Europas politiske midte og højrefløjen: På bryllupsrejse på Balkan?

Da Anders Breivik begik et af de værste terrorangreb i nyere europæisk historie i Norge i 2011, erklærede han under retssagen, at han ikke ønskede at blive associeret med det, han kaldte for ”gammeldags nazisme”. Den yderste højrefløj, mente han, havde brug for en ny ånd, en fornyet ideologisk reference, der ikke trak på nazismens blodige ry.

For Breivik var svaret klart: den serbiske nationalisme. I hans optik havde serberne i 1990’erne ført en ”heltemodig” kamp, ikke blot mod muslimer i regionen, men mod selve den trussel, han mente, islam udgjorde mod Europa. Han beskrev serberne som en slags moderne “korsriddere”, der – trods internationale sanktioner og ”vestligt svigt” – fortsatte kampen for Europas ”kristne civilisation”.

Denne romantiserede forestilling om Balkan som Europas frontlinje mod islam har eksisteret længe, før Breivik lod sig inspirere af den. Det er en udbredt fortælling i moderne østeuropæisk, nationalistisk mytologi, hvor historien om kampen mod det osmanniske rige og de muslimske ”invasionsstyrker” fremstilles som en kamp for selve Europa og kristendommen. En fortælling der har og stadig retfærdiggør rædselsfuld politik, som Vesteuropas højrefløj og EU følger nøje med i.

Kampen om demografien

I Danmark er vi vidner til, at såkaldte ghettoområder rives ned som følge af en politisk vision om ”integration” og ”sammenhængskraft”. Officielt fremstilles disse nedrivninger som nødvendige skridt frem mod et mere sikkert og homogent Danmark fri fra parallelsamfunds onde. I praksis betyder det ofte, at mennesker med tvang fjernes fra deres hjem på baggrund af deres religion/etniske baggrund. Det præsenteres som en progressiv udvikling, men denne form for befolkningsstyring er langt fra et isoleret fænomen opfundet af danske politikere i et ideologisk tomrum.

På Balkan har lignende praksisser længe været en del af den politiske dagsorden om at integrere Balkan ind i Europa efter Osmannerrigets kollaps. Særligt når det gjaldt Balkans muslimer, især romaer. I flere lande i regionen er det nærmest standard, at hele bydele eller landsbyer med romabefolkning bliver ryddet, ofte uden nogen realistisk mulighed for at finde hjem et andet sted.

Et af de mest markante og nyere eksempler på dette fandt sted i Bulgarien i sommeren 2017. Efter en række landsdækkende protester blev flere roma-muslimske familier tvangsforflyttet, og deres hjem revet ned. Det officielle narrativ lød, at disse familier ikke ”hørte til”, at de var kommet udefra og havde bosat sig ulovligt med hjælp fra den tidligere socialistiske regering. Det skete på trods af, at mange af dem havde boet i områderne i generationer.

I nogle tilfælde blev den jord, som de tvangsforflyttede romaers hjem lå på, efterfølgende solgt eller overdraget til rigere borgere eller virksomheder, man mente havde en ”før-socialistisk ret” til jorden. Her opførte de fabrikker, lejligheder eller andre kommercielle anlæg. I andre tilfælde står de ødelagte bygninger stadig tilbage som ruiner, forladte og ubrugte. Ingen byggeri, ingen fremtidig plan. Det afslører nok det centrale bag udrensningen: Det handler ikke om, hvad der skal bygges, men hvem der ikke længere må være der.

Bag disse demografiske udrensninger ligger et klart ideologisk argument: at muslimer udgør en trussel mod den nationale homogenitet og den demografiske balance. I den bulgarske sammenhæng formuleres det eksplicit, at romaer med muslimsk baggrund er i færd med at ”erstatte” de indfødte kristne bulgarere. Det sker ikke nødvendigvis på en voldelig måde, men gennem fødselstallene.

Disse ideer om en demografisk trussel har ikke kun været anvendt til at legitimere nedrivninger og tvangsforflyttelser. De har også fungeret som ideologisk brændstof i nogle af de mest brutale konflikter på Balkan i nyere tid.

Det var netop sådanne argumenter, der blev brugt mod de bosniske muslimer i 1990’erne og mod de albanske muslimer i Kosovo. Her førte tanken om en ”demografisk overtagelse” til organiserede etniske udrensninger og i værste tilfælde folkemord. Den muslimske tilstedeværelse blev ikke blot opfattet som kulturelt modsat kristendommen, men som en eksistentiel trussel mod nationens kontinuitet.

En ”trussel”, der krævede radikale løsninger. Andelen af muslimer i flere byer – såsom Višegrad i det østlige Bosnien og Hercegovina – faldt drastisk, hvis ikke de blev fuldstændig udryddet og fordrevet.

Det er netop denne forestilling om, hvordan den demografiske sammensætning bør se ud, som nutidige højreekstreme bevægelser i Vesteuropa trækker på. Bevægelser som Generation Identitær gentager og har ompakket det balkanske narrativ om det demografiske spørgsmål. De siger, at Europa er ved at blive ”udskiftet”, at ”indfødte” kristne europæere er i færd med at blive fortrængt af migranter, særligt muslimer, gennem fødselsrater og ”parallelsamfund”.

Når de taler om “remigration” og nødvendigheden af at “redde Europa”, er det ikke blot et spørgsmål om grænsekontrol og integrationspolitik. Det er en direkte ideologisk arvtager til den type etnisk og religiøs nationalisme, som Balkan-halvøens politik nærmest er defineret af.

Balkan som laboratorie

Balkan fungerer i dag som mere end blot en perifer region i Europas udkant. Det problematiske europæiske hjørne, der er blevet satiriseret som et sted præget af vold, kaos og gammeldags nationalisme, er i virkeligheden frontløber for resten af Europas flygtningepolitik.

Hvor man populærkulturelt behandler Balkans politik med afstand og hån, ser man politisk mod regionen med fascination. Dets ekstreme politikker og hårde retorik om muslimer bliver ikke blot tålt, men studeret og adopteret. Balkan er blevet til et slags politisk laboratorium for EU, hvor ideer om befolkningsstyring og migration testes. Ofte med stille accept eller direkte opbakning fra indflydelsesrige EU-lande. I mødet mellem det ”europæiske” og det ”fremmede” er Balkan blevet grænselandet, hvor ekstreme ”løsninger” bliver mulige – før de bliver acceptable andetsteds i EU.

Det mest konkrete eksempel på dette er EU’s håndtering af flygtningestrømmen gennem Balkan-ruten. I stedet for at etablere fælles humanitære løsninger, outsourcer EU sin grænsekontrol til lande som Grækenland, Albanien og Bosnien, hvor FRONTEX rutinemæssigt chikanerer, tilbageholder og tæsker asylansøgere.

Det er heller ikke nogen hemmelighed, at NGO’er og journalister i årevis har dokumenteret voldelige episoder, hvor flygtninge nægtes adgang og sendes tilbage over grænsen med unødvendig brug af magt. Der er ingen retssikkerhed for de mennesker, det går ud over, og derfor heller ikke noget der holder FRONTEX i ørerne.

Det bosniske politi er i senere tid blevet yderligere militariseret med det formål at forhindre, at flygtninge træder ind i Kroatien – ved at anvende de samme metoder som FRONTEX. Man kunne spørge sig selv, hvorfor et land som Bosnien, der selv har en stor muslimsk befolkning, tillader det.

Svaret er ret enkelt: Bosnien og Hercegovina har ikke reel selvstændighed. Landet er underlagt USA og EU’s indflydelse gennem Den Høje Repræsentant og Peace Implementation Council, som i praksis dikterer Bosniens politik. Derudover bruger Østrig megen energi på at hjælpe med udviklingen af en ”europæisk Islam” i området, der har til formål at adskillige de bosniske muslimer fra de andre muslimer, som flygtede dertil.

Den oldgamle del og hersk-metode benyttes her til at splitte muslimer op i forskellige grupper, som skal forstås som adskilte og uforenelige. Det er det rene ideologiske vås, som har til formål at sikre, at flygtninge ikke kommer ind i EU.

Men det vidner samtidig om, at EU i nogen grad har været nødt til at acceptere islams tilstedeværelse på Balkan. Den daværende franske præsident François Mitterrand beskrev Bosnien og Hercegovina som et ”akavet” land i tilfælde af selvstændighed, fordi han anså Europa som et kontinent forbeholdt kristendommen. Også i Storbritanniens embedsværk herskede der uenighed om, hvorvidt serbernes folkemord skulle betragtes som et ”nødvendigt onde” for at bevare et ”kristent” Europa, eller om det krævede aktiv vestlig indgriben.

Den efterfølgende vestlige kontrol over Bosnien kan derfor tolkes som et kompromis mellem disse to lejre: en accept af det muslimske Bosniens eksistens, men kun under streng international overvågning og begrænset suverænitet. En lignende logik synes at gøre sig gældende i Kosovo, hvor den vestlige respons var hurtigere og mere markant, men resulterede stadig ikke i fuld suverænitet.

Med EU’s gode vilje

Denne halvhjertede accept af balkanske muslimske befolkningers tilstedeværelse på Balkan er ikke kun forbeholdt de krigsramte lande. Et nyere eksempel er aftalen mellem Italien og Albanien, hvor flygtninge, der ankommer til Italien, interneres i albanske lejre, mens deres asylansøgninger behandles. Aftalen er blevet hyldet af Europa-Kommissionens forperson, Ursula von der Leyen, og hun har foreslået det som model for en fælles EU-flygtningepolitik.

For Albanien er tilslutningen til aftalen et geopolitisk sats, et forsøg på at fremme sin EU-ansøgning ved at stille sig til rådighed som grænsezone. Det er jo i virkeligheden bare den danske regerings Rwanda-plan om igen. Bare hvor Balkan endnu en gang indtager rollen som grænseland. Det lugter også af dårlig ironi, hvis man husker, hvor chokeret Vesten var i 1990’erne, da den daværende serbiske regering under Slobodan Milošević sagde til Vesten, at de skulle beholde alle de bosniske og albanske muslimer, som flygtede – ellers vil de blive skudt ved grænseovergangene, hvis de blev sendt tilbage.

EU tillader, og finansierer, politiske praksisser, der ikke ville være mulige inden for de ”civiliserede” EU-lande. Balkan bliver en slags bufferzone, hvor EU kan opretholde sin selvforståelse som ”humanitær” og ”civiliseret”, samtidig med at det beskidte arbejde overlades til stater med svagere institutioner, der i forvejen hånes som værende fanget i en forældet tid.

Men disse praksisser er langt fra isolerede. De bliver langsomt adopteret af resten af EU. Det har vi allerede set med ghettoloven, stramninger af statsborgerskabs- og opholdstilladelses-regler, skærpede straffe for lovovertrædelser begået i såkaldt ”udsatte boligområder”, og massiv overpatruljering af netop disse områder og så videre… og så videre…

Man skal ikke langt tilbage i tiden for at finde en politisk virkelighed, hvor det var utænkeligt, at politiet kunne erklære områder som ”dobbeltstrafzoner”, eller hvor selve ideen om at skrive ghettoer ind i lovgivningen ville have lugtet af en nazistisk fortid. Med Balkan som frontløber og testområde for netop denne type politik, må vi snart indse, hvor alvorligt det er, hvis vi fortsat lukker øjnene for, hvad integration og flygtningepolitikken i Europa reelt er blevet til.