4 min. læsetid

Anastasia Kratschmer var til Ende Gelände 2019, hvor aktivister fra hele verden igen satte fokus på at få lukket ned for udvinding af brunkul. Læs hendes beretning fra aktion.


Af Anastasia Kratschmer

Ende Gelände-aktionerne har et ikke-voldeligt ’aktionskonsensus’, og handler om at blokere kulminer og kul-infrastruktur med sin krop. Denne gang var hovedmålet Garzweiler-minen, som drives af klimasuperskurken energifirmaet RWE.

Brunkul indeholder meget vand, har en lav brændværdi og er en af de værste måder, man kan udvinde energi på.  

Over 6.000 aktivister fra hele verden var samlet i en teltlejr med velorganiserede toilet- og køkken-faciliteter i nærheden af byen Viersen. Fra Danmark og Sverige var der sendt to busser. Ung Vänster fra Sverige imponerede med op mod 50 aktivister. Fra Danmark havde aktivisterne ikke så entydig tilknytning til en bestemt organisation, men der var en del folk fra Socialistisk UngdomsFront og Extinction Rebellion.

Aktionstræning i finger-struktur

Den første dag efter ankomsten gik med aktions-plenum fællesmøder, hvor planerne i meget løse træk blev rullet ud, og med aktionstræning hvor aktivisterne blev trænet i den fingerstruktur, man bevæger sig i under aktionerne. Blandt andet blev der øvet håndsignaler og at bryde gennem politilinjer. Som noget nyt var fingrene denne gang opdelt i underkategorier med hvert deres flag og en vis uafhængighed af hinanden – så det ville være nemmere for de forskellige dele af fingrene at agere forskelligt fra hinanden, f.eks. hvis man skulle sprede ud.

De fleste kammerater fra Danmark og Sverige var i den ‘røde finger’, der kl. 11 om torsdagen begav sig ud på en lang gåtur i den bagende sol, som varede til godt ud på aftenen. Efter en lille tur med tog et par stationer tættere på minen, nåede den røde finger til banegården i Hochneukirch, hvor det var meningen, at den skulle fortsætte i en lovlig demonstration gennem nogle af de landsbyer, som er truede af Garzweiler-minens kommende udvidelser.

Der gik bare lige fire timers tid, før politiet ville tillade demonstrationen at fortsætte. Da den endelig fik lov at gå i gang, gik det gennem landsbyerne med råb som “A-Alle-Alle Dörfer bleiben (alle landsbyer bliver)”. Gåturen gennem disse landsbyer var opløftende og vidnede om en stigende opbakning fra store dele af befolkningen. Hvor der normalt under lignende aktioner er i hvert fald nogle lokale, som viser deres mishag, var der denne gang bifaldende, vinkende folk og børn i vinduerne i de fleste huse og ros fra folk på gaden.

Demonstrationen betød, at det var lykkedes den røde finger at krydse den motorvej, der lå mellem lejren og minen, hvilket var en af de største udfordringer. Aktivisterne slog lejr på en mark og lagde sig småfrysende til at sove.

‘Landsbyerne bliver -eksproprier RWE!’ Tusindvis af aktivister var endnu engang samlet om klimaaktion mod kulmineindustrien. Foto: Ende Gelände / Facebook

Tættere og tættere på minen

Dagen efter bevægede fingeren sig ledsaget af politiet tættere og tættere på minen. Pludselig blev der givet signal til, at fingeren skulle spredes og løbe bag flagene mod minen. I højt tempo gik det over kartoffel-, raps- og korn-marker og forbi politiets heste. Cirka halvdelen af fingeren nåede minekanten, mens den anden halvdel blev ’kedlet’ af politiets fangarme.

Aktivisterne, der nåede minekanten, måtte glide og springe ned ad de sandede, stenede, stejle minesider. Heldigvis var lige præcist det sted, som fingeren ramte, et af de mindre stejle. Aktivisterne bredte sig ud over siderne i minen så højt oppe, at politiet – der stod længere nede i minen – var ret magtesløse. Minen lignede en blanding af et månelandskab og en gold bjergørken. Kun en ensom kartoffelplante voksede i en af skrænterne, men ellers var der kun sten, sand (og længere nede i minen kul). Ligesom i andre ørkener var der ingen skygge og utrolig varmt.

På trods af aktivisternes forsøg på at skabe skygge med ’rescue’-tæpper, begyndte vandet hurtigt at slippe op, og hen mod aftenen måtte aktivisterne lade sig fjerne af politiet. Det var forskelligt, hvor store konsekvenser de enkelte aktivister blev mødt med. For nogle handlede det bare om f.eks. gennemsøgning for våben og fotografering. Mens det for andre indebar voldelig behandling og/eller at få taget fingeraftryk.

En anden stor finger nåede også minen, men sad et andet sted. Et kultog-skinnespor blev blokeret af en tredje finger. De sidste blokader endte efter omkring 48 timer.

Læs mere om Ende Gelände her


Anastasia Kratschmer er klimaaktivist og medlem af Socialistisk Ungdomsfront.