En (us)KØN affære?

Beslutningen er taget, kvindemuseet har skiftet navn til KØN. Kan vi nu komme videre?

”Kære Elsebeth: Jeg skriver til dig privat fordi jeg ikke vil udskamme dig offentligt i den gruppe, jeg har forladt”.

Sådan lød indledningen til en privatbesked til mig på Messenger. Fra en partikammerat i København. Hvorfor får jeg sådan en besked? Fordi jeg sidder i bestyrelsen for (kvinde)museet KØN i Aarhus. Og hun vil jo ikke skrive det offentligt, fordi hun så ville få svar på tiltale. Fra dem der synes, at jeg har gjort hvad jeg kunne og har støttet mig.

Fordi hundredvis af mennesker har haft en holdning til, hvordan jeg skulle agere i forbindelse med navneskiftet. Fordi de ikke stoler på, at jeg kan udfylde den bestyrelsespost, som Enhedslisten i Århus har udnævnt mig til at bestride?

Aldrig har jeg oplevet, at så mange mennesker ville bestemme, hvad jeg skulle mene, hvad jeg skulle stemme, at jeg skulle redegøre for det i mange forskellige fora – og bare være villig til at debattere det alle mulige og umulige steder. De har forventet, at jeg stiller op til alt og forklarer mig. Det er aldrig nok. Mine holdninger er sjældent blevet respekteret. I hvert fald ikke af dem, der har råbt højst. Jeg er blevet kaldt anti-feminist, har fået at vide, at jeg var udsat for gruppepres, at mine handlinger er kujonagtige, at jeg ”bekender mig til den anti-feministiske mainstream, der vil udvande den oprindelige platform” – og at jeg er med til at nivellere modstanden fra “kvindebevægelsen”, hvad det så end betyder.

“Mens jeg lå på gulvet og tårerne dryppede på træbrædderne, dukkede der endnu en mail ind fra personen. En slags undskyldning, som hurtigt blev til, at hun var på min side, hvis jeg altså gjorde det rigtige.”

Jeg har hele tiden været i mindretal i bestyrelsen, men har prøvet at gøre det, så godt jeg kan.” Hvis du havde den mindste smule integritetet, burde du havde forladt bestyrelse i protest, det kan du nå endnu, hvis du vil skabe eller genskabe respekt om din person.”Det er endnu et udtræk af den besked, jeg fik for 14 dage siden. Jeg kender ikke personen, men alligevel føler hun, at det er i orden at skrive sådan til mig.

”Hele affæren stinker, og du har været en del af den. Kampen fortsætter og jeg lover, at I skal få kamp til stregen. Hvilken side er du på?” Sådan sluttede det brev, der gjorde, at jeg begyndte at tude, selv om det nok mest var kulminationen på et intenst pres fra mange forskellige personer i mit politiske bagland.

Mens jeg lå på gulvet og tårerne dryppede på træbrædderne, dukkede der endnu en mail ind fra personen. En slags undskyldning, som hurtigt blev til, at hun var på min side, hvis jeg altså gjorde det rigtige. Men en undskyldning kan altså ikke bruges til ret meget, når den forrige besked har været så meget over grænsen.

Jo, det er fint at få en undskyldning – men hvor ville jeg ønske, at folk ville tænke over, hvad de skriver indledningsvist, så det ikke er nødvendigt at undskylde senere. Der var skaden allerede sket og min aften var ødelagt.

Nu skal vi videre

Det er ikke rart at tabe, men på et tidspunkt skal vi videre. Museet hedder KØN nu.
Der er andre, som ønsker, at jeg trækker mig fra bestyrelsen. Men jeg har ret til at være der. Jeg har taget ansvar. For det er et stort ansvar at sidde i  en bestyrelse for en kulturinstitution. Det er store budgetter og regnskaber. Det er at finde nye sider af mig selv. At komme med mine holdninger, at lære mere om samarbejde. Alle de ting er jeg blevet klogere på

Jeg ved, at mange i mit bagland stoler på mig, og synes jeg gør det godt.  Jeg kan ikke gøre alle tilfredse og det er jeg faktisk heller ikke interesseret i. Der skal være plads til modspil og debatter. På en ordentlig måde med en god tone. Jeg kommer aldrig til at ændre mening omkring et eneste emne, fordi jeg får smidt en spand lort i hovedet. Debatter bliver vundet med gode argumenter og ikke mudderkastning. Det må folk, som er politisk aktive, da vide.

KØN har fortsat spændende udstillinger, som jeg håber, I stadig vil besøge. Jeg håber at kunne lukke debatten her.Men det er nok umuligt, for der er stadig mennesker i denne debat, som mener, at de har mere ret end andre – og mener, at måden at overbevise andre på er at råbe så højt som muligt.