FE-sagen: Klub 109 – et dække?

Af Jens Hansen

FEs tidligere chef (2015-2020) Lars Findsen sidder varetægtsfængslet siden 8. december og skal indtil videre forblive der indtil 4. februar sigtet efter straffelovens paragraf 109, stk.1 der kan give op til 12 års fængsel. Der gættes på, at sigtelsen drejer sig om lækage til medierne. 14. januar oplyste så tidligere forsvarsminister Claus Hjorth Frederiksen, at han også var blevet sigtet efter paragraf 109, formentlig på samme grundlag som Lars Findsen, nemlig læk af hemmelige oplysninger. Sagen har sendt rystelser gennem det politiske system og statsapparatet, der i kraft ikke er set, siden Kejsergadegade-sagen i 1968 afslørede, hvor tæt det daværende Forsvarets Central Radio arbejdede sammen med NSA. Men tjener lækagesigtelserne i virkeligheden blot som en afledning fra sagens kerne: Blev der begået ulovligheder i FEs samarbejde med amerikanske NSA? Samtidig rejser sagen spørgsmålet, om der findes hemmelige regler for FE, der er i strid med lovgivningen?

I dansk kriminalhistorie er der kun ganske få, der er medlemmer af den eksklusive og diskrete, men ikke-eksisterende klub, Klub 109. For man kan kun blive medlem af denne klub, hvis man har været sigtet eller dømt efter denne paragraf i straffeloven, som siger:

[Stk. 1] ”Den, som røber eller videregiver meddelelse om statens hemmelige underhandlinger, rådslagninger eller beslutninger i sager, hvorpå statens sikkerhed eller rettigheder i forhold til fremmede stater beror, eller som angår betydelige samfundsøkonomiske interesser over for udlandet, straffes med fængsel indtil 12 år.

Stk. 2. Foretages de nævnte handlinger uagtsomt, er straffen bøde eller fængsel indtil 3 år.”

I Claus Hjorths tilfælde er sagen nogenlunde klar: Han bekræftede overfor forskellige medier¹ detaljer i den aftale, som Danmark og USA havde indgået i Poul Nyrups tid med et dansk teleselskab om at tappe et eller flere internetkabler et sted i Danmark (formentligt i København) og sende data videre til de database- og filtreringssystemer - Rampart-A og XKeyscore - som den amerikanske signalopklaringsorganisation NSA havde finansieret installationen af på FEs tekniske hovedkvarter, Strandagergård. Noget som Dagbladet Information allerede i 2014 havde fisket indicier på fra Snowdens afsløringer. Men selvom Information var på rette spor, havde avisen kun kunnet skrabe overfladen med et kvalificeret gæt, som ingen rigtigt kunne komme efter avisen for.

Forhistorien

I eftersommeren 2020 sker der det, at Tilsynet med Efterretningstjenesterne (TET) under forsæde af dommer Kistrup, der en passant også leder minkkommissionen, til alles store forundring udsendte en pressemeddelelse, der i hidtil uhørt skarpe vendinger og med usædvanlige detaljer anklagede FE for at begå ulovligheder gennem Rampart-A ved at tillade, at oplysninger om danske statsborgere tilflød USA, at tillade NSA at spionere mod venligtsindede og allierede magter og statsoverhoveder samt at tilbageholde oplysninger for tilsynet. Alt sammen på baggrund af meget udførlige oplysninger videregivet af en whistleblower. For FE er ikke længere det organ, det var under Den kolde Krig. Den teknologiske udvikling for telekommunikation har krævet ansættelse af en helt ny type IT-medarbejdere, man i det civile liv ofte ville kalde hackere. Medarbejdere, der ​​ ikke kender til Den kolde Krigs masseensretning, men er opvokset med individualismen, at sætte spørgsmålstegn ved stort set alt og ikke mindst en moral, der højst sandsynligt er påvirket af Snowdens omfattende afsløringer på netop deres arbejdsområde.

Forsvarsminister Trine Bramsen fritager derefter hele toppen af FE, herunder de nuværende og tidligere chefer Lars Findsen og Thomas Ahrenkiel for tjeneste og hjemsender dem. De borgerlige partier og i sær Venstre syder af vrede, der først og fremmest er rettet mod forsvarsminister Trine Bramsen. At også bl.a. ledende socialdemokrater var bekymrede, fremgår af Hans Mortensen artikel i Weekendavisen ”Spionen, der skulle ud i kulden”, hvor han skriver:

”Men Hjorth Frederiksen var dog ikke den eneste bekymrede. I noget større diskretion arbejdede eksempelvis de to tidligere statsministre Poul Nyrup Rasmussen og Anders Fogh Rasmussen samt flere tidligere departementschefer på de indre linjer for at overbevise regeringstoppen om, at sagen burde under låg. Det lykkedes tydeligvis ikke”.

Lavinen ruller

Nu begynder medierne for alvor at grave i sagen og til stor forundring for en omverden, der er vant til, at skiftende regeringer holder kortene endda meget tæt på kroppen, når det gælder efterretningssager og i sær, hvis de involverer samarbejdet med Danmarks vigtigste allierede, USA, er DR og Weekendavisen så velunderrettet om detaljer, at oplysningerne kun kan stamme fra insidere. Noget begge medier da også bekræfter ved gentagne gange at referere til kilder, der har haft adgang eller kendskab til sagerne.

S-regeringens kamp med embedsværket

Samtidig intensiveres den socialdemokratiske etpartiregerings kamp med embedsværket, som indvarsledes med Mette Frederiksens indtog som statsminister. Forsvarsminister Trine Bramsen kalder forsvaret en 'styrelse', noget der vækker stor vrede i officerskorpset - og forsvarsministeren, der ikke ligefrem er kendt for sin store fingerspitzgefühl, men også er kvinde ikke at forglemme, insisterer på at sidde med ved et interview, som DR ønsker med forsvarschef Flemming Lentfer. Alt sammen sker formentlig med Mette Fs vidende og som et led i hendes plan om at få embedsværket under kontrol.

S og forholdet til USA

Mette Frederiksen og regeringen skal samtidig balancere på en knivsæg, fordi et godt forhold til USA lige fra Danmarks indtræden i NATO i 1949 har været helt central for det danske socialdemokratis ledelse i dets kamp med kommunisterne² og for det centrale omdrejningspunkt for samtlige regeringers sikkerhedspolitik, nemlig at Danmark altid skal være allieret med den stærkeste vestlige magt. Et forhold man bl.a. har plejet ved med amerikansk hjælp af opbygge en omfattende varslingstjeneste - dvs. lyttetjeneste - hvis 'produkt' tilflyder USA og ved at tillade USA at bygge og udbygge sin strategiske Thule-base i Grønland og forstærke sin tilstedeværelse i den dansk kontrollerede del af Arktis. Men alt sammen meget diskret og under radaren.

Man husker i den forbindelse især den daværende socialdemokratiske statsminister H. C. Hansens notat fra 16. november 1957 til USA's ambassadør i Danmark, hvis ordlyd var en de facto tilladelse til, at USA kunne oplagre kernevåben på Thule-basen, og som blev holdt hemmeligt indtil en tilfældig søgning i amerikanske arkiver bragte notatet til offentlighedens kendskab i 1995.

Og når vi nu alligevel er i færd med at klarlægge forholdet til den amerikanske storebror: De europæiske landes snak om et selvstændigt, europæisk forsvarssamarbejde og beklagelser over, at vennerne i USA spionerer mod dem, kan egentligt blot sammenlignes med rituelle stammedanse, der opføres til glæde for offentligheden. Kendsgerningen er imidlertid, at der er tale om skuespil, der skal sløre den kendsgerning, at de europæiske lande af to grunde ikke kan undvære den amerikanske allierede: For det første er de alle afhængige af den amerikanske atomparaply – det gælder også atommagterne Frankrig og England – og for det andet af efterretningssamarbejdet. Mareridtet for danske politikere ville være, at terrorister detonerede en bombe på Nørreport station i myldretiden, som man ellers ville have haft viden om, fordi USA havde afbrudt efterretningssamarbejdet med Danmark.

Hvor omfattende samarbejdsaftalen er mellem Danmark og USA er på efterretningsområdet, vides ikke, men mon ikke indholdet af et Snowden-lækket dokument fra 2013, der beskriver forholdet på dette område mellem NSA og tyske efterretningstjenester til en vis grad kan overføres til danske forhold, hvis man udover indhentning fra satellitter tilføjer internationale kabler:

”NSA forsyner partneren med:

NSA har både leveret en betragtelig mængde hard- og software for BNDs regning og den analytiske ekspertise, der er forbundet med dette for at hjælpe BND med uafhængigt at opretholde sin FORNSAT- [indsamling fra udenlandske satellitter] kapacitet. NSA udveksler også efterretningsrapporter både angående militære og ikke-militære mål.

Partneren forsyner NSA med:

NSA har adgang til FORNSAT-trafik, der understøtter operationer mod narkohandel (CN), mod terrorisme (CT), [fjernet] og masseødelæggelsesvåben (WMD) og er en vigtig informationskilde vedrørende narkohandel og beskyttelse af styrkerne i Afghanistan… Udover den daglig indsamling har tyskerne tilbudt USA eneadgang til målområder af stor interesse”.

Claus Hjorth ser rødt (eller ser han bare Trine B?)

Det fremgår af netop offentliggjorte oplysninger, at TET, allerede mens Claus Hjorth var forsvarsminister i en Venstre-ledet regering 2016-2019, var i gang med at undersøge forholdene i FE. Hjorth forsøger – forgæves – på et møde på Kastellet i København at bremse undersøgelsen, men TET fortsætter, hvilket kulminerer med udsendelsen af den famøse pressemeddelelse i 2020.

I mellemtiden har Socialdemokratiet overtaget regeringsmagten og Trine Bramsen blevet forsvarsminister. Claus Hjorth bliver meget ophidset over, at Trine Bramsen tillader TET at offentliggøre mistankerne mod FE og behandlingen af FE-cheferne – vel sagtens farvet af hendes forhold til forsvarets chefer i øvrigt. Han bekræfter senere i et TV-interview med Lippert på TV2, at FE og NSA ganske rigtigt har dette samarbejde. Det er kommet frem, at samarbejdet ovenikøbet er formaliseret ved en hemmelig aftale, der kun findes i et eksemplar i et pengeskab i FEs hovedkvarter på Kastellet i København. Denne aftale skriver alle forsvarsministre under på ved deres tiltræden, efter at de er blevet informeret om samarbejdet. Det er naturligvis i Claus Hjorths øjne både hyklerisk og nærmest landsforræderisk, at Trine B angriber FEs ledere for disse forhold, som hun jo vidste besked med i forvejen, og som hun allerede burde have kvalt i opløbet og have forhindret TET i at udsende en så ’åbenmundet’ pressemeddelelse. Og her er han øjensynlig i sin ophidselse trådt over stregen.

Findes der et sæt hemmelige instrukser og aftaler for FE?

Efter nogen nøl nedsætter regeringen derefter en undersøgelseskommission, der d. 13. december 2021 afgiver sin beretning, som frikender de suspenderede chefer for alle anklager. Det er en voldsom desavouering af landsretsdommer Michael Kistrup, der på en gang er formand for TET og for minkkommissionen, som undersøger regeringens handlinger i forbindelse med aflivningen af landets minkbesætninger.

Hvordan det kan gå til, at én statslig instans kommer til det helt modsatte resultat af et andet statsorgan på grundlag af adgang til samme materiale, vides i sagens natur ikke. Men det yderst hemmelige kommissorium, kommissionen har arbejdet efter, som end ikke Folketinget kender til, kan meget vel have været indrettet på en sådan måde, at regeringen fik det resultat, man ønskede. Regeringen var klar over at, det, at man havde tilladt TET at være så åbenmundet, var en fadæse, man skulle have lukket. Da det især er forholdet til USA, der bekymrer regeringen, sørger man naturligvis for at kommissoriet peger i en mere ufarlig retning, nemlig at undersøge om der administrativt er begået fejl, overtrådt sikkerhedsbestemmelser eller om oplysninger om danske statsborgere var blevet videregivet til fremmede magter, men ikke noget om den anden af det to anbefalinger, som TET giver regeringen (sakset fra sammenfatningen af FE-kommissionens konklusioner):

”Tilsynet anbefaler på den baggrund, at der politisk tages stilling til følgende:

• Hvorvidt der skal foretages en undersøgelse af, om FE har varetaget og varetager sin opgave som national sikkerhedsmyndighed inden for Forsvarsministeriets område i henhold til FE-lovens § 1, stk. 2.

