Foto: Flickr
21 min. læsetid

Har kapitalismen nået sin grænse? Karen Helveg Petersen diskuterer de klassiske marxistiske spørgsmål om profitratens tendens til fald i en tid præget af negative renter, politiske opbrud og opgør med den såkaldte fri verdenshandel.



Af Karen Helveg Petersen

Sammenbrud eller revolution?

I halvfjerdserne skilte alvorlige marxister sig i to grupper. Lidt karikeret var den ene overbevist om, at kapitalismen ville bryde sammen og på den måde udløse muligheden for et nyt samfund. Ifølge den anden gruppe kunne kapitalismen holde skansen, men af og til dukkede ’revolutionære situationer’ op. Hvis politiske og ikke mindst organisatoriske kræfter i arbejderklassen eller andre revolutionære subjekter ellers levede op til deres historiske ansvar, skulle de gribe chancen og gennemføre den nødvendige revolution.

Men hvad vil det overhovedet sige, at kapitalismen er brudt sammen eller overvundet?

Først og fremmest drejer det sig om et fravær, fraværet af de økonomiske klasser, kapitalister og arbejdere – altså dem der ejer produktionsmidlerne (maskiner, fabrikker, naturressourcer osv.) , og dem der skal betjene dem for at producere værdi, herunder merværdi, som vi vender tilbage til lidt senere. Ind i mellem kommer de lag, der tjener formidlingen og reproduktionen af det kapitalistiske system, og som holdes i live ud af merværdien. Alle disse ’karaktertyper’ ville forsvinde. Pengesystemet, som vi kender det, ville heller ikke længere eksistere. Men på basis af de allerede udviklede teknologier og produktionsmuligheder ville verden føres videre på et højt materielt niveau.

Det var, hvad vi lidt naivt forestillede os, uanset om vi var sammenbrudsteoretikere eller mere militante klassekampsfolk. Der var selvfølgelig dem, der mente, at overgangstilstande à la jugoslaviske, arbejderstyrede virksomheder ville kræves, og at penge ville fungere videre til at fordele samfundsproduktionen. I sidste ende ville den ’rigtige’ kommunisme dog udkrystallisere sig. Alle ville være lige ved fødslen med hensyn til ejendom (nemlig ingen), og arbejdet skulle organiseres i fællesskab.

Forbrugsvældet blev udpeget som et tegn på arbejderklassens borgerliggørelse. Karen Helveg Petersen

Ægte marxister over for ’revisionister’

Striden stod om, hvordan man kunne komme dertil. De der mente (bl.a. undertegnede), at kapitalismen ville bryde sammen, henviste til kapitalismens krisekarakter, at den altid kommer i modstrid med sig selv og er selvdestruktiv. Denne analyse blev understøttet af teorien om profitratens tendens til fald, som vi vender tilbage til lidt senere. Teoretiske værker ud over Karl Marx’ ’Kapitalen’ var Rosa Luxemburgs ’Kapitalens akkumulation’ og Henryk Grossmans ’Kapitalismens sammenbrudslov’, at læse på tysk. Snart bevægede vi ind i et minefelt af fortolkninger og splittelser om underforbrug vs. overproduktion.

Rosa Luxemburg. Billede: CC

De ægte marxister blev stillet op mod ’revisionister’, der mente, at monopolkapitalismen nu havde aflivet kriser og sammenbrud. Dagens tale om neoliberalismen ligner datidens om ’monopolkapitalismen’ på den måde, at begge så/ser kapitalismen som så stærk, at den i stedet for at bryde sammen ville konsolidere sig. Man kan også trække en forbindelseslinje til Karl Kautsky, der i sin artikel ’Ultraimperialisme’ fra 1914 så en stærk imperialistisk koalition for sig, som ville dominere i lang tid. Revolutionære som Lenin mente derimod, at Kautskys tankegang var defaitistisk – et udtryk der dækker over en tilgang, hvor man vælger nederlaget, fordi man ikke tror på sejren. Lenins beskyldning skete efter at Kautsky – omend modvilligt – gik med til, at socialdemokratiet stemte for Tysklands krigsbevillinger i begyndelsen af Første Verdenskrig.

Vi undgik spørgsmål såsom, hvorvidt profitraten er international eller national/regional, og talte ikke meget om superprofitter. Vi talte heller ikke om kapitalismens naturdestruktion, og klimaet var ikke på dagsordenen, selv om konsumerisme, forbrugsvældet blev udpeget som et tegn på arbejderklassens borgerliggørelse.

