Efter skelsættende dom: EU’s mindstelønsdirektiv lever videre

Tilhængere af et socialt Europa kunne ånde lettet op, da EU-Domstolen 11. november 2025 afsagde sin dom i sagen om direktivet om mindsteløn i EU (sag C-19/23). Med kun få undtagelser stadfæstede Domstolen direktivet og satte dermed punktum for en lang periode med retlig usikkerhed, som havde kastet en skygge over et af EU’s mest betydningsfulde socialpolitiske initiativer i årtier.

Flere juridiske iagttagere havde hævdet, at EU manglede hjemmel til at foreslå et sådant direktiv. De pegede på, at artikel 153, stk. 5, i Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde (TEUF) udtrykkeligt udelukker EU’s kompetence på området “løn”.

Med disse argumenter indbragte den danske regering i begyndelsen af 2023 sagen for EU-Domstolen i et forsøg på at få hele direktivet annulleret. Denne position fik yderligere momentum i januar 2025, da EU-Domstolens generaladvokat afgav en udtalelse, der opfordrede til en fuldstændig annullering af direktivet. Udtalelsen vakte betydelig bekymring om fremtiden for denne skelsættende sociallovgivning.

EU-domstolens kendelse bekræfter direktivet

EU-Domstolen afviste generaladvokatens argumentation. I stedet fastslog Domstolen tydeligt, at direktivet er i overensstemmelse med EU-retten, og den etablerede samtidig en vigtig sondring, som vil få betydning for fremtidige socialpolitiske initiativer.

Domstolen fastslog, at forbuddet mod regulering i artikel 153, stk. 5, i TEUF kun gælder sager, der direkte blander sig i lønfastsættelsen. Andre tiltag, som kun indirekte påvirker lønninger, er fortsat tilladte som midler til at forbedre arbejdsvilkårene. Dermed bekræftede Domstolen direktivets retsgrundlag i artikel 153, stk. 1, i TEUF, hvoraf det fremgår, at “Unionen støtter og supplerer medlemsstaternes indsats inden for (…) arbejdsvilkår.”

Domstolen identificerede kun to bestemmelser i direktivet, der udgør direkte indblanding i den nationale lønfastsættelse og derfor skal annulleres. Den første er artikel 5, stk. 2, der opstiller fire kriterier, som medlemsstaterne skal tage i betragtning ved fastsættelse og opdatering af den lovbestemte mindsteløn: købekraften af de lovbestemte mindstelønninger, det generelle lønniveau og dets fordeling, lønvækstraten samt de langsigtede, nationale produktivitetsniveauer og -udviklinger.

Formålet med bestemmelsen var at sikre, at mindstelønningerne ikke blev så lave, at arbejderne ikke kunne leve af dem. Ifølge dommen svarer det til en harmonisering af nogle af de elementer, der udgør lovbestemte mindstelønninger, og griber derfor direkte ind i lønfastsættelsen. Den anden bestemmelse, der skal annulleres, findes i artikel 5, stk. 3, og gælder lovbestemte mindstelønninger, som justeres via en indekseringsmekanisme. Denne bestemmelse skulle forhindre, at mindstelønningerne automatisk faldt som følge af en økonomisk nedgang.

Afgørende er, at EU-Domstolen bekræftede gyldigheden af samtlige øvrige bestemmelser i direktivet. Især de bestemmelser, der fremmer overenskomstforhandlinger, forblev intakte, herunder artikel 4, stk. 2 som forpligter medlemsstaterne til at udarbejde en handlingsplan for at styrke overenskomstforhandlinger, hvis overenskomstdækningen falder under 80 procent.

Domstolen bekræftede også direktivets artikel 5.4, som forpligter medlemsstaterne til at bruge “vejledende referenceværdier” til at vurdere tilstrækkeligheden af ​​lovpligtige mindstelønninger. Den anbefaler kraftigt ​​”den dobbelte anstændighedstærskel” på 60 procent af den nationale bruttomedianløn og 50 procent af bruttogennemsnitslønnen.

Annulleringerne vil have ringe praktisk indflydelse

Ved nærmere eftersyn viser det sig, at de praktiske konsekvenser af de to annulleringer er bemærkelsesværdigt begrænsede. Med hensyn til de kriterier, der skal tages i betragtning ved fastsættelse eller opdatering af lovbestemte mindstelønninger, havde de fleste medlemsstater blot indarbejdet de fire kriterier i artikel 5, stk. 2 i deres allerede eksisterende lister, da direktivet blev implementeret i national lovgivning.

