Februar 1934: Den væbnede arbejderopstand i Østrig

af Alfred Lang

Fig. 1. Mindedemonstration 12. februar 2022 for arbejderopstanden i 1934 i det wienske arbejderkvarter Ottakring-Sandleiten

En wiensk arbejderfamilie i mellemkrigstiden

Da opstanden udbrød, deltog min familie som en selvfølge i den væbnede modstand mod den igangværende ulovliggørelse af arbejderklassens organisationer. I Wiens 16. distrikt (Bezirk) arbejderkvarteret Ottakring, hvor samtlige grene af min familie havde boet gennem generationer, var konfrontationerne særligt heftige. Her kæmpede socialistiske arbejdere, brandvæsenet, nogle intellektuelle samt dele af nærpolitiet med få våben mod en veludrustet forbundshær, paramilitære politistyrker og de reaktionære Heimwehr-militser. På en bakke ved siden af min senere skole, skød militæret med tunge kanoner ned mod Sandleiten - bydelen Ottakrings ræverøde kvarter, der lå op ad Wienerwald-skoven.

Politisk var min familie stærkt splittet mellem min mors families lidenskabelige engagement i det lille, superaktive og på dette tidspunkt allerede stærkt staliniserede kommunistparti KPÖ (Kommunistische Partei Österreichs) og min fars familie, der var trofaste medlemmer af det daværende venstresocialdemokratiske parti med det lange navn Sozialdemokratische Arbeiterpartei Deutschösterreichs (SDAP) - de såkaldte austromarxister¹. Min farmor var begejstret tilhænger af Otto Bauer, den karismatiske, intellektuelle leder af det socialdemokratiske partis marxistiske venstrefløj og dets chefideolog.

De respektive overhoveder for de to familiegrene var henholdsvis min morfar, der var metalarbejder og kommunistisk tillidsmand. Han døde senere i nazisternes koncentrationslejr Mauthausen, og min farfar, der var ansat på det lokale posthus på Matteottiplatz i Sandleiten-kvarteret.

Med skjulte våben gennem fjendens rækker

Fig.2 – ”Stands eller der bliver skudt!”

Mens min mormor var beskæftiget på fuld tid med de ni børn, hun fødte, arbejdede min farmor som servitrice i en af bydelens talrige værtshushaver (de såkaldte ”Schanigarten”) og senere som billetsælger i en biograf (Kalvarienberg Kino). Min farmor og nogle af hendes veninder blev lidt af en legende i kvarteret, da de under arbejderopstanden i 1934 med dødsforagt smuglede ammunition og pistoler fra hemmelige våbendepoter og fra sympatiserende politifolk til de kæmpende, der havde forskanset sig i de forskellige boligblokke i arbejderkvarteret. Med ammunition og pistoler gemt i indkøbstasker og rygsække gik de gennem militærets kontrolposter – velvidende, at hvis de blev opdaget, ville det i værste tilfælde koste dem livet.

”Vi er de stærkeste af alle (socialdemokratiske) partier”

Det østrigske socialdemokrati havde efter revolutionen i 1918², der efter Første Verdenskrig opløste Habsburg-monarkiet og samtidigt fragmenterede kæmperiget Østrig-Ungarn, indtil 1920 et suverænt parlamentsflertal. Otto Bauer, partiets fremtrædende personlighed, blev republikkens første udenrigsminister. Med omkring 670.000 partimedlemmer og 70.000 ulønnede partifunktionærer samt tilknyttede masseorganisationer som arbejdersportsforeninger, naturvenner, fritænkerbevægelsen osv., organiserede Socialdemokratiet op imod 90 procent af den samlede arbejderklasse. De socialdemokratisk dominerede fagforeninger - ”Freien Gewerkschaften” - talte omkring 770.000 medlemmer. Dette skal sammenholdes med, at mens Habsburg-monarkiets multietniske stat havde haft 51 millioner indbyggere, blev den østrigske republik efter 1920 reduceret til 6,5 millioner indbyggere.

Afviste arbejderråd som samfundsstyre

Kravet om oprettelse af arbejderråd fra arbejderkredse omkring initiativet ”Neue Linke“ blev afvist af Socialdemokratiet med det argument, at en rådsmagt på daværende tidspunkt kun kunne etableres i Wien og i Linz og i øvrigt ville fremprovokere en konfrontation med de kristeligt-sociale og konservativt dominerede landsdele. Initiativet ”Die Neue Linke” var en tidsbegrænset sammenslutning mellem kommunistiske arbejdergrupper og SARA (Sozialdemokratische Arbeitsgemeinschaft Revolutionärer Arbeiterräte).