• Behovet for en afdækning af, hvorvidt FE i tilstrækkelig grad har oplyst politiske beslutningstagere om alle relevante forhold vedrørende centrale dele af tjenestens indhentningskapaciteter”.

Og voilà:

”Kommissionen har ved sin undersøgelse fundet, at der ikke er grundlag for at antage, at FE generelt har indhentet og videregivet oplysninger om danske statsborgere i strid med loven”.

Ikke et ord om de ’centrale dele af tjenestens indhentningskapaciteter’. Og så alligevel: Hvad gemmer der sig under udtrykket ’generelt’?

De helt modstridende opfattelser der fremgår af TETs anklager og FE-kommissionens konklusioner kunne forklares med, at der i virkeligheden er tale om to opfattelser af virkeligheden: Den ene opfattelse – TETs - baserer sig på det formelle lovgrundlag, FE arbejder på, mens FE-kommissionen har forholdt sig til ’de faktiske forhold i FE-industrien’, nemlig at der eksisterer et sæt hemmelige regler og det er dem, der i virkeligheden gælder, uanset lovgivningen.

I et debatindlæg i Politiken 14. januar fremsætter Morten Heiberg og Rasmus Mariager, begge tidligere ansat ved PET-kommissionen, ​​ den opfattelse, at det ikke er normalt at have et uafhængigt tilsyn med efterretningstjenester og det er almindelig praksis, at der reelt gælder andre forskrifter, som tilsynsorganet ikke bekendtgøres med, men som skiftende regeringer har godkendt. Den opfattelse går juristerne Pernille Boye og Jens Vedsted-Hansen – også tidligere tilknyttet PET-kommissionen - stik imod i en kronik i Information, hvor de skriver:

”De forfatningsmæssige og demokratiske problemer ved en sådan tilgang er åbenlyse. Kan det virkelig være rigtigt, at man ikke i Danmark kan forene hemmelig efterretningsvirksomhed med grundlæggende retsstatsprincipper? … Det er et helt centralt juridisk princip, som de to historikere tilsyneladende overser, at administrative retningslinjer og instrukser naturligvis aldrig kan bryde med lovgivningen.”

En anden og mindre konspiratorisk forklaring er, at den lov, der regulerer FEs arbejde, er så uklar, at modsatrettede fortolkninger er mulige – en uklarhed, der med vilje er tilstræbt for at kunne snakke uden om, skulle der opstå problemer. De fleste politikere og naturligvis de partier, der går under øgenavnet ’forsvarsbrødrene’ (S, V, C) har gennem årene uanset partifarve indtaget de tre abers holdning: Ikke høre, ikke se, ikke tale, når det gælder efterretningssager.

Men hvis de formodninger, der stedse stærkere fremsættes om et sæt hemmelige regler, er sande står regeringen overfor en sand shitstorm af dimensioner. Man har så i givet fald vildledt tilsynet, folketinget og offentligheden. Og man er tilbage i den uholdbare retstilstand, der tidligere eksisterede.

Det huskes, at postyret om efterretningstjenester blev så voldsomt, at den daværende regering i 1968 fremsatte en erklæring om, at tjenesterne ikke måtte registrere borgerne alene på grund af disses lovlige, politiske virksomhed. Hvorefter regeringserklæringen prompte blev overtrådt, fordi tjenesterne fortsatte at agere efter hemmelige retningslinjer. Det skulle så lovene fra 2013 om PET og FE råde bod på, ifølge hvilke TET blev nedsat som uafhængigt kontrolinstans.

Regeringen er urolig

Et kvalificeret gæt på, hvorfor undersøgelseskommissionen afleverer sin beretning på netop dette tidspunkt, er, at regeringen kan have været urolig for de spørgsmål, en så stor afstand mellem TETs mistanker og kommissionens beretning kunne give anledning til. Det var derfor bekvemt at drukne offentliggørelsen af undersøgelsens resultat i den mediestøj, rigsrettens domsafsigelse over Inger Støjberg, fremkaldte.

