DR-serie ignorerer matadorernes åbenlyse udplyndring og udbytning af arbejderklassen

DR’s seneste TV-satsning Matadorerne lader noget tilbage at ønske. En ting er seriens forkrampede skuespil, som gør den til noget af en lidelse. Noget andet er, at serien reelt er en forherligelse af kapitalistisk udbytning og udplyndring – ude som hjemme.  

Serien skildrer landets første kapitalistiske iværksættere. Men denne ”for Danmark så strålende periode” burde vel sættes i forhold til de sociale og klimamæssige kriser, der blev sat i gang overalt på kloden – herunder H.N Andersens bidrag til skovrydninger i Sydøstasien. Lidt konkret historisk oplysning om perioden som helhed kunne man godt forvente af en public service-kanal, som engang lagde vægt på folkeoplysning.  

Arbejderklassen ragede ham en papand

C.F. Tietgen forekommer at være hovedpersonen i denne hyldest til den rå liberalistisk-kapitalistiske produktionsmåde, der fik ben at gå på efter enevælden og feudalismens fald. Undervejs får vi flere nutidige kommentarer om Tietgen, der ukritisk hylder hans imponerende talent som individuel iværksætter og ikke mindst hans magtfuldkommenhed, som vi fortsat alle kan lære noget af i dag.  

Serien ignorerer tidens store klassemodsætninger mellem en lille herskende klasse og den store forarmede arbejderklasse, som efter 1871 jævnligt indebar voldsomme arbejdskampe.

Det påstås, at alle Tietgens initiativer var for nationens skyld, hvilket det også hed sig i datiden, hvor nationen skulle boostes efter nederlaget i krigen i 1864, da Slesvig-Holsten blev tysk.

Imidlertid betød nationen for ham kun Gud, Konge og Fædreland. Den store forarmede almue og arbejderklasse ragede ham en papand. Serien er urimeligt historieløs ved helt at ignorere datidens politiske forhold, bestemt af det dybt reaktionære, regeringsbærende parti Højre og kongen i de 50-60 år der gik, før vi fik næsten almindelig valgret.

En smule kapitalismekritik og samfundsorientering ville have klædt denne serie, og hermed skabt en nutidig forståelse for, hvorfor socialisterne fik fodfæste efter 1870, og især efter det systemskifte i 1901, der gav stemmeret til dele af den bedre stillede del af arbejderklassen.

Næringsfrihedsloven i 1857 banede vej for udbytning

Den økonomiske liberalisme, der blev indført med loven om fri næringsret i 1857, var det, der gjorde industrialiseringen af Danmark mulig. Tietgen, Isak Glückstadt og H.N. Andersen, samt andre af landets lille nationale borgerskab blev magtfulde og rige mænd ved udbytning af det store befolkningsflertal bestående af arbejderne i industri, byggeri, anlæg, transport og landbrug. Serien ignorerer totalt periodens elendighed for 100.000’er af besiddelsesløse mennesker i by og på land.

Liberalismens epoke var klart en økonomisk frigørelse for borgerskabet fra feudalismens stands- og laugs-mæssige begrænsninger – men samtidig ophørte bondens og mesters forsørgelse- og omsorgs-ansvar for deres folk i de gamle husstandsfælleskaber. De blev nu som såkaldte frie lønarbejdere fri til at sælge sig selv som usselt lønnet arbejdskraft på markedet.  

Handel, skibsfart, jernbaner og industri voksede frem efter 1857, og seriens hovedpersoner fik afgørende betydning gennem Grosserer-Societetet, som udgjorde en lille sammenspist klike, der havde stor, politisk magt i Danmark. Alle her var medlemmer af regeringspartiet Højre, som var støttet af Kong Chr. den 9. og senere af Frederik den 8., der fortsat havde en væsentlig politisk indflydelse i Statsrådet. 

Aktiemanipulation, bestikkelser og underhåndsaftaler

Fra 1860 blev Privatbanken førende i udviklingen og var den første bank, der ud over indlån og udlån slog sig op som investeringsbank. Det var dog først efter 1870, at det industrielle gennembrud virkelig slog igennem ved, at aktieselskabsformen blev gængs. Det gav Tietgen og andre mulighed for at sætte gang i et stort antal forskellige selskaber: DFDS, B&W, Bryggeriet Tuborg, De Danske Spritfabrikker og Sukkerfabrikker med flere.

Landmandsbanken kom senere ind i billedet i 1871 og blev knyttet til H.N. Andersens rederi ØK. Banken skal ses i relation til omlægningen af landbruget fra kornsalg til husdyravl med en stigende eksport af smør og bacon.  

Byen ikke blev kloakeret før 1903, da bolighajerne – som var medlemmer af Borgerrepræsentationen – også tjente fedt på byens latrin, der blev solgt som gødning.

Det er kendt, at Tietgen både stod for aktiemanipulationer, bestikkelser og underhåndsaftaler, men ikke blev anklaget for disse ulovligheder. Ikke at Landsmandsbanken senere holdt sig tilbage, hvad det angik, hvorefter direktøren Emil Glückstadt blev fængslet i 1922. Bankernes direktører sad på magten, på grund af deres mange penge – i en tid hvor statskassen ikke havde meget at rutte med, netop fordi skatteopkrævning af de rige blev opfattet som et overgreb på kapital- og ejendomsbesiddere. Arbejderklassen var alt for forarmet til, at der kunne inddrives større skatter hos dem.

Tietgens København

I Tietgens 50-årige storhedstid gik hverken han eller Højre ind for demokrati i moderne forstand. I 1857 blev der vedtaget en lov om kommunalråd og sogneråd, som kun ejendomsbesiddere og formuende kunne stemme til og vælges ind i. Det gjaldt også for byen København, der fra Privatbankens stiftelse i 1857 og til 1910 tredobledes fra 150.000 til 420.000 indbyggere.

Mens Tietgen m.fl. skrabede formuer sammen, dukkede 10.000 nye usle lejekaserner frem med små overbefolkede og usunde boliger. Her boede arbejderklassen. De fattige boede også i usunde kældre og på kolde lofter overalt i den gamle by og i de nye kvarterer uden for voldene.

Hverken Tietgen eller de Højre-folk, der sad i Borgerrepræsentationen, bestående af selskabs-, grund- og ejendomsbesiddere, gik op i andet end at tjene penge på at udbytte deres ansatte og lejere. Det indebar bl.a., at byen ikke blev kloakeret før efter 1903, da bolighajerne – som var medlemmer af Borgerrepræsentationen – også tjente fedt på byens latrin, der blev solgt som gødning.

Serien viser intet om slumkvarterer, sygdomme og baggårds-lokummer

På intet tidspunkt giver DR’s serie os et indblik i de fortvivlende forhold, der herskede uden for de riges fine stuer, kontorer og lyst-ejendomme. Vi hører intet om den uhyggelige børnedødelighed, der herskede i byen, mens Tietgen brugte enorme formuer på at bygge Marmorkirken – som et varigt monument over sig selv som en af guds og nationens udvalgte sønner.

En spytklat væk i Borgergade og Adelgade, hvor befolkningstætheden var 1,5 m² per person, florerede fattigdom og alskens sygdomme. Tuberkulose, tyfus og diarré trivedes rundt om i byen, mens skrald, affald og rester af pis og lort fra afhentning af baggårdenes lokummer flød i byens rendestene og gader. Alle økonomiske midler gik kun til at styrke handels- og industrifyrsternes interesser i byen.

I 1893 sad der kun to socialdemokrater i Borgerrepræsentationen, skønt arbejderklassen udgjorde det store flertal af befolkningen i byen. Men i 1903 efter et utal af strejker og arbejdskampe i over 30 år indebar en forbedret økonomisk udvikling, at en del arbejdere tjente nok til at kunne stemme og modtage valg.

Der blev indført almindelig valgret til kommuner for mænd, kvinder og tyende i 1908. I København betød det, at Socialdemokratiet fik et flertal i hovedstaden i 1908.  

Hvad angår byens administration på Rådhuset, var det i praksis Privatbanken, der styrede Københavns Kommunes økonomi og byens udvikling. Reelt blev kommunen fra 1880 og frem til 1917 styret af en slags planlægningsjunta bestående af stadsingeniøren, FL. Smidth og Privatbanken, også efter Tietgens død i 1901.