I debatten med de ’pågående’, aktivistiske medlemmer af kommunistpartiet, der krævede aktionsenhed i fabrikkerne, svarede socialdemokraterne, at ”enheden allerede er etableret ved hjælp af vores parti”. Socialdemokraterne havde i det ’røde Wien’ et solidt totredjedelsflertal og skulle ifølge partiets ideologer være et mønstereksempel på den ”demokratiske vej til socialisme” under parolen: ”Sovjetunionen, ja! Men uden den bolsjevikiske model”.

​​ ​​ 
Mens den reaktionære kristeligt-sociale alliance i det øvrige Østrig overalt var på fremmarch og kunne danne sin første regering i 1920, udbyggede Socialdemokratiet sine magtpositioner i hovedstaden Wien. Denne markante politiske og sociale polarisering fortsatte indtil Socialdemokratiets i 1934 blev gjort ulovligt.

Omfattende reformprogram – de velhavende blev bedt om at spytte i kasse

I løbet af blot ti år - fra 1923 til 1933 – opførte Wiens bystyre under den marxistisk orienterede borgmester Karl Seitz, der efter nedkæmpelsen af arbejderopstanden i 1934 blev anholdt og fængslet, omkring 65.000 nye, lyse lejligheder i kommunale ejendomme (Gemeindebauten).

En radikal sundhedsreform udryddede stort set den tidligere ekstreme spædbørnsdødelighed og den ligeså udbredte tuberkulose. Med reformskolen blev de værste udskejelser af en autoritær undervisningsstil afskaffet, og der gennemførtes en undervisningsreform, som tog udgangspunkt i specielt arbejderbørns behov. Den offentlige trafik blev ved hjælp af et tæt sporvejsnet udbygget og tjente som trafikmodel for hele Europa. De 100 procent fagligt organiserede sporvejsansatte stod frem til februar 1934 som regel i spidsen for tidens klassekonfrontationer.

Reformprogrammerne blev finansieret ved en markant forhøjelse af beskatningen af først og fremmest småborgerskabet og husspekulanterne, mens storborgerskabet kun i ringe grad blev bedt om at punge ud (”Westentaschl”), og monopolkapitalen stort set slap for det hele.

Forholdet mellem socialdemokraterne og kommunisterne

Mange revolutionære socialister, der kritiserede austromarxisterne for at nøjes med at være verbalradikale, anerkendte, at socialdemokraternes ’røde Wien’ socialpolitisk klart positionerede sig på arbejdernes side, men benægtede denne politiks socialistiske karakter.

​​ 
Til gengæld var austromarxisternes gængse holdning til oppositionelle socialister og specielt til medlemmerne af det lille kommunistiske parti typisk en til medlidenhed grænsende arrogance: ”Vi socialdemokrater har indskrevet proletariatets magtovertagelse i programmet, vi har skabt det ’røde Wien‘, og vi har vores ’Schutzbund’ (væbnede arbejdermilitser) – og hvad har I ”Kummerln”? ​​ ”Kummerln” var betegnelsen for kommunisterne, som til dagligt blev konfronteret med et retorisk og analytisk radikalt og tilsyneladende overmægtigt Socialdemokrati.

​​ 
I modsætning til Tyskland var det østrigske kommunistparti KPÖ ikke et resultat af en årelang heftig ideologisk kamp indenfor Socialdemokratiet. KPÖ blev således dannet i 1918 af meget forskelligartede grupper af unge aktivister uden større kamperfaringer og med langt mindre præcise marxistiske situationsanalyser end Socialdemokratiet.

​​ 

Under Første verdenskrig fandtes der således ingen organiseret opposition i Socialdemokratiet med undtagelse af en lille radikal gruppe omkring Friedrich Adler, der var søn af Viktor Adler - en af Socialdemokratiets grundlæggere. Friedrich blev offentligt kendt, da han i 1916 under råbet ”Ned med monarkiet – ned med krigen!” skød og dræbte den daværende, kejsertro ministerpræsident og krigspropagandist Karl Graf Stürgkh. Friedrich Adler blev efter to år løsladt fra fængslet i 1918, hvorefter han opgav sin tidligere kritik af den socialdemokratiske diskrepans mellem radikal teori og statskonform praksis.

Schutzbund – de organiserede arbejdermilitser

Det republikanske Schutzbund var et produkt af arbejderrådene fra revolutionen i 1919, som blev indledt med kæmpemæssige arbejderstrejker og blokader i vinteren 1918.
I 1923 blev Schutzbund officielt dannet som Socialdemokratiets, ”arbejderpartiets hær”. Dette som svar på de talrige reaktionære paramilitære formationer som ”Bürgergarden”, ”Kameradschaftsverbände” og ”Frontkämpferverbände”, der senere fik den overordnede betegnelse ”Heimwehr” ³.

​​ 

Socialdemokratiske aktivister fandt frem til de hemmelige våbendepoter fra verdenskrigen og overgav dem til arbejdermilitsen. En del af våbnene blev opmagasineret på en kaserne - det nuværende militærhistoriske museum - i 3. distrikt og bevogtet af en arbejderkomité bestående af socialdemokrater.

​​ 
Da Schutzbund var på sit højdepunkt, talte militsen på landsplan omkring 90.000 medlemmer. Jævnligt demonstrerede tusinder af Schutzbund-medlemmer bevæbnet med geværattrapper af træ gennem Wiens arbejderkvarterer og nød stor popularitet blandt beboerne, der i tusindvis fyldte fortovene langs marchruten og hilste militsen med knyttet næve.

Ved en af disse Schutzbund-marcher holdt partiets marxistiske teoretiker, Otto Bauer, sin berømte tale, hvori han advarede borgerskabet og den borgerlige, reaktionære regering mod at sætte sig udover den parlamentariske lovgivning. Hvis det skete, ville Socialdemokratiet ikke tøve med at bevæbne arbejderne med rigtige geværer, fratage borgerskabet den politiske og økonomiske magt og etablere en socialistisk arbejderstat.

At Socialdemokratiet mente det alvorligt med, at Schutzbund var dets hær, understregedes af, at fra 1926 skulle medlemmer af Schutzbund kunne fremvise medlemskort til Socialdemokratiet. Det betød, at samtlige medlemmer af Schutzbund fra andre grupperinger – først og fremmest fra kommunistpartiet - måtte forlade arbejdermilitsen.

Politiets massakre på demonstrerende arbejdere

I januar 1927 organiserede det socialdemokratiske Schutzbund en folkelig march gennem den lille provinsby Schattendorf i det sydøstlige forbundsland Burgenland. Lokale medlemmer af den nationalkonservative Heimwehr-milits skød ind i forsamlingen og dræbte et barn og en krigsinvalid. Da drabsmændene den 14. juli 1927 blev frikendt ved retten, gik arbejderne i Floridsdorf, Wiens største industridistrikt, den følgende dag i strejke i protest mod rettens afgørelse.

Fra alle Wiens distrikter strømmede vrede arbejdere til Ringstrasse i byens centrum. Foran parlamentet angreb politienheder til hest demonstranterne. Under en massiv regn af sten trak politiet sig tilbage til det nærliggende justitspalads. Efter nogle heftige konfrontationer stormede demonstranter bygningen og satte den i brand.

Nogle socialdemokratiske partirepræsentanter forsøgte at mægle ved at opsøge og forhandle med den daværende kristeligt-sociale forbundskansler, Ignaz Seipel. Han ignorerede alle tilbud om forhandling og gav ordre til at anvende våben mod demonstranterne.

Da politi bevæbnet med geværer startede angrebet på de ubevæbnede arbejdere, svarede arbejderne igen ved at forsvare sig med stoleben og træstykker, som de hentede fra de omkringliggende forretninger. En del af demonstranterne løb hen til det nærliggende socialdemokratiske partihovedkvarter og krævede åbning af våbendepoterne. Dette blev kategorisk afvist af de tilstedeværende partibureaukrater. I flere timer jagtede politiet grupper af demonstranter gennem Wiens indre by. Da dagen var omme, var 90 demonstranter blevet dræbt og over et tusind såret.

Efter dette blodbad fulgte et halvhjertet opråb fra Socialdemokratiet, som i vage vendinger opfordrede til en 24-timers generalstrejke. ​​ Kommunistpartiet og de mest militante faglige grupper krævede, at der blev uddelt våben til samtlige Schutzbund-afdelinger for at modgå en truende ulovliggørelse af arbejderbevægelsens organisationer. De ledende socialdemokratiske kredse afviste også dette krav med den begrundelse, at et sådant skridt ville udløse en borgerkrigslignende situation. På den måde overlod man initiativet til de reaktionære kræfter, der nu målrettet arbejdede hen imod at knuse arbejderbevægelsen.

Austrofascismen – et fascistisk styre inspireret af Mussolinis Italien

Fra 1930 styrede Østrig direkte mod fascismen. Socialdemokratiet sad kun på magten i det ’røde Wien’. Alle andre steder i landet var partiet i opposition. Partiledelsen forhandlede med den dybt reaktionære, kristeligt-sociale forbundsregering og udviste en imødekommende villighed til at indgå aftaler og forlig på borgerskabets præmisser i håbet om at bevare det borgerlige-parlamentariske demokrati og forhindre etableringen af en autoritær styreform. Et håb, der hvilede på en illusion, fordi Socialdemokratiets ledelse nægtede at indse, at højrefløjen på dette tidspunkt for længst havde lagt en kompromisløs kurs vendt imod den organiserede arbejderbevægelse.

I maj 1932 blev den ærgerrige funktionær i bondeforbundet og højrefløjspolitiker Engelbert Dollfuss med kun en stemmes flertal valgt til forbundskansler. Hans koalition med Heimwehr-funktionærer og landets mægtige bondeforbund dannede den 18. kristeligt-sociale regering siden 1920. På dette tidspunkt var den østrigske stat økonomisk bankerot.

Da jernbanearbejderne i flere omgange ikke fik udbetalt deres løn, og vigtige beslutninger i trafiksektoren desuden blev truffet hen over hovedet på jernbanearbejdernes valgte repræsentanter, indledte de 1. marts 1933 en tidsubegrænset strejke. Dollfuss-regeringen følte sig udfordret og benyttede lejligheden til et massivt angreb på den østrigske arbejderklasses bedst organiserede sektor, sporvejs – og jernbanearbejderne.

Hertil kom, at Dolfuss blev opmuntret af Hitlers udnævnelse til rigskansler, der fandt sted uden, at den tyske arbejderklasse reagerede med generalstrejke. Den påsatte brand i Rigsdagen i Berlin var signalet til de østrigske fascister: Dollfuss-regeringen gav militæret ordre til at besætte de centrale banegårde og sporvejsremiser og anholde og fængsle fagforeningslederne.

Fig. 3a og 3b - Arbejdsløshedsdemonstration i Wien 1932

Den 7. marts 1933 suspenderede Dollfuss parlamentet og forfatningsdomstolen og udnævnte sig selv til ’Führer’ for den nyindsatte regering. For at forhindre strejker og andre modstandsaktioner blev enhver form for forsamling forbudt. Det lille kommunistparti (KPÖ) blev erklæret illegalt, og arbejderpressen blev underlagt streng censur. Østrig blev med Mussolini som ideologisk forbillede og støtte de facto et fascistisk diktatur i form af den såkaldte austrofascisme⁴.

 ​​​​ 
I politiet, i hæren og i andre statslige organer fjernede man alle socialdemokrater fra deres stillinger. I Wien gik boligprogrammet og de øvrige sociale reformprogrammer helt i stå. Fra august 1933 opstod der flere og flere spontane strejker i protest mod forsamlings – og demonstrationsforbuddet. De socialdemokratiske fagforeningsledere var ikke længere i stand til at forhindre de omfattende strejkeaktioner, skønt de frygtede, at regeringen ville gribe til endnu hårdere undertrykkelse ⁵.

Dollfuss-regeringens nationale afgrænsning til Hitler-regimet

Samtidigt tilspidsedes de udenrigspolitiske modsætninger mellem Østrig og Hitler-regimet. Det skete på baggrund af de nationale interesser hos den overvejende del af det østrigske borgerskab, der holdt fast i sin nostalgiske sympati for det styrtede Habsburg-monarki. Dette borgerskab afviste kategorisk Hitlers territoriale krav om Østrigs (”Ostmark”) integration i det stortyske rige.

Kulminationen på denne konflikt var, at de østrigske nazi-organisationer - først og fremmest NSAPÖ (den østrigske pendant til det tyske naziparti, NSDAP) – blev forbudt i juni 1933. Hitler reagerede med at indføre den såkaldte ”1000-mark-spærring”. Konkret gik den ud på, at rejsende til Østrig forud for rejsen skulle deponere 1.000 mark i den tyske rigsbank. For turismen i Østrig blev dette en økonomisk katastrofe. Flertallet af hotelejerne og værtshusholdere i provinsen tilsluttede sig derpå de forbudte nazi-organisationer eller begyndte at sympatisere med dem.

Arbejderopstanden i februar 1934

Omkring årsskiftet 1933-34 fulgte provokation på provokation: Folk blev anholdt direkte ved ”illegale” arbejdermøder, kendte arbejderaktivister blev fyret fra deres arbejdspladser eller de blev overfaldet af bøller fra det austrofascistiske Heimwehr, fra det monarkistiske Ostara og fra diverse illegale nazibander omkring NSDAP-Österreich og andre paramilitære organisationer. Også indenfor regimet rasede en konkurrence om magtens nøglepositioner: Dollfuss’ enhedsparti, Vaterländische Front, var således præget af interne kampe, hvor dets ledende politikere og lederne af det paramilitære Heimwehr gensidigt anholdt, ekskluderede og genindsatte hinanden.

Fig. 4 - Det paramilitære, reaktionære Heimwehr marcherer på Ringstrasse i Wien i 1930

Den revolutionære stemning bredte sig på dette tidspunkt blandt brede dele af arbejderbefolkningen. I industribyer som Graz, Linz og Bruck an der Mur krævede et arbejderflertal udlevering af våben og grønt lys fra sine socialdemokratiske ledere til at starte en omfattende generalstrejke.

Den 11. februar 1934 gav major Emil Fey, der var den øverste leder af det paramilitære Heimwehr i Wien og samtidig indenrigsminister og vicekansler under Dollfuss, ordre til, at Heimwehr–enheder fra provinsen skulle marchere mod Wien. I ugerne forud havde han anholdt og fængslet talrige socialdemokratiske ledere af Schutzbund i Tirols hovedstad Innsbruck og overtaget arbejdermilitsernes lokale våbenlagre.

Kampene begynder

Fig. 5 – Mindeplakat for opstanden i 1934

Fra Linz, hovedstaden i forbundslandet Oberösterreich, ankom samme dag en budbringer med et hastebrev til Otto Bauer i Wien. Afsenderen var partisekretær og Schutzbund-leder Richard Bernaschek, der senere blev myrdet af nazisterne i koncentrationslejren Mauthausen.

​​ 
Han skrev: ”Vi forventer, at du nu giver arbejderne i Wien og i hele Østrig signal til at slå igen. Vi kan ikke længere vige, uden at vi risikerer at blive udraderet! Hvis Wiens arbejdere lader os i stikken, må de bære det fulde ansvar herfor...”. Otto Bauer ringede klokken to om natten til Linz og afgav denne melding i kodesprog: ”Ernst og Otto meget syge. Udskyd forehavendet” ⁶. ​​ 

​​ 
Politiet, der aflyttede telefonsamtalerne, handlede med det samme. Store politienheder og Heimwehr-formationer omringede Arbejdernes Hus i Linz. De arbejdere, der havde samlet sig der, havde overnattet i huset og forsvarede sig resolut med de forhåndenværende våben. Alle bestræbelser fra de socialdemokratiske ledere for at de skulle overgive sig frivilligt blev afvist af de belejrede arbejdere.

Imens sluttede flere og flere arbejdere i Wien og i provinsen op bag arbejdernes væbnede modstand i Linz. Bygninger og fabrikker blev besat, og der blev etableret kontrolposter rundt omkring i arbejderkvartererne. De ansatte i store virksomheder som Wiener Elektrizitätswerke, Gaswerke samt flere metal– og skotøjsfabrikker gik øjeblikkeligt i strejke. Arbejderne i Wiens arbejderdistrikt Floridsdorf strejkede allerede, da kendte fællestillidsmænd og fagforeningsfunktionærer fra kvarteret blev fængslet om aftenen den 11. februar og natten til den 12. februar 1934. Opstanden var begyndt.

Fig. 6 - En antifascistisk modstandscelle, Wien 1934

Ulige bevæbning

Dollfuss-regeringen mobiliserede forbundshæren, som havde en maksimal styrke på omkring 30.000 professionelle soldater, der gennemgående havde en stærkt reaktionær indstilling. Dertil kom omkring 5.500 mand fra gendarmeriet og 9.000 mand fra grænsetropperne. Den decideret fascistiske borgerkrigsmilits, Heimwehr, deltog ligeledes i nedkæmpelsen af arbejderbevægelsen. Korpset havde op imod 150.000 medlemmer, mest fra provinsen, hvoraf dog kun en del var bevæbnet.

​​ 
De tyskorienterede, østrigske nazister fra det forbudte NSAPÖ havde ca. 10.000 bevæbnede medlemmer (de havde skjult deres våbenarsenal, inden de blev forbudt året før). Nazisterne blandede sig ikke i opstanden og indtog i stedet en afventende og iagttagende holdning.

Overfor denne styrke stod opstandens væbnede kræfter i form af Schutzbund med sine 80.000 medlemmer. Bevæbningen var ikke så dårlig, som den ofte bliver fremstillet. Således rådede arbejdermilitsernes våbendepoter over revolvere, karabiner, maskinpistoler og maskingeværer, håndgranater osv. Det, at Schutzbund regelmæssigt havde afholdt militære øvelser, gjorde, at mange Schutzbund-medlemmer havde nærkampserfaringer på højt niveau. Det samme gjaldt militsens kollektive disciplin.

KPÖ spillede efter eksklusionen fra Schutzbund i 1926 ingen nævneværdig rolle som militær styrke. Derimod virkede partiet effektivt som organiserende og agitatorisk kraft. På trods af KPÖs frastødende pro-stalinistiske orientering, var partiets almindelige medlemmer respekteret som pålidelige aktivister.

Tøvende socialdemokratisk ledelse

I stedet for at erklære en landsdækkende generalstrejke opfordrede socialdemokraternes partiledelse til at ”afvente situationen”. Samtidig blev to partirepræsentanter sendt til forbundskansleren og Mussolini-tilhængeren Engelbert Dollfuss for at bede ham om forhandlinger.

Imens ventede Schutzbunds medlemmer utålmodigt på, at partiet gav ordre til at åbne våbendepoterne for, at man kunne uddele våben til arbejderne. Tusinder af medlemmer af Schutzbund forsamlede sig den 12. februar om formiddagen i deres respektive lokaler i Wiens arbejderkvarterer.

Mens ledelsen af Schutzbund forholdt sig tavs, opfordrede de revolutionære tillidsmænd og -kvinder til dannelse af rådsstrukturer og til kamp for oprettelse af et demokratisk arbejderstyre. Ved middagstid lykkedes det for en gruppe arbejdere på elværket i Wiens 11. distrikt Simmering at lukke for strømmen i hele byen og standse sporvejstrafikken. Dette var signalet til sporvejsarbejderne om at opsætte strejkeblokader på centrale steder i byen. Politiets enheder trak sig med lynets hast tilbage til politistationerne.

​​ 

Socialdemokratiets ledelse opgav stærkt presset af begivenhedernes gang først i løbet af eftermiddagen den 12. februar sin afventende holdning og udstak nye retningslinjer: ”Der skal foretages bevæbning. Men ingen angrebsaktioner. Udelukkende forsvar i tilfælde af at Schutzbund bliver angrebet!”

​​ 
Da mange ledere af Schutzbund allerede var blevet fængslet, vidste ingen nøjagtigt, hvor de godt skjulte våbenlagre befandt sig. Flere arbejdergrupper gik i gang med at lede efter de hemmelige våbendepoter. De forhåndenværende våben var alt for få til, at man kunne bevæbne alle. Således delte omkring hver ti kæmpende arbejdere tre geværer eller pistoler.

Om eftermiddagen samme dag starter de væbnede konfrontationer i arbejderkvartererne. Schutzbund-medlemmer og lokale beboere forskanser sig i de sociale boligkomplekser rundt om i byen. Små grupper af mere eller mindre bevæbnede arbejdere angriber Heimwehr-stillinger og slår Heimwehr på flugt.

I arbejderkvarteret 16. distrikt Ottakring slutter en del af politiet, hvis familier selv er fra kvarteret, sig til de kæmpende. De uddeler pistoler og andet brugbart udstyr fra deres arbejdsplads nærpolitistationen, det såkaldte ”Bezirkskommisariat”, til de kæmpende. ​​ 
Opstandens centre er foruden Wien provinsbyer som Graz, Linz, Salzburg, Innsbruck, Steyr, Bruck an der Mur, Leoben og Wiener Neustadt.