På udkig efter revolutionære situationer

Den anden skole var de altid beredte revolutionære, der skuede ud over horisonten for at finde optændte situationer, der kunne tvinges ud over deres ’borgerlige’ grænser. De og arbejderklassen skulle overtage magtapparatet, staten og virksomhederne. Dvs. anarkisterne ville helst undgå den samlende stat og gå direkte til at lade folk klare deres egne produktions- og forbrugs-behov, evt. vedtage fælles tiltag i forsamlinger tilgængelige for alle.

Der var ikke noget internet, og globalisering optrådte i form af imperialisme, der var den kritiske betegnelse for Vestens udbytning og dominans af ’den tredje verden’. International solidaritet var på dagsordenen. Tænk bare på Vietnam-bevægelsen.

Med passende mellemrum er ekstreme situationer dukket op, der har genoplivet de revolutionære drømme. Ligesom krisefolket også har haft gode dage.

Kun ser det ud, som om kapitalismen overlever.

Men det er så lige spørgsmålet: – Gør den?

Profitratens fald

For at forstå problematikken om profitraten må vi have et par definitioner på bordet. Merværdien er den del af nyværdien, skabt af arbejdskraften gennem arbejdet, der går til kapitalejerne. Profitraten beregnes som forholdet mellem merværdi i på den ene side og den samlede værdi af det fysiske kapitalapparat – altså bl.a. fabrikker, maskiner råstoffer – samt den variable kapital  – altså arbejdskraften – på den anden. Og det over en vis periode. Sat op i en brøk sættes det første altså i tælleren og det andet i nævneren. Det betyder også, at profitraten godt kan falde, selvom merværdiraten – forholdet mellem merværdi og variabel kapital – stiger. Det sker nemlig hvis kapitalapparatet stiger endnu mere i værdi. Det er sådan set aritmetik.

Den gennemsnitlige profitrate falder, hvis der produceres mindre merværdi i samfundet. Det kan ske ved, at der er færre arbejdere, eller hvis en stigende andel af den nyproducerede værdi går til arbejdskraftens reproduktion, medmindre der kompenseres via ekspansion og produktivitetsstigning. Profitraten falder også, hvis nævneren bliver større, fordi kapitalapparatet bliver mere værd. Grunden til, at der er en tendens til fald, er driften efter at mindske den variable kapital, ’det levende arbejde’, ved at investere i maskiner og udstyr for at producere stadig mere. Profitraten bruges som mål af Marx, fordi det er kapitalisternes eget mål. Nu til dags hedder det overskudsgrad, kapitalafkast eller forkortelser som EBITDA.

Der er dog i dagens praksis nogen forskel mellem merværdi og profit. Når den årlige profitrate udregnes, sættes i tælleren omsætningen minus alle omkostninger – ikke kun forbruget af råstoffer og hjælpemidler, men også lønningerne, inklusive direktørernes og administrationens. Når ’resultatet af primær drift’ således er fundet, trækkes i tur og orden renter, skatter og afskrivninger fra, før forskellige udtryk for nettoprofitten findes. I nævneren sættes kapitalapparatet og et års arbejdskapital, eller omsætningsaktiver, for at finde overskudsgraden eller profitraten. Marx’ merværdi dækker også administrative lønninger, renter og skatter, men ikke afskrivninger.

Foto: Wikimedia Commons

Digitale kapitalbevægelser

Det er klart, at vi stadig har udbytning i storskala rundt omkring i verden i form af sultelønninger og elendige arbejdsvilkår for arbejderne. Produktionen lægges om og flyttes rundt. Nu er Kina f.eks. ved at få en anden rolle, mindre som endemål for udflytning af vestlig produktion, mere som en del af et sammenvævet ejerskab til teknologi og produktion samt udveksling, som nogle gerne vil trevle op.

Det er jo klart for alle, der tænker sig om, at verdenssamkvemmet ikke adskiller sig fra de seneste par årtusinders historie på grund af handel, men gennem internationale kapitalbevægelser – fra rene finansoverførsler til direkte investeringer. Udviklede transportsystemer er naturligvis en forudsætning for produktionens flytbarhed, men alle immaterielle bevægelser er jo slet og ret digitale. Handelsdokumenter og ejendomsret til aktiver og skøder flyttes jo let nok mellem kontinenterne uden at tage skib eller fly.

Det er et paradoks, at vi ser lave prisstigninger på almindelige forbrugsgoder, mens ejendoms- og værdipapir-priser stiger overdådigt. Karen Helveg Petersen

Det opblæste finansmarked og investeringsstrejke

Som vi så, er de profitrater, der publiceres af enkeltvirksomheder, sammenlignelige med Marx’ begreber. Det forurenes dog af, at finansprofitterne – der i høj grad er selvgenererende – ikke helt sies fra. Men uanset hvad, så varierer profitraten for enkeltvirksomheder over årene. Det skyldes, at nogle lukker, andre køber aktier tilbage, så deres finansielle udtryk på børsen bliver mere diffust. Der er dog målinger, som tyder på, at de gennemsnitlige profitrater er faldet noget over tid.

Men samtidig har vi fået et finansmarked, der er så opblæst, at det er svært at se, hvad det svarer til. De samlede finanser har intet at gøre med det samlede årlige verdensprodukt på, uanset hvordan man opgør det, for de repræsenterer priser på aktiver, formuerne, ikke deres afkast. Men selv hvis vi begrænser os til overskud, afkast og indkomster, ville der opstå flaskehalse, hvis de blev kastet ud på forbrugsgoder og investeringer. Derfor er det et paradoks, at vi tværtimod ser lave prisstigninger på almindelige forbrugsgoder, mens ejendoms- og værdipapir-priser stiger overdådigt.

For der er faktisk en meget lav investeringslyst i verden lige nu, simpelthen fordi det frygtes, at afkastet ikke vil være stort nok. Det er altså hverken udbuddet eller efterspørgslen, men det fremtidige afkast, der driver værket. Rent ud sagt ser det mere ud til, at verden lider af overproduktion (det viser sig bl.a. ved, at lagerbeholdningerne stiger), der er med til at drive priserne i bund. De priser der i øvrigt falder, fordi produktiviteten er steget. At økonomer klager over, at produktiviteten stiger for langsomt, skal ikke tages for tungt. De lægger for mange ting sammen, nemlig servicesektor og produktion, og servicesektorens produktivitetsmålinger er enten tvivlsomme eller irrelevante.

Selvfølgelig udbygges der, samtidig med at de store virksomheder skærer benhårdt til. De små flyder rundt i konsumgode-sfæren eller finder på en ny app.

Hvorfor går renten i minus?

Det mest mystiske er imidlertid, hvad der sker med vores allesammens penge. Den ’toneangivende’ centralbankrente er nu ikke bare nede på nul, men på minus i mange lande.

Den negative rente stammer fra statsobligationsmarkedet. Den samlede værdi af obligationer udstedt med negativ rente fra de førende lande er nu på ca. 16 billioner dollar (1 billion = 1000 milliarder), 30 % af alle obligationer. Af betydende lande er det faktisk kun USA, UK og Italien, der har positive renter på alle obligationsløbetider.

Men i USA er renten på obligationer med lang løbetid nu lavere end den korte rente. Den gængse forklaring er, at ’markedet’ mener, at der bliver recession, fordi dette omvendte forhold udtrykker en forventning om lavere kort rente og priser i fremtiden.

Som grund til at obligationsrenten kan gå i nul og videre til negativ anføres ofte, at statsobligationer accepteres, selv om der ikke er noget afkast, fordi alternativet anses for at være mere risikabelt. Det er dog en sandhed med modifikationer, når man tænker på, hvordan aktiekurserne er røget i vejret.

Snarere er det for let for bankerne at få fat i centralbankpenge på grund af den førte pengepolitik (kvantitativ lempelse). Når pengene smides videre i aktier eller obligationer, stiger kurserne, og det relative afkast falder. Men videre, kursen på aktier som alternativ til obligationer kan gå op eller ned uden et fast forhold til obligationernes bevægelser. For man kan jo altid synes, at risikoen ved et aktiv stiger, selv om prisen ser favorabel ud.

En tredje pengeanbringelse er virksomhedsobligationer, og et fjerde investeringsobjekt er direkte investeringer, der jo sådan set var idéen med hele øvelsen, nemlig at investeringerne skulle øges. Nævnes skal også derivat-markedet, der repræsenterer papirer baseret på forskelle i afkast mellem forskellige aktiver. Det vil typisk være aktiver med forskellig tidshorisont eller hjemland – eller slet og ret spekulationer i den fremtidige kursudvikling.

En anden vinkel er, at kontanter nu er bankpenge. Alle vores transaktioner foregår via træk på bankkonti, selv de mest ubetydelige – lige bortset fra dem skattevæsenet ikke skal vide om. Der er da heller ingen renter på anfordringskonti, tværtimod betaler man noget for servicen.

Den lempelige pengepolitik fører kun til endnu højere priser på børserne. Karen Helveg Petersen

Penge er ikke meget værd

Filosofisk set, når prisen på pengene er nul, hvad er de så værd? Jo, de har en ækvivalent i det, der kan købes for penge – og de fleste har som bekendt ikke ubegrænsede midler, men skal leve af deres løn eller overførselsindkomst. Det nye er, at selv hvis man sætter penge ind på en opsparingskonto, er renten tæt på nul eller negativ. Hvilken betydning dette har for den enkelte bankkunde, kommer an på, hvordan det går med den øvrige prisudvikling.

Hvis priserne på det, vi køber, falder mere end den negative rente over en periode, vil realrenten (pålydende rente minus prisstigningstakt) alligevel være positiv. Stiger priserne, er realrenten endnu mere negativ end den pålydende. Den negative rente er et fald i pengenes pris. Så selv om prisstigningerne er lave, vil de føles højere, når pengene i sig selv bliver mindre værd udtrykt gennem deres egen kvantitet. Der er tale om skjult inflation. For når priserne ikke vil stige nok, kan det modvirkes ved, at folk får færre penge ud, end de satte ind. Indtil videre har den negative pengerente ramt bankernes betragtelige reserver, der er deponeret i nationalbanken. Visse banker er dog begyndt at straffe store privatindlån med en negativ rente.

Konsekvenserne er mere opsparing og mindre vilje til at forbruge. Når derfor den europæiske centralbank, ECB prøver at nurse investeringsviljen ved at udlåne endnu billigere penge, så priserne kan stige, medfører det, at opsparerne, der intet får for deres opsparing, må spare mere op. Den lave til negative rente befordrer altså ikke købelysten – og derfor heller ikke investeringerne. Det er i hvert fald også det, vi ser. Den lempelige pengepolitik fører kun til endnu højere priser på børserne.

Foto: Wikimedia Commons

Pengenes klassekarakter

Folk med realkreditlån kompenseres delvist, fordi de jo faktisk ikke skal betale hele hovedstolen tilbage og heller ingen renter. Bortset fra at bankerne hægter nogle gebyrer på, og realkreditten tager sig betalt gennem bidragssatser.

Pengenes klassekarakter er dog også mere tydelig. Der er kæmpeforskel på lånevilkårene mellem rig og fattig. Og i Danmark har man da heller ikke, som man ellers kunne forvente, set en vækst i bankernes udlån af betydning. Folk, der står i RKI (det tidligere Ribers) eller bor i udkantsdanmark, eller bare er almindelige lønmodtagere, må nemlig betale dyrt for deres lån. Til gengæld kan nogle private få lån med negativt afkast, dvs. de skal betale mindre tilbage – end de fik udbetalt. Men især er det den nye boligsport … at få realkreditlån med negativ rente.

Sammenhængen mellem profit og investeringer er ikke, at investeringer finansieres af profitterne, men på finansmarkederne, dog ud fra de forventede profitter. Det er en svag, ikke en stærk forbindelse.

Kommer der en ny finanskrise?

Krisen forstås normalt som en pludselig drejning, man går fra overophedning til stilstand. Nogle gange karakteriseres den ved et chokøjeblik som d. 15. september 2008, hvor Lehman Brothers krakkede. Hvis vi ser på udviklingen de seneste år, er der så tegn på finanskrak?

Hvis der er bobler, er det på aktiemarkedet, hvor man dog kan vente, at oppustningen vil høre op. Aktierne er steget mange procent, ikke mindst i USA. Regelmæssigt når markedet sit ”højeste niveau nogensinde”, for så at falde når Trump igen truer Kina med nye toldsatser. Da aktierne har et svagt link til virksomhedernes fremtidsudsigter vil der til sidst komme et realitetstjek på børserne. Det sker når virksomhederne ikke investerer, men kører videre på samme niveau, evt. ved at presse arbejdskraften lidt mere,

Men den vilde finansmarkeds-aktivitet med syge finansinstrumenter, der var bygget oven på andre i en omvendt pyramideform, ser vi ikke. Bankernes udlån er ikke ekstremt. De skandaler, vi ser, er dels oprydning efter sidste finanskrise, dels nye måder at tjene penge på i forbindelse med snyd og skatteunddragelse. De danske skatte- og bankskandaler er ganske symptomatiske for situationen i sin helhed.

