David Downing: Masaryk-banegården

9. december

Da Gerhard Ströhm vågnede alene, kom han i tanke om, at Annaliese havde tidlig vagt i den uge. Hun måtte være gået mindst en time før, men hendes side af sengen var stadig varm.

   Han kom op, gik hen til vinduet og trak det improviserede gardin fra. Den foregående aftens sne var smeltet, og solen skinnede fra en klar, blå himmel. Måske var foråret endelig kommet.

   Han lavede sig en lille kande kaffe – et partiprivilegium, som han ville have svært ved at opgive – og stillede sig ved vinduet, mens han drak af emaljekruset og iagttog aktiviteten på gaden nedenfor. De ødelagte huse overfor var endelig ved at blive revet ned, inden de skulle erstattes af nye, og et hold af mænd var i gang med at stable murbrokker op på tre hestetrukne vogne. For et år siden ville alle arbejderne have været kvinder. Det måtte da være en slags fremskridt.

   Efter kaffen vaskede Ströhm sig og klædte sig på, og med sin sædvanlige mangel på entusiasme bandt han slipset foran spejlet på badeværelset. Han var ikke helt sikker på, hvorfor ritualet var ham sådan imod. Var det, fordi han havde tilbragt de første femten år af sit arbejdsliv i almindeligt arbejdstøj og ikke kunne vænne sig til at se smart ud? Eller havde de første ti år af hans liv, som han tilbragte i Amerika, indtil hans forældres død havde gjort, at han måtte rejse hjem, givet ham en livslang forkærlighed for det uformelle? Uanset hvad det var, var det ikke længere godt nok. Det var meningen, at partifunktionærer skulle foregå med et godt eksempel, især de højtstående som ham selv.

   Udenfor var det koldere, end han havde regnet med – noget hestenes ånde burde have fortalt ham – og han begav sig ud på sin to kilometer lange gåtur til arbejde i et hurtigere tempo end normalt. Han kunne have taget U-banen, men Ströhm var glad for motionen og chancen for hver dag at lægge mærke til tegn på, at byen igen var ved at komme til live. Nye huse her, nye kontorer der; et hul i vejen fyldt op, en utæt vandledning repareret. Det her var måske nok den amerikanske sektor, men i disse dage var det tyskere, der styrede det lokale rådhus – hovedsageligt socialdemokrater og kommunister – og de var i gang med at stykke Berlin sammen igen.

   Han arbejdede i Reichsbahns gamle hovedkontor på Hallesches Ufer, som i betragtning af sin beliggenhed så tæt på Anhalter Bahnhof og godsbanegården havde lidt bemærkelsesværdigt lidt under bombardementerne. De skader, der var sket, var hurtigt blevet repareret af de sovjetiske befriere, som på trods af bygningens placering i den amerikanske sektor stadig drev alle Østtysklands jernbaner fra den. Ströhm havde som de fleste højtstående embedsmænd, der havde tilbragt krigen enten under jorden eller i en lejr, et kontor på anden sal med udsigt over Landwehrkanalen og højbanen, der fører ind til Potsdamer Bahnhof. Tredje sal var hjemsted for det højeste niveau af jernbaneforvaltningen, som næsten alle var kammerater, der nu var vendt tilbage efter mange års eksil i Moskva.

   Ströhm havde knap nok sat sig, før hans sekretær, en ung kammerat fra Leipzig, stak hovedet ind ad døren og fortalte ham, at der netop var indkaldt til møde i Røde Stjerne. Mens han tog trappen op til direktørens kontor, spekulerede Ströhm på, hvad russerne ville denne gang. Røde Stjerne-møder var kun åbne for partimedlemmer over en vis grad.

   Mødelokalet lå ved siden af direktørens kontor, og de fleste af Ströhms kolleger sad allerede rundt om bordet. Der var kun én russer til stede, Aleksandr Klementejev, den såkaldte forbindelsesofficer for Sovcomservice, som alle vidste var medlem af MGB, eller hvad det nu var, de kaldte sig herom dage.

   Direktøren, Arnold Marohn, bar det sædvanlige forpinte udtryk i ansigtet: En konsekvens, havde han engang fortalt Ströhm, af at have spist og drukket som en russer i seks lange år – hans mave var aldrig kommet sig over det. Nu skitserede han årsagerne til mødet med lejlighedsvise blikke i Klementejevs retning, som om han var opsat på, at ingen af de tilstedeværende skulle have nogen illusioner om, hvem der egentlig havde indkaldt til det. Men det var der ingen, der havde, tænkte Ströhm; de vidste det alle sammen. Forskellen lå i, hvor meget de syntes om det.

   Fra den sydøstlige forstad Karlshorst, hvor russerne havde deres hovedkvarter, var der kommet ordre om at gøre togrejser mellem Berlin og vestzonerne betydeligt vanskeligere. Trafikken på den eneste autobahn var allerede blevet alvorligt påvirket af lukningen af servicestationerne tidligere på ugen, og nu var det jernbanernes tur. Mere af det rullende materiel skulle underkastes inspektion, mere skulle findes uegnet. Der skulle være færre embedsmænd til at kontrollere papirer, og deres øgede samvittighedsfuldhed skulle sørge for længere køer og forsinkelser. Og mere – hver afdeling blev bedt om at forberede en række foranstaltninger, der var passende gradueret med henblik på at udgøre smågener til total indstilling af trafikken.

   »Er det sandsynligt, at disse foranstaltninger vil blive permanente? « spurgte Uli Trenkel og gjorde sig ikke umage med at skjule sin misbilligelse. Ligesom Ströhm havde han tilbragt nazitiden i Tyskland, og de delte et skeptisk syn på russerne.

   Marohn kiggede på Klementejev.

   »Det er der ingen planer om,« sagde russeren forsigtigt. »Lidt pres for at se, hvordan amerikanerne og briterne reagerer – det er det eneste, vi forventer på nuværende tidspunkt.« Klementejev storsmilede til hele forsamlingen. »Jeg er sikker på, at det ikke skulle være så svært. «

   Da Ströhm gik tilbage til sit kontor, spekulerede han på, hvordan de vestlige allierede ville reagere. Indtil videre havde reaktionerne været blandede, især fra amerikanernes side. General Clay, deres øverstbefalende i Berlin, så ud til at være med end glad for at tage en udfordring op, men hans overordnede i Washington var tydeligvis delte i spørgsmålet, og mange gav åbent udtryk for, at de ikke var villige til at udkæmpe endnu en krig for en halvt ødelagt by. Hvis de fik anvist en elegant udvej, tænkte Ströhm, så ville de måske virkelig rejse. Og hvis de gjorde det, ville russerne føle sig mere sikre og måske til sidst selv forlade landet og give deres tyske kammerater frihed til at opbygge deres egen version af socialismen.

   Måske usandsynligt, men helt sikkert muligt.

   Da han kom tilbage på sit kontor, brugte han de næste to timer på at udtænke begrundelser for fremtidige trafikafbrydelser. De vestlige myndigheder vidste, hvad der virkelig foregik, men de skulle have mulighed for at lade som om, det var noget andet.

   Til frokost delte Ströhm bord med Trenkel og et af de mere sovjetvenlige byrådsmedlemmer, en midaldrende mand fra Dresden ved navn Hadewicz, som havde tilbragt krigen i Moskva, men som havde arbejdet ved jernbanerne i sin ungdom og udmærket sig i de antinazistiske kampe i begyndelsen af 30’erne. Hadewicz havde den seneste Kominform-bulletin med sig, hvilket gav Ströhm mulighed for at spørge dem begge, hvad de mente om de stridigheder mellem russerne og jugoslaverne, der gik rygter om.

   Hadewicz var afvisende – det ville snart gå over – mens Trenkel bare trak på skuldrene, som om han var uinteresseret.

   »Men tænk,« fortsatte Ströhm, «hvis Moskva og Beograd kan nå til enighed om at følge deres egen kurs på en kammeratlig måde, så kan Moskva og Berlin også.«

   Hadewicz rystede bare på hovedet, og Trenkel sendte Ströhm et advarende blik. Ströhm opfattede vinket og skiftede emne, men samtalen, eller manglen på samme, plagede ham det meste af eftermiddagen. Da han senere gik hen til Elisabeth-hospitalet, hvor Annaliese var ved at slutte sin vagt, indså han, at det antal kammerater, som han kunne føre en åbenhjertig samtale med, var skrumpet til næsten nul – selv dem, som han vidste delte hans synspunkter, fandt det nu til dags sikrere ikke at sige noget.

Den eneste, han virkelig kunne tale med, var sin ven John Russell, og det på trods af deres politiske uoverensstemmelser. Russell havde vendt partiet ryggen for over tyve år siden, men deres analyser af, hvordan verden hængte sammen, var ens, og de behøvede ikke at kigge sig selv eller hinanden over skulderen. Alt dette gjorde samtalerne langt mere produktive end dem, Ströhm måtte udholde med sine KPD-kammerater.