Debat: Beton- eller champagnesocialist? Kampen er den samme!

Jeg er socialist helt ind til benet. Faktisk er jeg så stor socialist, at jeg som lille ønskede at høre ’Når jeg ser et rødt flag smælde’ som fødselsdagssang. Men jo længere tid jeg bruger på venstrefløjen, jo oftere bliver jeg bedt om at identificere, hvilken slags socialist jeg er. Og til det må jeg ærligt indrømme, at jeg oftest bare svarer ’jeg er socialist’. Grundet mit medlemskab i SF og SF Ungdom, ville mange nok kalde mig folkesocialist. Flere ville måske endda kalde mig champagnesocialist grundet min hang til ting som mærketøj, og mit medlemskab i DJØF. Jeg har endda før i tiden haft følelsen af, at jeg ikke var socialistisk nok.

Da jeg var medlem af et andet, unavngivet ungdomsparti på venstrefløjen, fik jeg tilnavnet ’reformisten’. Og jeg fik aldrig indtrykket af, at det var særlig positivt ladet. Men jeg har også oplevet den anden ende af spektret. En socialdemokrat har engang kaldt mig ”Odenses egen Che Guevara”, og til en debat blev jeg kaldt ‘betonsocialist’, fordi jeg fik skudt en ’urealistisk idealisme’ i skoene.

Og så kan man jo så spørge: ’Silas, hvad er problemet? Alle har vel deres egen opfattelse af, hvad det vil sige at være socialist”. Til det kan man jo kun svare ja, selvfølgelig har vi alle forskellige opfattelser af, hvad det vil sige at være socialist. Problemet er bare, at den splid, fraktionerne skaber, kan ende med at splitte venstrefløjen fra hinanden. Hvis man er i tvivl om det, kan man bare tage et kig over på den danske højrefløj. Selv om det ikke er hele problemet, så har forskellige idéer om, hvad en ’rigtig’ borgerlig er, skabt splid mellem partierne og skabt små nichepartier. Partier som Nye Borgerlige og Liberal Alliance har udvandet debatten på højrefløjen, og gjort reel demokratisk forandring næsten umulig. Tidligere regeringer har siddet fast i endeløse debatter med sine mange støttepartier, i stedet for faktisk at få gennemført noget betydningsfuldt. Den skæbne ønsker jeg ikke for venstrefløjen.

Drop lejrtænkningen

For mig handler socialisme om fællesskab, og kampen mod et system der favoriserer de rige, og undertrykker minoriteter. Men det er ikke en kamp, vi kan vinde, hvis vi stiller os op i små lejre, der nægter at samarbejde med hinanden.

Jeg går selvfølgelig ind for, at vi skal rumme de forskelligheder, vi finder på venstrefløjen. Jeg synes dog vi fokuserer for meget på dem. Vi burde i stedet tage udgangspunkt i de ting, der samler os, i stedet for de ting der splitter os. I sidste ende er det ikke afgørende, om der står ’champagne-’, ’folke-’ eller ’beton-’ foran mærkatet socialist. Vi er alle socialister, og det er dét, der betyder noget. Når jeg næste gang bliver spurgt, hvilken slags socialist jeg er, vil jeg med stolthed i stemmen svare: ’Jeg er socialist. Intet mere, intet mindre!”