Et manifest for kvindestrejke

Med 11 teser argumenterer tre feminister for kvindestrejken som afgørende våben i kampen for en socialt retfærdig fremtid – ikke bare for kvinder, men for de 99 procent. Det er et manifest fuld af vigtige politiske pointer, selv om forfatterne måske lover mere end de holder.

---

Af Nina Trige Andersen

Torsdag 5. marts var der reception for Feminisme for de 99 % – et manifest, der for nylig er udkommet på dansk, efter at have gået sin sejrsgang over store dele af verden – primært den vestlige, men ikke kun. For et par uger siden så jeg filippinske kammerater indkalde til kollektiv diskussion af manifestet, der også er udkommet på spansk i blandt andet Argentina.

I indledningen argumenterer Cinzia Aruzza, Tithi Batthacharya og Nancy Fraser – tre feministiske aktivister, der i parentes bemærket også er ansat i faste stillinger på amerikanske universiteter – for, at vi står ved en skillevej: Mellem ’liberal feminisme’ og ’antikapitalistisk femisme’. Deres manifest er, skriver de, ikke et forsøg på at skildre den ”utopi, vi forestiller os”, men i stedet ”at anvise den vej, vi må gå, for at nå til et retfærdigt samfund”.

Den vej er især brolagt med kvindestrejker, mener forfatterne, der også argumenterer for, at ’vi’ må alliere os med ’antikapitalistiske’ og ’antisystem’-bevægelser for at skabe en feminisme for de 99 procent.

Selvom manifestet rummer mange vigtige politiske pointer og analytiske forbindelser – som desværre i dansk sammenhæng er relativt marginaliserede – ligger dets hovedproblemer i netop disse tre elementer, som lægger linjen fra starten: (under)teoretiseringen af kvindestrejkens materialitet – et abstrakt ’vi’, og opfordringen til alliance med ’antikapitalistiske’ og ’antisystem’-bevægelser i ikke-konkret, analytisk forstand.

Strejkens materialitet

Kvindestrejken er et redskab til politisk forandring, som er blevet taget op i forskellige sammenhænge i forskellige dele af verden i de senere år – fra Polen i forbindelse med kampen for abort, til Mexico og Argentina med særligt fokus på protester mod kvindedrab, og til Italien, USA og Tyrkiet i forbindelse med den internationale kvindedag. Også i år bliver der i mange lande indkaldt til kvindestrejke 8. marts (af praktiske årsager lagt 9. marts, da 8. marts er en søndag).

Kvindestrejken har den styrke, at den sætter fokus på det produktive og det reproduktive arbejde på én gang. Med udgangspunkt i det argumenterer forfatterne overbevisende for, hvorfor kvindestrejken også har potentiale til at genopfinde strejken som våben i det hele taget. I Danmark – og mange andre steder – er strejke i den grad noget, der kunne trænge til en genopfindelse, og i det lys er manifestets fokus på netop dette politiske våben forfriskende.

“I Danmark – og mange andre steder – er strejke i den grad noget, der kunne trænge til en genopfindelse, og i det lys er manifestets fokus på netop dette politiske våben forfriskende.”

Ikke desto mindre – og det hænger sammen med problemet i manifestets ’vi’ – havde det været endnu mere forfriskende, hvis forfatterne havde brugt lidt mere analytisk energi på at forholde sig til kvinders forskellige muligheder for at bruge strejken som et effektivt og realistisk politisk våben.

For nogle, fx forfatterne selv, vil en dags strejke formentlig ikke have den fjerneste indvirkning på deres økonomiske situation, og deres strejke vil – om end den ikke nødvendigvis vil sætte noget afgørende i stå på den ene dag – så dog potentielt blive bemærket, bl.a. fordi de har relativt nem adgang til omtale. For eksempel kan de få udgivet et manifest på et forlag .

For andre, fx kvindelige bønder, hjemmearbejdere i industrien, freelancere i videns-økonomien, gadesælgere, husarbejdere uden fastansættelse og mange andre, vil en dags strejke først og fremmest betyde en dags indtægtstab – og måske mere end det på grund af de repressalier, som prekære vilkår vil gøre dem mere sårbare overfor – og de vil skulle arbejde temmelig hårdt for at deres strejke bliver bemærket i større sammenhæng.

Den indvending skal ikke forstås som et argument imod kvindestrejke, eller som en afvisning af at kvinder i landbrug og den uformelle eller prekære del af økonomien ikke kan strejke, og strejke effektivt – manifestet nævner som eksempel en strejke blandt renovationsarbejdere i Indien. Den form for aktion kræver en anden og mere omfattende form for organisering, og der vil være mere på spil for den enkelte, end der er for fastansatte på et universitet. Disse materielle vilkår ville det have klædt manifestet at gå dybere ind i, end tilfældet er.

På den anden side – et manifest er en række påstande, underbygget af argumenter, og kan inden for genren næppe forventes at udgøre en fyldestgørende analyse. I den forstand er et manifest i sin natur et oplæg til diskussion – og de 11 teser i Feminisme for de 99 % er bestemt væsentlige bidrag til en nødvendig diskussion.

Klassesolidaritet

I dansk sammenhæng har vi i de seneste måneder fået en række skræk-eksempler på manifestets anden tese: At den borgerlige eller liberale feminisme er – om ikke ’færdig’, som manifestet hævder (bare det var så vel) – så i hvert fald en blindgyde. Den borgerlige feminisme reducerer kvinder til en ”underrepræsenteret gruppe”, og dens fortalere ønsker ikke at bekæmpe ulighed – men i stedet at sikre, at ”nogle få privilegerede kan opnå positioner og løn på linje med mændene fra deres egen klasse”.

I forbindelse med au pair-diskussionen – som dukkede op igen-igen i medierne omkring jul – fik borgerlige, selverklærede feminister (af begge køn) fx taget sig endnu en offentlig svingom med fantasien om, at det er et redskab til kvindefrigørelse at ansætte en anden kvinde – fra en anden del af verden – til at udføre husarbejdet.

Denne gang blev dette absurde argument (måske fordi det efterhånden er blevet hamret så solidt ned) fulgt op af et tårevædet ’for børnenes skyld’, hvilket blot tjente til at synliggøre det indbyggede, racistiske element i den borgerlige feminisme. De børn, der har krav på nærvær – hvilket i borgerlige feministers logik er lig med fravær af husarbejdets forpligtelser – er i denne logik hvide, danske børn, og åbenbart ikke børn i fx Filippinerne … som må vokse op uden fysisk nærhed til deres forældre, fordi den globale ulighed og internationale arbejdsdeling har sendt dem tusinder af kilometer væk.

En lignende logik er også indbygget i Socialdemokratiets fetish for ’social mobilitet’: Så længe det er muligt at kravle op ad samfundsstigen, behøver vi ikke tale så meget om, at den nuværende samfundsstruktur er afhængig af, at der altid er nogen på bunden.

En antikapitalistisk feminisme

Forfatternes tredje tese er, at feminisme for de 99 procent nødvendigvis må være antikapitalistisk. Retten til abort hjælper for eksempel ikke kvinder, der ikke har økonomisk adgang til de klinikker, som udfører abort (i lande, hvor sundhedssystemet hviler på individuel brugerbetaling). Ligesom ligeløn i et samfund med store lønforskelle mellem sektorer og jobfunktioner kun kan være ’elendighedens lighed’ for store dele af arbejderklassen.

Argumenterne for, at traditionelle ligestillings- og kvindekrav aldrig kan blive fuldt indfriet inden for kapitalismens rammer, er velvalgte og overbevisende. Mindre overbevisende er forfatternes abstrakte påstand om, at ’vi’ skal gå sammen med ”enhver bevægelse, der kæmper for de 99 procent”. Denne abstraktion over ’bevægelse’ og ’99 procent’ er måske manifestets største og mest gennemgribende svaghed.

Det forekommer som en slags utålmodig genvej til radikal samfundsforandring – på en gang at ville tale for en feminisme, der er antiracistisk, klassebevidst og bevidst om forskellige sociale vilkår i relation til fx seksualitet og kropsfunktionalitet, og samtidig insistere på en mytologi om massebevægelse – der i øvrigt er en meget gammel traver på store dele af den (marxistiske) venstrefløj – som ligger indlejret i ideen om de 99 procent, når den omsættes til politisk ideologi.

Enhver, der har været konkret politisk aktiv i nærmest en hvilken som helst bevægelse – og som i den sammenhæng har oplevet at tilhøre en marginaliseret social kategori – véd, at der ikke findes nogen genvej til fælles fodslag for de 99 procent. Der er altid nogen, der bliver smidt under bussen for massernes sag.

“Feminisme for de 99 procent afviser sådanne projekter”, skriver forfatterne om de ”reaktionære populister”, og det er jo godt at få slået fast. Men det ændrer ikke ved, at man næppe kan finde mange større bevægelser, som er fuldstændig fri af ’reaktionære populister’, racister og sexister og homofober og chauvinister af enhver art”.

Det betyder ikke, at feminisme ikke skal forbindes til boligbevægelse, fagbevægelse, klimabevægelse, uddannelsesbevægelse m.m., sådan som manifestet argumenterer for. Men det betyder, at denne ambition forbliver en tom besværgelse, hvis de politiske dynamikker i sådanne forsøg på at tænke kravene sammen, ikke bliver behandlet mere konkret.

Dertil kommer, at der som bekendt findes ’antikapitalistiske’ og ’antisystem’-bevægelser på begge sider af det politiske spektrum – og det er naturligvis ikke de højreradikale, forfatterne mener, ’vi’ bør alliere os med. Det tydeliggør de også i deres tese 4, der konstaterer, at vi befinder os i en tid med grundlæggende samfundskrise. Denne krise har blandt andet født og genfødt højrefløjsbevægelser, hvis ’svar’ på krisen er giftige for arbejderklassen, især de dele af arbejderklassen, der er kvinder og/eller fx racialiserede og LGBT-personer.

”Feminisme for de 99 procent afviser sådanne projekter”, skriver forfatterne om de ”reaktionære populister”, og det er jo godt at få slået fast. Men det ændrer ikke ved, at man næppe kan finde mange større bevægelser, som er fuldstændig fri af ’reaktionære populister’, racister og sexister og homofober og chauvinister af enhver art.

I fagbevægelsen, i Enhedslisten, i lejerbevægelsen, i klimabevægelsen vil antiracistiske, anti-heteronormative, antikapitalistiske feminister – som man må formode, at forfatterne opfatter sig selv som – skulle slås med nationalromantisk populisme, racisme, sexisme, homofobi. Det faktum ændrer et selvsikkert og ambitiøst manifest ikke ved. Det gør kun politisk handling og diskussion, og i dets massebevægelsesromantik er jeg ikke sikker på, at manifestet er det bedste redskab til formålet.

Social reproduktion i centrum

Til gengæld er manifestets centrering af den sociale reproduktions rolle i økonomien et vidunderligt greb, og et greb, som er inspireret af netop kvindestrejkens politiske potentiale. I kapitalistiske samfund er den sociale reproduktions afgørende rolle i økonomien skjult og ikke anerkendt, konstaterer forfatterne. Herfra går de videre til at forklare, hvordan undervurdering og udlicitering af den sociale reproduktion også er forbundet til måden, hvorpå racisme og produktion af klasse fungerer i samspil:

”De, der udfører arbejdet med social reproduktion, bliver forvist til en underordnet position, ikke bare underordnet kapitalejerne, men også de bedre stillede arbejdere, der kan overlade ansvaret for dette arbejde til andre. Disse ’andre’ er stort set altid kvinder”, konstaterer forfatterne. I imperialistiske, kolonialistiske strukturer bliver racialiserede kvinder ofte sidste udliciterings-led – og er tvunget til at udføre dette arbejde gratis (som under slavesystemer og apartheid), eller til en meget lav løn (som fx au pair-systemet i Danmark).

Derfor, understreges det i tesen, er det også nødvendigt at udvide forestillingen om, hvad der udgør klassekamp – den foregår mange steder i samfundet og ikke kun gennem traditionelle fagforeninger og officielle arbejderorganisationer.

Klassesolidaritet og klasseskel

Manifestets teser 6-10 handler om kønsbaseret vold, om seksualitet, om antiracisme og antiimperialisme, om økosocialisme, og internationalisme. Det vigtigste bidrag i disse teser er at bringe dem sammen – at manifestet på den måde slår fast med syvtommersøm, at disse elementer er eller bør være grundlæggende for feminisme, hvis feminisme skal have samfundsomvæltende potentiale.

Selve udfoldelsen af teserne er af svingende præcision, og det havde – omend det muligvis ville bryde med genren? – været rart, om forfatterne havde gjort noget ud af at anerkende den politiske arv, de bygger på i manifestet.

Det er nok lige at stramme den, når forfatterne i indledningen lover, at Feminisme for de 99 % vil “anvise den vej, vi må gå for at nå til et retfærdigt samfund”. Men manifestet er et fremragende oplæg til diskussion om, hvilke veje der er mulige – og hvorfor og hvordan

Tese 11 er en slags opsummering af, hvad feminisme for de 99 procent går ud på. Selvom det virker indlysende, skal der nok være nogle på den danske venstrefløj, der vil stejle, når forfatterne fx skriver, at de – der udfører industrielt lønarbejde – er ikke hele arbejderklassen, og at udbytningen af lønarbejdet er ikke højdepunktet af kapitalistisk udbytning. Tværtimod, hvis man insisterer på dets forrang, svækker man klassesolidariteten, skriver forfatterne, og argumenterer for, at klassesolidaritet kun kan udvikles i gensidig anerkendelse af hinandens forskelligheder – forskellige sociale vilkår, situationer, ønsker, behov, erfaringer.

Med den afslutningssalut er det så meget desto mere forunderligt, at de tre forfattere ikke gør mere ud af at analysere deres eget udgangspunkt for at skrive manifestet – og ikke gør mere ud af at behandle den indbyggede modsætning mellem massebevægelse og de spidsfindige og mangeartede undertrykkelses-strukturer, som også trives inden for ‘vores’ egne organisationer, foreninger, bevægelser, grupper og celler.

Det er nok lige at stramme den, når forfatterne i indledningen lover, at Feminisme for de 99 % vil “anvise den vej, vi må gå for at nå til et retfærdigt samfund”. Men manifestet er et fremragende oplæg til diskussion om, hvilke veje der er mulige – og hvorfor og hvordan.

Cinzia Arruzza, Tithi Bhattacarya og Nancy Fraser: Feminisme for de 99 % (2019) er udgivet på Solidaritets Forlag.

---

Nina Trige Andersen er aktiv inden for faglig organisering og køns- og seksualpolitik, og arbejder som freelancejournalist og historiker.