Indkøbskurv: 0,00kr. Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Generic filters
Menu
13. december. 2022

Den fossile industri vandt ved COP27. Tilbage står kun at kæmpe udenfor topmøderne

COP27 understregede, at løsningen på klimakrisen ikke kommer til at gå igennem de fodslæbende klimatopmøder – men derimod i en forenet kamp, der kan forene sig udenfor topmøderne, skriver Daniel Tanuro.

Foto: COP27 / presse

Debatindlæg er udtryk for skribentens egne holdninger. Kontakt os her, hvis du selv vil bidrage til debatten.

Et par dage før åbningen af COP27 i Sharm-el-Sheikh i Egypten skrev jeg, at årets konference ville blive et ”nyt topmøde om greenwashing, grøn kapitalisme og undertrykkelse”. Det var en fejl. Greenwashing og undertrykkelse var mere udbredt end nogensinde før ved det Røde Havs kyst, men den grønne kapitalisme led et tilbageslag, og den fossile industri vandt en klar sejr.

Når det drejer sig om klimaet, kan grøn kapitalisme defineres som den gren af erhvervslivet og dets politiske repræsentanter, der hævder, at katastrofen kan standses ved hjælp af markedsmekanismer. Den tilskynder virksomhederne til at indføre grønne eller ”kulstoffattige” energiteknologier, så økonomisk vækst, øget profit og hurtigt faldende udledninger kan forenes, og at ”netto-nul-udledning” endda kan opnås inden 2050. Her handler det om afbødning af klimaforandringerne, suppleret med ”tilpasning” til de nu uundgåelige virkninger af den globale opvarmning, og finansiering af dét projekt – hovedsageligt for landene i Det Globale Syd. Også på disse to fronter mener tilhængerne af grøn kapitalisme, at markedet kan klare opgaven. De ser endda en gunstig mulighed for kapitalen.

Fra København til Paris

Den aftale, der blev indgået i Paris på COP21 i 2015, var sigende for den politik. Det blev besluttet, at parterne skulle forpligte sig til at træffe foranstaltninger, der kunne holde den globale opvarmning ”et godt stykke under 2°C, og stadig fortsætte bestræbelserne på ikke at overskride 1,5°C”. Man skal huske på, at COP19, der foregik i København i 2009, havde begravet idéen om en global fordeling af 2°C kulstofbudgettet. Det dækker over en beregning af den mængde kulstof, der stadig kan sendes ud i atmosfæren, så der er en rimelig sandsynlighed for ikke at overskride 2°C i dette århundrede.

“Afstanden mellem staternes nationale bidrag og de tiltag, der er nødvendige for at holde opvarmningen under 1,5°C, er afgrundsdyb. Med de nuværende nationale bidrag vil opvarmningen meget let overskride målet.”

Aftalerne tog højde for landenes forskellige ansvar og handlemuligheder. En sådan global fordeling var (og er stadig) den mest rationelle måde at kombinere klimaeffektivitet og social retfærdighed på. Men det er også en top-down-tilgang der betød, at der skulle gøres et regnskab op med imperialismen. Det ønskede USA og EU for enhver pris ikke. COP20 i Mexico i 2010 vedtog derfor en ”bottom-up”-tilgang, der var mere forenelig med den nyliberale tidsånd: Hver stat skulle fastlægge sit nationale bidrag til klimaindsatsen, og i løbet af de årlige COP’er skulle man så vurdere, om den samlede indsats var tilstrækkelig, og om fordelingen af indsatserne var i overensstemmelse med princippet om ”fælles, men forskelligt ansvar”, som det er nedfældet i Rammekonventionen om klimaforandringerne fra 1992.

Rammekonventionen minder os om, at parterne vil undgå en “farlig antropogen påvirkning af klimasystemet”. Seks år efter København og 23 år efter Rio blev det endelig afklaret i Paris, hvad det betyder. Det er den formel, som vi nævnte ovenfor: ”at holde sig et godt stykke under 2°C, og stadig fortsætte bestræbelserne på ikke at overskride 1,5°C”. Men der er en tvetydighed på spil: Hvor er faretærsklen i sidste ende? Ved 2°C eller 1,5°C? IPCC blev bedt om at afklare dét spørgsmål, og fremlagde en specifik rapport, som klart viser, at en halv grad mere eller mindre vil gøre en enorm forskel med hensyn til konsekvenserne. I kølvandet på det, blev der ved COP26 (Glasgow, 2021) givet beroligelser til repræsentanterne for de små østater, som slog alarm: Vi holder opvarmningen under 1,5°C.

