Det store landtyveri

Hvordan har den kapitalistiske produktionsmåde og den dertil hørende arbejdsdeling mellem kapitalister og proletariatet kunnet opstå?

---

Af Mads Barbesgaard

For mange kan det være svært at forestille sig, at fundamenterne for vores nuværende samfund – den private ejendomsret og markeder til at organisere produktion af varer og ydelser – ikke altid har været der. Men fremkomsten af et markedsbaseret samfund, hvor ejerskab af naturressourcer og produktionsmidlerne er koncentreret på en snæver elites hænder med henblik på profitmaksimering er langt fra en given eller naturlig udvikling. Det har derimod krævet målrettede, hårde og brutale tiltag i en historisk proces, som Karl Marx kaldte for ‘oprindelig akkumulation’. Følgende artikel giver en lille gennemgang af begrebet og argumenterer for at begrebet i dag – på trods af de mange år på bagen – i høj grad stadig er relevant.

Oprindelig akkumulation: Dengang … og nu?

Marx introducerer begrebet langt inde i første bind af Kapitalen, og det skal således ses som del af Marx’ kritik af den klassiske politiske økonomi. I de store klassiske værker, navnlig Adam Smiths Nationernes Velstand, er der nemlig kun en meget overfladisk behandling af kapitalismens oprindelse og den deraf følgende arbejdsdeling i samfundet.

Ifølge Marx medfører det, at man med Smiths analyse i hænderne ikke kan stille spørgsmålstegn ved, endsige ændre, den bestående orden med klasseopdelte samfund. Som modsvar til dette dykker Marx ned i historien for at vise, hvordan det klasseopdelte samfund ikke opstod af sig selv. For at den kapitalistiske produktionsmåde og den dertil hørende arbejdsdeling mellem kapitalister og proletariatet kunne opstå, var det nødvendigt med en forudgående proces, “der adskiller producent og produktionsmidler”.

Marx kaster sig således over den voldelige indhegning af fællesejede landarealer i England og Skotland. Her blev kæmpemæssige områder, som tidligere var under en form for fælleseje, gjort til privat ejendom, vareliggjort og indlemmet i et markedssystem, således at områderne kunne købes og sælges. Det skabte dels muligheden for stordrift og specialisering i landbruget kontrolleret af kapital, og dels et landløst proletariat, som nu så sig nødsaget til at sælge deres arbejdskraft til ejere af produktionsmidlerne.

For Marx var oprindelig akkumulation således: “en akkumulation, der ikke er den kapitalistiske produktionsmådes resultat, men dens udgangspunkt”.

Siden Marx introducerede begrebet har en lang række forskellige socialistiske tænkere taget det op til behandling, heriblandt Luxembourg og Lenin, og i de seneste 10-15 år er litteraturen om oprindelig akkumulation nærmest eksploderet.

Det skyldes især den marxistiske geograf David Harvey, der i 2003 introducerede begrebet ‘akkumulation ved fratagelse’. Med det begreb ville han betone, at oprindelig akkumulation ikke blot skulle ses som noget historisk, men som en kontinuerlig proces under kapitalisme, som siden 1970erne endda er taget til i omfang.

Harvey argumenterer, at mange af kendetegnene ved oprindelig akkumulation, i dag udspiller sig påny gennem nye bølger af indhegning og privatisering af ressourcer og fælleder, som tidligere har været under statslig eller andre former for kontrol end privat, herunder globale fælleder (land, vand og luft), men også offentlig ejendom, såsom kerneområder inden for velfærdssektoren: Uddannelse, sundhed, transport og så videre.

For Harvey spiller akkumulation ved fratagelse en afgørende rolle i at sikre nye profitmuligheder for kapitalejere. Som han forklarer, “akkumulation ved fratagelse frigiver en række aktiver, herunder arbejdskraft, til lave eller ingen omkostninger”. Kapitalen kan så “beslaglægge sådanne aktiver og straks gøre dem profitable”. Ressourcer, der i kapitalistisk forstand har været ’spildte’, fordi de ikke kunne bruges til at skabe merværdi for private kapitalister, men som måske har givet brugsværdi for en masse, bliver approprieret og smidt i cirkulation på markedet. Kun på den måde kan de give “nyt liv til kapitalakkumulation”.

‘Grabbing’ af natur i det globale Syd

Hvor Harvey primært har fokuseret på, hvordan akkumulation ved fratagelse foregår i det globale nord – særligt gennem gentrificering af byen – har begrebet måske haft størst indvirkning på socialistiske tænkere, aktivister og sociale bevægelser, der kæmper imod akkumulation ved fratagelse af naturressourcer i det globale Syd.

Under den økonomiske krise er der opstået et nyt pres på verdens naturressourcer, godt hjulpet på vej af klima- og fødevarekrisen. Det skyldes, at forskellige kapitalgrupper i det globale Nord ser nye anvendelses- og profitmuligheder i at udnytte naturressourcerne.

Det har fremtvunget en række politiske kampe: Skal landarealer i Tanzania brødføde lokalbefolkningen gennem småskala bæredygtigt landbrug eller skal der oprettes stordrifts-monokultur med henblik på eksport til det globale Nord? Eller skal det måske i stedet lægges brak som et spekulationsobjekt med henblik på profit for børshandlere på Wall Street? Skal regnskov i ­Indonesien understøtte oprindelige befolkningers traditionelle levemåde eller fældes til fordel for udvidelse af palmeolieplantager? Eller skal man i stedet lade regnskoven stå, men ekspropriere og aflukke hele områder med henblik på optjening af carbon-kreditter for CO2-optag, der kan sælges på markedet og pynte på multinationale selskabers CO2-regnskab?

