Rød Fredag: Hvordan vinder fagbevægelsen klassekampen i EU?

Hvordan skal venstrefløjen og den organiserede arbejderbevægelse forholde sig til et EU, hvor regelforenkling, geopolitik og erhvervslivets konkurrenceevne fylder mere end lønarbejdernes rettigheder?

Det var omdrejningspunktet, da Rød Fredag og mediehuset Solidaritet fredag 28. november inviterede til debat i Studiestræde i anledning af Danmarks EU-formandskab.

Diskussionen blev sparket i gang med oplæg af tidligere parlamentsmedlem for Enhedslisten, Nikolaj Villumsen, som i dag er politisk konsulent i den faglige sammenslutning Danske Byggefag, og Flemming Grønsund, næstformand i Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH).

Ordstyrer og aktiv deltager i debatten var Jakob Mathiassen, der til dagligt er faglig organisator i Enhedslisten, tidligere betonarbejder og organizer i 3F BJMF samt forfatter til bøgerne Beton, Kamppladser og Drømme og Støv.

Aftenen samlede et par håndfulde fagligt aktive og EU-interesserede og tydeliggjorde både splittelser og fælles visioner i det store spørgsmål: Hvor langt kan – og skal – fagbevægelsen gå for at præge udviklingen i et EU?

En streg i sandet

Flemming Grønsund lagde ud med at gennemgå den principielle strid om EU’s mindstelønsdirektiv. FH havde været en aktiv medspiller, da den danske og svenske regering anlagde søgsmål ved EU-Domstolen.

”Vi håbede på en annullering af direktivet. Det lykkedes ikke, men det afgørende er, at vi med dommen har sat en tydelig streg i sandet,” forklarede han.

”Den markerer, at EU ikke kan gå ind i selve løndannelsen. Samtidig giver bevarelse af direktivet faktisk den mulighed, at EU bruges til at styrke overenskomster i lande, hvor de i dag står svagt.”

Dommen, der tidligere er beskrevet og diskuteret indgående på Solidaritet, faldt midt i Danmarks EU-formandskab. En timing, der har været en god anledning til at vise den danske arbejdsmarkedsmodel frem.

”Tro mig – folk i Bruxelles falder ned af stolen, når de hører, hvordan parterne på vores arbejdsmarkedet kan arbejde sammen og skabe gode resultater uden en mindsteløn ved lov.”

Den nuværende beskæftigelseskommissær, socialdemokraten Roxana Mînzatu fra Rumænien, kigger ifølge Grønsund nysgerrigt mod Danmark af samme grund.

Han afsluttede sit indlæg med at fortælle om FH’s aktuelle prioriteter i EU. Det handler om at styrke den ”social dialog” mellem arbejdsmarkedets parter, sikre fair konkurrence på ordentlige vilkår – og fri bevægelighed uden social dumping.

Om regelforenkling – som blandt andet foreslås i Draghi-rapporten – var han klar i mælet.

”Vi vil gerne fjerne dumme regler. Men ikke på bekostning af lønmodtagerrettigheder.”

Hvis man vil vide mere om FH’s arbejde i EU og ved det danske EU-formandskab, så kan man læse mere på FH’s hjemmeside.

Voldsom klassekamp i Bruxelles

Nikolaj Villumsen tog over med en mere konfrontatorisk diagnose: Europa befinder sig midt i en ”voldsom klassekamp”, som der stod i overskriften på hans power point show.

På den ene side står højrefløjen styrket efter sidste EP-valg, hvilket giver erhvervslivet og konservative kræfter momentum til at presse på en dagsorden om mindre regulering og mere big business.  

På den anden side ligger der konkrete muligheder i en række kommende udspil fra Kommissionen og i Parlamentet: Begrænsning af entreprenørkæder, et europæisk ID-kort for bygningsarbejdere, revision af udbudsdirektivet og styrkelse af EU’s arbejdsmyndighed.

”De politiske vinde blæser i flere forskellige retninger. Der sendes modsigende signaler fra kommissionen og parlamentet, som vi skal forstå og bruge til fordel for lønmodtagerne. Vejen dertil handler om at opbygge et politisk pres igennem mange år, som kan tvinge forbedringer igennem,” lød budskabet fra Nikolaj Villumsen.

Som tidligere medlem af Europa-Parlamentet trak han på erfaringerne fra kampen for at sikre lavere grænseværdier for det kræftfremkaldende asbest. En sag der viste, at tålmodigt pres og sammenhold på tværs af landegrænser kan give sejre.

I dag er hans vurdering, at den nye store sag for de tværeuropæiske fagforeninger i byggebranchen er kravet om færre led i entreprenørkæderne som et værn mod social dumping og organiseret kriminalitet.

Villumsen advarede samtidig mod afbureaukratisering og den såkaldte ”omnibus”-dagsorden, der har ført til forslag om harmonisering af lovgivningen for erhvervslivet.

”Det er en genvej uden om lønmodtagerrettigheder, arbejdsmiljø og bæredygtighed. Det kan blandt andet medføre fjernelse af det danske RUT-register (Registret for Udenlandske Tjenesteydere, red.), der er et helt centralt redskab for fagbevægelsen mod social dumping, da nye EU-regler vil gøre det vanskeligere at registrere udenlandske virksomheder.”

Fagbevægelsen i mindretal – men ikke magtesløs

Jakob Mathiassen rejste spørgsmålet om styrkeforholdene i EU. Arbejdsgiverne er stærkere – og fagbevægelsen svagere – i Bruxelles end i Danmark, lød hans diagnose.

”Er vi overhovedet i stand til at gøre en forskel?” spurgte han.

Villumsen pegede på, at selv små faglige sekretariater i Bruxelles kan flytte meget, hvis de prioriterer benhårdt. Grønsund supplerede:

”I den europæiske fagbevægelses sammenslutning, ETUC, oplever jeg ikke resignation. Vi er inviteret ind og bliver hørt, når direktiverne laves – også selvom det er svært at få arbejdsgiverne med til at lave aftaler.”

Jakob spurgte herefter ind til FH’s afvisning af at stille krav om overenskomst i EU’s nye udbudsdirektiv, når virksomheder byder på offentlige opgaver?

Flemming Grønsund bekræftede FH’s holdning.

”Vi vil ikke lovgive på dette område, da det vil være en glidebane. Men vi støtter op om faglige og sociale klausuler, der kan bane vej for overenskomster og ordentlige vilkår i praksis.”

Symbolsk formandskab

Ordstyreren gav ordet frit, og hænderne skød i vejret fra alle sider i lokalet. Spørgelysten var stor.

Et spørgsmål samlede op på Danmarks aktuelle position i EU:

“Har I oplevet, at det har været nemmere at komme igennem med jeres mærkesager, nu hvor Danmark har EU-formandskabet?”

For Flemming er svaret mere nøgternt end jubeloptimistisk:

“Det har stået i Regeringens headlines, at EU-politikken ikke må ske uden lønmodtagerrettigheder. Men Europaminister Marie Bjerre (V) støtter regelforenkling. Vi skal huske, at formandskabet er en meget kort periode (seks måneder, red.), så man skal ikke tillægge formandskabet for meget.”

Nikolaj er enig i, at formandskabet først og fremmest er symbolsk og præget af en dansk regering, der ikke altid er enig internt.

“Den brede regering i Danmark er svær at blive klog på. Jeg har deltaget i uformelle møder, hvor ”fair bevægelighed” har været sat på dagsorden af den dansk beskæftigelsesminister. Imens har udlændingeminister Rasmus Stoklund i EU-sammenhænge støttet en talentpool-ordning, hvor tredjelandsborgere strippes for rettigheder og garantier.”

Blokader og international solidaritet

Fra salen rejses et nyt spørgsmål, der rækker helt ind i fagbevægelsens værktøjskasse:

“Man har tidligere set fælleseuropæiske, faglige blokader i solidaritet med Palæstina på havne i Italien og Grækenland. Kan I forestille jer, at dette sker i andre sager? Der er mange byggerier, som er tværnationale. Tænker fagbevægelsen at bruge denne magt strategisk?”

Flemming er klar i mælet:

“Nej. Det åbner den danske arbejdsmarkedsmodel ikke op for. Man vil få en bod i arbejdsretten i Danmark, hvis man som fagbevægelse deltager i den slags. Det kan kun ske, hvis man mobiliserer kollegaerne direkte uden om fagforeningerne og får dem til at sidde på røven og ofre en bod. Men den danske fagbevægelse må ikke gøre det.”

Han vil hellere benytte andre metoder.

”Vi har kigget ud over vores landegrænser i sagerne om hospitals- og Storstrømsbyggerierne, der involverer italienske firmaer med mafiaforbindelser. Her vil vi gerne lave en hvidliste, som udelukker firmaer, der ikke opfører sig ordentligt. Men vi bruger det arbejdsretslige system til at stoppe problemerne, når vi bliver opmærksom på dem.”

Nikolaj anerkender blokadernes kraft. Men også deres begrænsninger. “Hvis havne lukkes, så er det et meget stærkt våben. Men det er ikke nemt at organisere, som Tesla-sagen viser, hvor man protesterede i solidaritet med en svensk strejke, og det ændrer måske heller ikke hele verden. Men der sker faktisk mange ting i det små. I næste uge er der for eksempel demonstration med bygningsarbejdere fra flere forskellige lande foran EU-Parlamentet.”

Direktiver, lobbyister og magt

Platformsdirektivet – som skal sikre lønmodtagerrettigheder til blandt andet madbude – er vedtaget i EU, men afventer stadig på at blive implementeret i Danmark. Hvad er status på den sag, lød et spørgsmål.

Flemming forklarede processen fra maskinrummet:

“Vi har nedsat en arbejdsgruppe i FH og har et tæt samarbejde med Dansk Arbejdsgiverforening, og så laver vi et forslag sammen med dem, som vi bringer videre til Folketinget. Det er en proces, der tager tid, men vi arbejder konstruktivt sammen.”

Men fra salen kommer en mere kølig analyse:

“Lobbyisterne fra erhvervslivet står så stærkt, og har stor indflydelse på EU-reglerne, at det er årsagen til, at de er ”nemme” at samarbejde med i Danmark. De har allerede fået deres vilje i EU.”

Nikolaj svarer med et modargument – og en opfordring:

“Trods de ulige styrkeforhold, så er det vigtigt at engagere sig, da det typisk tager to år at implementere et direktiv. Her er der mulighed for at få indflydelse på udformningen af lovgivningen”.

Aftenen sluttede uden forsoning mellem alle positioner. Men med en fælles erkendelse: EU er en kampplads.

Om fagbevægelsen skal gennem samarbejde, pres udefra eller direkte konfrontation – dér er svarene forskellige. Men én ting stod klart i Studiestræde: Hvis Europa skal være andet og mere end et indre marked, kræver det en organiseret arbejderklasse, der gør sine krav gældende.

Eller som Nikolaj Villumsen formulerede det:

”Hvis vi ikke engagerer os, bliver der stadig truffet beslutninger i EU – bare uden os. Vi vinder kun, hvis vi kæmper.”

---

Artiklen er finansieret med tilskud fra Europa-Nævnet. Ansvaret for indholdet er alene tilskudsmodtagers.