Ud over at være landets finansielle centrum handlede byudviklingen fra 1870 først og fremmest om lokaliseringen af nye industriområder i tilknytning til jernbanen og havnen. Byens valgte repræsentanters opgave var at sikre kapitalens interesser, herunder sikre dem opkøb af byens jorde med henblik på grund- og bolig-spekulation. Ligesom de aftaler, der nu foregår med By & Havn I/S.

Ingen love forhindrede boligspekulation

I Tietgens tid som magtfuld industrifyrste var der ingen love til at forhindre boligspekulation eller begrænsninger for de omfattende, elendige og sundhedsfarlige tætte byggerier – ej heller for en anstændig ældreforsorg eller fattighjælp.

En offentlig styring eller en byplanlægning med sociale mål for den fattige befolkning stod i modsætning til liberalismens idealer om ubegrænset økonomisk frihed for kapitalen.  

Privatbanken stod for omfattende byggerier, foruden hav-opfyldninger til de nye industrier og havneanlæg. Det var C. F. Tietgens Kjøbenhavnske Byggeselskab A/S, der købte de mange tidligere miltære grunde, som blev ledige efter nedlæggelsen af byens volde fra 1857. Her opførte man de nye kvarterer på Østervold, Nørrevold og Vestervold. Det samme gjaldt for Islands Brygge, hvor Christianshavns Oplagspladser A/S – en af Privatbankens andre investeringsselskaber – overtog lunser af de arealer, der hørte under krigsministeriet.

De magtfulde enkeltpersoner er i dag blevet mere usynlige blandt nutidens spekulanter, børshajer og moderne kapitalfonde, der følger helt samme opskrift som de store mænd, DR hylder i denne serie. Det er afgørende at forstå, at kapitalismen før som nu ikke kan fungere uden en stat, der understøtter dens magt.

Privatbanken havde altid haft særdeles gode kontakter til statsmagten og krigsministeren, hvilket måske også forklarer, hvorfor virksomheden Holmblad A/S – hvis direktør sad i Privatbankens bestyrelse – også fik eneret på at købe hele det kæmpestore demarkationsområde på forreste Amager af Krigsministeriet i 1908.

Det fremgår af bogen om Tietgen af professor Ole Lange, at han betalte ministeren 6.000 rigsdaler årligt med henblik på særbehandling for hans utallige forretningsfremstød.  

Det er utroligt, at tv-serien ignorerer tidens store klassemodsætninger mellem en lille herskende klasse og den store forarmede arbejderklasse, som efter 1871 jævnligt indebar voldsomme arbejdskampe; også på mange af Tietgens egne virksomheder, som må have gjort ham rasende. Han nåede heldigvis at dø, så han undgik at opleve, at socialdemokraterne vandt flertal i parlamentariske sammenhænge.

Vælt statuen af Tietgen!

Jeg ville ønske, at unge woke personer vil gå lige så hårdt til værks på disse handels- og industrifyrster, som på Frederik 5.’s buste. Som en politisk nutidig gestus burde de da hellere vælte statuen af Tietgen – som symbol på den grådighed og udbytning han stod for, og som jo fortsat gælder.  

Merkantilismen og dens slavehandel var produkt af det daværende feudale samfund og den tidlige form for handelskapitalisme. Men plyndringer af fremmede folkeslag og køb og salg af trælle foregik jo også i vikingetiden, hvorfor en symbolsk smadring af Jellingestenen kunne forekomme lige så relevant som busten af kongen.   

Udnyttelsen af mennesker og natur og higen efter magt og formue, profitmaksimering og spekulation foregår ufortrødent. Intet, hvad det angår, har ændret sig siden Tietgens storhedstid, for den kapitalistiske liberalistiske produktionsmåde kan kun overleve ved at udbytte, vækste og profitmaksimere.

De magtfulde enkeltpersoner er i dag blevet mere usynlige blandt nutidens spekulanter, børshajer og moderne kapitalfonde, der følger helt samme opskrift, som de store mænd DR hylder i denne serie.

Det er afgørende at forstå, at kapitalismen før som nu ikke kan fungere uden en stat, der understøtter dens magt.

Matadorerne kan ses på DR.dk