Fig.7 - Oversigt over kampene i Wien februar 1934

Overalt i landet opstår spontane solidaritetsstrejker og i de større byer mere omfattende storstrejker. I hele landet går de kontrarevolutionære tropper i offensiven og sætter ind de steder, hvor modstanden er størst. Da jernbanearbejderne ikke er gået med i strejken, forbliver kontrarevolutionens mobilitet uantastet.

I Arbejdernes Hus i Linz, hvor opstanden havde sit udgangspunkt, forsvarede 40 bevæbnede Schutzbund-arbejdere sig ihærdigt imod en overmagt bestående af forbundshæren og Heimwehr. Ved middagstid næste dag, den 13. februar 1934, havde arbejderne opbrugt deres ammunition og måtte overgive sig.

Modstanden i Linz holdt dog stand imod en overmægtig fjende indtil den 14. februar - gasværket og godsbanegården blev således holdt besat til det sidste. Flertallet af Schutzbund-arbejderne formåede derefter at trække sig tilbage over Donau-floden, mens de lokale beboere, der deltog i kampene gemte våben og medlemsbeviser, der kunne afsløre dem som deltagere i opstanden.

​​ 

Legenden Koloman Wallisch

Fig. 8 – Den legendariske arbejderleder Koloman Wallisch og hans kammerater

Imens rasede kampene videre i Wiens arbejderkvarterer, men også i industribyen Bruck ved floden Mur i forbundslandet Steiermark. Generalstrejken i den lille by var blevet gennemført 100 procent. Det lokale Schutzbund og byens beboere havde omringet politikasernen og belejret skolen, hvor medlemmer af det fascistiske Heimwehr havde forskanset sig. Udefrakommende politiforstærkninger blev afvæbnet og jernbanetrafikken blokeret. Bruck var en af de få byer, der var fuldstændig under arbejdernes kontrol. En af deltagerne var den legendariske arbejderleder Koloman Wallisch, der havde en nøgleposition i den ungarske rådsrepublik i 1919.

Skønt han var socialdemokratisk partifunktionær, var han i skarp opposition til partiledelsens kompromispolitik og fatale passivitet under arbejderopstandens begyndelse. Den 15. februar 1934 trængte store styrker fra forbundshæren ind i byen i nattens ly, og efter hårde kampe måtte omkring 400 Schutzbund-folk trække sig tilbage til de omkringliggende bjerge, hvorfra de dagen efter gik hver til sit.

Koloman Wallisch blev angivet af en stikker og anholdt den 19. februar. Han blev hængt samme dag ⁷.

Flugten til Tjekkoslovakiet

Otto Bauer og Julius Deutsch, den formelle leder af Schutzbund, trak sig i kampens hede tilbage til det sociale boligkompleks George Washington Hof, i Wiens 10. distrikt Favoriten. Her i kvarteret forholdt Schutzbund sig defensivt på grund af manglen på våben. Forbundshæren havde allerede den 13. februar på opstandens anden dag, omringet det kæmpestore boligkompleks og lod ingen komme hverken ud eller ind. Alligevel lykkedes det de to socialdemokratiske ledere at undslippe gennem kældergange og flygte til Brno (tysk: Brünn) i nabolandet Tjekkoslovakiet. Arbejderne reagerede på denne flugt med foragt og skuffelse.

Imens fortsatte kampene. Arbejderne formåede at holde mange af deres positioner i de store boligkomplekser, samt dele af arbejderbydele som Floridsdorf, Simmering, Ottakring og Döbling.

Karl Marx Hof - forbitret nærkamp fra hus til hus

Karl Marx Hof i Wiens 19. distrikt Döbling var symbol for det ”røde Wien”. Med sine seks 30-meter høje tårne og med en længde på over 1 km, udgør Karl Marx Hof det største sociale arbejderboligkompleks i byen. Under opstanden var komplekset et sandt traume for borgerskabets tropper. Her boede omkring 5.000 mennesker, der dengang havde deres egne basisdemokratiske selvforvaltningsstrukturer.

Det var i Karl Marx Hof, kampene blev hårdest. I fire dage forsvarede beboerne sig mod en overmagt af politi, forbundshær og Heimwehr. Med pansrede køretøjer gennembrød man indgangenes jerngitre, mens boligkomplekset uafbrudt blev beskudt af tungt artilleri i fem timer ad gangen. Efter at de angribende tropper var trængt ind i gårdområdet, blev der udkæmpet en forbitret nærkamp fra hus til hus. Først da ammunitionen slap op, overgav beboerne sig til overmagten. De Schutzbund-medlemmer, der ikke havde dokumenteret adresse i Karl Marx Hof, kunne flygte igennem kloaksystemet.

Fig.9- Politienheder foran Karl Marx Hof umiddelbart før det første angreb

Fig. 10 – Karl Marx Hof idag

Op imod 1.000 dræbte oprørere

Efter modstanden i Karl Marx Hof var knust, sluttede den fire dage lange arbejderopstand. Over 10.000 østrigere deltog aktivt i de væbnede konfrontationer med austrofascisterne og deres allierede. Mange flere arbejdere deltog i strejkerne og på anden måde i opstanden. Der findes ingen nøjagtige opgørelser over antallet af ofre, men ifølge politiets oplysninger blev henimod 1.000 medlemmer af Schutzbund dræbt. På kontrarevolutionens side døde ca.100. 10 arbejderledere blev hængt, deriblandt lederen af Wiens brandvæsen. Flere henrettelser var planlagt, men blev i sidste øjeblik standset på grund af omfattende internationale protester.

Fig. 11 - Sønderskudte arbejderboliger i Wien i februar 1934

Efter nederlaget

Mens mange socialdemokrater blev desillusionerede og vendte deres forbudte parti ryggen, firedoblede det lille illegale kommunistparti sit medlemstal og voksede fra 4.000 medlemmer til 16.000 medlemmer. KPÖ opnåede en vis anseelse på grund af partiets modstandsaktiviteter under nazi-regimet. Denne opbakning tabte KPÖ igen i efterkrigstiden. Ikke bare fordi partiet fungerede som Sovjetunionens kritikløse ambassade, men også fordi KPÖ deltog i et udpræget reformistisk samarbejde med Socialdemokratiet, hvilket bidrog til genopbygningen af det kapitalistiske system.

Fig. 12 - Revolutionære Socialister holder illegalt møde i Wienerwald i juli 1934

Den mere radikale fløj blandt austromarxisterne grundlagde i slutningen af 1934 organisationen Revolutionäre Sozialisten (RS). De fleste af medlemmerne kom fra Socialdemokratiets ungdomsorganisation og fra små trotskistiske kredse. RS afgrænsede sig politisk både fra de Socialdemokratiets ’reformistiske illusioner’ og fra KPÖs stalinisme. Organisationens mål var kampen for en socialistisk, revolutionær føderation i Østrig og Tyskland. RS-miljøet udgjorde i en periode den stærkeste antinazistiske modstandsgruppe. Efter at en del RS-medlemmer var blevet anholdt af Gestapo (nazisternes hemmelige politi), flygtede mange RSere til udlandet, hvor de grundlagde den anti-fascistiske fangesolidaritetskomité Sozialistische Arbeiterhilfe (SAH). Efter krigen blev RS fragmenteret og gik i opløsning.

Hvad skete der med dem, der flygtede til Sovjetunionen?

Omkring 1.500 efterlyste kommunister og socialdemokrater flygtede efter opstandens nederlag i 1934 til Sovjetunionen. Af disse forsvandt omkring 200 i Stalins fængsler og GULAG-arbejdslejre. 47 østrigske anti-fascister blev i kølvandet på Hitler-Stalin-pagten, der blev underskrevet 23. august 1939, overgivet til Gestapo. De fleste omkom i Hitlers koncentrationslejre, heriblandt den kendte arbejderleder og KPÖ-medlem Franz Koritschoner, som døde i naziernes koncentrationslejr Auschwitz i 1941 ⁸.

Sang og musik

”Wir sind die Arbeiter von Wien“ – de revolutionære bygningsarbejderes sang

Den klassiske version fra starten af 1930erne: http://youtu.be/cpx1YLF15RI

Den ny version fra 1.maj i Wien 2008: http://youtu.be/_jFdi3oFXBo

Litteratur

Der findes rigtig meget litteratur både om austromarxismen, den østrigske arbejderbevægelse og opstanden i 1934, men redaktionen (NielsFrølich) har her valgt to fremstillinger af opstanden i 1934 og dens forhistorie:

Ilona Duczynska (ed.), Workers in Arms – The Austrian Schutzbund and the Civil War of 1934, MR Press, New York.1978

Kurt Bauer, Der Februaraufstans 1934 – Fakten und Mythen, ​​ Böhlau Verlag. Wien 2019