En epidemi af militærkup hærger i Afrika

Kupepidemien handler ikke kun om Afrika syd for Sahara – det gør kun anden del. Den handler også om det arabiske forår i første del. Tredje del tager sig af kup og militærets dominans i nogle lande i Asien og Latinamerika samt Rusland, hvor udvælgelseskriteriet nok har været, hvad de to forfattere kendte til.  

Bogen foregiver ikke at komme med en fyldestgørende forklaring, men forsøger sig med nogle generaliseringer og paralleller, der skal give den et videnskabeligt præg. Forfatterne har en grundtese om, at den demokratiseringsbølge, der begyndte ved Murens fald og Sovjetsystemets sammenbrud, kulminerede med det arabiske forår fra 2010 – 2013, og at det allerede derefter gik ned ad bakke. Men måske kan der som tidligere i historien komme en ny demokratisk bølge.

Hensigten er også at sætte kuppene ind i en større ramme af verdens magtpolitiske tilstand. USA er ikke længere så dominerende rent politisk, ej heller militært. Et svækket amerikansk og et svagt europæisk lederskab i verden gør også, at autoritære tendenser har nemmere ved at vinde frem, må læseren forstå.

Det arabiske forår og hegemoni

Det arabiske forår analyseres ud fra modsætningen mellem civilsamfund og regimer i Tunesien, Egypten, Libyen, Syrien, Bahrain og Algeriet. Det var civilsamfundet, der rejste sig, men det var ikke stærkt nok til at holde de herskende kræfter fra at komme tilbage til magten, dér hvor oprøret ellers så ud til at lykkes i første omgang.

Resultatet blev kaos og fortsat borgerkrig i Syrien og Libyen. Interessant nok mener forfatterne, at der – indtil det arabiske forår sluttede i 2013 – havde været tale om demokratisering i Afghanistan og Irak samt kortvarigt i Egypten og Libyen og lidt længere tid i Tunesien.

Bortset fra at Afghanistan og Irak kom i stand gennem militær intervention, så resulterede modbevægelserne fra 2013 ikke blot i diktatur, men også i en styrkelse af islamistiske bevægelser, der omvendt kunne bruges som legitimering af fortsat undertrykkelse i de nye autokratier. Demokratiet kæmper videre i Irak, siger forfatterne. – Må man spørge hvilket demokrati?

Hegemoni spiller en væsentlig rolle som begreb. Hegemoni betyder herredømme, dvs. at nogle interesser, legitime eller ej, tilsidesættes. Dominansen i de forskellige arabiske lande var forskellig. I Tunesien tillod præsident Ben Alis styre civilsamfundsorganisationer som fagforeninger, der imidlertid hurtigt sluttede sig til oprøret, da det først brød ud.

Det beseglede Ben Alis skæbne, og et demokratisk styre blev etableret – lige indtil det blev løbet over ende af den femte præsident efter oprøret, Kais Saied, der for to år siden sendte parlamentet hjem, idet han vendte sig imod sine tidligere islamistiske fæller inden for det selvsamme demokrati. Nu regerer han autoritært.

De andre lande i Mellemøsten er variationer over pludselige plads-bevægelser og bekæmpelse af dem. I Egypten faldt diktatoren Mubarak, men den nye mand på posten, Morsi, var af det muslimske broderskab, som den traditionelle økonomiske og militære magt havde været stærk modstander af. Den magt rejste sig derefter og bragte militærmanden Al-Sisi til magten. USA vaklede men accepterede ændringen. Forfatterne forklarer forløbet som et resultat af, at folket hverken stod bag broderskabet eller havde noget ordentligt alternativ.

Jeg skal ikke komme nærmere ind på gennemgangen af de andre lande. Der er bestemt oplysninger, det er godt at få med eller blive mindet om. Især vil kapitlet om Algeriet nok indeholde nyt for de fleste, da landet lever en relativt upåagtet tilværelse, ikke mindst når man betænker dets størrelse.

Syrien er en ulykkelig historie, der sættes ganske godt på begreb her. At oprørene i de arabiske lande og Nordafrika ikke lykkedes, er måske ikke så mærkeligt, for de eksisterende magtstrukturer var jo ikke bare grundigt indbygget i landenes institutioner, men kunne også mobilisere styrer, der var endnu mere undertrykkende end før.

Hvor militær intervention rettedes mod demokratiske landvindinger i de nordafrikanske/arabiske lande, er der i Afrika tale om militærkup mod valgte regeringer, hvis legitimitet så til gengæld kan diskuteres.

Vi taler om Guinea, hvor Alpha Condé havde fået en upopulær forfatning gennemtvunget med et svagt skin af legitimitet, hvorefter han kunne genvælges for tredje gang. Vi taler om Mali, der endelig gennem mange forskellige op- og nedture af demokrati/militærregime havde fået en valgt regering. Det samme skete i Burkina Faso og Niger.

I Gabon havde den siddende præsident også lige ladet sig genvælge, da han ganske brat blev afsat. Det viste sig at være relativt nemt for en velorganiseret militærgruppe at vælte de siddende regeringer, som jo var afhængige af den selvsamme militære magt.

Der er dog ikke entydigt tale om, at de nye regeringer er reaktionære og udelukkende ude på egen profit, som bogen skriver. F.eks. har den nye hersker i Guinea, Mamadi Doumbouya, optrådt konsekvent over for mineselskaberne for at få dem til at bidrage mere til statskassen og industriudviklingen.

Er demokrati eller et materielt godt liv det ultimative kriterium for et godt samfund?

Et af bogens problemer er, at den ser demokrati som det ultimative kriterium for et godt samfund. Men den grundlæggende bestræbelse for samfundsmennesket er vel ’det gode liv’ – også materielt, og folk, der lever i et påstået demokrati, kan derfor så udmærket acceptere kup imod det, hvis det ikke leverer. Også selvom der ikke har været åbenlyst valgsnyd.

Endog kan man udmærket hævde, at de afrikanske demokratier er fejlbehæftede, fordi de ikke har et stærkt økonomisk fundament, hvorpå modstridende interesser kan udspilles politisk. Det nøjes bogen desværre kun med at antyde.

Afkoloniseringstidens forestilling om afrikansk socialisme præsterede en anden samfundsvision end den kapitalistiske, men den er forsvundet, selvom spæde forsøg på genoplivning ses. Den omtales slet ikke i bogen, ej heller om nogle af de nye kupledere i det mindste retorisk fremkalder den vision.

Inden kolonitiden var samfundsmagten indlejret i høvdinge-embedet, der skulle sørge for orden og retfærdighed. I kolonitiden kom den udefrakommende tvang, og efter uafhængigheden vandt den vestligt promoverede idé om demokrati frem. Ja, i 1990’erne så den ud til at blive en realitet.

Men hvis demokratiet i praksis udøves via manipulation eller bliver blot formelt, kan det igen tolkes som noget, landene påduttes udefra. Derfor er demokrati ikke de fleste afrikaneres udgangspunkt for et godt styre. Tværtimod er afrikanerne – i denne helt enestående generalisering – mere interesserede i den økonomiske magts fordeling. Når man geråder i fri snak med folk, handler historierne mest om styrets sammenfletning med økonomiske interesser og de sidste nye obskure ’deals’.

Diskussionen om demokrati kan man lancere omkring kuppet i Gabon, hvor forfatterne gør op med de ’militærforstående’ iagttagere. Som en af dem, der måske kan falde i den kategori, vil jeg sige, at det at ytre forståelse ikke er det samme som forsvar for kuppet.

Dog, uanset hvad jeg – eller Bjerrum og Jensen – måtte mene om militærregimet i Gabon, kan jeg se udmærkede grunde til, at det skete. Ali Bongo, der i august 2023 blev udråbt som vinder af præsidentvalget for tredje gang, havde ikke nogen legitimitet i forhold til at ville folkets bedste. Om det nye styre bliver bedre, er tvivlsomt, men Frankrig og Vestens indflydelse har ikke bidraget til at gøre Gabon til et land med så rimelige forhold for befolkningen, som den har ret til at forvente.

Bogens tredje del er svær at få hold på. Thailand, Burma, Bolivia, Brasilien, Iran og Rusland gennemgås med hensyn til militærets rolle i disse lande. Der er gode og udmærkede oplysninger og analyser at få, men der er ikke rigtig nogen sammenhængende enhed over dem.

Med hensyn til Burma – som er det landenavn forfatterne insisterer på i stedet for Myanmar – er der i øvrigt siden bogredaktionens slutning ved at komme samling på tre modstandsbevægelser. Det går hurtigt i en i stigende grad militariseret verden.

Militarisering og lidt fejl og mangler

Alt i alt er det gode ved bogen, at den ikke forfalder til banale konstateringer om, at landene i det globale syd bare er korrupte eller i deres etnicitets vold. Men i forhold til de temmelig selvsikre konklusioner om den aktuelle tilstand mangler der analyser af landenes økonomiske udviklingsdynamik og langvarige interne konflikter. Samtidig kunne landenes vrede mod vesten – om denne vrede er retfærdig eller ej – forklare, hvorfor landene søger nye samarbejdspartnere.

Jeg er enig i, at man må beklage den russiske indflydelse, der meget direkte giver Rusland mere, end den bringer. Den brutale, russiskstyrede Wagner-gruppe tager sig jo så rigeligt betalt i guld i Den Centralafrikanske Republik og Sudan.

Den kinesiske indflydelse er anderledes. Der sker reelle investeringer i infrastruktur, som ikke er bundet op på militæret. Man sporer dog lidt Kina-træthed rundt omkring, for investeringerne har ikke altid givet, hvad de lovede. 

Man kunne godt savne mere information om den igangværende militarisering. Hvad går den ud på? Flere soldater, mere militærudstyr, flere udenlandske baser og militæroverførsler? Kun i tilfældet Iran og Rusland bringes der sådanne oplysninger.

Desværre er bogen præget af mange småfejl og besynderligheder. Hvorfor bringe navne på overgangsråd og institutioner i Niger på engelsk? Fransk er stadig det officielle sprog, så skriv enten de franske titler eller oversæt til dansk. Ind imellem bringes også lidt på fransk. ’La systeme’ kalder kritiske røster magtsystemet i Algeriet. Mon ikke det skrives som ’Le système’? Unødig fejl. I Argentina vandt Javier Milei i øvrigt ikke første runde af præsidentvalget, men anden runde. Desværre.

Mere alvorligt er, at selvom redaktionen sluttede i oktober dette år, så er ikke alle kapitler fuldt opdateret til dette tidspunkt. Tidsdimensionen bliver dermed lidt uklar. Desuden savner man en litteraturliste.

Bogen er flydende skrevet og nemt læst, så forhåbentlig kan den medvirke til at udvide forståelsen af andre steder på jorden end dem, der har bemægtiget sig verdens opmærksomhed.

Mikael Bjerrum og Carsten Jensen: ”Kupepidemien: Militærets voksende rolle i Det globale syd”. PS Skrifters Hard Work-serie nr. 5. November 2023. 174 sider. Vejl. pris 200 kr.