»Don’t be evil«

De store cybervirksomheder har formået at overtage det sociales sprog og skabt et sprogligt slør, der forsøger at dække over kapitalismens tvang og kontrol.

Af Nicklas Weis Damkjær

nternettet har siden sin fødsel været hyldet som et sted, hvor decentralisering, lighed og frihed hersker. Den forestilling har været gennemgående på venstrefløjen — særligt 90’ernes antiglobaliseringsbevægelse, og for nyligt også accelerationismebevægelsen, har haft en enorm tro på internettets frigørende potentialer.

Det er imidlertid højrefløjen, der har råbt højest om internettet som et sted for frihed og frigørende praksisser. Dog er højrefløjens frimarkedsprædikanters forestillinger om decentralisering, lighed og frihed væsentligt anderledes end venstrefløjens. Silicon Valleys cybervirksomheder har bygget et sprogligt slør op omkring begreberne: De bruger de progressive begreber til at dække for deres egentlige interesser, formål og virkemåder.

For cybervirksomhederne betyder frihed først og fremmest frihed til at købe, hvad man vil, mens decentralisering betyder et samfund, der har konkurrencen (og ikke staten) som styrende princip. Lighed betyder, at alle er lige over for markedets dynamikker, at det er alle lige for at tage del i kapitalismen. Når cybervirksomhederne benytter sig af de tre begreber henviser de imidlertid til global retfærdighed, økonomisk lighed og demokratisk decentralisering igennem frigørende praksisser og kampe med det formål, dels at sælge deres produkter, og dels at legitimere deres egne praksisser.

Cybervirksomhedernes sprog skaber en fortælling om en kapitalisme, som fungerer gnidningsfrit, og som har lagt den industrielle kapitalismes fysiske undertrykkelse og udbytning bag sig. Bag det sproglige slørs salgsstrategi finder vi imidlertid den egentlige hensigt: vækst og profit baseret på udbytning og kapitalismens tvang.

Samfundsomvæltende produkt

Tankerne om et netværk, der kan bryde med staten og indsætte cool-kapitalismen som styrende princip, får et meget præcist udtryk, da en af modkulturbevægelsens mest ikoniske personer, Steve Jobs, lancerer Macintosh i 1984. Det sker med en reklame i det måske dyreste TV-spot overhovedet: Super Bowl. Reklamen var et spil på George Orwells 1984. En ung, blond, storbarmet og farverig kvinde løber igennem en fængselslignende hal, hvor grå mænd sidder række op og række ned og bliver indoktrineret af en person, hvis dystopiske prædiken vises på skærmen af en orwellsk supercomputer: »We are one people, with one will.« Den unge kvinde smadrer computeren med en overproportioneret forhammer og en voice-over slutter reklamen med at sige: »On January 24th, Apple Computer will introduce Macintosh. And you’ll see why 1984 won’t be like 1984.«

Det gode produkt er det samfundsomvæltende produkt, der bryder med autoritære systemer og grå strukturer for at åbne op for en ny og revolutionerende verden. Logikken er med andre ord, at hvis du vil lave revolution, hvis du vil ændre undertrykkende strukturer, så køb det rigtige produkt.

Det var også Apples budskab i deres reklame fra midt-90’erne: ‘Think Different.’ I en kæk montage præsenteres et væld af personligheder, der ifølge narrativet har revolutioneret hvert deres felt: Forretningsmanden Ted Turner bliver sat sammen med Martin Luther King, og Buckminster Fuller sammen med Ghandi. Alle bliver de sat sammen med Apple. Målet er at skabe en forbindelse mellem rebellerne og Apple ved at man naturligt skal begynde at associere dem med hinanden – en diskursiv forbindelse.
Budskabet er ikke til at tage fejl af: »While some see them as the crazy ones, we see genius. Because the people who are crazy enough to think they can change the world, are the ones who do.« Hvis du vil være med på vognen, hvis du vil være med til at ændre verden, nedbryde totalitære strukturer og skabe et nyt samfund, så køb Apple.

Reklamen indvarslede på mange måder en ny form for marketing, der gør socialt iværksætteri til et væsentligt tema og del af det slør, virksomhederne benytter, når de fremstiller sig selv som gode virksomheder med reelle hensigter. De bruger med andre ord det sociale som marketingsstrategi. »Don’t be evil,« lyder Googles officielle motto, der siden 2015 har været suppleret af »Do the right thing.«

Bagsiden af det sproglige slør

Internettets gnidningsfrie kapitalisme, hvor alt er »smart« og »cool«, har sin bagside: Arbejdere i den tredje verden bliver udbyttet og groft udnyttet for at producere iPhones, Thinkpads eller helt tredje gadgets. De »rare earth«-mineraler, der bliver brugt i alt it, fra computere og tablets og YouTubes servere, er udvundet under umenneskelige forhold og ofte med vores klima som den store taber. Og når man streamer en video fra Youtube, kommer den ikke ud af ingenting, men er lagret på en af YouTubes mange »server farms« ‒ gigantiske haller med servere ‒ hvis størrelse og omfang stadig vokser.

I 2010 ramte FoxConn, der producerer komponenter til bl.a. iPhone, Kindle og Playstation, medierne, da det blev afsløret, under hvilke umenneskelige forhold deres arbejdere sled på gigantiske fabrikker, nogle på størrelse med en lille europæisk hovedstad. Selvmordsraterne var så høje, at de blev medregnet i produktionspriserne.

Der er tale om et materielt netværk offline, som kræver ekstremt mange ressourcer, som er bygget på billig arbejdskraft, hvorfor der har aldrig været så mange industrielle arbejdere som i dag, og uden hvilke det ville være umuligt at opretholde det immaterielle netværk online.
Den klassiske, industrielle produktionsmåde fungerer med andre ord i bedste velgående – den er bare blevet outsourcet. Outsourcing har medført et nyt logistisk netværk, der faciliterer transporten af varer fra det globale syd til det globale nord, og som gør det muligt at sælge et færdigt produkt samlet af komponenter fra hele verden.

I 1973 håndterede amerikanske, europæiske og asiatiske containerskibe, hvad der svarer til fire millioner 20-fods containere; i 2010 var det tal steget til 560 millioner. De tal viser tydeligt, at realproduktionen på ingen måde er forsvundet ind i en virtuel sfære, men blot har forskubbet sig og fået en ny rolle i det kapitalistiske system.

En ny kapitalisme

De seneste år har der været enighed om, at der siden 1970’erne er sket »et eller andet« med den måde kapitalismen er struktureret på (hvilket ovenstående tal angående den logistiske fragt vidner om). Der har været tale om en ny vidensøkonomi, om kognitiv kapitalisme og informationssamfundet; alle begreber, der forsøger at pege på ændringer i økonomien og på, at vi skulle have bevæget os væk fra den rå, industrielle kapitalisme.

Kommuniseringsbevægelsen har belyst, hvordan kapitalismen var nødt til at restrukturere sig efter profitabilitetskrisen i 1970’erne, da den kapitalistiske produktion efter 50’ernes boom ikke længere skabte tilstrækkelige profitter. Der var flere svar på krisen, et af dem var logistikken, men også den gennemgribende finansialisering af økonomien, hvor profitter ikke længere skabes gennem produktion, men gennem finanser.

Cyberkapitalismen kan ses i lyset af de ændringer. Både fordi informationsteknologier og kybernetik i det hele taget har muliggjort finansialiseringen og koordineringen af varecirkulationen og udviklingen i logistikken, men også fordi cyberkapitalismen i sig selv var et svar på profitabilitetskrisen.

Efter at profitterne faldt i realproduktionen, stoppede også investeringen i eksempelvis fabrikker, og virksomhederne skulle finde nye måder at tilegne sig merværdi. Derfor handlede det for kapitalen om at øge dens hastighed igennem netop finansialisering, logistik og informationsteknologi.

Det kommunistiske tidsskrift, og en af kommuniseringsbevægelsens platforme, Sic, taler om en »restruktureret kapitalisme.« Begrebet peger på en kontinuitet: Vi befinder os stadig under kapitalismen. For at kunne undersøge kontinuiteten må vi imidlertid have en forståelse for, hvad kapitalisme overhovedet er. Den italienske, feministiske aktivist og filosof, Silvia Federici, og den politiske marxist, Ellen Meiksins Wood, har begge forsøgt at undersøge netop det. Og selvom de har to forskellige svar, så peger de begge på det som Karl Marx i et af sine mere dunkle kapitler i Kapitalen kaldte for »den oprindelige akkumulation.«

Den oprindelige akkumulation markerer det punkt, hvor den tvang, der skaber værdi (i kraft af tilegnelsen af merarbejdet), ændrede sig fra at være ren repressiv tvang og fysisk magt til at være en økonomisk tvang. Det særlige for kapitalismen er, at de umiddelbare producenter er blevet adskilt fra produktions- og subsistensmidlerne. I The Origin of Capitalism – A Longer View skriver Wood, at »det kapitalistiske markeds distinkte og dominerende egenskaber ikke er kendetegnet ved mulighed eller valg, men derimod tvang.« I modsætning til feudalismens og absolutismens repressive tilegnelse af merarbejdet i form af eksempelvis arbejdsydelser og skatter eller livegne og slaver, så bygger kapitalismen på økonomisk tilegnelse gennem markedstvang: Det er ikke muligt at skaffe livsfornødenheder uden om markedet.

Federici har undersøgt, hvordan denne forskydning fra repressiv til økonomisk tvang udspiller sig hele tiden. Den økonomiske tvang bliver stadig mere effektiv og udspiller sig på stadigt dybere sociale niveauer (eksempelvis med gæld som styringsmekanisme). Den oprindelige akkumulation foregår med andre ord hele tiden. Den særligt kapitalistiske tvang gør sig stadig gældende i dag, omend kapitalismen er blevet rekonstrueret. Det er denne kontinuitet, som vi skal holde os for øje, når vi ser på, hvad der gemmer sig bag cybervirksomhedernes sproglige slør. Bag sløret findes både den faktiske produktion og den logistiske transport, men også kapitalismens tvangsmekanismer.

Restruktureret udbytning

Udbytningen er ikke blevet outsourcet sammen med realproduktionen. Den har blot fundet nye former. Den immaterielle produktion er ikke uskyldig; internettets opkomst og cybervirksomhedernes handlen har blot medført nye former for udbytning og udnyttelse.

Den kreative klasses arbejde er ikke længere ensbetydende med en privilegeret plads i samfundet, hvorfor man i dag med rette taler om den kreative klasse som værende en del af et nyt proletariat: Prekariatet. Den tyske filosof Isabell Lorey definerer det prekære som »usikkerhed og sårbarhed, øget destabilisering og udsættelse for fare.« For prekariatet kommer kapitalismens følgesygdomme ikke af manuelt overarbejde, som er kendetegnende for den fordistiske produktionsmåde, men af kognitivt overarbejde: Stress, depressioner, burn-out og kognitiv dræning er blevet folkesygdomme, hvis konsekvenser har resulteret i, at uhørt mange bliver langtidssygemeldt grundet eksempelvis stress.

Sygdommen kommer som følge af en kontrol, hvor internettet har muliggjort arbejdsdagens forlængelse i tid og rum: Det er i dag muligt 24/7 at tjekke email, opdatere en hjemmeside, skabe netværk på Facebook eller LinkedIn, holde Skype-møder eller bare svare på et telefonopkald. Arbejdet fylder mere og mere, og informationsstrømmen bevæger sig hurtigere og hurtigere.

Algoritmisk kontrol

For at forstå cybervirksomhedernes succes og dominans, samt kapitalismens restrukturerede udbytningsformer, må man undersøge, hvordan de benytter en særlig form for kontrol, der baserer sig på information og kybernetik. En kontrol, der tager form af en manipulation af vores handlen på stadigt mere fundamentale niveauer, når vi bevæger os på internettet: Man kan tale om en algoritmisk kontrol, som gennem nøje udregnede formler henholdsvis åbner og lukker for den virkelighed, vi får præsenteret. Den algoritmiske kontrol viser med andre ord, hvordan »kontrollens numeriske sprog udgøres af cifre, der giver adgang eller formener adgang til information.«

For at få viden og information om det enkelte subjekt kræves det, at subjektet bevæger sig på internettet og jo mere det bevæger sig, jo mere kan eksempelvis Facebook sige om det enkelte subjekt. Jo mere data desto bedre. Algoritmerne sikrer en gnidningsfri strøm af ny data.