Men hvordan kan det gøres? Afstanden mellem staternes nationale bidrag og de tiltag, der er nødvendige for at holde opvarmningen under 1,5°C, er afgrundsdyb. Med de nuværende nationale bidrag vil opvarmningen meget let overskride målet. Forfatterne til Parisaftalen var klar over denne ”emissionskløft”. De besluttede derfor, at parternes klimaforpligtelser skulle underkastes en ”opjustering” hvert femte år i håb om gradvist at mindske forskellen mellem forpligtelserne og målet. Problemet er, at seks år senere er målet (højst 1,5°C) blevet meget mere påtrængende, og den tid, der er til rådighed til at nå det, er blevet meget kortere.

På klimatopmødet i Paris i 2015 blev det besluttet, at den globale opvarmning skulle holdes under 1,5 grader. Men den konkrete implementering af aftalen har vist sig at gøre den målsætning urealistisk. Foto: FN / presse

Fra Paris til Glasgow

I Glasgow var budskabet fra forskerne krystalklart. De globale udledninger skal øjeblikkeligt reduceres, det globale maksimum skal toppe senest i 2025, og CO2– (og metan) udledningerne skal reduceres med 45% globalt inden 2030. Det bliver også klarlagt, hvad klimaretfærdighed betyder; de rigeste 1% skal have deres emissioner 30 gange ned, mens de fattigste 50% kan gange dem med tre. Alt dette, for ikke at nævne den enorme indsats, der er nødvendig med hensyn til tilpasning og finansiering, især i de fattige lande.

I den forbindelse kunne deltagerne ved Glasgow-topmødet konstatere, at den femårige strategi med ”øgede ambitioner”, der blev vedtaget i Paris, hurtigt var forældet: Ingen kan seriøst hævde, at en finansieringsrunde hvert femte år vil gøre det muligt at lukke emissionskløften. I en meget anspændt atmosfære foreslog det britiske formandskab, at planerne for afbødning skulle revideres årligt i løbet af det ”afgørende årti” 2020-2030, og denne procedure blev vedtaget. Formandskabet foreslog også at træffe en beslutning om en hurtig udfasning af kul, men Indien nedlagde veto, så det blev besluttet at ”nedtrappe” snarere end at ”udfase” kulforbruget.

Sharm-el-Sheikh: Intet lykkes

Ved afslutningen af årets COP27 står det klart, at der nærmest ikke er noget tilbage af de forpligtelser, der blev indgået i Glasgow. Ambitionerne blev ikke hævet som lovet. Alle stater skulle have opdateret deres nationale bidrag, men kun tredive havde gjort det, mange endda i utilstrækkeligt omfang. Det blev sandsynligvis sidste forsøg. Fremover må vi nøjes med ændringer hvert femte år, sådan som det blev aftalt ved COP21 i Paris. Så kan vi på hyklerisk vis lade som om, at det er muligt at overholde 1,5°C-grænsen ad den vej.

“Fremover må vi nøjes med ændringer hvert femte år, sådan som det blev aftalt ved COP21 i Paris. Så kan vi på hyklerisk vis lade som om, at det er muligt at overholde 1,5°C-grænsen ad den vej.”

COP26 havde vedtaget en arbejdsplan for afbødningen, som COP27 skulle føre ud i livet. Sidstnævnte besluttede blot, at processen skulle være ”uden forskrifter, uden sanktioner” og ”ikke ville indeholde nye mål”. Desuden var det maksimale mål på 1,5°C, der blev vedtaget i Glasgow, meget tæt på at blive direkte udfordret.

Der blev ikke truffet nogen beslutninger om at realisere udfasningen af kul. Den indiske delegation foreslog på behændig vis en tekst om en eventuel afvikling af alle fossile brændstoffer; ikke kun kul, men også olie og gas. 80 forskellige lande støttede det, men det egyptiske formandskab nævnte det ikke en gang. Det står der ikke noget om i sluterklæringen.

