EU's klimaambitioner støder på store hurdler, når det kommer til at omsætte de grønne floskler til praksis. Sharon Mick: Mama's White Elephant (2012).
14 min. læsetid

Energipolitikken spænder ben for EU’s udmeldinger om grønne klimamål. På tre centrale områder afslører unionen sin grundlæggende tro på kapitalistiske løsninger, der er præget af jubeloptimisme. Løsningerne er dyre, og tackler ikke det grundlæggende problem med evig vækst.


Af Mikael Hertoft

Man fik fornemmelsen af, at Frans Timmermanns –  EU’s kommissær for klima og grøn omstilling – kom flyvende ind på en hvid elefant, da han 8. juli præsenterede brint som EU’s løsning for fremtidens ”grønne” økonomi. Desværre er vejen til en ‘brintøkonomi’ brolagt med CO2 udslip, og EU’s løsning har både økonomi og naturlove imod sig.

EU vil gerne være en stærk magt, men har et svagt punkt: Unionen er fuldstændigt afhængig af import af energi. EU-kommissionen siger, at den er i gang med en ”Green New Deal”, der skal omstille EU væk fra fossile brændstoffer. Samtidig investerer EU milliarder og atter milliarder i olie og gas, og kul spiller stadig en stor rolle i mange EU-lande.

Både EU selv og et russisk-tysk konsortium er i gang med milliard-investeringer i gas-infrastruktur, og den danske stat spiller gerne med – både under den forrige regering og den nuværende – på trods af al klimalovgivningen.

EU har afsat 216 milliarder kroner i tilskud til gas-projekter. Pengene bliver fordelt på i alt 32 projekter, der blev godkendt af EU-parlamentet i foråret 2020. Ét af dem er Baltic Pipe-gasledningen gennem Danmark. Fælles for projekterne er, at deres rentabilitet bygger på en økonomisk prognose om, at gasforbruget bliver væsentligt større end i EU’s klimamål.

Store projekter med små chancer

EU-kommissionen viser dermed tydeligt, at unionen er ude af stand til at forpligte sig på en mere oplagt løsning: At bruge mindre energi ved at skære ned på skadelig produktion, og at gå over til vedvarende energi. En sådan retning ville imidlertid kræve en styring af økonomien og demokratisk inddragelse af folket, tilbagerulning af nyliberalistiske styringsmekanismer, og en ændring af ejendomsforholdene.

I stedet satser EU kommissionen på tre hvide elefanter, altså projekter hvis omkostninger langt overstiger den gevinst, man kan forvente at få ud af dem. Det drejer sig om omlægning til brintøkonomi, fangst og lagring af CO2, og salg af kvoter med ret til at udlede CO2. Alle tre store projekter, som har meget lille chance for at lykkes.

Den evige vækst-religion

I min research af energisituationen i EU-landene, har især to spørgsmål optaget mig: Hvordan harmonerer EU’s energi-forbrug og politik med klimakrisen? Og hvad betyder EU’s store afhængighed af energi-import for dens ambitioner om at være en global stormagt?

Som marxist er det politiske udgangspunkt en klar og nøgtern forståelse af samfundet. Vi må se på samfundets materielle basis – og her er det ikke nok at se på pengestrømme i økonomien. Vi må også undersøge de fysiske strømme af ting, kemikalier, energi, og hvordan menneskets samspil med resten af naturen udvikler sig. Vi må så se på, hvordan det hele spiller sammen og udvikler sig gennem modsætninger. Det er dét, der hedder ‘dialektisk materialisme’.

Dialektisk materialisme må forstå den økologiske krise, og samtidige socialister må derfor være øko-socialister, hvilket betyder at arbejde for et samfundssystem, der modvirker klimakrisen og den øvrige økologiske krise. Eftersom der er tale om et globalt problem, må vi have et globalt perspektiv, hvis vi vil redde vores klode fra økologisk katastrofe.

Vækst er en grundbetingelse i kapitalismen: Den stadige akkumulation af kapital kræver stadig vækst i den økonomiske omsætning. Da vi har at gøre med fysiske ting, medfører det stadig destruktion af fungerende strukturer, som erstattes med nye. Det kræver råvarer, som bliver forarbejdet og solgt. Alt dette er beskrevet vel af Karl Marx og Engels og tusinder andre af dem, der er fulgt i deres spor. 

Kapitalismens evige krav om vækst er slået igennem som ideologi i neoliberalismen. Kravet om evig vækst strider basalt imod fysikkens love – og biologiens med for den sags skyld, for ingen levende struktur kan fortsætte særlig lang tid med udpining af sit livsgrundlag. At så mange mennesker, som jordkloden er hjem for, er organiseret på kapitalistisk vis, er en trussel mod menneskenes eksistens som art.

Kapitalismens ideologer og den herskende klasse kan ikke forestille sig andet, end at væksten skal fortsætte. Derfor præsenterer de en løsning, der vil afkoble økonomisk vækst fra udslip af CO2. EU-kommissionen præsenterer således målet for en ”European Green Deal” som værende at ændre EU til et ”retfærdigt og rigt samfund med en moderne, ressourceeffektiv og konkurrencedygtig økonomi, hvor der ikke er nogen netto udledning af drivhusgasser i 2050, og hvor den økonomiske vækst er afkoblet fra ressourceforbrug.

Det er en ambition, der virker ude af trit med virkeligheden. Indtil videre kan vi i hvert fald konstatere, at det ikke har været muligt at afkoble brug af ressourcer fra økonomisk vækst. Tværtimod vokser forbruget af ressourcer år for år. Tager vi et enkelt område, som mange måske tænker på som afkoblet fra ressourcer – internettet og udveksling af data – så er alle vores elektroniske dimser:  smartphones, computere osv. meget ressourcekrævende at producere – og bliver lavet, så de skal skiftes ud hurtigt, er svære at reparere og producerer store mængder elektronisk affald. De data, vi henter ned fra nettet, kommer fra store datacentre, som bruger enorme mængder strøm. ”Informationssamfundet” er altså slet ikke frigjort fra energiforbrug.

Ingen uafhængighed

EU-landene er totalt afhængige af import af energi. EU importerer en masse olie, gas, uran og kul – og procentdelen af import er vokset over de seneste 30 år. Tidligere producerede EU-landene selv ca. halvdelen af råvarerne til energien – nu er det langt lavere – og falder fortsat.

Denne graf over EU’s energi-afhængighed i år 2000 og 2017 er meget sigende. Ingen EU-lande er i dag selvforsynende med energi. Storbritannien og Danmark var det i år 2000, men det er slut i 2017.  Samlet importerer medlemslandene tæt på 60% af sin energi.

Alle EU-lande er pr. 2017 afhængige af at importere energi. For Maltas vedkommende er der tale om næsten 100 % import, mens lande som Danmark og Sverige importerer mindst. Illustration: Eurostat

Hvor kommer energien fra?

Olie er EU’s største energikilde, og står for 42 % af det totale forbrug (i 2017). Forbruget er temmelig stabilt, og er kun faldet med 100.000 tønder om dagen siden 2000. Vejtransport står for mere end halvdelen af forbruget af olie. EU’s egen produktion af olie har været stærkt faldende i de seneste to årtier; den toppede i 1999 med 178 mio. tons, og var faldet med 60 % til 70 mio. tons i 2017. Faktisk vil billedet endda blive mere drastisk for EU i den kommende tid. I 2017 var Storbritannien nemlig stadig medlem af EU, og de stod for 65 % af produktionen. Et EU uden Storbritannien er derfor endnu mere afhængigt af import. Dansk produktion er også kraftigt faldende. EU-landene importerer derfor deres olie fra en stribe lande, først og fremmest Rusland, Norge, Irak og Kazakhstan.

Rusland er den primære leverandør af olie til EU-landene. Men også Norge, Irak, Saudi Arabien og Kazakhstan leverer årligt store mængder olie til unionen. Illustration: Eurostat

Gas

EU pumper ikke selv meget gas op fra undergrunden. Gas-produktionen faldt med 9 % i 2019 i forhold til 2018 til i alt 109 milliarder kubikmeter (bcm). Af dem stod Storbritannien for de 40 milliarder – og gas derfra skal altså fremover også regnes som import. EU’s nettoimport var på 398 milliarder kubikmeter i 2019, hvilket var en vækst på 8 %. Det blev ikke så dyrt, for gasprisen var faldende.

