Indkøbskurv: 0,00DKK Se indkøbskurv
Venstrefløjens stemme i debatten
Search
Generic filters
Menu
27. april. 2021

Dansk debut-forfatter: ”Enhver person, der de seneste 30 år har stemt på et andet parti end Enhedslisten, holder jeg ansvarlig nu og i fremtiden.”

Enhver tekst er politisk på sin egen måde, og satiren bliver i disse dage overhalet af virkeligheden. Hans Peter Madsen vil med sin debutroman gøre litteraturen mere politisk igen.

Hans Peter Madsen vil med sin debutroman have politik tilbage i litteraturen. Foto: Jens Peter Engedal / Turbine
8 min. læsetid

”I alle disse år – og nu bliver jeg mere konkret politisk, end litteratur normalt gør – har kun ét parti taget klimaforandringerne alvorligt. Enhver person, der de seneste 30 år har stemt på et andet parti end Enhedslisten, holder jeg ansvarlig. Enhver person, der de seneste 30 år har stemt på et andet parti end Enhedslisten, holder jeg ansvarlig nu og i fremtiden. Mine venner, jeg holder jer ansvarlige.”

Sådan skriver debutanten Hans Peter Madsen i sin novellesamling Brænd huset ned, giv træet vand, hvori han med satirisk snilde beskriver, hvordan det er at være et menneske i vores politiske samtid. Solidaritet har talt med forfatteren om satire, litteraturens politiske rolle, og hvorfor så mange egentligt stadig bliver trodsige, når litteraturen bliver direkte- og måske endda partipolitisk.

“Det overrasker mig, at der sidder anmeldere på aviserne derude og tænker, at politik ikke hører hjemme i litteraturen. Det er et synspunkt, som jeg godt kan sætte mig ind i og forstå, men jeg er dybt uenig.”

Hans Peter Madsen, man taler i disse år om en ny politisk bevidsthed eller stemme hos særligt den yngre generation af forfattere. Hvad tror du er årsagen til, at vi har set en mere konkret politisk stemme i litteraturen i løbet af de seneste 10-15 år?

”Jeg ved ikke, om jeg køber, at det kun er blandt de unge. Ældre forfattere, som Klaus Rifbjerg og Peter Laugesen, som nok er dem, der mest hardcore siger, ’det her er hvad jeg mener, og alle andre er nogle idioter’, føler i deres digte et behov for at forsvare det, at de overhovedet skriver politisk, før de så gør det. Jeg tror, at dét, der er anderledes med de nye unge forfattere – som Asta Olivia Nordenhof og Jonas Eika – er, at de bare gør det helt naturligt. Der er ikke samme umiddelbare modstand. Man har ikke brug for at sige, ’undskyld jeg nu bliver lidt politisk, men det synes jeg altså er nødvendigt.’ Der gør man det bare, fordi det må man gerne i litteraturen nu.”

“Eller, det troede jeg! Nu kan jeg så se, at samtlige anmeldelser af min bog siger, at man ikke kan tillade sig at skrive partipolitisk litteratur. Det troede jeg egentligt bare sagtens, at man kunne,” siger Madsen og griner. ”Det overrasker mig, at der sidder anmeldere på aviserne derude og tænker, at politik ikke hører hjemme i litteraturen. Det er et synspunkt, som jeg godt kan sætte mig ind i og forstå, men jeg er dybt uenig.”

Politisk – eller partipolitisk

– Nogle ville sige, at der er en forskel mellem at være politisk i sin litteratur og så at være partipolitisk.

”Enhver tekst er politisk på en måde. Jeg synes, at når man nu skriver litteratur, der har en konkret politisk agenda, så kan man lige så godt nævne, hvilket parti eller partier det så er, der stemmer overens med den litteratur, man skriver. Jeg ser ikke partipolitik som adskilt fra politik. Jeg synes, at det er en mærkelig forestilling, at partipolitik kan være adskilt fra politik, og det er lidt dét, jeg læser i forestillingen om, at litteraturen gerne må være politisk – men ikke partipolitisk. Partipolitik er politik og er en ret relevant form for politik, og jeg synes, at litteraturen skal beskæftige sig med relevante ting,” forklarer Madsen og tilføjer:

”Den må også gerne beskæftige sig med irrelevante ting, det er jeg også vild med, men altså den skal blandt andet beskæftige sig med relevante ting, og det inkluderer partipolitik. Det har en stor betydning, hvem man stemmer på, og det har en stor betydning, hvem der sidder på magten i Folketinget. Der er ingen grund til at begrænse litteraturen og sige, at dette ekstremt vigtige og eksistentielle valg, der gælder for alle mennesker, som lever i et demokrati, det skal vi lige holde ude af litteraturen. Det synes jeg er en vanvittig tanke.”

I novellen ’Erindringen er blevet taget fra mig’ reflekterer fortælleren over klimaforandringernes betydning for minderne om en natur, der for evigt er forandret:

”Minderne om en barndom og minderne om en barndoms stede er også minderne om vejrforhold, er også minderne om et klima: Vejret kan komme igen, kortvarigt, men ikke klimaet, ikke vejret over længere stræk. Et sted er ikke længere det samme, hvis alt, der gør stedet til sted, har ændret sig.”