Udtrykket fossile brændstoffer optræder kun én gang i teksten, hvor der opfordres til at: ”… Fremskynde indsatsen for at reducere [den ikke-kompenserede brug af] kul og fjerne ineffektive subsidier til fossile brændstoffer”. Formlen er nøjagtigt den samme som dén, der blev vedtaget i Glasgow. Ifølge lækkede oplysninger fra drøftelserne mellem delegationscheferne modsatte saudierne og russerne sig enhver yderligere omtale af fossile brændstoffer i teksten. Den russiske repræsentant blev endda citeret for at sige: ”Det er uacceptabelt. Vi kan ikke gøre energisituationen værre”.

Vi troede, at vi havde set alt, når det kom til greenwashing, men nej: Nogle af de beslutninger, der blev truffet i Sharm-el-Sheikh, risikerer at åbne døren for, at forurening kan tælle to gange. Paris havde besluttet princippet om en ”ny markedsmekanisme”, der skulle afløse CDM (”Clean Development Mechanism”, der blev indført ved Kyoto-protokollen, red.). Fra nu af vil markedet for rettigheder være todelt: På den ene side et marked for tilladelser til udledning, og på den anden side et frit marked for ”bidrag til afbødning af konsekvenserne”, hvor intet forhindrer, at såkaldte reduktioner af udledningen tæller to gange – én gang af sælgeren og én gang af køberen! Desuden vil de lande, der indgår bilaterale aftaler om reduktion af udledningerne, frit kunne beslutte, at de anvendte midler er ”fortrolige” og derfor ikke kan kontrolleres.

Den store mode med at fjerne kulstof fra atmosfæren øger risikoen for greenwashing på markedet for emissionskreditter betydeligt. Der kan teoretisk set anvendes flere metoder og teknologier, men der er stor fare for, at de vil blive anvendt som erstatning for reduktion af udledningen. Tingene skal derfor være meget nøje defineret og overvåges. Især når de omfatter anvendelse af landområder til energiformål, da der er en klar risiko for, at en sådan anvendelse vil være i konflikt med menneskets forsyning med fødevarer og beskyttelsen af biodiversiteten. Et tidligere nedsat teknisk udvalg skulle undersøge problemet. Det står over for så mange omstridte eller uprøvede forslag, at man kan frygte det værste, når de i forvejen er under pres fra en alliance mellem fossil- og agroindustri.

”Tab og skader”: At kunne se skoven for bare træer

Beslutningen om at oprette en fond til dækning af ”tab og skader” har fået stor mediebevågenhed. Det er et krav, som fattige lande og små østater har fremsat i 30 år, fordi de klimakatastrofer, de lider under, koster dem dyrt. Det til trods for, at den globale opvarmning de kommer af hovedsageligt er forårsaget af de udviklede, kapitalistiske lande. USA og EU har altid modsat sig dette krav, men i Sharm-el-Sheikh var presset fra udviklingslandene for stærkt, og der var ikke plads til yderligere tøven: Enten blev der oprettet en fond, eller også ville COP-processen være slut, hvilket ville have skabt en dyb kløft mellem Det Globale Nord og Syd. “Det skal bemærkes, at dette “Syd” omfatter så forskellige lande som oliemonarkierne, Kina og de såkaldt mindst udviklede lande. For at forhindre denne del af verden i at danne en blok, der støttes af Kremls anti-vestlige diskurs, kunne den vestlige imperialisme ikke tillade sig at lade stå til. EU løste op for situationen ved at stille tre betingelser:

  1. at fonden skal genopfyldes af forskellige finansieringskilder (herunder eksisterende og ”innovative” kilder);
  2. at dens interventioner kun skal komme de mest sårbare lande til gode;
  3. at COP skal ”hæve ambitionerne” for afbødning. De to første punkter blev opfyldt, men ikke det tredje.

Oprettelsen af fonden er uden tvivl en sejr for de fattigste lande, som i stigende grad rammes af katastrofer som f.eks. de oversvømmelser, der for nyligt ramte Pakistan og Niger, eller de tyfoner, der i stigende grad hærger Filippinerne. Men det er en symbolsk sejr, da COP27 kun traf en vag principbeslutning. Hvem skal betale? Hvornår vil det ske? Hvor meget koster det? Og frem for alt: Hvem skal midlerne gå til? Til ofrene på stedet eller til de korrupte mellemmænd? Vi kan forvente hårde kampe om alle disse spørgsmål.