Da direktivets artikel 5, stk. 1 klart angiver, at medlemsstaterne “kan beslutte den relative vægt af de kriterier”, der anvendes ved fastsættelse og ajourføring af den lovbestemte mindsteløn, var de praktiske konsekvenser af at tilføje de fire – nu annullerede – kriterier begrænsede allerede fra starten.

Det virker derfor meget usandsynligt, at medlemsstater – som allerede havde indført de fire kriterier i forbindelse med implementeringen af direktivet – som følge af dommen vil rulle dem tilbage. Dette gælder i endnu højere grad for de 11 ud af 22 EU-medlemsstater med lovbestemte mindstelønninger, der har tiltrådt ILO-konvention nr. 131 om fastsættelse af mindstelønninger, som netop kræver, at underskriverne tager hensyn til næsten identiske kriterier ved fastsættelsen af mindstelønninger.

Den praktiske betydning af annulleringen af klausulen for de lande, der anvender en form for indekseringsmekanisme ved fastsættelse af lovbestemte mindstelønninger, forventes også at være begrænset. I øjeblikket benytter kun fire lande – Belgien, Frankrig, Luxembourg og Malta – en indekseringsmekanisme, der knytter mindstelønnen til prisudviklingen. Hertil kommer Bulgarien, som anvender en indekseringsformel baseret på gennemsnitslønsudviklingen, samt Holland, hvor mindstelønnen er knyttet til udviklingen af kollektive overenskomst-lønninger.

Vigtigst af alt har brugen af indekseringsmekanismer i ingen af disse lande nogensinde medført et fald i mindstelønningerne. Faktisk er de eneste tilfælde, hvor lovbestemte mindstelønninger er blevet reduceret i de sidste 20 år, sket i Irland og Grækenland som følge af Trojkaens intervention under finanskrisen i 2009-2010 – omstændigheder, der slet ikke havde noget med indekseringsmekanismer at gøre.

Selvom de praktiske konsekvenser af den delvise annullering forventes at forblive begrænsede, har de validerede bestemmelser allerede haft en betydelig effekt i hele EU. Direktivets indflydelse kan ses i to dimensioner: på den ene side gennem den formelle implementering af direktivet i national lovgivning, og på den anden side gennem dets politiske påvirkning af den bredere debat om mindstelønninger og kollektive forhandlinger i medlemsstaterne.

I praksis rækker direktivets indflydelse langt ud over den formelle implementering ved at sætte spørgsmål som mindstelønningers tilstrækkelighed og styrkelsen af overenskomstforhandlinger på den politiske dagsorden. Samtidig giver det progressive kræfter et stærkt redskab til at presse på for foranstaltninger, der skal sikre mere tilstrækkelige mindstelønninger og stærkere kollektive forhandlingssystemer.

Referenceværdier og mindsteløn

Som en kommende undersøgelse fra De Europæiske Fagforeningers Institut (ETUI) viser, har brugen af referenceværdier haft den mest gennemgribende indflydelse på de nationale processer for fastsættelse af mindstelønninger. I nogle lande – især Bulgarien og Kroatien – har dette medført betydelige stigninger i mindstelønnen over de seneste to år.

Af de 22 medlemsstater med lovbestemt mindsteløn anvender 17 nu en form for referenceværdi til at fastsætte mindstelønnen og vurdere dens tilstrækkelighed. Medlemsstaterne har fortsat frihed til at vælge både type og niveau af referenceværdierne. Næsten alle lande benytter Kaitz-indekset, som måler mindstelønnen som en procentdel af den gennemsnitlige og/eller medianløn, som reference. Slovenien er den eneste undtagelse og anvender i stedet minimumsleveomkostninger.

Mindstelønningerne bliver typisk højere i Vesteuropa, når de beregnes ud fra medianindkomsten frem for ud fra en vurdering af, hvad der minimum kræves for at leve. Hvorimod det typisk forholder sig omvendt i Østeuropa, fordi der i Østeuropa er mange med meget lave lønninger.

Med hensyn til niveauet af referenceværdien anvender de fleste medlemsstater de vejledende værdier på 60 procent af bruttomedianlønnen og 50 procent af bruttogennemsnitslønnen, som anbefalet i direktivets artikel 5, stk. 4. I fem lande – Tjekkiet, Letland, Litauen, Holland og Rumænien – ligger referenceværdien lidt lavere, mens den i Polen, Slovakiet og Spanien er højere end det niveau, der anbefales i direktivet.

