Indkøbskurv: 0,00DKK Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Search
Generic filters
Menu
19. april. 2022

Februar 1934: Den væbnede arbejderopstand i Østrig

Den 12. februar 1934 er en skæbnesvanger dato i den østrigske arbejderklasses historie. I fire kolde februardage for 88 år siden, kæmpede de østrigske arbejdere med våben i hånd mod den fremvoksende fascisme. Det blev den mest omfattende klassekonfrontation siden de store massestrejker umiddelbart efter afslutningen på Første Verdenskrig.

af Alfred Lang

 

Fig. 1. Mindedemonstration 12. februar 2022 for arbejderopstanden i 1934 i det wienske arbejderkvarter Ottakring-Sandleiten

 

En wiensk arbejderfamilie i mellemkrigstiden

Da opstanden udbrød, deltog min familie som en selvfølge i den væbnede modstand mod den igangværende ulovliggørelse af arbejderklassens organisationer. I Wiens 16. distrikt (Bezirk) arbejderkvarteret Ottakring, hvor samtlige grene af min familie havde boet gennem generationer, var konfrontationerne særligt heftige. Her kæmpede socialistiske arbejdere, brandvæsenet, nogle intellektuelle samt dele af nærpolitiet med få våben mod en veludrustet forbundshær, paramilitære politistyrker og de reaktionære Heimwehr-militser. På en bakke ved siden af min senere skole, skød militæret med tunge kanoner ned mod Sandleiten - bydelen Ottakrings ræverøde kvarter, der lå op ad Wienerwald-skoven.

Politisk var min familie stærkt splittet mellem min mors families lidenskabelige engagement i det lille, superaktive og på dette tidspunkt allerede stærkt staliniserede kommunistparti KPÖ (Kommunistische Partei Österreichs) og min fars familie, der var trofaste medlemmer af det daværende venstresocialdemokratiske parti med det lange navn Sozialdemokratische Arbeiterpartei Deutschösterreichs (SDAP) - de såkaldte austromarxister1. Min farmor var begejstret tilhænger af Otto Bauer, den karismatiske, intellektuelle leder af det socialdemokratiske partis marxistiske venstrefløj og dets chefideolog.

 

De respektive overhoveder for de to familiegrene var henholdsvis min morfar, der var metalarbejder og kommunistisk tillidsmand. Han døde senere i nazisternes koncentrationslejr Mauthausen, og min farfar, der var ansat på det lokale posthus på Matteottiplatz i Sandleiten-kvarteret.

 

 

Med skjulte våben gennem fjendens rækker

 

 

Fig.2 – ”Stands eller der bliver skudt!”

 

Mens min mormor var beskæftiget på fuld tid med de ni børn, hun fødte, arbejdede min farmor som servitrice i en af bydelens talrige værtshushaver (de såkaldte ”Schanigarten”) og senere som billetsælger i en biograf (Kalvarienberg Kino). Min farmor og nogle af hendes veninder blev lidt af en legende i kvarteret, da de under arbejderopstanden i 1934 med dødsforagt smuglede ammunition og pistoler fra hemmelige våbendepoter og fra sympatiserende politifolk til de kæmpende, der havde forskanset sig i de forskellige boligblokke i arbejderkvarteret. Med ammunition og pistoler gemt i indkøbstasker og rygsække gik de gennem militærets kontrolposter – velvidende, at hvis de blev opdaget, ville det i værste tilfælde koste dem livet.

 

”Vi er de stærkeste af alle (socialdemokratiske) partier”

Det østrigske socialdemokrati havde efter revolutionen i 19182, der efter Første Verdenskrig opløste Habsburg-monarkiet og samtidigt fragmenterede kæmperiget Østrig-Ungarn, indtil 1920 et suverænt parlamentsflertal. Otto Bauer, partiets fremtrædende personlighed, blev republikkens første udenrigsminister. Med omkring 670.000 partimedlemmer og 70.000 ulønnede partifunktionærer samt tilknyttede masseorganisationer som arbejdersportsforeninger, naturvenner, fritænkerbevægelsen osv., organiserede Socialdemokratiet op imod 90 procent af den samlede arbejderklasse. De socialdemokratisk dominerede fagforeninger - ”Freien Gewerkschaften” - talte omkring 770.000 medlemmer. Dette skal sammenholdes med, at mens Habsburg-monarkiets multietniske stat havde haft 51 millioner indbyggere, blev den østrigske republik efter 1920 reduceret til 6,5 millioner indbyggere.

 

Afviste arbejderråd som samfundsstyre

Kravet om oprettelse af arbejderråd fra arbejderkredse omkring initiativet ”Neue Linke“ blev afvist af Socialdemokratiet med det argument, at en rådsmagt på daværende tidspunkt kun kunne etableres i Wien og i Linz og i øvrigt ville fremprovokere en konfrontation med de kristeligt-sociale og konservativt dominerede landsdele. Initiativet ”Die Neue Linke” var en tidsbegrænset sammenslutning mellem kommunistiske arbejdergrupper og SARA (Sozialdemokratische Arbeitsgemeinschaft Revolutionärer Arbeiterräte).

 

I debatten med de ’pågående’, aktivistiske medlemmer af kommunistpartiet, der krævede aktionsenhed i fabrikkerne, svarede socialdemokraterne, at ”enheden allerede er etableret ved hjælp af vores parti”. Socialdemokraterne havde i det ’røde Wien’ et solidt totredjedelsflertal og skulle ifølge partiets ideologer være et mønstereksempel på den ”demokratiske vej til socialisme” under parolen: ”Sovjetunionen, ja! Men uden den bolsjevikiske model”.

​​ ​​ 
Mens den reaktionære kristeligt-sociale alliance i det øvrige Østrig overalt var på fremmarch og kunne danne sin første regering i 1920, udbyggede Socialdemokratiet sine magtpositioner i hovedstaden Wien. Denne markante politiske og sociale polarisering fortsatte indtil Socialdemokratiets i 1934 blev gjort ulovligt.

 

Omfattende reformprogram – de velhavende blev bedt om at spytte i kasse

I løbet af blot ti år - fra 1923 til 1933 – opførte Wiens bystyre under den marxistisk orienterede borgmester Karl Seitz, der efter nedkæmpelsen af arbejderopstanden i 1934 blev anholdt og fængslet, omkring 65.000 nye, lyse lejligheder i kommunale ejendomme (Gemeindebauten).


En radikal sundhedsreform udryddede stort set den tidligere ekstreme spædbørnsdødelighed og den ligeså udbredte tuberkulose. Med reformskolen blev de
værste udskejelser af en autoritær undervisningsstil afskaffet, og der gennemførtes en undervisningsreform, som tog udgangspunkt i specielt arbejderbørns behov. Den offentlige trafik blev ved hjælp af et tæt sporvejsnet udbygget og tjente som trafikmodel for hele Europa. De 100 procent fagligt organiserede sporvejsansatte stod frem til februar 1934 som regel i spidsen for tidens klassekonfrontationer.

 

Reformprogrammerne blev finansieret ved en markant forhøjelse af beskatningen af først og fremmest småborgerskabet og husspekulanterne, mens storborgerskabet kun i ringe grad blev bedt om at punge ud (”Westentaschl”), og monopolkapitalen stort set slap for det hele.

 

Forholdet mellem socialdemokraterne og kommunisterne

Mange revolutionære socialister, der kritiserede austromarxisterne for at nøjes med at være verbalradikale, anerkendte, at socialdemokraternes ’røde Wien’ socialpolitisk klart positionerede sig på arbejdernes side, men benægtede denne politiks socialistiske karakter.

​​ 
Til gengæld var austromarxisternes gængse holdning til oppositionelle socialister og specielt til medlemmerne af det lille kommunistiske parti typisk en til medlidenhed grænsende arrogance: ”
Vi socialdemokrater har indskrevet proletariatets magtovertagelse i programmet, vi har skabt det ’røde Wien‘, og vi har vores ’Schutzbund’ (væbnede arbejdermilitser) – og hvad har I ”Kummerln”? ​​ ”Kummerln” var betegnelsen for kommunisterne, som til dagligt blev konfronteret med et retorisk og analytisk radikalt og tilsyneladende overmægtigt Socialdemokrati.

​​ 
I
modsætning til Tyskland var det østrigske kommunistparti KPÖ ikke et resultat af en årelang heftig ideologisk kamp indenfor Socialdemokratiet. KPÖ blev således dannet i 1918 af meget forskelligartede grupper af unge aktivister uden større kamperfaringer og med langt mindre præcise marxistiske situationsanalyser end Socialdemokratiet.

​​ 

Under Første verdenskrig fandtes der således ingen organiseret opposition i Socialdemokratiet med undtagelse af en lille radikal gruppe omkring Friedrich Adler, der var søn af Viktor Adler - en af Socialdemokratiets grundlæggere. Friedrich blev offentligt kendt, da han i 1916 under råbet ”Ned med monarkiet – ned med krigen!” skød og dræbte den daværende, kejsertro ministerpræsident og krigspropagandist Karl Graf Stürgkh. Friedrich Adler blev efter to år løsladt fra fængslet i 1918, hvorefter han opgav sin tidligere kritik af den socialdemokratiske diskrepans mellem radikal teori og statskonform praksis.


Schutzbund – de organiserede arbejdermilitser

Det republikanske Schutzbund var et produkt af arbejderrådene fra revolutionen i 1919, som blev indledt med kæmpemæssige arbejderstrejker og blokader i vinteren 1918.
I 1923 blev Schutzbund officielt dannet som Socialdemokratiets, ”arbejderpartiets hær”.
Dette som svar på de talrige reaktionære paramilitære formationer som ”Bürgergarden”, ”Kameradschaftsverbände” og ”Frontkämpferverbände”, der senere fik den overordnede betegnelse ”Heimwehr” 3.

​​ 

Socialdemokratiske aktivister fandt frem til de hemmelige våbendepoter fra verdenskrigen og overgav dem til arbejdermilitsen. En del af våbnene blev opmagasineret på en kaserne - det nuværende militærhistoriske museum - i 3. distrikt og bevogtet af en arbejderkomité bestående af socialdemokrater.

​​ 
Da Schutzbund var på sit højdepunkt, talte militsen på landsplan omkring 90.000 medlemmer. Jævnligt demonstrerede tusinder af Schutzbund-medlemmer bevæbnet med geværattrapper af træ gennem Wiens arbejderkvarterer og nød stor popularitet blandt beboerne, der i tusindvis fyldte fortovene langs marchruten og hilste militsen med knyttet næve.

 

Ved en af disse Schutzbund-marcher holdt partiets marxistiske teoretiker, Otto Bauer, sin berømte tale, hvori han advarede borgerskabet og den borgerlige, reaktionære regering mod at sætte sig udover den parlamentariske lovgivning. Hvis det skete, ville Socialdemokratiet ikke tøve med at bevæbne arbejderne med rigtige geværer, fratage borgerskabet den politiske og økonomiske magt og etablere en socialistisk arbejderstat.

 

At Socialdemokratiet mente det alvorligt med, at Schutzbund var dets hær, understregedes af, at fra 1926 skulle medlemmer af Schutzbund kunne fremvise medlemskort til Socialdemokratiet. Det betød, at samtlige medlemmer af Schutzbund fra andre grupperinger – først og fremmest fra kommunistpartiet - måtte forlade arbejdermilitsen.

 

Politiets massakre på demonstrerende arbejdere

I januar 1927 organiserede det socialdemokratiske Schutzbund en folkelig march gennem den lille provinsby Schattendorf i det sydøstlige forbundsland Burgenland. Lokale medlemmer af den nationalkonservative Heimwehr-milits skød ind i forsamlingen og dræbte et barn og en krigsinvalid. Da drabsmændene den 14. juli 1927 blev frikendt ved retten, gik arbejderne i Floridsdorf, Wiens største industridistrikt, den følgende dag i strejke i protest mod rettens afgørelse.

 

Fra alle Wiens distrikter strømmede vrede arbejdere til Ringstrasse i byens centrum. Foran parlamentet angreb politienheder til hest demonstranterne. Under en massiv regn af sten trak politiet sig tilbage til det nærliggende justitspalads. Efter nogle heftige konfrontationer stormede demonstranter bygningen og satte den i brand.

 

Nogle socialdemokratiske partirepræsentanter forsøgte at mægle ved at opsøge og forhandle med den daværende kristeligt-sociale forbundskansler, Ignaz Seipel. Han ignorerede alle tilbud om forhandling og gav ordre til at anvende våben mod demonstranterne.

 

Da politi bevæbnet med geværer startede angrebet på de ubevæbnede arbejdere, svarede arbejderne igen ved at forsvare sig med stoleben og træstykker, som de hentede fra de omkringliggende forretninger. En del af demonstranterne løb hen til det nærliggende socialdemokratiske partihovedkvarter og krævede åbning af våbendepoterne. Dette blev kategorisk afvist af de tilstedeværende partibureaukrater. I flere timer jagtede politiet grupper af demonstranter gennem Wiens indre by. Da dagen var omme, var 90 demonstranter blevet dræbt og over et tusind såret.

 

Efter dette blodbad fulgte et halvhjertet opråb fra Socialdemokratiet, som i vage vendinger opfordrede til en 24-timers generalstrejke. ​​ Kommunistpartiet og de mest militante faglige grupper krævede, at der blev uddelt våben til samtlige Schutzbund-afdelinger for at modgå en truende ulovliggørelse af arbejderbevægelsens organisationer. De ledende socialdemokratiske kredse afviste også dette krav med den begrundelse, at et sådant skridt ville udløse en borgerkrigslignende situation. På den måde overlod man initiativet til de reaktionære kræfter, der nu målrettet arbejdede hen imod at knuse arbejderbevægelsen.

 

Austrofascismen – et fascistisk styre inspireret af Mussolinis Italien

Fra 1930 styrede Østrig direkte mod fascismen. Socialdemokratiet sad kun på magten i det ’røde Wien’. Alle andre steder i landet var partiet i opposition. Partiledelsen forhandlede med den dybt reaktionære, kristeligt-sociale forbundsregering og udviste en imødekommende villighed til at indgå aftaler og forlig på borgerskabets præmisser i håbet om at bevare det borgerlige-parlamentariske demokrati og forhindre etableringen af en autoritær styreform. Et håb, der hvilede på en illusion, fordi Socialdemokratiets ledelse nægtede at indse, at højrefløjen på dette tidspunkt for længst havde lagt en kompromisløs kurs vendt imod den organiserede arbejderbevægelse.

 

I maj 1932 blev den ærgerrige funktionær i bondeforbundet og højrefløjspolitiker Engelbert Dollfuss med kun en stemmes flertal valgt til forbundskansler. Hans koalition med Heimwehr-funktionærer og landets mægtige bondeforbund dannede den 18. kristeligt-sociale regering siden 1920. På dette tidspunkt var den østrigske stat økonomisk bankerot.

 

Da jernbanearbejderne i flere omgange ikke fik udbetalt deres løn, og vigtige beslutninger i trafiksektoren desuden blev truffet hen over hovedet på jernbanearbejdernes valgte repræsentanter, indledte de 1. marts 1933 en tidsubegrænset strejke. Dollfuss-regeringen følte sig udfordret og benyttede lejligheden til et massivt angreb på den østrigske arbejderklasses bedst organiserede sektor, sporvejs – og jernbanearbejderne.

 

Hertil kom, at Dolfuss blev opmuntret af Hitlers udnævnelse til rigskansler, der fandt sted uden, at den tyske arbejderklasse reagerede med generalstrejke. Den påsatte brand i Rigsdagen i Berlin var signalet til de østrigske fascister: Dollfuss-regeringen gav militæret ordre til at besætte de centrale banegårde og sporvejsremiser og anholde og fængsle fagforeningslederne.

 

 

 

Fig. 3a og 3b - Arbejdsløshedsdemonstration i Wien 1932

 

Den 7. marts 1933 suspenderede Dollfuss parlamentet og forfatningsdomstolen og udnævnte sig selv til ’Führer’ for den nyindsatte regering. For at forhindre strejker og andre modstandsaktioner blev enhver form for forsamling forbudt. Det lille kommunistparti (KPÖ) blev erklæret illegalt, og arbejderpressen blev underlagt streng censur. Østrig blev med Mussolini som ideologisk forbillede og støtte de facto et fascistisk diktatur i form af den såkaldte austrofascisme4.

 ​​​​ 
I politiet, i hæren og i andre statslige organer fjernede man alle socialdemokrater fra deres stillinger. I Wien gik boligprogrammet og de øvrige sociale reformprogrammer helt i stå. Fra august 1933 opstod der flere og flere spontane strejker i protest mod forsamlings – og demonstrationsforbuddet. De socialdemokratiske fagforeningsledere var ikke længere i stand til at forhindre de omfattende strejkeaktioner, skønt de frygtede, at regeringen ville gribe til endnu hårdere undertrykkelse
5.


Dollfuss-regeringens nationale afgrænsning til Hitler-regimet

Samtidigt tilspidsedes de udenrigspolitiske modsætninger mellem Østrig og Hitler-regimet. Det skete på baggrund af de nationale interesser hos den overvejende del af det østrigske borgerskab, der holdt fast i sin nostalgiske sympati for det styrtede Habsburg-monarki. Dette borgerskab afviste kategorisk Hitlers territoriale krav om Østrigs (”Ostmark”) integration i det stortyske rige.

 

Kulminationen på denne konflikt var, at de østrigske nazi-organisationer - først og fremmest NSAPÖ (den østrigske pendant til det tyske naziparti, NSDAP) – blev forbudt i juni 1933. Hitler reagerede med at indføre den såkaldte ”1000-mark-spærring”. Konkret gik den ud på, at rejsende til Østrig forud for rejsen skulle deponere 1.000 mark i den tyske rigsbank. For turismen i Østrig blev dette en økonomisk katastrofe. Flertallet af hotelejerne og værtshusholdere i provinsen tilsluttede sig derpå de forbudte nazi-organisationer eller begyndte at sympatisere med dem.

 

Arbejderopstanden i februar 1934

Omkring årsskiftet 1933-34 fulgte provokation på provokation: Folk blev anholdt direkte ved ”illegale” arbejdermøder, kendte arbejderaktivister blev fyret fra deres arbejdspladser eller de blev overfaldet af bøller fra det austrofascistiske Heimwehr, fra det monarkistiske Ostara og fra diverse illegale nazibander omkring NSDAP-Österreich og andre paramilitære organisationer. Også indenfor regimet rasede en konkurrence om magtens nøglepositioner: Dollfuss’ enhedsparti, Vaterländische Front, var således præget af interne kampe, hvor dets ledende politikere og lederne af det paramilitære Heimwehr gensidigt anholdt, ekskluderede og genindsatte hinanden.

Fig. 4 - Det paramilitære, reaktionære Heimwehr marcherer på Ringstrasse i Wien i 1930

Den revolutionære stemning bredte sig på dette tidspunkt blandt brede dele af arbejderbefolkningen. I industribyer som Graz, Linz og Bruck an der Mur krævede et arbejderflertal udlevering af våben og grønt lys fra sine socialdemokratiske ledere til at starte en omfattende generalstrejke.

 

Den 11. februar 1934 gav major Emil Fey, der var den øverste leder af det paramilitære Heimwehr i Wien og samtidig indenrigsminister og vicekansler under Dollfuss, ordre til, at Heimwehr–enheder fra provinsen skulle marchere mod Wien. I ugerne forud havde han anholdt og fængslet talrige socialdemokratiske ledere af Schutzbund i Tirols hovedstad Innsbruck og overtaget arbejdermilitsernes lokale våbenlagre.

 

Kampene begynder

Fig. 5 – Mindeplakat for opstanden i 1934

 

Fra Linz, hovedstaden i forbundslandet Oberösterreich, ankom samme dag en budbringer med et hastebrev til Otto Bauer i Wien. Afsenderen var partisekretær og Schutzbund-leder Richard Bernaschek, der senere blev myrdet af nazisterne i koncentrationslejren Mauthausen.

​​ 
Han skrev:
”Vi forventer, at du nu giver arbejderne i Wien og i hele Østrig signal til at slå igen. Vi kan ikke længere vige, uden at vi risikerer at blive udraderet! Hvis Wiens arbejdere lader os i stikken, må de bære det fulde ansvar herfor...”. Otto Bauer ringede klokken to om natten til Linz og afgav denne melding i kodesprog: ”Ernst og Otto meget syge. Udskyd forehavendet” 6. ​​ 

​​ 
Politiet, der aflyttede telefonsamtalerne, handlede med det samme. Store politienheder og Heimwehr-formationer omringede
Arbejdernes Hus i Linz. De arbejdere, der havde samlet sig der, havde overnattet i huset og forsvarede sig resolut med de forhåndenværende våben. Alle bestræbelser fra de socialdemokratiske ledere for at de skulle overgive sig frivilligt blev afvist af de belejrede arbejdere.


Imens sluttede flere og flere arbejdere i Wien og i provinsen op bag arbejdernes væbnede modstand i Linz. Bygninger og fabrikker blev besat, og der blev etableret kontrolposter rundt omkring i arbejderkvartererne. De ansatte i store virksomheder som Wiener Elektrizitätswerke, Gaswerke samt flere metal– og skotøjsfabrikker gik øjeblikkeligt i strejke. Arbejderne i Wiens arbejderdistrikt Floridsdorf strejkede allerede, da kendte fællestillidsmænd og fagforeningsfunktionærer fra kvarteret blev fængslet om aftenen den 11. februar og natten til den 12. februar 1934. Opstanden var begyndt.