Saudi-Arabien, Emiraterne og Qatar vil nægte at betale med henvisning til det faktum, at FN definerer dem som udviklingslande. Kina vil højst sandsynligt gøre det samme og hævde, at landet allerede bidrager gennem bilaterale aftaler som led i de nye ‘silkeveje’. Kapitalismen vil ikke tage ansvaret for den katastrofe, som den er ansvarlig for, og som ødelægger livet for millioner af mænd og kvinder i Syd – men også i Nord, selv om konsekvenserne endnu er mindre dramatiske her.

Sejrsglæden over ”tabs- og skadesfonden” er så meget desto mere uberettiget, fordi de rige lande stadig ikke har indfriet de andre løfter om finansiering: De 100 milliarder dollars om året er ikke blevet indbetalt til den grønne klimafond, og løftet om at fordoble fondens ressourcer til tilpasning er ikke blevet opfyldt.

Saudi Arabien producerer 11 % af verdens olie. Alligevel kommer landet næppe til at indgå i klimakompensationen, da det stadig er defineret som et ‘udviklingsland’ i FN-regi. Foto: Simon Dawson / CC 4.0.

En sejr for den fossile industri. Et nederlag til verdens fattigste

Den grønne kapitalismes klimapolitik med dens tre komponenter (afbødning, tilpasning og finansiering) har fejlet i Sharm-el-Sheikh. EU, der er fortaler for grøn kapitalisme, var lige ved at gå og smække med døren. COP27 endte således med en sejr for den fossile kapital.

“Banker og pensionsfonde er mindre villige end nogensinde til at overholde FN’s regler om forbud mod at investere i fossile brændstoffer.”

Denne sejr er først og fremmest et resultat af den geopolitiske situation, der er opstået efter pandemiens afslutning, og som er blevet forstærket af den russiske angrebskrig mod det ukrainske folk. Verden ser lige nu voksende interimperialistiske rivaliseringer og en total oprustning. Krigene er ganske vist stadig kun lokale, og de er endnu ikke alle åbent erklæret, men muligheden for en opblussen plager alle de ansvarlige kapitalister. Selv om de ikke ønsker det, forbereder de sig på det, og denne forberedelse indebærer paradoksalt nok både en fremskyndelse af udviklingen af vedvarende energikilder, og en øget anvendelse af fossile energikilder. Dermed opstår der også mulighed at udvide profitten for de store kapitalistiske grupper inden for kul, olie, gas – og for den finansielle kapital, der står bag det. Det er ikke tilfældigt, at Mark Carneys GFANZ (Glasgow Financial Alliance for Net Zero) et år efter topmødet i Skotland er ved at gå i stå: Banker og pensionsfonde er mindre villige end nogensinde til at overholde FN’s regler om forbud mod at investere i fossile brændstoffer.

Resultatet siger også noget om selve COP-processens karakter. Siden Paris er det kapitalistiske sponsorat af disse topmøder eksploderet. I Sharm-el-Sheikh ser det ud til, at kvantitet er blevet til kvalitet. Af de 20 virksomheder, der sponsorerede arrangementet, var der kun to, som ikke var direkte eller indirekte forbundet til fossilbrændstofindustrien. Kul-, olie- og gasindustriens lobbyer sendte over 600 delegerede til konferencen.

Hertil kommer de ”fossile muldvarpe”, der er en del af mange staters delegationer, herunder repræsentanter for de russiske oligarker, der er omfattet af sanktioner, for ikke at nævne de lande, hvor de officielle delegationer udelukkende består af disse muldvarpe. Det gælder især de mellemøstlige oliemonarkiers delegationer. De fossile parasitter lader til at have skiftet taktik: I stedet for at benægte klimaændringerne, deres menneskeskabte oprindelse eller CO2‘s rolle, lægges der nu vægt på ‘rene fossiler’ og teknologi til ”fjernelse af kulstof”.

De tusind delegerede fra Emiraterne (!) organiserede en sideløbende begivenhed, der handlede om at tiltrække partnere til at samarbejde om et stort ‘grønt’ olie-projekt, der på dummeste vis går ud på at skyde mere CO2 ind i oliefelterne for at producere mere olie, hvis forbrænding vil producere endnu mere CO2. Selv Financial Times, der ikke ligefrem kan kaldes et antikapitalistisk medie, satte foden ned: Det fossile greb om forhandlingerne var blevet så stærkt, at COP27 i virkeligheden var en investeringsmesse, især i gas – der af EU defineres som ”grøn energi” – men også i olie og endda i kul.

En tredje faktor spillede en rolle, nemlig det egyptiske formandskabs rolle. På det afsluttende møde takkede Saudi-Arabiens repræsentant på vegne af sit land og Den Arabiske Liga al-Sisi-diktaturet for at have opnået en dobbeltpræstation: På den ene side har Egypten fået renskuret sig selv som et acceptabelt land, trods den voldsomme undertrykkelse af al opposition.

Samtidig har landet fremstillet sig selv som talsmand for de befolkninger, der tørster efter klimaretfærdighed, især på verdens fattigste kontinent Afrika, selv om landets regering i al hemmelighed samarbejdede med de mest hårdnakkede producenter af fossile brændstoffer; folk som er så rige, at de ikke ved, hvad de skal gøre med deres formue. I sin afsluttende tale tilføjede den saudiarabiske repræsentant: ”Vi vil gerne understrege, at konventionen (FN’s rammekonvention om klimaændringer, red.) skal omhandle udledninger, ikke deres oprindelse.”

Med andre ord: Lad os brænde nogle flere fossile brændstoffer af – der er ingen grund til at fjerne denne energikilde – og i stedet fokusere på, hvordan vi bagefter kan fjerne CO2 fra atmosfæren ved at kompensere for udledningerne.

Egyptens diktator, Abdel Fatah el-Sisi formåede under COP27 både at renskure landets image, og at foregive at kæmpe for verdens mest klimaudsatte. I virkeligheden tjente værtskabet kun fossilkapitalens interesser, skriver Daniel Tanuro. Foto: Michael Kappeler / DPA

Kun massekampen er tilbage

Europæerne med Frans Timmermans (næstformand for EU-kommissionen, ansvarlig for implementering af unionens klimapolitik, red.) i spidsen klynker og slår sig for brystet: ”Muligheden for at holde sig under 1,5°C er ved at blive ekstremt lille og er ved at forsvinde”, siger de i al væsentlighed. Og sådan er det. Men hvis skyld er det? Det er for letkøbt at give skylden videre.

“Uanset hvad der udløser kampen, kan den åbne for et rum til at forene det sociale og det økologiske, og dermed gennemtvinge foranstaltninger, der går i retning af en anden klimapolitik. Ellers vil kapløbet mod afgrunden fortsætte.”

I virkeligheden er fortalerne for den grønne kapitalisme fanget af deres egen nyliberale logik. De sværger til markedet. De fossile brændstoffer, som dominerer markedet, dominerede også COP. Tiden vil vise, om det bliver et bump i historien. COP28 skal foregå i De Forenede Arabiske Emirater, så der er intet at forvente fra den side.

Svaret vil faktisk afhænge af udviklingen i den globale geopolitiske situation, dvs. i sidste ende af de sociale og økologiske kampe. Masseoprør kan få de magtfulde til at skælve, og tvinge dem til at give op. Er det inflation? Et mord for meget, som i Iran? Politifængsling som i Kina? Uanset hvad der udløser kampen, kan den åbne for et rum til at forene det sociale og det økologiske, og dermed gennemtvinge foranstaltninger, der går i retning af en anden klimapolitik. Ellers vil kapløbet mod afgrunden fortsætte.

Denne gang turde ingen sige, at topmødet ”ganske vist var skuffende, men alligevel var et skridt fremad”. To ting står nu krystalklart: Der vil ikke være noget reelt ”skridt fremad” uden radikale, antikapitalistiske og anti-produktivistiske tiltag. Og de kommer ikke til at udspringe fra klimatopmøderne – men fra at kampene vokser og finder sammen.

Oversat af Poul Bjørn Berg for Solidaritet. Bragt i samarbejde med International Viewpoint og Daniel Tanuro. Læs artiklen her. Opdateret 14.12.22


Om skribenten

Daniel Tanuro

Daniel Tanuro

Daniel Tanuro er jordbrugsingeniør, og har bl.a. skrevet bogen 'Green Capitalism: Why it Can't Work' (2014) Læs mere

Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet

Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.

Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.

Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.

Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.

20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.

Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER