Danmark og venstrefløjen har ikke brug for flere partier

Det er svært at forstå, hvad vi skal med et traume, der ikke tilhører vores generation. Derfor er det forfriskende (og provokerende), når der er nogen, der som Shukri i Solidaritet 26. september tør udfordre, om vi kan bruge fortidens erfaring til noget i dag.

Det ændrer dog ikke på, at vi ikke skal ønske os flere partier. Det har alt at gøre med forståelsen af hvad et parti er, og hvad vi skal bruge det til.

Det forskudte koordinatsystem

Det er rigtigt, at yderpartierne kan iscenesættes som yderligtgående, alene på grund af deres placering på en højre-venstre skala. Men det har mindre at gøre med denne placering end med mediernes og de andre partiers italesættelse af den position, som et yderparti indtager.

Placeringen som yderste højrefløj var ikke en hindring for, at Dansk Folkeparti ved folketingsvalget i 2015 blev landets næststørste parti. Deres holdninger var rabiate, men udgjorde ingen trussel mod den neoliberale politik. Derfor kunne hele det politiske spektrum fra Socialdemokratiet og til højre ud overtage holdningerne.

Dansk Folkepartis skæbne viser også, at politisk fragmentering ikke er udtryk for styrke, men for svaghed og krise. Dansk Folkeparti, der frem til 2019 svingede taktstokken i dansk politik, er splintret i først tre, nu fire dele. Ikke på grund af deres sejre, men fordi udlændingepolitikken ikke længere udgør det altdominerende punkt, som Christiansborg drejer om.

Højreskredet

Det er rigtigt, at vi ser et igangværende politisk skred til højre både på den økonomiske og værdimæssige politik. Både i det parlamentariske system som helhed og internt på venstrefløjen.

Med Mark Fischers begreb kapitalistisk realisme kan vi forsøge at forstå det nuværende politiske klima, hvor forslag der betvivler ’nødvendighedens politik’ er kætterske. Hvilket ikke ændrer sig, fordi flere partier siger noget lignende. Vi kunne derfor notere os, at Enhedslistens yderposition ikke ændrede sig, selvom Frie Grønne forsøgte at fremstille sig som et mere radikalt alternativ.

Enhedslistens placering som et yderligt parti skyldes villigheden til at tale ’nødvendighedens politik’ imod. Det vil ikke ændre sig, selvom et nyt projekt overhaler partiet venstre om.

Det er omsonst at forsøge at fremstå moderate, når man er venstrefløjens yderste parti. Det er utvivlsomt, at det har styrket Enhedslisten at fremstå mere seriøse, end partiet gjorde i 00’erne. Forsøget på at moderere de systemoverskridende holdninger har dog kun styrket SF – alle moderate socialisters førstevalg.

Som Marx engang skrev til Engels, må vi være milde i form og faste i indhold. Vi skal præsentere politik, der bryder det beståendes grænser. Men vi skal gøre det på en rolig og seriøs måde, som også moderate vælgere kan respektere. Det er rigtigt, at Enhedslisten endnu ikke har fundet ud af, hvordan det skal gøres.

Partiet

Når vi kan konstatere, at det politiske spektrum flytter sig, så skyldes det mere end framingen af politiske partier og vægtningen af emner. Medier og folketing er kun enkelte aktører på den scene, hvor det bestemmes, hvad der er politisk muligt.

Når vi taler om at opbygge bevægelser, vil deres første opgave altid være at få sat et bestemt emne på dagsordenen. Venstrefløjen kan ikke provokere sig til at sætte dagsorden. For os er bevægelsesarbejdet alfa og omega.

Der er direkte sammenhæng mellem den lave aktivitet i folkelige bevægelser og den generelle højredrejning. En sammenhæng mellem manglende aktivitet og dalende klassebevidsthed.

Venstrefløjen forstår, at radikale ændringer ikke starter fra Christiansborg. De skal bæres derind udefra. Venstrefløjspartierne er derfor ikke blot repræsentanter for holdninger uden for borgen. Venstrefløjspartierne skal aktivt opbygge de bevægelser, der kan ændre politikken.

De skal organisere, aktivere og koordinere arbejdet mellem de mange forskellige interesser, der er i samfundet. Skabe enighed på tværs af interesser, der i første omgang synes, at kun det, de selv kæmper for, har interesse. Det kræver mange forskellige mennesker, der selv deler disse interesser, men med hinanden deler visionen om at ændre samfundet grundlæggende.

Partiet er denne samling, hvor uenigheder kan mødes i enigheden om at ville forandre det bestående. Det er med troen på, at de grundlæggende forandringer er mulige, at partiets medlemmer kan bære vilje og optimisme ind i bevægelserne. Bevægelser, der altid er truet af opgivenhedens ånd.

Kirken og sekten

At kaste sig ud i at formulere sig politisk og stå fast på sine krav er for mange en skræmmende oplevelse. De skal vide, at hvis de kaster sig ind i en bestemt sag, så har de stærke allierede. Derfor tager det lang tid for et parti at vinde både befolkningen og bevægelsernes tillid.

Af samme grund læner vælgerne sig ofte mod de partier, de kender. Trods skuffelser og brudte løfter ved de, at der her er netværk og erfaring til at tilvejebringe den forandring, de ønsker. For venstrefløjen gælder det om at opbygge denne tillid til sine partier. Sådan en opgave tager tid.

Når medlemmer af Enhedslisten leger med tanken om, at et nyt parti måske en gang i fremtiden kunne være en mulighed, kaster de mange års erfaring til side. De ser sig blinde på partiet som parlamentarisk repræsentant. De glemmer derved at se partiet som en græsrodsorganisering af alle de bevægelser, der kan blomstre i det politiske landskab.

Arbejdet med at trække både dansk politik og venstrefløjen længere til venstre starter ikke med vidtløftige vedtagelser, der lyder meget radikale – men i den langsigtede og frustrerende bevægelsesopbygning.

Det er, som den britiske historiker Eric Hobsbawm har bemærket, forskellen på kirken og sekten. I sekten findes den sande, rene lære, som ikke er fortyndet af alle dem, der tager fejl. Kirken er derimod resultatet af de mange kompromisser. Her findes både den ene og den anden tolkning – forenet i troen på, at vi sammen står stærkest.

Allegorien gælder også for venstrefløjen, hvor mange sekter brydes om at præsentere den rigtige tolkning af den nuværende situation. I massepartiet må man desværre leve med, at det ikke altid går den vej, man ønsker. Nogle gange har andre fløje flertal, og nogle gange træder andre projekter end det overordnede i forgrunden.

Men så længe vi er grundlæggende enige om mål og midler, har vi brug for hinanden, brug for at være sammen, og brug for slag for slag at opbygge befolkningens tillid til vores organisatoriske evner. Det er forudsætningen for ikke at skulle genopleve 1980’ernes splittelse af venstrefløjen.