Indkøbskurv: 0,00DKK Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Search
Generic filters
Menu
15. februar. 2022

EU i udfordringernes år

2022 kan blive et afgørende år for, hvordan fremtidens EU vil se ud. Vi tager her fire temaer op.
For det første ønsker EU at opbygge en militær kapacitet, der på sigt tillige kan gøre EU til en politisk magtfaktor.
For det andet har Kommissionen tilkendegivet, at den agter at omdefinere, hvad grøn energi er, så fremover vil grøn energi tillige være atomkraft og gas.
For det tredje skal EU finde frem til, hvordan unionen vil tilbagebetale de meget betydelige summer, den europæiske centralbank har optaget som lån. Den kan vælge mellem hele EU’s befolkning eller de, som har tjent store penge på COVID-19-krisen.
For det fjerde har behandlingen af Polen i modsætning til Tyskland afsløret både forskelsbehandling, men værre endnu en dobbeltmoral, hvad angår retsstatsprincippet.

 

 

 

Af Niels Henrik Nielsen – medlem af Kritisk Revys redaktion

 

En ny militærdoktrin

Lissabontraktatens artikel 42, stk. 2 indeholder bestemmelser om en fælles EU-forsvarspolitik. Det fremgår imidlertid også klart, hvor vigtig den nationale forsvarspolitik er, ikke mindst medlemskabet af NATO. Med valget af Donald Trump som amerikansk præsident og hans stillen spørgsmålstegn ved USAs engagement i NATO, har EU taget en lang række initiativer, der kan nå et foreløbig højdepunkt i 2022.

 

Det er lykkedes det fremmeste land for udviklingen af en militær union, Frankrig, at tilrettelægge diskussionen om det militære samarbejde således, at hvis det går godt, så kan EU vedtage en ny doktrin til marts – kaldet Det strategiske Kompas – under det franske formandskab. Og Frankrig vil få æren for det. Det vil være en fjer i hatten for Emanuel Macron, der kort efter skal ud i en valgkamp om præsidentposten.

 

Blandt de mange initiativer, som er taget de seneste fire år, kan nævnes Den europæiske Forsvarsfond, der blev etableret i juni 2017 Det er så vidt det har været muligt at undersøge første gang, det militære samarbejde blev en del af EUs budget. Og sidste år blev fonden tillige en del af EUs langsigtede budget for perioden 2021-2027. Hovedformålet med fonden er ikke at erstatte, men supplere nationale investeringer i forskning og udvikling af militært materiel – altså en de facto forøgelse af de samlede militære budgetter i EU. Danmark bidrager i øvrigt til fonden – uagtet forsvarsforbeholdet. I henhold til aftalen bruges Danmarks bidrag til forskning og industrisamarbejde. Men i og med fondens formål, må det betragtes som forskning og industrisamarbejde i udviklingen af militært materiel indenfor EU.

 

I forlængelse af forsvarsfondens oprettelse blev det permanente, strukturerede samarbejde, hvor 25 EU-lande deltager, PESCO, etableret. Kun Danmark og Malta står uden for samarbejdet. Formålet med PESCO gjorde EU-parlamentarikeren Michael Gahler klart ved oprettelsen: ”Jeg forventer, at EU’s forsvarspolitik [bliver] håndgribelig ved at få et konkret militært format indenfor PESCOs ramme. For eksempel et europæisk militært korps… ”1. I tilknytning til PESCO etableredes en egentlig militærkommando, MPCC (Military Planning and Conduct Capability). Som rådet skriver: ”Etableringen af MPCC er en meget vigtig operativ beslutning om at styrke det europæiske forsvar …”2.

 

Der er således taget en lang række forskellige initiativer de senere år, som skal udvikle EUs militære kapacitet og muligheder for på sigt tillige at blive en militær magtfaktor, der selvstændigt kan gribe ind. Det er her vedtagelsen af Det strategiske Kompas indgår. Det vurderes, at udviklingen af EUs militære samarbejde vil fortsætte – kun hastigheden heraf er reelt til diskussion. På den ene side står Frankrig, som hurtigst muligt ønsker det, man kalder strategisk autonomi dvs. uafhængighed af USA, så EU ikke igen skal stå og høre på en amerikansk præsident, der truer med at opsige NATO-samarbejdet. På den anden side står Tyskland, Polen, de baltiske lande og Danmark, som ganske vist mener, EU-landene i højere grad skal kunne forsvare sig selv, men at EUs forsvarspolitik ikke skal udvikle sig til en erstatning for, men blive et supplement til NATO. Det kan ske i samarbejde med NATO om en europæisk søjle.

