En politisk familietragedie

Claus Bryld: Fædrene åd sure druer. Erindring om en politisk familietragedie. Erindringer, Forlaget Mellemgaard 2024, 383 sider

Første del af titlen på Claus Brylds nye bog er et citat fra Jeremias’ bog i Gamle Testamente: “I de dage skal man ikke mere sige: Fædrene spiste sure druer, og sønnerne får stumpe tænder. Nej, enhver skal dø for sin egen synd; ethvert menneske, der spiser sure druer, får selv stumpe tænder.”  Det handler om fædrenes handlinger og deres betydning for børnene: Spiser fædrene sure druer, får børnene stumpe tænder. En dag vil denne afhængighed holde op, og man vil kun stå til regnskab for sin egen synd. Men Claus Brylds erfaring er, at lige meget, hvad man gør, er man en del af de valg ens forældre traf en gang i fortiden.

Brylds første to udgaver af hans erindringer hed Hvilken befrielse. Fortælling fra en opvækst i nazismens og retsopgørets skygge (1995 og 2008). Fra billedet ’skygge’ er vi nu rykket ud i den bibelske skyld. Og interessant er bogen også derved, at den er tilegnet, ikke ”Børn og børnebørn” som de forrige, men ”tredje generation”, altså børnebørnene. Dermed har han opridset familietragediens omfang: Det er ikke blot skyggen, som rammer ham selv, tragedien rammer også tredje generation, om de vil det eller ej!

Claus Brylds bog er en modig bog. Hvor vægten var på nazismen i de to første, ligger vægten her på det ansvar, faren og onklerne, som var nazister, pådrog sig for ikke blot Claus’ liv, men også for hans børns og børnebørns liv. Det skyldes ikke blot nazismen. Det er klart, at når man som forældre træffer et så afvigende valg, rammer det også efterkommerne hårdere. Men i realiteten er det jo et problem for alle, som sætter børn i verden. Og det får også den konsekvens for fortællingen, at udgangspunktet er, at Claus Brylds forældre var mennesker før de var nazister. Derfor er det ikke nogen eksotisk fortælling fra et fjernt og ukendt land, landsforræderiets land. Tværtimod er det en fortælling også om det, vi alle har fælles.

Hvor Hvilken befrielse ikke mindst handlede om kampen for adgang til de retlige kilder, som talte om farens og onklernes nazisme. Nu handler det meget mere om at forstå deres menneskelighed. Her lægger Claus Bryld vægten på at forstå forholdet mellem faren og onklernes forhold til deres far. Det er et forhold, som han forstår som dybt patriarkalsk og som afgørende for de fire mænds forhold til ’det totalitære’ i bred forstand. Han ser det på den måde, at farfaren efterlader et stort socialt hul, som ingen af dem formår at udfylde selv.

Vigtigst er imidlertid billedet af moren og den rolle, hun spiller i Claus Brylds liv. Hun er også nazist, men bliver ikke dømt. Og da faren flygter til Tager i Nordafrika og familien følger efter, vælger hun ægteskabet fra og satser på børnene. Det er i høj grad hendes evne til kærlighed, Bryld beskriver som en bevæger. Det er ikke nazisten, men mennesket, som agerer. Det hjælper i høj grad Claus Brylds udvikling gennem forskellige faser af vrede mod nazismen og farens handlinger. For Claus Bryld beskriver disse faser ret indgående. Og i det hele taget er fortællingen rykket meget tættere på familien for at kunne beskrive familietragedien.

Uden at udlevere nogen, rykker han meget tættere på det familieliv, hvori tragedien udspillede sig. Meget karakteristisk rykker opgøret med Hitler ud på toilettet, hvor Claus Bryld i hemmelighed sidder og ryger og læser Hitlers Min kamp. Ingen af delene er forbudte, men de ikke velsete. Asken fra cigaretten kan skylles ud, det kan indsigten i Hitlers måde at tænke på ikke. Den efterlader en overfølsomhed for propaganda. En vigtig vej ud af familietragedien er grundlæggelsen af det eget liv, i Claus Brylds tilfælde med jazzen.

Claus Bryld skelner nøje mellem erindring og historisk fremstilling. Han har kæmpet for at få adgang til kilderne til den historiske fremstilling af farens og onklernes nazisme. Erindringen udspringer af den personlige overvejelse og samtale om fortiden. I denne nye version spiller erindringen en større rolle. Både på den måde, at den fylder mere i bogens landskab, men også på den måde, at bogen går længere frem i Claus Brylds liv end de to andre. Hvor de havde fokus helt ud i titlen på retsopgøret og Claus Brylds tidligste barndom, så ser vi i højere grad erindringen også som et spor, der viser, hvad han brugte opgøret til, og hvordan han selv gennem dette opgør blev mennesket Claus Bryld i den politiske familietragedie.

Dermed bliver bogen også mere sammenhængende og spændende for os andre at læse. Så tak for den!