Lars Findsen, en utraditionel efterretningschef³

Nogle dage før offentliggørelsen af resultaterne af FE-kommissionens anholder man så meget dramatisk Lars Findsen i Kastrup Lufthavn, bemærkelsesværdigt nok af det nye superpoliti, National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK). Det viser sig nemlig, at regeringen – for den slags sker ikke af egen drift - i al hemmelighed har sat konkurrenten til FE, PET, til at overvåge Findsen, og han sigtes ifølge Altinget efter anholdelsen for lækage til medierne af statens hemmelige forhold efter straffelovens paragraf 109, stk. 1 med en straframme på op til 12 års fængsel. Når det med stk. 1 er vigtigt skyldes det, at dette stykke omhandler lækage til fremmede magter, hvis ellers Altingets fremstilling er rigtig.

Som det nok fremgår af denne fremstilling af sagerne, er der mange lag i dem. Fra de mere 'moderne' tidligere ansatte i FE og PET – herunder Hans Jørgen Bonnichsen, tidligere operativ chef i PET -lyder der kun ros til Lars Findsen, fordi han forstod, at den 'nye' trussel i form af terrorisme og en multipolær verden, hvor USA's overmagt ikke var noget givet, stillede tjenesterne overfor helt andre udfordringer end under Den kolde Krig. Skulle FE (og PET, som Findsen jo tidligere var chef for) have den legitimitet i befolkningen, der gjorde, at denne for det første stolede på efterretningstjenesterne og for det andet af sig selv var tjenesternes øjne og ører i en tid, skulle der så megen åbenhed til som overhovedet muligt - tjenesternes natur taget i betragtning. Her kunne Findsen støtte sig til den åbenhed, man i vore nabolande Tyskland og Sverige har i forbindelse med tjenesternes arbejde.

Og man så i Findsens tid helt andre typer årsberetninger og trusselsvurderinger end tidligere, hvor stort set al den slags var tys-tys: Nu var der flotte billeder af store satellitaflytningsantenner og billeder af Findsen, der står inde i en af de kupler, der beskytter antenner mod vind og vejr og nysgerrige øjne. Åbenhed krævede naturligvis, at Findsen opbyggede et solidt netværk af mediekontakter og et kvalificeret gæt lyder på, at han er blevet vred over den måde Trine B, der jo som sagt i forvejen kendte til samarbejdet med NSA, reagerede på TETs mistanker og har villet forklare sig gennem sit medienetværk.

Hvis man ser bort fra den mulighed at Findsen har været spion for andre magter, så kan anholdelsen af ham måske forklares fra FEs forhistorie. Findsens åbenhed, der står i skærende kontrast til den lukkethed og ekstreme tys-tys-kultur som kendetegnede to af dansk militær efterretningstjenestes store skikkelser, kommandør Mørch og kommandørkaptajn Finn Haugsted – faderen til Forsvarets Central Radio⁴ - er faldet andre kræfter i regering og/eller forsvar for brystet, og man har derfor indledt en hemmelig undersøgelse af ham. Denne opfattelse underbygges af Findsens udtalelser til pressen ved det retsmøde, hvor hans varetægtsfængsling blev forlænget til 4. februar, nemlig at han ønskede sigtelsen mod ham offentliggjort, og at sagen var 'vanvittig'. Og med mindre manden faktisk har formået at holde på sine egne hemmeligheder, lyder det ganske mærkværdigt, at en embedsmand, der i 30 år har tjent staten på høje poster i meget følsomme institutioner, ikke skulle kunne udtrykke sig på en sådan måde, at han ikke kunne fanges på det. De to sager - Claus Hjorths og Lars Findsen - er derfor i bund og grund forskellige, selvom de to sigtes efter samme paragraf 109. Men hvorfor denne forskelsbehandling af Claus Hjorth, der ikke er varetægtsfængslet og Lars Findsen, der både er sigtet efter paragraf 109, stk. 1 OG sidder i forlænget varetægtsarrest?

Hvor er det hemmelige henne?

Til gengæld er der ikke megen substans i de borgerlige partiers hylen op - USA havde nøjagtigt den samme type samarbejde med Tyskland og havde indrettet et Rampart-A- og XKeyscore-system i Tyskland, der bl.a. i Frankfurt tappede trafik fra en af de største Deutsche Telekom-knudepunkter, og hvor BND blev anklaget for nøjagtig de samme ting, som den danske whistleblower fortalte TET. I modsætning til Danmark, hvor al den slags fejes under gulvtæppet, så foregik den tyske forbundsdags undersøgelse om ikke helt åbent, så så åbent, at man faktisk fik et ganske godt indblik i både systemets principielle opbygning, men også de søgeord og -kriterier, der er systemets hjerte (se tidligere numre af Kritisk Revy⁵, hvor de udførlige artikler om systemet og undersøgelserne findes i dansk oversættelse).