 

Det strategiske Kompas skal lægge rammerne for fremtidens EU-samarbejde på det militære og sikkerhedspolitiske område. Uanset hvad der bliver vedtaget, er en ting klar: EU er ved tillige at udvikle sig til en militær og sikkerhedspolitisk union - det kan gå hurtigere eller langsommere, men vejen er banet. Derfor ønske partiet Venstre også hurtigst muligt at få sendt forsvarsforbeholdet til folkeafstemning.

 

Hvad er grøn energi?

EUs såkaldte grønne taksonomi – målestokken for hvilke investeringer der må kalde sig grønne - er kommet til fornyet debat i EU-kommissionen og dermed i EU, ikke mindst på baggrund af et interview kommissionsformand Ursula von der Leyen gav til den tyske avis Die Zeit3.

 

EU-taksonomien er et klassifikationssystem, som definerer hvilke økonomiske investeringer eller aktiviteter, der kan kaldes bæredygtige og indeholder seks kriterier for bæredygtighed: Reduktion af drivhusgasudledning, klimatilpasning, forebyggelse og kontrol af forurening, cirkulær økonomi, beskyttelse af vand- og havressourcer samt af økosystemer og biodiversitet. Det er forudsætningen, at bæredygtige teknologier bidrager til mindst et af målene og samtidig ikke modarbejder nogle af de andre mål.

 

I ovennævnte interview angiver kommissionsformand von der Leyen, at naturgas og atomkraft under visse betingelser kan betragtes som grønne investeringer. Med udtalelserne synes det åbenlyst, at der i højere grad tages nationale hensyn end hensyn til miljøet og til klimaforandringerne. Således kommer omkring 67% af Frankrigs energiproduktion fra atomkraftværker og det forventes kun at være faldet til ca. 50% i 2025. For Tysklands vedkommende er landet i stigende grad blev afhængig af importeret gas som følge af beslutningerne om at afvikle såvel atomkraft- som kulkraftværkerne inden for en relativt kort årrække.

 

Især muligheden for at opfatte gas som mulig grøn investering har skabt betydelig debat. Gas er i sig selv et fossilt brændstof, som udvindes i undergrunden. Denne udvinding kan i dag kun ske samtidig med udslip af betydelige mængder drivhusgasser. Dette udslip bør tælles med, når der skal foretages en vurdering af brugen af gas som grøn energi. Alene af den grund giver det ingen mening, hvis gas kommer på listen over mulige grønne investeringer.

Det samme gælder i princippet for atomkraft. Det er muligt, at selve energiproduktionen ved atomkraft ikke forurener væsentligt, men produktionen af uran og især affaldsproblemerne forurener endog meget betydeligt Det tager tusinder af år at nedbryde atomaffald fra kraftværksproduktionen, og før det bliver ufarligt. Med omdefineringen af hvad, der kan betragtes om grøn energi, åbnes muligheden for at investeringer herunder ikke mindst investeringer fra EUs fonde kan gå til yderligere bygning af atom- og gaskraftværker. Investeringer som så nødvendigvis må tages fra investeringer i reel grøn energi. Men måske eksemplet omkring definitionen af grøn energi meget godt illustrerer, hvordan politiske og kommercielle hensyn spiller en større rolle end opfyldelsen af målsætningerne i Paris-aftalen.

 

Pandemi og gældskrise

Først i forbindelse med gældskrisen og efterfølgende som følge af COVID-19-pandemien har den europæiske centralbank (ECB) opkøbt enorme mængder af stats- og erhvervsobligationer osv. Og så vidt det har været muligt at finde ud af, udgør det samlede opkøb over 25 billioner kr. – eller 25.000 milliarder kr. ​​ Samtidig har ECB fastholdt en usædvanlig lav rente – faktisk en minusrente på 0,5%. De 25.000 milliarder kr. er gæld, som i princippet skal tilbagebetales. Hvad der kunne se ud som en nødvendig foranstaltning i begyndelsen af pandemien for at hindre for mange konkurser, kan endnu en gang ende med, at det bliver den almindelige borger, som kommer til at betale for landenes og de store virksomheders store gæld.

 

For udpumpningen af penge sammen med den negative rente har medført en inflation, der først og fremmest er kommet kapitalmarkederne og boligmarkedet til gode. Inflationen på kapitalmarkederne har skubbet voldsomt rundt på formuefordelingen, eftersom det først og fremmest er velhavere, der har råd til at chanceinvestere større summer i aktier og andre værdipapirer. Siden den første lockdown i marts 2020 og frem til december 2021 er eksempelvis det danske aktiemarked steget med omkring 80%. På globalt plan er antallet af dollarmilliardærer i perioden april 2020 til april 2021, vokset med 660 til 2755. En anden indikator på den skæve udvikling er, at er boligpriserne i den vestlige del af verden steget voldsomt herunder i Danmark – i hovedstadsområdet mellem 23 og 35% i samme periode4.

Det kan anbefales at læse Oxfams rapport ”ulighed dræber5

 

​​ 

ECB synes fast besluttet på ikke at ændre den rekordlave rente inden for overskuelig tid. Selvom inflationen er på omkring 5%, den højeste siden Euroens indførelse og langt højere end ECB normalt ville acceptere, så kunne en renteforhøjelse indebære, at mange især sydeuropæiske lande ville bryde sammen økonomisk. Således er eksempelvis Italiens gæld nu vokset til over 160% af bruttonationalproduktet. Omvendt har netop den negative rente bidraget til at skubbe regningen over på almindelige mennesker. Sammen med en stigende inflation vil det reelt betyde, at det er dem, som betaler hele regningen for krisen.

 

ECB har – mindst – to muligheder for at lade dem, som har scoret kassen under pandemien også være dem, som betaler tilbage. Den ene mulighed er at gennemføre en omstrukturering af gælden, så bankerne og deres aktionærer sammen med aktørerne på finansmarkederne bærer ansvaret for gælden gennem en nedskrivning af deres aktiver.

 

Den anden mulighed er en annullering af en betydelig del af statsgælden, som ECB ligger inde med. Det vil indebære, at det ikke er almindelige borgere eller skatteydere, som kommer til at betale, da ECBs opkøb jo ikke er foretaget med skatteyderpenge, men med penge skabt – så at sige – af ingenting, kun ved brug af seddelpressen. Det kan lade sig gøre inden for en vis grænse, uden det har indflydelse på forbrugerpriserne eller indebærer nye nedskæringen i velfærden, måske snarere tværtimod eftersom det fritager især de mest gældsplagede lande for en række renteforpligtelser.

 

Indtil videre har ECB valgt at lade stå til. I sin seneste ”Monetary Policy Decisions” har den reelt kun besluttet at begrænse opkøbet af stats- og erhvervsobligationer, men ikke hæve renten6. Det har ”naturligvis” skuffet kapitalmarkederne, at der nu kommer færre penge at jonglere med. Resultatet har da også vist sig i januar, eftersom aktiemarkedet ikke kun i Danmark, men i Europa har oplevet faldende kurser.

 

Reelt har det politiske system - det gælder EU-kommissionen og det gælder de nationale regeringer - lagt afgørende beslutninger om den økonomiske politik i hænderne på en flok nationalbankdirektører i ECBs styrende råd. Hvis ECB ikke hæver renten og fortsætter sine opkøb af obligationer, bidrager banken reelt til fortsat eller stigende inflation – altså til at lade almindelige borgere betale for spekulanternes grådighed. Det politiske krav må være at få ECB under politisk kontrol og gennemtvinge en anden løsning – eksempelvis en af de to ovenfor beskrevne.

 

Dobbeltmoralsk retsstatsprincip

Slår man op på Folketingets EU-oplysning kan man læse, at retsstatsprincippet er et af de grundlæggende principper i EU, som alle stater skal overholde. Det betyder blandt andet, at domstolene skal være frie og uafhængige og kontrollere myndighederne.

 

Igennem flere år har EU-kommissionen og EU-domstolen så at sige forfulgt den polske regering og den polske forfatningsdomstol for ikke at overholde retsstatsprincippet. Mens kampen mod den polske regering er i overensstemmelse med retsstatsprincippet, fordi det suverænt er regeringen, som udpeger dommerne, så er kampen mod den polske forfatningsdomstol en helt anden, som egentlig burde have støtte fra alle, som ønsker at begrænse EU’s magt og indflydelse. Den polske forfatningsdomstol har anlagt en snæver fortolkning af EU-retten, hvorefter det kun er på de i traktaten beskrevne områder, som Polen har overdraget beføjelser til EU. Fortolkningen står i skarp kontrast til den. som hyldes af EU-kommission, parlament og domstol, hvorefter det alene er EU-domstolen, som definerer EU’s beføjelser.

 

I 2015 indledte den europæiske centralbank, ECB, opkøb af blandt andet statsobligationer udstedt af eurolandene. En række sagsøgere fra Tyskland mente, ECB havde handlet uden for sin kompetence og i modstrid med EU-traktatens artikel 5, stk. 1 og rejste en sag ved den tyske forfatningsdomstol.