Der kan ske krak på både aktie- og obligationsmarkedet samtidig, men det er svært at se et massivt bankkrak for sig som udslaggivende faktor. Karen Helveg Petersen

Ingen alternativer til banken

Der er en stor hang til likviditet og hermed til at sætte sine penge i banken i stedet for i aktier eller obligationer – ellers kunne renterne ikke være så lave.

Her lige et indskud: Keynes talte om likviditetspræference og knyttede den sammen med relativt høje renter, fordi der skulle høje renter til for at få folk til at slippe kontanterne. Men vores kontanter er jo bankpenge, så der behøves ikke en høj rente for at få folk til at holde penge i banken. Der er ikke noget alternativ. Strengt taget skulle man også putte penge i banken i Keynes’ tid i 1920-30’erne, hvis man havde for mange af dem, men de daglige fornødenheder blev klaret i kontanter i fysisk forstand, og mange fik slet og ret deres løn i hård cash.

Så likviditetspræferencen skal omformuleres: Renten skal være meget negativ, før man giver slip på at have penge i banken, for der er ingen tiltro til, at investeringer vil bevare pengeværdien. Aktier kan falde så skrækkeligt i kurs, og obligationer kan også gå ned. Så der kan ske krak på både aktie- og obligationsmarkedet samtidig, men det er svært at se et massivt bankkrak for sig som udslaggivende faktor.

Forsøg på at holde profitraten oppe

Bag finansmarkedet ligger så ’den reale økonomi’, der hvor der produceres, distribueres og konsumeres. Hvordan ser den reale økonomi ud?

Der er stærke politiske rystelser i økonomien for tiden. Trump vender sig imod de etablerede økonomiske relationer: At Vesten producerer, hvor det er billigst, og hiver profitterne hjem. Nu skal profitterne i højere grad tjenes derhjemme, og der sættes spørgsmålstegn ved grænseoverskridende investeringer. Han har dog endnu ikke forsøgt at stoppe kapitalbevægelser.

Bag larmen fra Trump ligger der en form for erkendelse, nemlig at der ikke er nok fremstillingsvirksomhed derhjemme, en form for ubalance mellem produktion og forbrug på nationalt niveau. Netop det krav om balance, som globaliseringen tilsyneladende overvandt. Nogle venstreorienterede deler dette perspektiv.

Det globale syd er en undtagelse fra den manglende investeringslyst. Det er her pengene kan tjenes, fordi landene endnu ikke er pløjet op kapitalistisk set. Der er brug for store infrastruktur-investeringer, der er endog uopdyrket jord, og en stor del af verdens uudnyttede ressourcer ligger der. Så mens de mumler noget om bæredygtighed, har supermagterne sat sig for at komme i gang med investeringerne for alvor.

Lad os kalde det neo-imperialisme. Boris Johnsons Brexit-linje repræsenterer også et forsøg på at vende snuden tilbage mod imperiet.

En anden modgående tendens er, at lønningerne i de udviklede lande har været holdt lave. Det kunne ske via presset fra industriudflytningen og produktivitetsforbedringerne. Reallønningerne er kun begyndt at stige svagt på det sidste.

Foto: Flickr

Presset på profitten

Der er ikke desto mindre overbevisende tegn på fremtidigt fald i profitraten eller de udviklede kapitalers profitrater. Følgende faktorer, der direkte eller indirekte viser systemets svagheder, kan nævnes:

  1. Den negative rente er en negativ pris på penge, altså en devaluering. Man ser da også, at guldpriserne stiger. Det forekommer, at der ligefrem finder en demonetisering af pengene sted, lidt på samme måde som under stærk inflation.
  2. Kryptovalutaer sniger sig ind på os. De er ikke penge, men fantasy-objekter, der kun trives, fordi pengesystemets virkemåde er blevet meningsløs.
  3. Pensionsopsparing gennem pensionskasser undermineres, for ingen kan garantere et afkast. Ja, faktisk kan de investerede penge gå hen og blive mindre værd, så lønmodtagerne kan ligeså godt selv foretage opsparingen, eller hvad de nu vil gøre for at sørge for deres alderdom. Så grundlæggende må man gå tilbage til at ’finansiere’ pensionerne ud af den løbende produktion. Kollektiv opsparing var en finansillusion.
  4. Techgiganternes fortjenester er betinget af, at de dominerer verdensmarkedet inden for hver deres felt, med en smule overlap. Deres værditilvækst er parasitær, for de lever højt på andre virksomheders ekspansionsønsker og brug af data. Eller de aspirerer til at blive den nye Amazon, en mere eller mindre verdensomspændende købmandsbutik.
  5. Udviklingen af kunstig intelligens og brugen af robotter – en robot skaber ikke værdi, men er en del af kapitalapparatet. Udvides produktionsapparatet med robotter, vil det føre til fald i merværdiskabelsen. En algoritme lever på data, men den leverer ikke reel innovation.
  6. Skal der virkelig gøres noget ved klima- og miljøkrisen, skal der gøres op med grundkapitalistiske fænomener. Og noget af det er ved at ske:
    1. Det kemiafhængige landbrug og fødevareindustrien er under pres – en masse producerede ingredienser vil forsvinde, og den stadige intensivering af jordbruget må opgives.
    2. Der er massivt pres for helt at opgive kul i vores del af verden og at lade olien blive, hvor den er.
    3. Produktionen af plastic og hvad i øvrigt indgår af kemikalier i emballage, tøj og legetøj etc. skal nedbringes kraftigt.
    4. Presset for at opgive disse produktionsformer er også en reaktion af ren og skær nødvendighed mod ressourcernes udpinthed.. Det ligger lige for at konkludere, at alt dette vil gøre nogle råstoffer og fødevarer dyrere.
  7. Reproduktionsomkostningerne for arbejdskraften vil stige, og dermed lægge pres på merværdien.
  8. Produktiviteten presses i vejret, men kan den gøre det uendeligt?
  9. Lande i det globale syd gør oprør mod de lave priser, de får for deres råvarer.

Alt peger på faldende profitrate, selv om superprofitter jages og eksisterer. Men naturligvis er der kampe. På klima- og miljøområdet giver producenterne ikke op uden sværdslag. Set ud fra et klimasynspunkt er det en fordel med mindre gang i økonomien, når nu udslippet af drivhusgasser skal ned. Landbruget kæmper dog hårdt mod selv den mindste reduktion i brugen af f.eks. glyphosat, og man kan forudse, at det vil have sig betalt for enhver omlægning af jord. På samme måde bruger olieindustrien det som gængs argument, at hvis de ikke producerer, vil andre gøre det. Det pudsige er, at profitraten også vil falde, hvis de fortsætter ekspansionen som de plejer, og det i et hurtigt ræs mod bunden.

Neo-imperialisme og sammenbrud

Ovenstående analyse lægger sig i forlængelse af Henryk Grossman, hvis hovedværk blev publiceret i 1929. Han så imperialismen som kapitalismens forsøg på at modvirke profitratens tendens til fald.

Det var i polemik mod Rosa Luxemburg, der mente, at stormagternes imperiale eventyr blev nødvendiggjort af en indbygget mangel i kapitalens ekspansion. Mangel bestod i, at der ikke ville være afsætning til hele merværdien inden for det kapitalistiske system, og at der derfor måtte findes ikke-kapitalistiske markeder.

Ifølge Grossman var det modsat, at det med den imperiale dominans og tvangskapitaliseringen blev muligt at hente merværdi ud af de undertrykte lande, der i øvrigt heller ikke var udviklede som markeder. Snarere kunne de blive udnyttet til forsyning med billige råstoffer og landbrugsvarer gennem fratagelsen af deres traditionelle ejendomsrettigheder. Denne merværdioverførsel er altså ikke noget nyt. Men med de seneste vendinger af politisk og økonomisk art, ser det ud, som om en ny omfordeling er i gang. Altså, hiv merværdiproduktionen hjem igen. Sådan udtrykker aktørerne sig ikke, men det er det, der ligger i det.

Vil det ske? Kan det hindre hjemlige profitrater i at falde? Mon dog, for de nævnte faktorer gør sig også gældende på nationalt plan. Svaret kan i sin yderste skræmmende konsekvens blive den rene fascisme: Benhård kontrol af masserne gennem en påstået varetagelse af deres interesser gennem kampen mod indre og ydre fjender.



Karen Helveg Petersen er forfatter til “Rentekapitalismen”, der på et marxistisk grundlag kombinerer økonomisk teori med globale tendenser. Hun arbejder som konsulent i udviklingsarbejde i Det Globale Syd.