Indkøbskurv: 0,00kr. Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Generic filters
Menu
21. januar. 2020

Flere udviklingslande tvinges til at modtage afviste asylansøgere

Færre lande end tidligere modtager nu dansk udviklingsbistand uden at samarbejde om tvangsudsendte asylansøgere. Regeringen tilskriver det “robust dialog”.

Afrikanske asylansøgere i Tel Aviv. Den danske regering søger at tvinge lande til at modtage borgere, der har fået afslag på asyl, og søger at opnå det gennem ‘robust dialog’ – der omfatter trusler om at fjerne udviklingsbistanden. Fotograf: Rudychaimg / Wiki Commons

Danmark giver udviklingsbistand til fire lande, som ikke samarbejder om at modtage tvangsudsendte asylansøgere. Det er to færre end for blot et halvt år siden, og udviklingsministeren mener, at det skyldes en »robust dialog« med landene, som bliver truet med ellers at miste den såkaldte langsigtede udviklingsbistand. Enhedslisten advarer mod at fratage landene bistanden.


Af Kim Kristensen

Regeringen har tilsyneladende held med sin såkaldt ‘robuste dialog’ over for lande, som modtager udviklingshjælp – men som samtidig afviser at samarbejde om at modtage tvangsudsendte asylansøgere.

Hvor seks lande – nemlig Irak, Iran, Sudan, Congo, Syrien og Myanmar – i august modtog udviklings- og humanitær bistand, selv om de ikke samarbejdede om at modtage egne tvangsudsendte statsborgere, er tallet nu faldet til fire, oplyser udviklingsminister Rasmus Prehn (S) til Folketingets integrationsudvalg. De fire lande, hvor der i dag er »udfordringer«, er Irak, Iran, Indien og Myanmar.

»Vi har løbende dialog med landene og oplever også, at der er bevægelse,« skriver Rasmus Prehn. »Vi har derfor ikke givet op, men tålmodigheden varer ikke evigt. Det er klart, at hvis lande – der modtager udviklingsbistand – fortsat ikke samarbejder om tilbagetagelse af tvangsudsendte asylansøgere, må det på sigt få konsekvenser for den langsigtede udviklingsbistand til landet«.

Ifølge Rasmus Prehn er det regeringens politik, at Danmark i »udgangspunktet« ikke skal give udviklingsbistand til lande, hvis regeringer nægter at tage imod egne statsborgere. Udviklingsministeren understreger dog, at det er nødvendigt at skelne mellem langsigtet udviklingsbistand og humanitær bistand.

»Når det kommer til den humanitære bistand, er det vigtigt at huske på, at her er formålet at nå mennesker i øjeblikkelig nød og konflikt,« skriver Rasmus Prehn. »Den form for bistand ydes efter de internationale humanitære principper, dvs. alene med fokus på at lindre nød.

Anderledes forholder det sig med langsigtet udviklingsbistand, hvor vi stiller klare krav om samarbejde om tilbagetagelse af egne tvangsudsendte statsborgere. Det bliver understreget, at Danmark forventer samarbejde om udsendelse, og at det vil få konsekvenser, hvis det ikke er tilfældet. Der bliver således ført en robust dialog om udsendelse med regeringerne. Til at fremme samarbejdet anvendes udviklingsbistand (udsendelsesmidler) i en noget-for-noget tilgang til at støtte relevante aktiviteter«.

En strategi som udviklingsministeren mener, at Danmark har »gode erfaringer med«, og som senest har fået Sudan – som ellers ikke samarbejdede om udsendelse – til nu at gøre dette.

Kortsigtet strategi

Mens De Radikales udviklingsordfører, Anne Sophie Callesen oplyser, at hun er enig i Rasmus Prehns »linje og tilgang til emnet«, advarer Enhedslistens udviklingsordfører, Christian Juhl til gengæld mod at sammenkæde udviklingsbistanden med landenes parathed til at modtage afviste asylansøgere.

»Der kan jo være mange grunde til, at folk ikke ønsker selv at tage tilbage til deres land – og om det kan være farligt eller ej,« siger Christian Juhl. »Man kan ikke bare handle med udviklingsbistand og mennesker på den her måde. Men hvis nogle lande har ondt i demokratiet og menneskerettighederne, så tager vi da nogle gange den strategiske hjælp fra staten og giver den til græsrodsorganisationer, hvilket er en god måde at gøre det på«.

Ifølge udviklingsordføreren er det for kortsigtet at skelne mellem langsigtet udviklingsbistand og humanitær bistand: »Vi giver netop den langsigtede udviklingsbistand for, at mennesker kan trives i de lande, hvor de bor, og udvikle sig og få et liv – og altså for, at vi undgår, at de flygter. I forvejen er den langsigtede udviklingsbistand igen og igen blevet beskåret af forskellige regeringer de seneste år, fordi man har taget fra bistanden og brugt pengene til for eksempel flygtningelejre her i landet eller senest nu klimabistand. Det betyder, at den langsigtede udviklingsbistand bliver mindre og mindre og risikoen større og større for, at flere og flere flygter«.

Hvert år bliver mere end 5.000 mennesker dræbt på grund af oversvømmelser i Bangladesh, og i takt med klimakrisens forværring, vil antallet af klimaflygtninge også stige. Ifølge udviklingsordfører Christian Juhl (Ø) er det kortsigtet at skelne mellem langsigtet udviklingsbistand og humanitær bistand. Foto: Water Alternatives / Flickr.

Gunstige vinde i Sudan

Den daværende VLAK-regering forsøgte allerede i 2017 at fremme udvisningerne af afviste asylansøgere blandt andet ved at bruge udviklingshjælp som et pressionsmiddel. Udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) søsatte således et noget-for-noget-princip og en udsendelsespulje på 75 millioner kroner ,og Danmarks første såkaldte udsendelsesambassadør blev udnævnt i skikkelse af diplomaten Nicolai Ruge. Udsendelsesambassadørens job var at sikre, at flere afviste asylansøgere blev sendt hjem hurtigere, ligesom to stillinger som »udlændingeattachéer« samt en etableret særlig udsendelsesenhed i Udlændinge- og Integrationsministeriet skulle fokusere på at sende kriminelle udlændinge hjem.

Ifølge Lars Engberg-Pedersen, seniorforsker i udviklingspolitik på Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS), har donorlande sjældent held med at true med at tilbageholde udviklingsmidler.

»Mit generelle synspunkt er uændret: Danmark kan ikke true sig til noget, som et lands regering er modstander af,« siger Lars Engberg-Pedersen. Seniorforskeren understreger dog, at han ikke har mulighed for at bedømme muligheder og begrænsninger i de enkelte lande i forbindelse med regeringens »robuste dialog«.

»Min fornemmelse er, at der blæser mere gunstige vinde i Sudan i øjeblikket, og at det sandsynligvis er forklaringen på, at Sudan ser anderledes på situationen – ikke hvor fast i kødet danske diplomater er. Men det er spekulationer«.


Kim Kristensen er journalist på Solidaritet. Han har tidligere arbejdet på Information og Ritzaus Bureau, og har senest skrevet bogen Det Hærdede Stål, om Enhedslistens første 25 år i Folketinget.


Deltag i debatten og kommenter på artiklen (kun for medlemmer)

Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet

Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.

Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.

Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.

Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.

20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.

Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER