Laura Kofod (tv.) og Anne Hegelund (th.) er taget til Colombia for at deltage som observatører i landets første valg siden fredsaftalen mellem FARC og landets regering i 2016. Her i selskab med Emily Avendaños fra Lazos de Dignidad. Foto: privat.
5 min. læsetid

3 år efter fredsaftalen kæmper Colombias sociale bevægelser stadig hårdt for freden. Søndagens lokalvalg afholdes i skyggen af tiltagende vold, men for de sociale bevægelser er der ingen tvivl: Freden er målet, og fredsaftalen er det vigtigste værktøj til retfærdighed og sociale forbedringer. Anne Hegelund og Laura Kofod har talt med repræsentanter for landets sociale bevægelser.


Af Anne Hegelund og Laura Kofod

I 2016 indgik Colombias regeringe og oprørsgruppen FARC en fredsaftale mellem regeringen og oprørsgruppen FARC, efter mere end 50 års krig. Freden blev indgået i Havanna, men på trods af store forhåbninger – både internationalt og i Colombia – har freden ikke betydet et stop for den udbredte vold, forfølgelse og mord på sociale ledere.

Lazos de Dignidad (‘Værdighedens Bånd’, red.) er et advokatkollektiv med baggrund i studenterbevægelsen. Siden oprettelsen i 2010 har de arbejdet med politiske fanger. Nu koncentrerer de indsatsen om at genindsluse tidligere FARC-kombattanter i samfundet. De møder store udfordringer, fordi regeringen ikke ønsker at leve op til løfterne i fredsaftalen.

Emily Aveñando, der er ansvarlig for netop netop det arbejde, forklarer at freden i høj grad er under pres, fordi den nuværende præsident, Ivan Duque, i 2018 blev valgt på at ”ville rive fredsaftalen i stumper og stykker.” Det er også en af grundene til, at flere tidligere FARC-guerillaer igen har samlet våbnene op.

Freden er den eneste løsning

Regeringens manglende overholdelse af fredsaftalen får dog ikke Mauricio, der arbejder med koordination for ‘Marcha Patriótica’, til at ønske sig tilbage til væbnet kamp.

Marcha Patriótica er en paraplyorganisation, der samler sociale bevægelser på tværs i en fælles, socialistisk platform. De vil forbinde de sociale bevægelser med en parlamentarisk indsats. De ønsker grundlæggende forandringer af samfundet – men for dem er fredsaftalen et rigtigt godt udgangspunkt for at kæmpe for forandringer.

Mauricios klare vurdering er, at væbnet kamp ikke er nogen holdbar løsning for Colombia – på trods af, at 68 medlemmer af Marcha Patriotica frem til september var blevet dræbt, siden fredsaftalen blev indgået i august 2016. De sociale bevægelser er dem, der kan få folk med, og lige nu er der stor styrke i bevægelserne. Samtidig er der stort potentiale i valg og i at stille op til valg.

Marcha Patriótica er en venstreorienteret, social paraplyorganisation, der arbejder på at koordinere andre bevægelsers arbejde. Bevægelsens motto er: ‘På vandring for et fredeligt Colombia’ . Foto: Marcha Patriótica / Facebook

Lokalvalget – en styrkeprøve for venstrefløjen

Marcha Patriótica stiller ikke selv op til valg, men bakker op om progressive kandidater med gode forbindelser til de sociale bevægelser. For Mauricio er valget derfor også en styrkeprøve på, om den bevægelse der udfolder sig i landet kan omsættes til parlamentarisk repræsentation.

Valget søndag 27. oktober kan på en måde betragtes som et midtvejsvalg frem til parlamentsvalget i 2022, og kan give erfaring i at forbinde de sociale bevægelser med det parlamentariske arbejde. I Marcha Patriótica ser man en udfordring i at skabe enhed på tværs af venstrefløjspartierne – og i at sikre, at de kandidater man får valgt, bevarer føling med folket.

Det oprindelige folk betaler prisen

For oprindelige folk i Colombia har fredsaftalen imidlertid ikke bragt fred. Faktisk har situationen aldrig været værre. ONIC er organisationen for de oprindelige folk i Colombia og repræsenterer 125 oprindelige folk på tværs af 28 departementer. De er ‘community’-baseret, og er talerør for 75 % af de oprindelige folk i Colombia.

For dem handler det om territorium, jord. Hvis de fordrives fra deres land, og mister retten til deres jord, forsvinder deres sociale og kulturelle grundlag også. Aida Quilcue – rådkvinde for fred og menneskerettigheder – forklarer, at det er lige meget, om det er dissidenter fra FARC, ELN (Den Nationale Befrielseshær, red.) eller paramilitære styrker: Alle de væbnede grupperinger er ude efter dem og deres land.

Siden fredsaftalen er der blevet begået 184 mord på oprindelige folk. 120 af disse mord er blevet begået i den nuværende regeringsperiode, der startede i maj 2018; en tredobling af mordraten. Samtidig er det et stort problem, at oprindelige folk bliver klemt inde mellem stridende grupper. 150.000 har mistet deres fri bevægelighed, og for ONIC er der tale om en undtagelsestilstand – der bliver begået økonomisk politisk og socialt folkemord.

For oprindelige folk handler det om territorium, jord. For dem er det lige meget, om det er dissidenter fra FARC, ELN eller paramilitære styrker: Alle de væbnede grupperinger er ude efter dem og deres land
Den danske valgdelegation i Colombia sammen med organisationen ONIC, en fælles organisation for oprindelige folk i Colombia. Talsperson Aida Quilca står i midten. Foto: privat.

Transnationales megaprojekter er den finansielle baggrund

De væbnede grupper kæmper ikke i et vakuum. En vigtig del af konflikten i Colombia handler om ressourcer. Landet er rigt på naturressourcer, og har store industrier med palmeolie- og coca-dyrkning.

Når transnationale virksomheder opfører mega-projekter, står de oprindelige folk derfor også for skud. Der er rigtig mange penge at tjene i såvel udnyttelsen af landet som det colombianske folk. Derfor er der mange, der ikke har interesse i fred og retfærdighed.

På trods af alt dét er Aida Quilca ikke imod fredsaftalen – tværtimod. De oprindelige folk har mobiliseret for den og stemt for den. Problemet er, at underskrivelsen af aftalen ikke er nok; den skal også implementeres, og bør udvides til at omfatte alle de stridende parter, ikke kun FARC.

Valget giver anledning til bekymring for ONIC, fordi paramilitære grupper – der er stærkt engageret i afpresning, trusler og drab af kandidater – også selv stiller folk op til valget for at tilrane sig den politiske magt lokalt.


Anne Hegelund er uddannet socialrådgiver og politisk aktivist. Hun er medlem af Enhedslisten og sidder i partiets hovedbestyrelse.


Laura Kofod er cand.scient pol. Hun sidder i bestyrelsen for Solidaritet. Hun er medlem af Enhedslisten og sidder i partiets hovedbestyrelse.