Indkøbskurv: 0,00kr. Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Generic filters
Menu
EU
10. april. 2024

Enhedslisten i EU: Migrationspagt krænker menneskerettighederne

EU’s migrationspagt repræsenterer en kraftig tilbagegang for asylansøgeres rettigheder. Den ”solidariske omfordeling” af flygtningene, som pagten omtaler, vil ikke løse de reelle udfordringer, unionen står med. Det skriver Enhedslistens Nikolaj Villumsen og Clara Turms

Venstrefløjsgruppen i EU-parlamentet er samlet til en symbolsk begravelse af retten til asyl i Europa. Foto: The Left

Debatindlæg er udtryk for skribentens egne holdninger. Kontakt os her, hvis du selv vil bidrage til debatten.

Mens medlemmerne af EU-Parlamentet debatterer EU’s kontroversielle migrationspagt, samles civilsamfundsorganisationer lige udenfor til en demonstration mod, hvad de mener, er en umenneskelig aftale.

Vi er enige med deltagerne fra de mange europæiske NGO’ere, som til det sidste forsøger at råbe politikerne op. Migrationspagten risikerer at krænke menneskerettighederne for uhyggeligt mange mennesker. Derfor bør den genforhandles.

I stedet for den brutalisering af EU’s ydre grænser, som pagten lægger op til, bør vi i stedet arbejde for at sikre en reelt solidarisk fordeling af de flygtninge, der kommer til Europa. Vi skal stoppe de ulovlige overgreb, der sker mod mennesker på flugt, og vi skal hjælpe massivt i nærområderne.

At købe pigtråd er ikke solidarisk

Selv om en del opmærksomhed i forbindelse med aftalen har drejet sig om en solidarisk fordeling af flygtninge, skal man ikke lade sig narre af ordlyden.

Realiteten er, at den ”solidariske omfordeling” der tales om, slet ikke er solidarisk, når det kommer til stykket.

Dels gælder den kun i visse tilfælde, og dels kan landene købe sig fra deres ansvar. Helt konkret kan man – i stedet for at være med til at tage nogle af de flygtninge der er ankommet – betale for en masse pigtråd eller nogle droner til lande som Tyrkiet eller til EU’s ydre grænser.

Rettigheder under pres

Det er et kæmpe problem, at migrationspagten sætter helt basale rettigheder under pres. Migrationspagten kan bl.a. betyde, at asylansøgere – med udgangspunkt i deres oprindelsesland – kan anses for at have statistisk lille sandsynlighed for asyl.

Dermed kan de ende med at få en ringere asylbehandling end andre. Vi frygter, at det vil gå ud over flygtninge, som er personligt forfulgt på grund af eksempelvis religion, politiske holdninger eller seksualitet. Flygtninge, som dermed har et reelt beskyttelsesbehov.

Helt grundlæggende er det et stort problem, at aftalen vil gøre det sværere for folk på flugt at søge asyl. Folk flygter ikke for sjov. Det glemmer mange folk desværre, ligesom mange er alt for villige til at afhumanisere flygtningene og nægte at se dem som individer.

Forkert at satse på diktatorer

Migrationspagten lægger op til en outsourcing af flygtningehåndteringen til diktatorer og krigsherrer. I stedet bør EU satse på at intensivere hjælpen i nærområderne, så folk ikke har grund til at flygte mod Europa til at begynde med.

I stedet for at fortsætte den forfejlede politik med at gøre Erdogan, libyske militser og andre slyngler til grænsevagter for EU, bør man lave et reelt løft i flygtningenes oprindelseslande, så de ikke tvinges mod Europa. Det vil også mindske opgaverne med flygtningehåndtering for EU’s medlemslande.

Desuden er det ikke en langtidsholdbar løsning at betale despoter for at holde flygtninge fra EU’s grænser.

Vi har allerede set utallige eksempler på, hvordan despoter som Erdogan kan bruge flygtningene til at afpresse EU. Det er som at tisse i bukserne for at holde sig varm i kulden.

Et enkelt lys i mørket

Migrationspagten består af ni forslag. Otte af dem er vi meget kritiske overfor, men ét af dem har vi faktisk tænkt os at stemme for. Det drejer om forslaget om en EU-ramme for genbosætning – et forslag der blev forhandlet hjem af Venstrefløjsgruppens svenske medlem, Malin Björk:

Her sikres der nemlig, at der tages hensyn til, at folk på flugt er mennesker med håb, drømme og rettigheder. Det vil vi gerne støtte op om.

Om skribenten

Nikolaj Villumsen

Nikolaj Villumsen

Medlem af EU-parlamentet for Enhedslisten, hvor han sidder i venstrefløjsgruppen LEFT. Læs mere

Om skribenten

Clara Turms

Clara Turms

Kandidat til EU-parlamentsvalget for Enhedslisten. Læs mere

Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet

Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.

Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.

Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.

Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.

20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.

Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER