Eksplosiv ny rapport: Den globale opvarmning rammer Mellemøsten med dobbelt styrke

Selvom klimakrisen i disse år rammer hele kloden, går det ikke lige hårdt ud over alle. Det understreger en ny rapport udgivet i tidsskriftet Reviews of Geophysics, der viser situationens alvor for Mellemøsten og den sydøstlige del af Europa.

Rapporten sætter fokus på klimakrisens ekstreme indvirkning på det område, klimaforskerne betegner som Det Østlige Middelhav og Mellemøsten (EMME). Det strækker sig fra Grækenland i vest til Iran i øst, og omfatter Egypten og hele den arabiske halvø. Her kommer temperaturen ifølge forskerne til at stige op til 5 grader i løbet af det 21. århundrede, hvis den nuværende udvikling fortsætter.

Ifølge rapporten kommer det til at betyde hidtil usete tørkeperioder i regionen, hvilket vil føre til akut mangel på drikkevand og mad. Samtidig vil tørken også sprede sig nordpå i retning af Europa, hvor sneklædte bjerge snart kan være fortid.

Hvis verdenssamfundet når de mål, der blev fastsat i Parisaftalen, vil temperaturstigningerne i EMME-regionen kunne begrænses til 2 graders opvarmning, konkluderer forskerne bag den nye rapport. Den målsætning har dog lange udsigter i øjeblikket, viser en FN-rapport fra efteråret 2021. Her beskrives Parisaftalen som ‘meget langt væk’, og vurderingen fra FN lyder, at der er brug for en ‘øjeblikkelig og hurtig’ reduktion i udledning, hvis det skal lykkes.

Tørke og hedebølger skaber politisk uro

Lande som Irak, Grækenland og Libanon har i løbet af den forgangne sommer oplevet massive konsekvenser ved opvarmningen af kloden. I Irak er temperaturen nogle steder kravlet over 50 grader i august måned, og i landets hovedstad, Bagdad har folk nogle dage måttet holde varmefri under de store hedebølger. Klimakrisen har også båret brænde til bålet under den politiske krise i Irak, hvor volden mellem sekteriske militser er taget til i sensommeren. Mindst 34 mennesker er døde i sammenstød, efter den shiamuslimske leder Moqtada al-Sadr i juni trak sig fra parlamentet.

I Grækenland har rekordhøje temperaturer igen i år resulteret i store skovbrande, ligesom også nabolandet Tyrkiet har oplevet kvælende temperaturer på over 45 grader. Også her er konflikten mellem de to historiske rivaler begyndt at blusse op, særligt efter Tyrkiets hårdt pressede præsident Erdogan for nyligt beskyldte Grækenland for at have ‘besat’ en række demilitariserede øer i Det Ægæiske Hav. “Glem ikke Izmir”, sagde Erdogan med henvisning til den tyrkiske erobring af byen i 1922.

Mens tørken stadig ikke for alvor har ramt alle lande i regionen, er den en realitet i Libanon. Her er 10 % af befolkningen lige nu i fare for at miste adgangen til drikkevand, mens landets miljøministerium spår, at klimakrisen vil betyde et fald på 14 % i landets BNP henover de næste 20 år. Også Libanon har på det seneste været genstand for omfattende social uro, og landets fødevarestabilitet er særligt hårdt ramt af krigen i Ukraine. Ifølge en rapport fra World Food Programme er prisen for en måneds fødevarer i landet steget med 351 % i forhold til sidste år.

Få lande har dog mærket konsekvenserne af klimaforandringerne hårdere end Syrien. Store dele af landets befolkning har gennem 11 år udkæmpet en borgerkrig mod diktatoren Bashar al-Assad, som stadig er i gang. Mange forskere mener også i det syriske tilfælde, at tørke har været en af de centrale drivkræfter i konflikten. De peger på, at en særligt kraftig tørkeperiode fra 2007-2009 resulterede i store interne migrationer fra land til by i Syrien, eftersom bønder på landet ikke kunne skaffe vand nok til deres afgrøder (andre forskere betvivler tørkeforklaringen, og kalder i stedet klimaforandringer for ‘en af mange delforklaringer’).

Større migrationsbølger vil være “logik for burhøns”

De ildevarslende klimaudsigter til hele fem graders temperaturstigninger, vil komme til at få stor betydning for fremtidens migration, vurderer Helle Lykke Nielsen, som er forsker ved Center for Mellemøststudier på Syddansk Universitet.

“Det er jo nærmest logik for burhøns, at det vil komme til at have enorme konsekvenser for folk i Mellemøsten, hvis temperaturen stiger så voldsomt.”

Helle Lykke Nielsen, Center for Mellemøststudier

“Det er jo nærmest logik for burhøns, at det vil komme til at have enorme konsekvenser for folk i Mellemøsten, hvis temperaturen stiger så voldsomt, og dermed gør levevilkårene værre”, forklarer hun. Helle Lykke Nielsen påpeger, at man i forvejen har at gøre med en politisk ustabil region, hvor en række forhold er med til at gøre fremtidsudsigterne dystre. Her kan de store klimaforandringer altså blive dråben, der får flygtningestrømmene til at eksplodere i endnu højere grad end hidtil.

“Den nuværende samfundskonstruktion i mange mellemøstlige lande er i forvejen presset af korruption, social uro og knaphed. I et land som Irak ser vi 20 år efter den amerikanske invasion, at befolkningen er endnu mere fragmenteret end tidligere,” siger hun.

Lykke Nielsen fremhæver også, at mange lande i Mellemøsten har en meget ung befolkning, hvilket vil få flere til at migrere i fremtiden. “Mange vil i forvejen gerne flytte, og er villige til at risikere alt for et bedre liv,” siger hun. Ifølge tal fra Verdensbanken vokser befolkningen i Mellemøsten næsten dobbelt så hurtigt som gennemsnittet på verdensplan, og en tredjedel af disse er under 15 år.

CO₂-udledningen stiger – men ikke overalt

Den dystre rapport viser, at der også inden for EMME-regionen er lande, der bidrager mere til den klimakatastrofale udvikling end andre. De tre store olieproducenter Irak, Iran og Saudi Arabien står alene for 53 % af udledningen af metangas, der har et 25 gange højere klimaaftryk end CO₂.

I løbet af de seneste 40 år er den samlede udledning af drivhusgasser tredoblet i regionen, der dog stadig har et stykke vej op til de vestlige landes udledninger. Den gennemsnitlige amerikaner udleder således stadig tre gange mere CO₂ end folk i regionen, selv om olieproduktion udgør over 40 % af flere mellemøstlige landes bruttonationalprodukter.

Selv om Grækenland stadig er blandt de højeste udledere pr indbygger i området, er landet blandt de mest succesfulde, når det kommer til at vende udviklingen. Landet har siden 2007 næsten halveret sit CO₂-aftryk, og får nu en femtedel af sin energi fra vedvarende energi.

Push eller pull?

I migrationsforskningen taler man om såkaldte push factors og pull factors: Migrerer folk, fordi de bliver draget (pulled) af løftet om et bedre liv andre steder? Eller bliver de snarere ‘skubbet’ (pushed) væk fra deres hjemlande af fænomener som krig, hungersnød og klimaforandringer?

Selv om der ofte kan være tale om en vekselvirkning mellem de to forhold, mener Helle Lykke Nielsen, at fokus i for høj grad ligger på det førstnævnte i den danske politiske debat. Hun opfordrer derfor til, at de europæiske politikere begynder at tænke mere over de push-faktorer, der sender folk på flugt.

“For mange handler det ikke om, hvad de kan få, men hvad de flygter fra. De danske politikere bruger ofte argumenter om velfærd og det tillokkende liv, men virkeligheden er, at mange ikke ser anden udvej end at flygte.”