Tilsvarende kunne man spørge om mangroveskove i kystområder i Honduras, der i årevis har sikret livsgrundlag for småfiskere måske skal fjernes til fordel for luksus- ’øko’-turisme ressorter – eller udvidelse af reje-opdrætsanlæg med henblik på eksport til det globale Nord?

Et væld af studier har forsøgt at anvende Marx og Harvey til at analysere drivkræfterne bag sådanne skift i anvendelsen af ressourcerne, belyse hvem der vinder og hvem der taber, og forklare hvilke konflikter, der udspiller sig som følge af skift i adgang til og kontrol over ressourcer. Studierne viser, hvordan ’grabbing’ af ressourcer ikke længere blot fremmes af kapitalister, men i stigende grad af ’komplekser’ af aktører bestående af bl.a. multinationale selskaber, internationale miljø- og udviklingsorganisationer, internationale finansinstitutioner og – selvfølgelig – stater.

Naturen ud af produktionen

Til forskel fra Marx’s historiske beskrivelse, udføres oprindelig akkumulation nu ikke længere kun med henblik på udvidelse af produktion, men i stigende grad også gennem tiltag, der tager naturen ud af produktion, efter sigende for at skabe ’bæredygtig udvikling’. Med henvisning til klima- og miljøkrisen er internationale miljøorganisationer således blevet en nøgleaktør i akkumulation ved fratagelse. I jagten på opfyldelse af globale klimamål og –forpligtelser værdisættes regn- og mangroveskove og alskens andre naturressourcer ud fra, hvor meget CO2, de kan indoptage og lagre, og der oprettes markeder, hvor CO2-kreditter købes og sælges.

Det betyder imidlertid også omfattende indgreb i måden, hvorpå naturen bruges og forvaltes. Her står især småskalaproducenters (småfiskere, -bønder, skovbrugere og oprindelige befolkninger) levemåde og produktionsmetoder under angreb. Selvom de i mange tilfælde har udviklet sig gennem generationer til at stemme overens med naturens bæreevne, er der sjældent plads til dem, når naturen skal ’beskyttes’.

Ligesom akkumulation i England, handler det således om at gennemtvinge nye ejerskabsforhold og markedsrelationer, men denne gang efter sigende for at redde naturen i stedet for at udvide produktion.

Selv om lokale måske ikke decideret fordrives fra ressourcerne ændrer den slags tiltag deres forhold til ressourcerne, samtidigt med at nye aktører approprierer profit. Som Verdensnaturfonden (WWF) og den schweiziske finansinstitution Credit Suisse skriver i en nylig rapport, der søger at gøre beskyttelsesprojekter attraktive for Ultra High Net Worth Individuals (den rigeste 1 %): “Lokalsamfundene, som er involveret i den slags beskyttelsesprojekter, har brug for at udvikle mere business-skarpsindighed og finansiel forståelse, hvis de skal kunne deltage i projekternes udfoldelse”.

I stedet for at være småbønder, -fiskere, skovbrugere og/eller alt muligt andet skal de altså blive små kapitalister, der fokuserer på at ’bevare’ ressourcerne i overensstemmelse med dominerende ideer omkring, hvordan det bedst gøres. På den måde underlægges brugsværdien for de mennesker, der har levet af og med naturressourcerne i generationer hensynet til bytteværdien for finanskapital på de nyoprettede markeder for naturens ydelser.

Modstand?

Fælles for de nye former for ’grabbing’ og Marx’s oprindelige akkumulation er således, at småbønder, -fiskere osv. taber, mens forskellige kapitalgrupper opfinder nye måder at profitere på naturen gennem udvidelse af markedssystemet. Heldigvis har denne intensivering af fratagelsesprocesserne imidlertid også skabt nye alliancer blandt globale sociale bevægelser. Senest i forbindelse med COP21 i Paris var repræsentanter fra oprindelige befolkninger, småbønder og –fiskere, anti-fracking- og anti-dæmningsaktivister med flere samlet til parallelmøder for at lægge strategier i kampen mod de ’falske løsninger’ på klimakrisen og fratagelse i det hele taget.

Selv om aktivisterne hverken citerede Marx eller Harvey var det alligevel tydeligt at spore den fælles udfordring, som de alle stod over for.

Som Margaret Nakato, en repræsentant for småfiskere i Uganda, forklarede: “I dag bliver småfiskere verden over fordrevet. Vi mister adgang og kontrol over vores fiskeområder på grund af grabbing af land og vand. Verdens ledere vil løse klimakrisen ved at igangsætte mekanismer, der i endnu højere grad frarøver os og overgiver rettighederne til land og vand til eliten. Det skal vi stoppe!”

For venstrefløjen herhjemme i Danmark, må det være en af vores fremmeste opgaver at styrke denne internationale kamp mod akkumulation ved fratagelse.

Det kan sagtens starte i det små: Solidaritetsnetværk med de sociale bevægelser, som vi måtte finde især interessante, deltagelse på internationale møder og konferencer, invitation af oplægsholdere til Danmark og så videre.

Generelt handler det ganske enkelt om at have meget mere fokus, forståelse og interesse for de kampe, som vores allierede står over for rundt omkring i verden: Hvordan kan vi tage del i og støtte op om deres kampe, har vi noget at bidrage med og hvad kan vi lære af deres analyser, taktikker og strategier?

---

Oprindeligt bragt i magasinet Solidaritet nr. 8, maj 2016

---

De bedste artikler fra magasinet Solidaritet gennem tiderne.

---