Regeringen lægger sig ud med medierne

For at gøre ondt værre mødes efterretningstjenesternes ledere, Svend Larsen fra FE og hans tilsvarende nummer fra PET i december 2021 med cheferne for Berlingske, Weekendavisen, Ekstrabladet og Radio Loud for at gøre opmærksom på, at paragraf 109 også gælder dem, der videregiver lækkede oplysninger. Det opfattes som en hidtil uset form for intimidering, og Martin Krasnik, chefredaktør på Weekendavisen, skriver 15. december i en vred leder, Statsvæmmeligheder, at

”SØRGELIGT er det, at forsvarsministerens fremfærd – som må antages at være præget af statsministeren og departementschef Barbara Bertelsen – nu svækker landets efterretningsarbejde … MØNSTERET træder stadig tydeligere frem: Statsministeren og departementschefen mener, at embedsapparatets vigtigste opgave er at beskytte regeringen. Når en sag brænder på, reagerer de med bål og brand, panisk og ofte uigennemtænkt. Når der skal ryddes op, lader de sagerne inficere og svække hele systemet”.

Men ikke nok med at advare mediernes ledere, NSK indkalder også lidt senere journalister ved disse medier og DR for at de kan afgive – tilsyneladende uspecificerede – vidneforklaringer i FE-sagerne. Det sænker yderligere temperaturen i forholdet mellem medierne og tjenesterne, og de involverede journalister - på nær DRs - afviser at lade sig indkalde før temaet for indkaldelsen er klar eller, at de afgives overfor en dommer. Det vækker i øvrigt forundring at forespørgsler til NSK vedrørende indkaldelserne henvises til Østjyllands Politi, der afviser at besvare spørgsmålene.

Hvad er hoved og hale?

Tja, der er mange tråde at holde rede på, men her er et forsøg:

Gennem tilsynet med efterretningstjenesterne bliver regeringen bekendt med, at der kan have foregået ulovligheder i FEs indhentningsfunktioner. Måske som et led i tryningen af embedsværket tillader regeringen TET at offentliggøre en usædvanlig pressemeddelelse og hjemsender samtidig ledende medarbejdere i FE.

Regeringens reaktioner vækker vrede hos de andre ’forsvarsbrødre’ især Venstre. For det første, fordi man er vant til, at forhold, der omhandler efterretningstjenesterne, fejes ind under gulvtæppet, og at problemer ordnes uden for offentlighedens øjne. For det andet fordi man er ophidset over, at et yderst fortroligt og følsomt samarbejde med USA, man ved alle forsvarsministre som noget af det første sættes ind i, afsløres og fremstilles som suspekt.

Regeringen forsvarer sig med, at man ikke kan sidde så alvorlige beskyldninger, som dem TET er fremkommet med, overhørig. Der nedsættes en kommission for at undersøge om påstanden er rigtige. I kølvandet på TETs anklager mod FE fremkommer en række medier med oplysninger, der kun kan stamme fra kilder, der er eller har været meget tæt på FE.

Regeringen, der nu er i alvorlig klemme mellem de påstande TET er kommet med, sin ulyst til at sige eller gøre noget offentligt, der kan genere forholdet til USA, eller hvor man kan anklages for at svække FE, sine medsammensvorne ’forsvarsbrødre og et mere og mere betændt forhold til de øvre lag i forsvaret, indleder en hemmelig undersøgelse af, hvor lækagerne kan stamme fra.

Claus Hjorth begynder at udtale sig offentligt fordi han er vred; på de indre linjer arbejder bl.a. Poul Nyrop og Anders Fogh på at gyde olie på vandene og få lagt sagen død i offentligheden. Det mislykkes og Lars Findsen forsøger det samme gennem sit medienetværk – måske i den tro, at han kan gå på vandet.

Henimod den hemmelige undersøgelses afslutning, der peger på, at Lars Findsen skulle være en af de skyldige i lækagerne, er regeringen så sikker i sin sag, at den finder det passende at advare de formastelige medier om, at de skam også kan klapses af. Det får den modsatte effekt at det tilsigtede og opfattes som en alvorlig intimidering af presse- og ytringsfriheden og ikke mindst pressen som offentligheden kontrolorgan overfor statsmagten.

Regeringen er nu helt isoleret og en retssag kan blive knald eller fald: Enten er Findsen skyldig i at videregive fortrolige oplysninger til medierne (eller det, der er værre) eller også frifinder retten Findsen eller dømmer ham for ubetydelige forseelser og hvad skulle så alt postyret til?

For at gøre ondt værre, har den voldsomme forskel på TETs mistanker og FE-kommissionens pure frifindelse rejst en selvstændig diskussion om regeringen har ført tilsynet og folketinget bag lyset, fordi der sandsynligvis eksisterer et sæt hemmelige forskrifter, der ’tillader’ FE at se stort på loven. ​​ 

Den danske regering er på glatis i FE-sagen for enten er der noget om sigtelserne, eller også er de et flop. Måske har regeringen valgt at anvende paragraf 109 af angst for, at domstolene ellers ikke ville give lov til overvågning og ransagninger, dvs. man har med vilje skruet højt op for senere at kunne skrue ned. Skulle det vise sig, at domstolene enten afviser sigtelserne eller reducerer dem til ubetydeligheder, står regeringen med et så kraftigt problem, at en afgang ikke kan udelukkes. Og befolkningen med en nagende mistanke om, at der er noget helt råddent i efterretningssamarbejdet mellem Danmark og USA. Et er formentligt sikkert: Den åbning som Lars Findsen og Hans Jørgen Bonnichsen er eksponenter for, kan hurtigt vise sig at være et forbigående fænomen.

En afledningsmanøvre

Men måske skal man i virkeligheden opfatte undersøgelseskommissionens omhyggelige gåen udenom at undersøge de mistanker, TET oprindeligt fremkom med i eftersommeren 2020, som led i et røgslør, der skal beskytte efterretningssamarbejdet med USA. At al postyret om sigtelserne – der naturligvis sagtens kan have et indhold - mod Claus Hjorth og Lars Findsen i virkeligheden tjener til aflede offentlighedens opmærksomhed, for vi fik aldrig at vide om FEs hjælp til NSA med at udspionere venligtsindede nabolande var ulovlig eller ej, ​​ og det var vel det, det hele handlede om, og så var den ikke-eksisterende Klub 109 bare et dække.

Hvad kan der gøres?

Danske regeringer kunne lære noget om åbenhed og legitimitet. Man kunne også skæve til Sverige, hvor rigsdagen ganske enkelt har vedtaget en lov - FRA-loven opkaldt efter Försvarets Radioanstalt (den svenske pendant til den danske Forsvarets Central Radio), der eksplicit giver FRA lov til at aflytte al teletrafik i transit gennem Sverige. Endelig har Danmark meget at lære af Norge, hvor tilsynet med efterretningstjenesterne ikke udføres af et organ som TET, der selvom det ikke er underlagt tjenestebefalinger fra forsvarsministeriet, stadig er et statsligt organ. I Norge er det nemlig parlamentets – Stortingets - udvalg til kontrol af efterretningstjenesterne, der ikke alene har tilsynsfunktionen, men sandelig også instruktionsbeføjelse, dvs. at udvalget direkte kan blande sig i tjenesternes arbejde og stoppe noget, der opfattes som ulovligheder.

Samtidig må folketing og offentligheden kræve at få klarhed over, om der eksisterer et hemmeligt regelsæt, der tillader FE at operere udenom loven. For godt nok er det legitimt for demokratiske stater at have efterretningstjenester, der skal beskytte borgerne mod terrorisme, organiseret kriminalitet og forsyne regeringerne med pålidelige data indsamlet med rettidig omhu, men det skal hele tiden opvejes mod hensynet til at beskytte borgernes ret til et privatliv, ret til beskyttelse mod magtmisbrug fra statsmagtens side og til at kunne stole på at statens organer ikke begår ulovligheder. Derfor har borgerne brug for whistleblowere og uafhængige organer der tør.

Det bliver spændende at se hvorledes regeringens støttepartier især SF og EL vil reagere.