Indkøbskurv: 0,00DKK Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Search
Generic filters
Menu
15. juni. 2022

De amerikanske eksperter, der ikke kan lade være med at “Westsplaine” Ukraine

John Mearsheimer og andre udenrigspolitiske eksperter behandler Ruslands invasion af Ukraine som om det var et spil ”Risk”.

 

Af Jan Smoleński og Jan Dutkiewicz

 

Oversat af Peer Møller Christensen med tilladelse fra forfatterne. Originalen ”The American Pundits Who Can’t Resist “Westsplaining” Ukraine” fra ​​ The New Republic , March 4, 2022 kan findes her :

https://newrepublic.com/article/165603/carlson-russia-ukraine-imperialism-nato

 

Krigen er et helvede for alle der befinder sig ​​ i den. Og den er en forudsigelig, men beklagelig, opfordring til folk med meninger, der ikke befinder sig i den. Siden Ruslands invasion af Ukraine 24. februar, og efterhånden som kamphandlingerne er taget til i styrke, er også bølgen af meninger om krigen vokset. Og for østeuropæiske forskere som os, er det irriterende at se, den endeløse strøm af vestlige lærde og eksperter nedlade sig til ​​ at forklare situationen i Ukraine og Østeuropa, ofte på måder, der enten ignorerer stemmer fra regionen, og ​​ betragter dem som ​​ objekter snarere end som historiske subjekter, eller hævder, at de har en perfekt forståelse af den russiske ​​ logik og de russiske motiver. Østeuropæiske online-fællesskaber er begyndt at bruge et nyt udtryk til at beskrive dette fænomen, hvor ​​ mennesker fra den angelsaksiske verden højlydt fremlægger deres analytiske skemaer og politiske forskrifter for regionen: westsplaining. Og problemet med westsplaining illustreres særligt godt, når eksperter westsplainer østudvidelsen af NATO som det, der ​​ udløste Ruslands angreb.

 

Østeuropa defineret med elastik – og som imperiernes legetøj

Østeuropa er sindssygt komplekst. Det har ikke engang en klar definition: Området strækker sig fra de baltiske stater Estland, Letland og Litauen ned (afhængigt af hvem du spørger) gennem Polen, Hviderusland, Slovakiet, Tjekkiet og Ungarn, derefter øst for at inkludere Moldova og sydpå til Rumænien og Bulgarien, og måske endnu flere lande; regionen indeholder ikke meget der kan give den sammenhæng. Den er ikke forenet kulturelt, religiøst, sprogligt, racemæssigt, politisk og selv ikke geografisk (Grækenland og Finland ligger længere mod øst, men bliver aldrig inkluderet i kategorien, Georgien er afskåret fra de andre, men tælles alligevel ofte med, og Ukraines begrebsmæssige medlemskab og selve eksistens er på spil i den aktuelle konflikt).

 

Hvis noget forener regionen, er det dens historisk uheldige placering som imperiers legetøj, dens grænser og definition er dannet og omskabt gennem århundreder, senest gennem regionens ​​ genopståen efter Sovjetunionens sammenbrud. Det definerende geopolitiske træk ved regionen er, at den er defineret udefra. Som den polske sprogforsker Piotr Twardzisz udtrykker det: "Der er relativt lidt af det østlige Europa i selve Østeuropa. Der er mere af det i Vesteuropa eller i Vesten generelt."

 

I den seneste uge har westsplainere på amerikansk TV og på amerikanske opinionssider antydet, at NATO ved at optage østeuropæiske lande som medlemmer har drevet Putin til at lange ud som et dyr, der er trængt op i et hjørne. Historien lyder nogenlunde sådan her: Efter Sovjetunionens opløsning, lovede NATO Rusland, at man ikke ville udvide alliancen. Men i 1997 skete det alligevel. I 2007 ignorerede man ​​ russiske klager og åbnede vejen for ekspansion ind i Georgien og Ukraine. Rusland var tvunget til at reagere, derfor invaderede man og besatte Georgien samme år. Senere, da de USA-sponsorerede protester afsatte den ukrainske præsident Viktor Janukovitj fordi ​​ han havde opgivet landets pro-vestlige kurs, reagerede Putin igen, og denne gang invaderede og besatte han i 2014 ​​ Donbass og Krim. Og nu forsøger han at indtage Ukraine for at afværge amerikansk indflydelse i regionen.

 

Denne historie, som ikke er overraskende, stammer fra såkaldt realistiske forskere af internationale former, som intellektuelt blev formet under Den Kolde Krig. John Mearsheimer fra ​​ University of Chicago ​​ hævdede for eksempel ​​ for nylig i The New Yorker, at NATOs ekspansion blev opfattet som en sikkerhedstrussel, der fremkaldte en dødbringende reaktion. Til Mearsheimers ære indrømmer han, at store magter er som rovdyr, der sikrer, at deres mindre naboer ikke frit kan føre den politik de selv vælger. Men ifølge denne fortolkning er det NATOs skyld, primært drevet af USAs interesse i at udvide sin indflydelsessfære, som Rusland har slået igen mod i et forsøg på at beskytte sin egen indflydelsessfære. Det er ikke en ny opfattelse: Det er den holdning, Putin selv gav udtryk for i en tale til sikkerhedskonferencen i München i 2007.

 

Følgevirkningerne af denne holdning er klare: NATO bør indstille sine bestræbelser på at bejle til lande som Ukraine, og lande som Ukraine bør opgive enhver forhåbning om at blive ​​ medlem af NATO eller potentielt EU, hvis de ønsker at overleve som stater. Med andre ord bør østeuropæiske lande anerkende deres status som andenrangsmedlemmer af staternes fællesskab og acceptere deres geopolitiske rolle som neutrale stødpuder i udkanten af resterne af de amerikanske og russiske imperier.

 

I de seneste uger harr dette argument bredt sig på tværs af det politiske spektrum. Det er blevet sengekammerat med Ted Galen Carpenter fra det libertære Cato Institute og den banebrydende tyske venstreorienterede intellektuelle Wolfgang Streeck, der skrev, at "krigen om Ukraine" eksploderede på grund af den "kompromisløse balancegang på afgrundens rand fra både USA og Ruslands side." (Krig om Ukraine? I betragtning af, at de eneste kombattanter i praksis er russiske angribere og ukrainske forsvarere, er det at påstå , at der er tale om en kamp mellem USA og Rusland om indflydelse latterligt.) Det har forenet økonomen Jeffrey Sachs, der tilsyneladende er blevet helbredt for sin beruselse af neoliberalismen, men ikke for at fortælle østeuropæerne, hvad de skal gøre, og den græske anti-neoliberale politiker Yannis Varoufakis. Tucker Carlson fra Fox News og den progressive økonom Mariana Mazzucatto sammenlignede begge situationen med at ​​ Kina overtalte Mexico til at tilslutte sig en anti-amerikansk sikkerhedsalliance. The Guardians populistiske klummeskribent Owen Jones foreslog, at krigen kunne have været undgået, hvis der havde "været gjort forsøg på at skabe en neutral bufferzone efter Den Kolde Krig." (Det pågældende tweet er siden blevet slettet, og Jones undskyldte for at han havde ignorere rettighederne for de mennesker, der bor i nævnte zone og havde "lydt som en imperialist der spiller Risk med Europas befolkning.”) Argumentet findes også i en tonedøv udtalelse fra Demokratiske Socialister i Amerika, der opfordrede til at stoppe krigen, men påstod, at det var "imperialistisk ekspansionisme", der havde ført til den.

 

Især venstreorienterede tror måske, når de kritiserer NATO-udvidelsen, at de kan rette op deres egne eller deres landsmænds fordomme som borgere i en imperialistisk stat, der ofte har handlet i ond tro. De tror måske, at de fuldt ud anerkender den belastende arv ved at fokusere deres kritik på det, de opfatter som vestlig ekspansionisme. Men de fastholder på denne måde i virkeligheden de imperialistiske uretfærdigheder, når de fortsætter med at nægte ikke-vestlige lande og deres borgere handlemuligheder i geopolitiske forhold.

 

​​ Paradoksalt nok er problemet med amerikansk exceptionalisme, at selv de, der udfordrer dens grundlæggende principper og retter deres vrede mod amerikansk militarisme, ofte ender ​​ med at reproducere amerikansk exceptionalisme ved at sætte USA i centrum af deres analyser af internationale forhold. Det er med Gregory Afinogenovs ord, en "form for provinsialisme, der kun ser USA og dets allierede som primære aktører." At tale om Østeuropa og østeuropæere uden at lytte til lokale stemmer eller forsøge at forstå regionens kompleksitet er en kolonial projektion. Her er spørgsmålet om NATO særligt afslørende.

 

Der er selvfølgelig masser at kritisere i NATO’ s og USA’s udenrigspolitik, ikke mindst bombningen af Jugoslavien i 1999. Som The New Yorkers Masha Gessen påpeger, er det blevet brugt af Putin til at retfærdiggøre hans egen ekspansionisme. Men ved næsten udelukkende at fokusere på NATOs fejl, ignorerer kritikerne det mere omfattende spørgsmål om østeuropæiske staters ret til selvbestemmelse, herunder retten til at tilslutte sig militære alliancer. Westsplaining ignorerer den østeuropæisk historie og østeuropæernes perspektiv, og udelader selektivt de reelle fakta om NATOs udvidelse.

 

Selvom amerikansk militarisme og imperialisme bør kritiseres, må man erkende, at det i Østeuropa ikke er USA eller NATO, der har været en eksistentiel trussel. I det tyvende århundrede var den formative erfaring for landene i regionen direkte og indirekte sovjetisk styring. Stater som Ungarn, Tjekkoslovakiet eller Polen kunne ikke, selvom de formelt var uafhængige, føre deres egen politik – hverken indenrigs- eller udenrigspolitik. Ungarn og Tjekkoslovakiet blev invaderet af Sovjetunionen, da de forsøgte at afvige fra den af Moskva foreskrevne kurs. Polens Sovjet-påtvungne myndigheder undertrykte brutalt folkelige protester i 1956, to gange i 1970'erne, og i 1981. Ukraine havde ikke engang den luksus at være formelt uafhængig og ukrainerne betalte en høj pris for deres modstand mod tvangskollektiviseringen: Holodomor, den bevidst fremkaldte hungersnød, dræbte mellem 3 og 12 millioner mennesker. Østeuropæiske ansøgninger om medlemskab af ​​ NATO og EU udspringer af denne historiske erfaring med undertrykkelse. Enhver analyse, der ikke anerkender det, er ​​ i bedste fald dømt til at være ufuldstændig og i værste fald falsk.

 

Dette fører os til det andet punkt: NATO udvidede sig ​​ ikke i ​​ "Østeuropa." Blandt andre lande søgte Tjekkiet, Polen, og Ungarn i 1999 og de baltiske lande i 2004 aktivt medlemskab af alliancen. Det er ikke kun et spørgsmål om ord. Af de ovenfor nævnte historiske årsager har Vesten stået for en ønskværdig politisk retning, som er forbundet med velstand, demokrati og frihed - på trods af begrænsningerne i de liberale vestlige kapitalistiske demokratier og implementeringen af denne model i Østeuropa. Da de var udsat for den ​​ russiske imperialisme, mange østeuropæere frem til medlemskab af NATO som et middel til at sikre deres suverænitet. NATO ville, med andre ord, ikke have "udvidet" sig i ​​ Østeuropa, hvis ikke de østeuropæiske nationer havde ønsket det og aktivt stræbte efter det.

 

Som data fra Pew Research Center fra 2020 viser, ser de østeuropæiske befolkninger generelt NATO i et gunstigt lys. 53 procent af tjekkerne har en positiv holdning til NATO, og det samme har 77 procent af litauerne. NATOs mest entusiastiske støtter er polakkerne, hvoraf 88 procent støtter alliancen. 53 procent af ukrainerne ser positivt på NATO sammenlignet med 23 procent, der har et negativt syn på alliancen. Denne støtte, kan man - ligesom nogle østeuropæiske kritikere - hævde er forkert, kortsynet og bunder i en forelskelse i Vesten. Men den er også umulig at bortforklare, og unægteligt formet netop af frygt.

 

Dette er afgørende, når man skal ​​ forstå den igangværende krig. Hvor fristende det end måtte være at analysere den som en stedfortræder-krig mellem NATO og Rusland, så er Ukraine aktiv deltager i denne historiske proces. Efter Sovjetunionens opløsning forsøgte Ukraine flere gange at hævde og forsvare sin kurs mod vest, herunder i 2004 og i 2014, begge gange gav det anledning til ihærdig modstand fra Kremls side. Det nytter ikke at benægte, at Vesten aktivt greb ind i denne udvikling. Men det gjorde Rusland også. Nogle eksperter vil måske påstå, at selvom denne historie er tragisk, er den irrelevant i det store billede: Uanset om det er indbildt eller ej, er Rusland bekymret for sin sikkerhed, bekymringer som Vesten burde have taget alvorligt. Selvom denne indskrænkede forklaring kan være fristende, holder den logisk set ikke. Implicit er den baseret på et kontrafaktisk scenario, hvor NATO ikke udvides, og Rusland ikke angriber Georgien i 2008 og Ukraine i 2014 og igen i 2022. Den ser på samme tid bort fra et andet kontrafaktisk scenario: NATO-udvidelsen sker ikke, og Rusland invaderer alligevel sine naboer. Vi kan ikke vide, hvad der ville være sket.

 

Indenfor rammerne af westsplaining anerkender man Ruslands bekymringer, men ikke Østeuropas. Dette afspejler igen den russiske påstand om, at "Ukraines nuværende regime mangler enhver form for uafhængighed.", hvilket naturligvis også fungerer inden for de rammer, der er nedarvet fra Den Kolde Krigs bipolære verden. Østeuropa er noget, der kan forklares, men som ikke er værd at engagere sig i.

 

Hvis westsplainere skulle engagere sig i intellektuelt ærlig kritik af NATO og dets ekspansion og derfor i krigen i Ukraine skulle de i forlængelse heraf kritisere østeuropæiske politikere og vælgere, der har adopteret (selv om det i nogle tilfælde, som Polen og Ungarn kun er sket temmelig spredt) de vestlige idealer om demokrati og national selvbestemmelse. De ville være nødt til at anerkende, at deres ideer om, hvordan man kan afslutte konflikten — vage opfordringer til diplomati eller endda modstand mod NATO, selvom ukrainere faktisk beder om aktiv støtte – måske snarere står for amerikanske ønsker om at undgå konflikt eller modstand mod ​​ NATO snarere end for ukrainernes præferencer.

 

Resultatet er, at benhårde realister ikke ser verden, som den er, men som den fremstår i deres teorier og værre endnu, at den vestlige internationalisme, som hævder at stå solidarisk med de undertrykte, gør det modsatte: Den opfordrer de undertrykte til at tale, for blot at ignorere dem, når de beder om militær støtte eller selvbestemmelse.

 

Selvfølgelig findes der ikke en enkelt østeuropæisk stemme, og vi foregiver ikke at udtrykke den. Vi tilbyder heller ikke vores egne opskrifter; den ukrainske, litauiske og polske venstrefløj har allerede givet nogle, som er bedre, end hvad vi ville kunne tilbyde. Men enhver analyse af den aktuelle konflikt sprænge en forståelsesramme, der kun giver stemme og handlemuligheder til Vesten og Rusland og begynde at lytte til østeuropæerne, især da det er Østeuropa, der i de kommende år ​​ skal håndtere følgerne af den igangværende krig.

 

Jan Smoleński @jan_smolenski

Jan Smoleński er lektor ved universitetet i Warszawa og ph.d. kandidat ved the New School for Social Research. Han har publiceret essays i Gazeta Wyborcza, Rzeczpospolita, Tygodnik Powszechny og Krytyka Polityczna.

 

​​ Jan Dutkiewicz @jan_dutkiewicz

Jan Dutkiewicz er postdoc ved Concordia University i Montreal og gæstestipendiat i Animal Law and Policy Program ved Harvard University.

Om skribenten

Jan Smoleński og Jan Dutkiewicz

Jan Smoleński og Jan Dutkiewicz

Læs mere