9 min. læsetid

Kraftwerks medstifter mangfoldiggjorde den elektroniske musiks avantgarde. Kasper Fangel Skov tegner et portræt af den nu afdøde tyske musiker.


Af Kasper Fangel Skov

Florian Schneider-Esleben, der har sat et af de mest uomgængelige aftryk i den elektroniske musiks historie, er død i en alder af 73. Gennem mere end 30 år har Schneider som medstifter af Kraftwerk pioneret nye stilmæssige udtryk, der gennem tiden har overlappet og været definerende for en overvældende bred vifte af musikalske genrer – herunder: krautrock, hiphop, synthpop, techno, post-punk, industrial etc.

De tidlige år

Kraftwerk forbindes af mange med et stramt, uniformt og minimalt udtryk, der i særdeleshed karakteriserer gruppens albums fra midt-70’erne og opefter. Det tog dog Schneider og medstifteren Ralf Hütter en årrække at nå frem til denne stilmæssige uniformitet. Schneider og Hütter mødtes på the Academy of Arts i Remscheid i 1968, hvor de studerede henholdsvis fløjte og klaver med en stor fælles interesse for improvisation og musikalsk avantgarde. I perioden inden Kraftwerk blev etableret, begav Schneider og Hütter sig ud i en række eksperimenterende musikalske projekter.

I 1969 udgav de sammen med tre andre musikere, i en kortvarig konstellation, LP’en Tone Float under navnet Organisation, der på daværende tidspunkt ikke modtog megen opmærksomhed. Tone Float er dog et bemærkelsesværdigt og for sin tid banebrydende album, der foregriber genremæssige træk i bl.a. krautrocken med sine repetitive rytmer, korte fængende melodifraser og lange dynamiske progressioner. På pladens live bonustrack, Rückstoß Gondoliere, finder man ligeledes en lidt anderledes besætning, der foruden Schneider bestod af selveste Michael Rother og Klaus Dinger, der kort efter forlod konstellationen for at danne Neu!

Da Florian Schneider og Ralf Hütter kort efter etablerede Kraftwerk og det nærmest mytiske Kling Klang Studio i Düsseldorf, refererede det musikalske materiale knap så meget til det syntetiske og robotagtige, der karakteriserer senere Kraftwerk albums. På de første tre albums – Kraftwerk, Kraftwerk 2 og Ralf und Florian – er det i langt højere grad Schneiders instrumentelle palette, der får frit løb: fløjte, keyboards, slideguitar, slagtøjsinstrumenter, effekter, xylofon m.v. præger lydbilledet. Ligesom Tone Float gemmer der sig også her en lang række musikalske udtryk – herunder lydmanipulationer og lydcollager, der refererer til musique concrète og atmosfæriske soundscapes, der foregriber Enos senere ambiente musik. Schneiders fløjte kan i mange tilfælde betragtes som en proto-synthesizer, der gennem loops, delay- og rumklangs-effekter får en nærmest maskinel, rytmisk karakter, der til tider minder en om Kraftwerks senere brug af synthesizere som bærende element.

Med det fjerde album, Autobahn, ramte Kraftwerk for alvor den elektroniske lyd, bandet ville blive kendt for i senere årtier. Hør hele albummet her.

Gesamtkunstwerk

Florian Schneider har sammen med Kraftwerk formået at konstruere et enestående samlet kunstnerisk projekt, der sammenfatter æstetiske komponenter fra en lang kilderække. Den engelske musiker, forfatter og professor i lydkultur, David Toop, beskriver Kraftwerk som et projekt, der:

”afspejler deres optagethed af Andy Warhol, Gilbert and George, Fluxus, tysk electronisk musik, og filmskabere som [Rainer Werner] Fassbinder og Fritz Lang, visionære arkitekter såsom Herman Finsterlin og Bruno Taut, og den minimalistiske Bauhaus-stil – alt sammen integreret i et teknologisk, fetisheret stykke ‘gesamtkunstwerk’, som er poppens pendant til Bauhaus Totalteateret.” (Toop, 2003, s. 115).

Billedet og lyden af Kraftwerk, som op gennem 70’erne tog form, er et tydeligt eksempel på et Gesamtkunstwerk, der går op i en højere enhed gennem sin inspiration fra tysk arkitektur, minimalisme og futuristisk urban utopi /dystopi, som den fremtræder i bl.a. Fritz Langs film Metropolis (1927). At Bauhaus’ formalisme og objektivitet har præget Kraftwerk, kan man næsten forestille sig, er forbundet med Schneiders opvækst med en far, der var en indflydelsesrig figur i efterkrigstidens arkitektoniske modernisme i Tyskland. Schneiders far, Paul Schneider-Esleben, var en tysk arkitekt, der fulgte den nye objektivitets principper og er anerkendt som pioner inden for moderne arkitektur med bygningsværker som eksempelvis Köln Bonn-lufthavnen.

Lufthavnen i Köln-Bonn, der blev designet af Florian Schneiders far.

Die Mensch-Maschine

Med udgivelsen Autobahn i 1974 formede den klassiske lyd af Kraftwerk sig. Schneider og Hütter bevægede sig fra krautrocken mod en genredefinerende og banebrydende musikalsk identitet og stilmæssig kraft influeret af det symbiotiske forhold mellem menneske og maskine. På Autobahn er fløjten og guitaren dog stadig tilstede i samspil med synthesizere og trommemaskiner. Det 24-minutter lange titeltrack skildrer gennem hypnotiserende loops, repetitive rytmer og synthesizere den nærmest zen-agtige tilstand, man oplever som bilist på motorvejen, når man glider gennem foranderlige landskaber på en uendelig motorvej. Køretøjet bliver en forlængelse af menneskets krop, og der opstår et symbiotisk forhold: Die Mensch-Maschine.