Kort kan det siges, at der bliver manipuleret med den virkelighed, vi får præsenteret. En manipulation, der har til formål at skabe datacirkulation og dermed pengecirkulation. Konsekvenserne er en form for hierarkisk system, der favoriserer det populære, da det populære akkumulerer mere information. Dermed er der tale om en kommunikativ kontrol, da algoritmerne styrer, hvad der bliver sagt, og hvad der faktisk kan siges. Det, der kan siges, er det, der allerede er konsensus om, og som er med til at øge internettets informationssfære. Algoritmerne styrker det, den franske filosof, Michel Foucault, kaldte for den »permanente konsensus,« hvilket vil sige: »befolkningens overordnede tilslutning til det system, den er underkastet.«

Bagved algoritmernes konformistiske kontrol virker konkurrencens logikker, der konstant radikaliserer processen, det handler om at skabe cirkulation. Den algoritmiske kontrol må forstås ud fra koordinaterne af den restrukturerede kapitalisme. Det sproglige har, i forlængelse af overtagelsen af det sociale som forklaret ovenfor, mistet sin egenart og er blevet underlagt konkurrencens dynamikker.

Det sproglige felt er for algoritmerne ikke andet end vilkårlig data, der kan tjenes penge på ‒ tomme bytes, der kan veksles til valuta. Cybervirksomhedernes brug af algoritmer til at styre vores handlen accelererer informationen.

Igennem en kommunikativ kontrol skaber algoritmerne subjekter, der identificerer sig med den virkelighed, algoritmerne producerer. Der er tale om en form for ond cirkel, hvor det sproglige mister sin signifikans, hvormed subjektet har sværere ved at identificere sig med det symbolske og i en famlende jagt på identitet blot skaber mere information. Man kan sammenligne denne dynamik med et system med positiv feedback: A producerer B, der producerer mere A. For at følge med infosfærens krav om symbolsk identifikation, må man producere endnu mere information, der blot øger infosfæren.

Vi skaber værdi, idet vi bevæger os på internettet, og samtidig skaber vi mulighederne for, at vi kan skabe mere værdi, eftersom internettets aktører er blevet stadig bedre til at manipulere med sine brugere. Det handler om at skabe så meget information som overhovedet muligt. En uendelig kommunikativ vækst.

Det uhyggelige ved Apples reklamer er, at de ikke kun er eksempler på, hvordan det sociale begyndte at blive brugt som en salgsstrategi, men at de også meget præcist beskriver den situation, vi befinder os i i dag: Billedet af de mange grå mænd, der sidder række op og række ned og kigger på én computer, er et skræmmende præcist billede på den virkelighed, cybervirksomhedernes kontrol har medført. På samme måde har Apples motto fra 90’erne, i form af imperativet »think different,« en fuldstændig modsat virkning: Den permanente konsensus.

At bryde det sproglige

I den sproglige virkelighed internettet præsenterer, handler det ikke om informationens kvalitet, men dens kvantitet og mulighed for at akkumuleres. Som den italienske aktivist og filosof, Franco »Bifo« Berardi har formuleret det: »I sprogets sfære bliver ord ombyttet og værdisat i forhold til deres performativitet, dvs. deres pragmatiske effektivitet. Det er ikke sandhed, men effektivitet, som bliver målestokken for værdi i den kommunikative sfære.«

Hvis man ønsker at ændre sløret, handler det måske om at nå til en erkendelse af, at vi ikke befinder os i en sfærisk videns- eller informationsøkonomi, men at cybervirksomhedernes sprogbrug lægger et slør over den kendsgerning, at vi stadig befinder os under kapitalismens allestedsnærværende tvang og kontrol. Bag sløret finder vi kapitalismen, der blot er blevet restruktureret fra først og fremmest at hive profitter ud af realproduktionen til nu, hvor profit først og fremmest skabes i cirkulationen af varer, finanser og information, under ét: data. Samtidigt har dette medført nye former for kontrol, der baserer sig på algoritmer.
Vi må også finde nye former for modstand. En restruktureret modstand, som ikke er baseret på realproduktionen, men på cirkulationen. Jeg vil lade det franske autonome kollektiv Den usynlige komité få det sidste ord:
»Blokér alt – det er fra nu af den første refleks hos alle der gør modstand mod den nuværende samfundsorden. I en decentraliseret økonomi, hvor virksomhederne drives med just-in-time-produktion, hvor værdi udspringer af muligheden for at være tilkoblet netværket, hvor motorvejene er led i den dematerialiserede produktionskæde der løber fra underleverandør til underleverandør og derfra videre til fabrikken, hvor det hele samles, så er det at blokere cirkulationen også at blokere produktionen. ■