 

Artikel 5 bestemmer, at afgrænsningen af Unionens beføjelser er underlagt princippet om kompetencetildeling, og at udøvelsen af Unionens beføjelser er underlagt nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet. Med andre ord: Beføjelser, der ikke er tildelt Unionen i traktaterne, forbliver hos medlemsstaterne. Den tyske forfatningsdomstol stillede herefter EU-domstolen en række såkaldt præjudicielle spørgsmål, herunder om proportionalitetsprincippet var overholdt. EU-domstolen svarede i en afgørelse fra december 2018. Her slog den fast, at proportionalitetsprincippet var overholdt, og ECB havde handlet inden for EU-retten. Den tyske forfatningsdomstol nåede imidlertid frem til det helt modsatte i sin afgørelse fra maj 2020. Kort fortalt, afgjorde forfatningsdomstolen, at EU-domstolen åbenlyst havde en forkert fortolkning af proportionalitetsprincippet, og at domstolen havde handlet uden for sin kompetence. Endelig fastslog forfatningsdomstolen, at medmindre ECB inden tre måneder fra dommens afsigelse træffer foranstaltninger, der utvetydigt sikrer, at proportionalitetsprincippet overholdes, skal banken forlade ECBs opkøbsprogram.

 

EU-domstolen svarede, at domme afsagt i præjudicielle sager er bindende for den nationale retsinstans, og at det alene er EU-domstolen, der er kompetent til at fastslå, hvorvidt en retsakt, udstedt af en EU-institution, er i strid med EU-retten. Det var ikke første gang, den tyske forfatningsdomstol havde udfordret EU-domstolen, hvilket i øvrigt også den danske højesteret har forsøgt. Reelt udtrykte den tyske forfatningsdomstol samme holdning som den polske ditto. Det er ikke alene EU-domstolen, der definerer EU-rettens omfang7.

 

Efter pres fra især de tyske grønne lagde Kommissionen sag an mod Tyskland. Kort før den nye tyske regering tiltrådte, besluttede Kommissionen i december 2021 at opgive sagen mod Tyskland med følgende begrundelse: ”… For det andet anerkender Tyskland udtrykkeligt Den Europæiske Unions domstols autoritet, og at dens afgørelser er endelige og bindende. Tyskland er ligeledes af den opfattelse, at lovligheden af EU-institutionernes retsakter ikke kan gøres til genstand for prøvelse af forfatningsretlige klager ved tyske domstole, men kun kan prøves ved EU-domstolen. For det tredje forpligter den tyske regering sig ved udtrykkeligt at henvise til sin forpligtelse til loyalt samarbejde som nedfældet i traktaterne til at anvende alle de midler, den har til rådighed, for i fremtiden at undgå tilfælde, hvor der ikke er hjemmel, og indtage en aktiv rolle i denne henseende”8.

Mens der således kræves beskyttelse af retsstatsprincippet i nogle lande, fordi domstolen ikke opfattes som fri og uafhængig, så kræves der beskyttelse mod retsstatsprincippet i andre lande, fordi regeringen ikke tilstrækkeligt klart har begrænset den nationale domstols ret til at udfordre EU-retten og -domstolen. Man kan skarpt fortolke det således, at der ikke længere eksisterer en national retsstat, men kun en europæisk, som EU-domstolen fortolker den. Den tyske regering bøjede sig og lovede, at dens forfatningsdomstol ikke igen ville underkende EU-domstolens suveræne ret til at fortolke EU-retten. Det kan kun opfattes som, at den tyske regering har underlagt sin forfatningsdomstol en række politiske krav, nemlig det forhold at den europæiske retsstat går forud for den nationale retsstat. I realiteten bliver den polske regering kritiseret for i denne sammenhæng ikke at underlægge sin forfatningsdomstol samme betingelser og beskyldes derfor for at den underminerer den europæiske retsstat til fordel for den nationale retsstat. Det er således vigtigt at skille kampen mod den polske regerings underminering af domstolenes uafhængighed fra den polske forfatningsdomstols kamp for at bevare den nationale lovgivnings forrang, der hvor beføjelserne ikke specifikt er overført til EU.

Det er en kamp, som fortsætter. Siden denne beslutning har Kommissionen indledt yderligere sager mod Polen. Det drejede sig om forskellige domme fra den polske forfatningsdomstol, der insisterer på, at polsk forfatningsret har forrang for europæisk ret, når medlemsstaterne i traktaterne ikke havde overdraget EU specifikke beføjelser og – underforstået dermed EU-domstolen.

 

6

​​ Beslutningen kan læses på Monetary policy decisions (europa.eu)

 

7

​​ Man kan læse uddybende i kammeradvokatens redegørelse på Tysk forfatningsdomstol: EU-Domstolen og ECB handlede i strid med EU-retten (kammeradvokaten.dk)

8

​​ Meget langt nede i De vigtigste afgørelser på traktatbrudsområdet — december (europa.eu) finder man meddelelsen om ”EU-rettens forrang. Kommissionen henlægger traktatbrudssag - - -”.

 

 

Om skribenten

Niels Henrik Nielsen

Niels Henrik Nielsen

Læs mere