Nedsænkning af gasledningen 'Nord Stream 2' ved Rügen i Tyskland. Foto: Jürgen Mangelsdorf / Flickr
6 min. læsetid

Stormagter i det 21. århundrede bekriger ikke hinanden med konventionelle våben, men gasledninger. Mikael Hertoft tegner et portræt af gasledningerne Baltic Pipe og Nordstream II.


Af Mikael Hertoft

Det kan være fristende at se planerne om at bygge en stor gasledning tværs gennem Danmark som ren satire, eller måske fantasy. Det ville det måske være, hvis det ikke var så alvorligt. Gasledningerne kan imidlertid komme til at definere planerne for Danmarks fremtid de næste 30 år, uanset hvad man så måtte mene om, hvordan vi tager omstillingen fra fossile brændstoffer alvorligt.

Solidaritet dækker løbende udviklingen af Baltic Pipe og andre fossile brændstofprojekter, der går imod den grønne omstilling.

Gasledningerne går stik imod målet om at reducere forbruget af fossile brændstoffer med 70 % inden 2030, som alle partier nu tilslutter sig i deres klimaplaner. På den baggrund virker det helt tosset at investere mange milliarder i at fortsætte med fossile brændstoffer. Især når investeringen er overflødig.

Projektet Baltic Pipe, der skal transportere norsk gas gennem Danmark fra Nordsøen til Østersøen, er sat i søen af den fossil-venlige, forrige regering under Lars Løkke og kan stoppes af den klima-venlige nuværende regering. Den skal bygges frem til 2022 – det er endnu ikke for sent at bremse den. Hallo, Mette Frederiksen – her er mange penge at spare!

En anden gasledning – North Stream II – er derimod næsten færdigbygget. Den går gennem Østersøen fra Rusland til Tyskland, og kan transportere 5,5 gange så meget gas som Baltic Pipe.


Baltic Pipes forretningsplan og udviklingen af gasforbruget. Hvis Danmark ikke bygger ledningen, kan klimamålet om at udfase gassen realiseres, mens konstruktionen af ledningen vil betyde et fortsat bidrag til den globale opvarmning som “transit-land” indtil 2052.

Skizofreni i klimaplanlægningen

Tanker om klimaet har ingen plads i planerne om at bygge Baltic Pipe, som det statsejede firma Energinet har sat i gang. Projektet er godkendt af skiftende ministre efter pres fra EU, og i en evindelig skræk for at EU-landene skal blive afhængige af den russiske gas.

Fakta er, at EU-landene allerede er afhængige af russisk gas – og har været det længe. Sanktionerne mod Rusland omfatter ikke gasleverancen. Det er samtidig den mindst forurenende form for fossilt brændstof , hvilket gør den populær blandt miljøbevidste europæere. Ca 38 % af EU’s gas kommer fra Rusland, mens 25 % leveres fra Norge. Algeriet og Libyen leverer også gennem gasledninger, og dertil kommer leverancer af flydende naturgas fra tredjelande.

Polen vil meget gerne have en gasledning fra Norge, og den skal gå gennem Danmark, selv om det ud fra alle miljømæssige hensyn – og i forhold til klimaet – er fuldstændig godnat.

Det er dog kun dér satiren starter, som et udtryk for den totale skizofreni i samfundet, når det drejer sig om klimaet:

”Alle vil redde klimaet”, siger man, men udbygningen af gasnettet kører alligevel videre som statsprojekt. Den forrige regering udpegede Energinets nye bestyrelse i maj måned. Det var før, de var blevet grønne, for det blev de først i valgkampen. Det er Lars Barfoed – ex-politiker for de Konservative – der sidder for bordenden. Resten af holdet udgøres af erhvervslivets spidser og nogle medarbejderrepræsentanter. Stakkels Lillebælt, der skal have lagt en ny rørledning – syd om den fredede zone – for en mørklagt pris.

Den foreslåede ‘Baltic Pipe’-ledning vil gå fra Polen ud i Nordsøen, tværs igennem Danmark. Illustration fra projektets hjemmeside.

Lokale miljøkonsekvenser og prisen for Baltic Pipe

Baltic Pipe skal gå tværs igennem hele Danmark, fra Vestkysten i Jylland til Vordingborg på det sydlige Sjælland. Der skal lægges 210 km nye ledninger, hvor jorden skal skrælles af og lægges på igen. Den skal krydse både Lille- og Storebælt, og der skal bygges en kompressor-station ved Næstved. Dyrt bliver det også.

Stakkels alle de mennesker hvis natur og land bliver skrællet af, og lagt på igen – stakkels klima. Men der er penge at tjene i den sidste ende – desværre først efter mange års løbende regning. Prisen for Baltic Pipe bliver høj for den danske stat, og må ses som en slags pyramidespil med skatteydernes penge: 400 millioner om året i 12 år, fra 2020-2032. Derefter vil prisen blive 300 millioner om året i en række år, for til slut at koste 200 millioner om året – længe efter, at fossile brændstoffer skal være udfaset. I princippet skal transit-tariffer dække udgifterne til kapital- og løbende omkostninger plus renter og afdrag, men i sidste ende er det staten, der må tage tabene, da det kommer til at ske via det 100 % statsejede Energinet.

Finansieringen foregår ifølge forretningsplanen gennem statslån, som det anføres i en sidebemærkning på side 39. Man vil låne 6,9 milliarder kroner, måske mere.

Den økonomiske præsentation i forretningsplanen er et særligt humoristisk kapitel. Det finurlige nysprog og den elegante konsulentretorik, krydres her med små sortlægninger af nøgletal – bogstaveligt talt med sorte bjælker henover nøgletekst. Det tyder på en meget dårlig forretningsplan, med meget stor risiko for at kunne slå fejl. Netop det med risiko står der også noget om i planen, hvor man har brugt ‘Monte Carlo-princippet’ til at kalkulere risici.

Det er sådan en hyggelig algoritme, der slynger om sig med tal omkring konsulent-fastlagte bredvidder.  Men flot ser det ud, når Monte Carlo-kurverne rulles ud! Økonomien er ren spekulation, og dens succes beror på hvorvidt de, der skal betale regningen, tror på det længe nok. Det er skatteyderne vi taler om. Så er I advaret! Det er en spekulation, der risikerer at gå galt, men som Monte Carlo kan trylle næsten helt væk.  Det er dog altid casinoet, der vinder, og så er det ikke satire længere. Så er det drama og problemer i regeringen, og måske endda tragedie.

Hvorfor skal Danmark tage statsgæld for det projekt?  


Mikael Hertoft er cand.mag i russisk, og arbejder som underviser.