Selv anvendelsen af den lavere referenceværdi repræsenterer en forbedring i forhold til det nuværende niveau i de pågældende lande. Da EU-Domstolen udtrykkeligt har bekræftet lovligheden af direktivets artikel 5, stk. 4, forventes brugen af referenceværdier til fastsættelse af lovbestemte mindstelønninger at blive både vigtigere og mere udbredt fremover. Særligt i Belgien og Kroatien har direktivet allerede medført mærkbare stigninger i mindstelønnen.

Direktivet og de kollektive overenskomster

Direktivet har også haft en dybtgående indflydelse på den nationale udvikling inden for overenskomstforhandlinger. Indtil videre har fem lande – Belgien, Tjekkiet, Malta, Polen og Slovakiet – indført ændringer i den juridiske ramme for overenskomstforhandlinger. Disse ændringer vedrører primært tre centrale områder:

For det første styrkes beskyttelsen af arbejdstagere og fagforeningsrepræsentanter mod forskelsbehandling, når de udøver deres ret til at kræve overenskomst og organisere sig.

For det andet fremmes indgåelsen og udvidelsen af overenskomster, så flere arbejdstagere omfattes af dem.

For det tredje forbedres indsamlingen af data og information om overenskomstdækning for at skabe et mere solidt empirisk grundlag til måling af dækningen.

I overensstemmelse med direktivets artikel 4, stk. 2, er der allerede vedtaget handlingsplaner til fremme af overenskomstforhandlinger i Tjekkiet, Estland, Irland, Letland, Litauen og Rumænien. De resterende 12 lande, som skal udarbejde en handlingsplan inden årets udgang, befinder sig på forskellige stadier i diskussionsprocessen.

Dette vedrører dog kun den formelle gennemførelse og implementering af direktivets forpligtelser. I flere lande har der samtidig fundet betydelige udviklinger sted “i skyggen” af direktivet. I Portugal, Rumænien og Spanien blev der eksempelvis gennemført omfattende reformer af det kollektive forhandlingssystem i 2022 og 2023, hvilket forklarer, hvorfor disse regeringer ikke fandt behov for yderligere ændringer i forbindelse med direktivets implementering.

Dommen vil give ny fremdrift

EU-Domstolens godkendelse af mindstelønsdirektivet og dets centrale bestemmelser vil give ny fremdrift til kampen for tilstrækkelige mindstelønninger og stærke kollektive forhandlinger i hele Europa. Først og fremmest vil det lægge pres på de lande, der endnu ikke har gennemført direktivet, for at sikre, at de gør det hurtigst muligt.

Dette gælder især for de lande – såsom Estland og Holland – hvor gennemførelsen af direktivet blev sat på pause, mens man afventede EU-Domstolens afgørelse. Anstændighedsgrænserne på 60 procent af medianlønnen og 50 procent af gennemsnitslønnen vil fortsat fungere som “referenceparametre” til vurdering af lovbestemte mindstelønningers tilstrækkelighed.

Hvad angår fremme af overenskomstforhandlinger, betyder Domstolens fulde godkendelse af direktivets artikel 4, at yderligere 12 EU-medlemsstater med overenskomstdækning under 80 procent skal udarbejde en national handlingsplan for at fremme overenskomstforhandlinger inden årets udgang – ud over de seks lande, der allerede har vedtaget en sådan plan. I disse handlingsplaner bør fokus være på styrkelse af sektorforsamlinger, da de udgør den vigtigste forudsætning for at opnå en bred og omfattende overenskomstdækning.

Ny analyse viser, at 69 procent af danske lønmodtagere er dækket af en kollektiv overenskomst.

Alt i alt udgør EU-Domstolens dom en tydelig bekræftelse af det europæiske mindstelønsdirektiv, som fra et arbejdstagerperspektiv sandsynligvis er det vigtigste sociale initiativ, EU har taget i årtier.

EU-Domstolens dom vil give ny energi til implementeringsprocessen og dermed sikre, at tilstrækkelige mindstelønninger og fremme af overenskomstforhandlinger fortsat forbliver en central del af den politiske dagsorden både nationalt og på europæisk niveau.

Derfor var 11. november 2025 en god dag for det sociale Europa. Det var ikke en afslutning, men en begyndelse på et nyt kapitel i kampen for retfærdige lønninger og stærk kollektiv repræsentation på tværs af kontinentet.

Artiklen er først udgivet på mediet Social Europe. Den er oversat fra engelsk af Jakob Mathiassen.