Debat: Hvor er den aktivistiske venstrefløj i modstanden mod folkemordet på Uighur-folket?

Siden 2017 er det uighuriske folk (den største etniske gruppe i den autonome region
Xinjiang i det nordvestlige Kina) blevet systematisk tilbageholdt i hemmelige
koncentrationslejre, tortureret, tvunget til at arbejde imod deres vilje og tvangsassimileret af
den kinesiske stat med målet at udrydde deres muslimske identitet og karakteristiske kulturarv.

Uigurerne er et oprindeligt tyrkisk folk i Kina, der konverterede til islam for 1000 år siden.
Uighurisk er et sprog tæt beslægtet med kasakhisk. Det er skrevet i det arabiske alfabet, og
har en ældgammel litterær tradition. I de seneste årtier, da uigurerne søgte politisk
uafhængighed fra Kina, har den kinesiske stat reageret med at beskylde disse “separatister”
for “terrorisme”.

Uigurerne skiller sig særligt ud som mål for både islamofobi og racisme. I modsætning til en
anden stor gruppe muslimer i Kina, hui-folket, er uigurer ikke kulturelt eller etnisk kinesiske,
men snarere tyrkiske – hvilket gør dem til ofre for forfølgelse på baggrund af ikke kun
religion, men også af etnicitet.

Palæstina eller Xinjiang – én fælles kamp

Selvom de grusomheder, der i øjeblikket begås mod uigurerne, nu er offentligt kendte, er der
endnu ikke kommet betydelige aktivistiske initiativer fra venstrefløjen. Det er ikke godt nok!
Kampen mod undertrykkelsen af uighurerne er lige så presserende som kampen mod andre
former for imperialistisk undertrykkelse, hvor venstrefløjen er mere aktiv. Her kunne man nævne Israelsbesættelse af Palæstina som et oplagt eksempel.

“Kampen mod undertrykkelsen af uighurerne er lige så presserende som kampen mod andre
former for imperialistisk undertrykkelse, hvor venstrefløjen er mere aktiv.”

Problemet ligger i, at kinesiske muslimers lidelse kan virke fjern for mange aktivister i
Danmark. Denne antagelse om afstand er dog baseret på en illusion. Når Zoologisk Have i
København får to nuttede pandaer, er vi faktisk medskyldige i tilbageholdelse, tortur og
voldtægt af uighurer og den langsomme udryddelse af deres kultur. De to pandabjørne var
nemlig den kinesiske regerings tak til Danmark for at skrue ned for kritikken.

Det faktum, at skiftende danske regeringer har afvist at kritisere Kinas overgreb af hensyn til
eksporten – og har foretrukket at se den anden vej, når Kina udrydder og tvangsassimilerer deres
største muslimske befolkningsgruppe – fritager os ikke fra vores pligt til at vise modstand.
Hvis udryddelsen af et muslimsk minoritetssamfund fandt sted i vores samfund, hvad ville vi
så gøre? Det sker mod uighurerne i Kina hver dag, og det er en grusomhed, som det koster
menneskeliv at ignorere.