Hans Peter Madsen: Brænd huset ned, giv træet vand. Forlaget Turbine 2021. Vejl. pris 200 kr.

Det er også den novelle, der afsluttes med citatet fra introduktionen, hvor fortælleren påstår, at Enhedslisten er det eneste parti, der de sidste 20 år har taget klimaforandringerne alvorligt, og han holder alle, der har stemt på et andet parti, ansvarlige.

– Hans Peter Madsen hvorfor var det vigtigt for dig at nævne et specifikt politisk parti i stedet for bare at beskrive en bekymring over klimaforandringerne?

”Det er et stykke æstetik, ikke et manifest, og det bare ikke en lige så god sætning at skrive: ’Jeg synes måske, at det er vigtigt at tænke på klimakrisen, når man står i stemmeboksen, og at det er vigtigt at have med i sine politiske overvejelser, at de politiske partier, der primært beskæftiger sig med klimakrisen og har udvist en vilje til at gøre noget ved den, som oftest ligger til venstre for midten og gerne langt til venstre for midten.’ Hvis jeg havde skrevet det, tror jeg ikke, at denne her bog var udkommet.

Jeg kunne have stoppet novellen før det, efter en pointe om klimakrisens betydning for erindringen, for sansningen af naturen, og hvad ændringerne i naturen betyder for, hvordan man eksisterer i verden – og man kan sige, er det ikke nok? Det kunne det nok også være, men jeg synes, at det ville være uærligt som forfatter at skrive: ’Klimakrisen er alvorlig, og vi bliver nødt til at tage den seriøst,’ og så bare efterlade den der. Så kunne læseren sidde og tænke, ’Nå, jamen så er det godt, at jeg stemmer på Venstre, for de er jo et grønt parti, og det har de heldigvis understreget mange gange i løbet af de seneste par valgkampe.’ Nej! Så vil jeg da hellere skrive, at det, jeg mener med det her, er, at du skal stemme på Enhedslisten, din spade!” siger Madsen og griner. ”Det er også en æstetisk nødvendighed at have det med for at give teksten en relevans og en nødvendighed som tekst.”

Når satiren overhales af virkeligheden

– Nogle mener, at det bliver sværere og sværere at skrive god politisk satire i disse år, hvor verden synes på nogle punkter at overhale satiren i en form for våbenkapløb om, hvem der kan være mest vanvittig. Satire er et værktøj, som du gør flittigt brug af i Brænd huset ned, giv træet vand, hvad har din oplevelse været med at skulle skrive satire i og om vores samtid? Og hvad er det satiren kan?

“Hvis virkeligheden går længere, end satiren gør, når den går for langt, hvad kan satiren så bruges til?”

”Det er rigtigt, at satiren pludselig kan vise sig ikke at være satire alligevel. Noget, jeg har tænkt meget over, siden bogen blev trykt – og det dermed blev for sent at lave om – er ’Politisk novelle’. Den handler om en fyr, der hedder Sverre, hvis job er at have politiske holdninger i et dagblad, og gerne nogle der er kontroversielle og klik-genererende. Sverre er en pandekageflad karakter, en stråmand, jeg har syet sammen af alt, jeg ikke bryder mig om ved den politiske debat.

I novellen bruger Sverre så ordet ’perker’, og jeg har været sur på mig selv over, at jeg lod ham gå så langt – lod ham være så åbenlyst usympatisk og gammelmandsracistisk, når der ikke var anden pointe med det end ’se, han er ovenikøbet også racist’. Så kom jeg i tanke om, at vi har et parti i Folketinget, hvis formand synes, hun skal have lov til at kalde folk ’perkere’ (Pernille Vermund fra Nye Borgerlige, red.), og at der intet nedsættende er i det. Hvis virkeligheden går længere, end satiren gør, når den går for langt, hvad kan satiren så bruges til? Til at grine ad, forhåbentlig, men har den nogen politisk kraft? Det ved jeg ikke; det er vel også ok, hvis den bare er underholdende.

Litteraturen er ofte god til at rejse debatter. Vi så det f.eks. sidste år, da Olga Ravns Mit arbejde satte fokus på forholdene for fødende på Rigshospitalet. Og jeg tror bestemt, at vores holdninger formes af de indtryk, medier og diskurser, vi omgiver os med – herunder litteraturen. Mit håb er også helt klart, at læsere vil give sig tid til at diskutere med min bog; men hvis mit projekt for alvor var f.eks. at kapre stemmer til Enhedslisten, ville jeg nok bruge tiden på at trykke valgplakater i stedet for at bruge flere år på at skrive en bog, der bliver læst af et par hundrede mennesker.”  


Om skribenten

Anders Holbæk

Anders Holbæk

Litterat fra Aarhus Universitet. Har arbejdet på forskellige kulturpublikationer.   Læs mere

Nyeste artikler