Autobahn vakte ligeledes stor beundring hos David Bowie, der omtalte Kraftwerk som sit favoritband. Bowie afspillede tilmed Autobahn forud for sine koncerter på Station to Station-touren i 1976. Fascinationen af Kraftwerk markerede et kulturelt fokusskifte, der senere ledte Bowie til Berlin og resulterede i nogle af de mest eventyrlystne og indflydelsesrige eksperimenter med elektronisk musik, krautrock og ambient fra hans hånd. I samarbejde med den amerikanske producer Tony Visconti og britiske Brian Eno resulterede denne periode i Bowies Berlin-trilogi: Low (1977), Heroes (1977) og Lodger (1979).

“For Schneider og Hütter var musikken i lige høj grad drevet af maskinen som mennesket bag. Den klassiske Kraftwerk-lyd er musik, der er reduceret til det væsentligste”

Bowies og Kraftwerks indbyrdes fascination fortsatte, og Kraftwerks album Trans Europe Express (1977) er angiveligt inspireret af Bowies LP Station to Station fra 1976, ligesom Bowie inkluderede en hyldest til Schneider på Heroes-albummet med sangen V-2 Schneider.

Hverken Schneider eller Hütter betragtede Kraftwerk som et band – eller sig selv som rockstjerner for den sags skyld. I et interview med Rolling Stone fra 1975 udtalte Schneider:

”Kraftwerk er ikke et band. Det er et koncept. Vi kalder det ‘Die Menschmaschine’, altså ‘menneskemaskinen’. Vi er ikke bandet. Jeg er mig. Ralf er Ralf. Og Kraftwerk er et redskab for vores idéer.

For Schneider og Hütter var musikken i lige høj grad drevet af maskinen som mennesket bag. Den klassiske Kraftwerk-lyd er musik, der er reduceret til det væsentligste – et maskinelt udtryk, der reducerer menneskelig personlighed og tilstedeværelse til fordel for at etablere en menneske-maskine symbiose. Kraftwerk-projektet som drivkraft for Schneiders og Hütters ideer kan betragtes som et teknologifilosofisk studie, der afspejler ideologier og bekymringer associeret med menneskets og teknologiens gradvise sammensmeltning, hvilket ræsonnerer lige ind i nutiden, hvor vi i stadig stigende grad er afhængige af teknologi i næsten alle aspekter af vores hverdag.

Kraftwerks indflydelse

Mens Hütter betegner sig selv som Kraftwerks ordsmed, var Schneider lydperfektionisten og opfinderen, der definerede Kraftwerks stilmæssige retning gennem mere end 30 år. Kraftwerk har siden begyndelsen været teknologiske frontløbere, der år før andre anvendte hjemmebyggede sequencere, trommemaskiner og multikanalslyd ved koncerter. De formåede at mangfoldiggøre avantgarden inden for elektronisk musik, og deres indflydelse på musikindustrien kan spores helt ind i nutiden.

I de tidlige 80’ere begyndte indflydelsen på pop-verdenen at komme til syne med bands som The Human League, der lod sig direkte inspirere af – ja, nærmest replicere – Kraftwerks stil og udtryk. Ian Curtis fra post-punk-bandet Joy Division var ligeledes stor beundrer, og Kraftwerk har gennem tiden været en stor inspiration for bandets stil og musik. Ved alle Joy Division-koncerter gik bandet sågar på scenen til Trans Europe Express. Efter Joy Divisions tragiske afslutning med Ian Curtis’ selvmord, etablerede de resterende medlemmer bandet New Order, der forener post-punk-elementer med en endnu tydeligere elektronisk og teknologisk Kraftwerk-indflydelse.

Kraftwerk

• Dannet i 1970 af Florian Schneider og Ralf Hütter

• Udgav i løbet af 1970’erne og 1980’erne 9 studiealbums, og vendte efter en længere pause tilbage i 2003 med albummet Tour de France Soundtracks

• Blev i 2020 nomineret til optagelse i ‘Rock and Roll Hall of Fame’

+

Indflydelsen kan ligeledes spores i den tidlige undergrundstechno (herunder Detroit techno med kunstnere som Juan Atkins, Kevin Saunderson og Derrick May) og i hiphoppens direkte brug af Kraftwerk samples.

Kraftwerk har ikke blot inspireret, men lagt fundamentet for nye musikalske udtryk og teknologiske retninger for et væld af genrer samt produktionsmæssige, kompositoriske og performative aspekter på tværs af det musikalske landskab. Med Schneiders fravær ved livekoncerter efter 2006 – og med sit formelle exit nogle år senere – kan Tour de France (2003) betragtes som Kraftwerks sidste egentlige nyskabelse og en markering af en længerevarende proces med faldende kreativt engagement fra Schneiders hånd. Siden har Kraftwerk turneret med en besætning bestående af Ralf Hütter (som det sidste oprindelige medlem), Fritz Hilpert, Henning Schmidtz og Falk Grieffenhagen med genfortolkninger af gammelt materiale, der udnytter nye teknologiske muligheder. Schneider har som Kraftwerks kreative motor formået at skabe et udødeligt projekt, der er lige så aktuelt som nogensinde – og som i dag kan opleves ved Kraftwerks koncerter som et multimedieprojekt, der kontinuerligt fornyer bagkataloget gennem state-of-the-art teknologier inden for visuelle projiceringer, 3D- og multikanals-lyd.


Kasper Fangel Skov er lyddesigner med fokus på design for ny musikalsk ekspressivitet. Desuden underviser han på Audio Design-uddannelsen ved Aarhus Universitet og DIEM ved Det Jyske Musikkonservatorium.