44 % af den importerede gas kom fra Rusland – det meste via rørledninger, men en stigende del også som flydende gas (LNG – Liquid natural gas, red.) på tankskibe. Norge var den næststørste leverandør med 28 %, og Algeriet kom ind på tredjepladsen. 19 % af EU’s gasimport kommer som flydende, kompresseret gas – LNG på skibe fra leverandører ud over Rusland, Norge og Algeriet. I disse tal gemmer sig en stigende import af gas fra USA.

Atomkraft

Der er 126 atomreaktorer i 14 EU-medlemslande. De genererer 25 % af EU’s elektricitet. Men de fleste af EU’s atomkraftværker er gamle, og er ved at nå deres planlagte levetid. Derfor er der forskellige tiltag i gang for at forlænge levetiden, selv om mange allerede er lukket. Ved indgangen til 2015 var der således lukket 91 atomkraftværker.

EU-kommissionen forudser, at andelen af atomkraft-produceret elektricitet vil falde fra 25 % til 15 % i 2050.  Men bare for at beholde den andel, skal man både forlænge de gamle reaktorers levetid og bygge nye. Det regner EU-kommissionen med vil koste omkring 500 milliarder euro.

Der er imidlertid ikke mange konkrete planer for bygning af atomkraftværker, og de, der er i gang, er blevet forsinkede. EU importerer alt det uran, man bruger, men har selv oparbejdnings-kapacitet til at berige uranen og gøre den klar til brug og affalds-håndtering.

En del er tilhængere af at udbygge atomkraften massivt, som ren energikilde. Det er et emne for en anden artikel, så her kan det blot konstateres, at det i øjeblikket ikke er den udvikling, som er i gang og at det kræver både meget store mængder penge og energi at udbygge atomkraften. Desuden vil det formentlig kræve et skift i den folkelige opinion, som er meget skeptisk over for atomkraft.

Atomkraftværket ‘Santa María de Garoña’ i det nordlige Spanien blev lukket i 2013, efter at have leveret atomkraft i 42 år. EU-kommissionen planlægger at bevare atomkraft-forsyningen på 15 % af det samlede energiforbrug. Det anslås at koste omkring 500 milliarder euro at opretholde det niveau. Foto: U.S. Department of Energy.

Kul

Kul-forbrug og produktion drosles ned i EU, fordi det er langt det værste brændstof hvad angår udledningen af CO2 i atmosfæren. Den stærkt forurenende kulproduktion bidrog især tidligere til forurening og smog i mange byer. Polen og Tyskland er stadig stærkt afhængige af kul, og importerer store mængder fra særligt Rusland.

Kul stod i 1990 for omkring 40 % af EU’s energiproduktion, men i 2017 var det faldet til 14 procent af den totale energi forsyning og 21 % af elektricitetsproduktion. Kul forbruget er halveret i EU siden 1990, og svarer nu til 228 millioner tons olie (MTOE). Det tal var tidligere 445 MTOE.

Det er meget vanskeligt at undvære kul i nogle brancher som stål- og cement-produktion, og risikoen for, at lande vil vende tilbage til kul, hvis eller når tilførslen af gas og olie falder, er meget reel.

Vindmøller og solenergi

Det Internationale Energiagentur (IEA) tror, at vind vil producere mere elektricitet end gas og atomkraft allerede i 2025. Men indtil nu producerer vindmøller ifølge IEA væsentligt mindre strøm end gas og atomkraft – 11 procent af EU’s elektricitet i forhold til atomkraftens 25 % og naturgassens 20 %.

Biobrændsel regnes også for grønt og vedvarende i IEA, fordi det jo er afbrænding af fossilt materiale, der netop har trukket CO2 ud af luften. Vi dyrker og brænder af: Det går i nul med CO2. Men det er ønsketænkning af flere grunde.

+

Det er især investeringen i store havvindmølle-parker – hvor Danmark er ledende – der fremmer denne udvikling. De to vindmølleøer i Nordsøen og Østersøen, som er planlagt i den nye aftale om klima og industri, peger i samme retning. Danmark er i det hele taget ledende i produktionen af vindenergi, der står for ca. 40 % af det samlede elforbrug i landet. Solceller producerer kun 3,7 % af EU’s nuværende elektricitet.

EU promoverer altså især store vindmøller til havs. En anden vej at gå kunne være at producere energi tæt på forbrugerne, ved solceller på tage og ved mindre vindmøller, der fx kunne være på toppen af lygtepæle og huse, og være godt for befolkningen i tyndt befolkede områder. Men sådanne tanker får ikke meget støtte i EU.

”Grøn” biobrændsel?

Biobrændsel regnes også for grønt og vedvarende i IEA, fordi det jo er afbrænding af fossilt materiale, der netop har trukket CO2 ud af luften. Vi dyrker og brænder af: Det går i nul med CO2. Men det er ønsketænkning af flere grunde. For det første vil man fange langt mere CO2 ved at lade jord stå som vild natur, så opsuger det jo CO2. Hvis man bruger træ til byggeri, så fanger man også CO2 – indtil huset brænder.  Men værst er det måske, at dyrkning af raps, palmeolie eller sukkerrør – som er de almindeligste energi- afgrøder – konkurrerer med fødevare-produktionen i en verden, hvor god landbrugsjord er en mangel. De afgrøder kræver også energi – gødning, maskiner, transport. Det er ikke grønt.

Der kommer også gas fra industrielt landbrug. Afgasning af gylle fra store dyrelandbrug med grisestalde og kostalde, er bedre end at sprede det på markerne. Gyllen rummer store mængder metan, en meget stærk drivhusgas som bliver frigivet i atmosfæren, når gyllesprederen kører. Så er det bedre at afgasse og fange metanen, og så brænde den. Den afgassede gylle lugter også mindre, og er således mindre belastende for lokalmiljøet. Men kødproduktion i industriel skala er stærkt skadeligt for miljøet – plager dyrene, forbruger meget energi og udleder meget CO2. Problemet opstår når salg af bio-gassen bliver en del af dét, som holder en skadelig forretning i gang. Så venner af klimaet kan ikke betragte den slags biogas som grønt.

Et grønt EU?

EU har præsenteret en ”green deal” – en grøn aftale, selv om det er lidt uklart, hvem den aftale egentlig er indgået med. Der har ikke været nogen bredere dialog med befolkningerne, mens man derimod kan regne med, at industrier og lobby-grupper er en del af aftalen. Kommissionen har præsenteret nogle radikale klimamål for at reducere udledningen af CO2 med mindst 50 % om 10 år i 2030, og EU skal være klimaneutral i 2050.

Kommissionen er også stolte over, at EU allerede har reduceret sine drivhusgas-udledninger med 23 % fra 1990 til 2018. Der er imidlertid grund til at kigge kritisk på tallene. For det første er den største sænkning af udledningerne et resultat af finanskrisen – ved krisen faldt udledningen markant over et par år, og den er ikke rigtigt kommet sig. Så det er snarere finanskrisen – problemer i økonomien – end EU’s bevidste indsats, der har sænket udledningen.  Oveni er en del af EU’s reelle udledning flyttet til andre lande, fx Kina og Latinamerika – i og med at EU importerer en stor del af sine industrivarer, sit foder til dyr m.m. derfra.  

Der er også sket en reduktion gennem positive skridt – fx gennem bedre energiøkonomi ved isolation af huse og forbedring af motorer m.m. Men det er desværre en temmelig lille del.

Overordnet set står EU’s ambition om at blive en union af “grønne foregangslande” i skarp kontrast til den store afhængighed på energiområdet. Så længe Unionen fortsat baserer sig på en enorm import af naturressourcer, og så længe ambitionen fortsat er at ‘vækste uafhængigt af energiforbruget’, virker de grønne ambitioner som en hvid elefant: Dyrt, upraktisk og med trange kår i virkelighedens verden.


Mikael Hertoft er cand.mag i russisk, og arbejder som underviser.


Mikael Hertoft

Mikael Hertoft er cand.mag i russisk, og arbejder som underviser i dansk som andetsprog.

Læs mere af Mikael Hertoft