr.? spørger den snart 95-årige i telefonen. Får øje på et lille bukket papirfoto på opslagstavlen. Rådvad, Mølleåen, grønne træer. Hendes nabolag.

Jeg skal på udflugt – ad kendte barndomsstier langs åen – med min turkammerat, Per. Mødes på Lyngby Station. Ved Fuglevad St. genkender jeg en stor hule på en skråning. En gang tilholdssted for et kæmpemenneske. Ikke en abe. Sad en gang ved siden af ham i et butikscenter i Odense. 1977. Vælgermøde. Kandidat for et lille parti, modarbejdet af de lokale. Ikke så alternativt. Partiet afgået ved døden.

Hans ustoppelige ordmaskine forplantede sig som virusbølger i bassinet neden for panelet, i skattevæsenet, i hele staten. Sad skræmt på min stol, mens ordene i min mund blev væk. Ned med skat og stat. Hulemændene lyttede. Pengene fosser ud af statskassen.

I en finale ankom en bagermester med et abnormt marcipanbrød og lagde det på podiet. Anton Berg. Et kamera snurrede. En hastig tanke: Smid skidtet i vandet. Resignerede. Cykler videre. Brede Klædefabrik, spisehus, boliger og asyl. Arbejderne skulle have tag og tryghed, men ikke fagforening. Ejeren Daverkosens værk.

I Ørholm er kroen væk, pavillonen revet ned. Den gamle jord står i flammer, sang Cæsar. Cy, Maia & Robert. Hvem husker dem? Folkemusik. Var det i ’65 eller ’66? 15 og 16 år gammel. Knivfabrikken og skolen for længst afgået. Rådvad Kro midlertidig lukket. Vi spiser vores madpakker på kroens stole. Udsigt til Stampen og foråret. Takker nej til Pers termokaffe.

Mellem to husrækker af forhenværende arbejderboliger nyder en håndfuld beboere solen. Falle, Dress, Joachim. To unge holder fri fra fjernundervisningen.

De holdt en fest i 2006. Dodo, Channe Nussbaum m.fl. Et gensyn med en Love In i oasen, 1967. ”Vi prøver bare at være mennesker,” sagde jeg dengang i et ungdomsprogram. Vi genså klippet i regnvejr på storskærm.

Dress og Joachim forsvinder. Og kommer retur med øller og plakater for festen i 2006. Dress tegnede den. Mange kunstnere i oasen. Men det er ikke tid til kunst og kultur, mener ministeren. I USA er antallet af ledige tilmeldt arbejdsløshedsforsikringer fordoblet til seks millioner på en uge. Kulturministeren er lidt mere imødekommende.

Lørdag 4. april – To sæt handsker

Vi har to sæt handsker på. Det ene uden på det andet. Vi har visir på. Før måtte vi kun bruge tingene én gang. Det må vi ikke mere. Nu skal handsker og kitler vaskes og genbruges! Min niece passer intensivpatienter, en med den for tiden meget omtalte sygdom, og en med lungesygdommen KOL. Hun er vred. 

Forleden var hun forbi mormor og oldemor med sine to børn, men kom ikke ind. På mere end 30 plejehjem er ældre smittet og pårørende forment adgang. Andre klarer sig selv i eget hjem. Kommunen stikker lige hovedet ind i vindfanget, men ikke længere.

I aftes stegte min mor mørbrad på panden, kogte skrællede kartofler og gulerødder i en gryde. Det er ikke færdigt endnu, hævdede hun gang på gang. Jeg stak utålmodigt i gryden. 

Læser, at op mod 3,5 millioner i vores land forventes at blive smittet. Håbet er, at det vil skabe en flok-immunitet. Men hvor mange vil dø? Vi ved godt, hvem der falder først.

Indimellem føler jeg mig som en pistolkugle i en russisk roulette, når jeg aflægger visit hos årgang 1925. Hun bryder sig ikke om den mad, hun kan bestille via et internetfirma, men foretrækker maden hendes børn køber ind. Så det er det, vi gør og passer på. 

I et pulterrum finder jeg en flaske rødvin, trækker den op og nyder et glas til maden. I telefonen fortæller jeg, at hun er omtalt i et kort indlæg i Politiken i dag. – Klipper du det ud til mig? spørger hun. 

---

Bjørn Meidell er cand. mag. i samfundsfag og historie. Han har bl.a. udgivet bøgerne “Bag Sløret – i Jerusalem, Cairo og Beirut (1996)”, “Slået med beundring: Fascination, Flugt og Frihedskamp” (2005), “Frygt og Fryd i Damaskus” (2010), og “Bag Muren – Hverdag i en Apartheidstat” (2015) om situationen i det besatte Palæstina.