Indkøbskurv: 0,00kr. Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Generic filters
Menu
1. maj. 2023

Første maj

Solidaritet bringer Miriam Kræpping Mouritsens digt om første maj, som hun læste op til Solidaritets fælles morgenmad på kampdagen. God læsning og god kampdag

Jeg kommer altid stormende ind ad døren

Talrige øjne rettet mod mig

Det flyver ud af munden på mig

Dog afdæmpet

“Undskyld, jeg kommer for sent”

Det er jeg vant til at sige

Skyldes det ADHD?

Selvom det ganske vist ikke længere står i journalen?

Eller skyldes det, at jeg ikke er vant til at arbejde?

For tiden i hvert fald

Jeg er en vrangforestillende kunstner af et akademikerbarn, som forsøger ikke at bryde med min positive sociale arv

Men lige nu er jeg sygemeldt

Men ikke på papiret

Jeg er ellers vant til, at alt er på papiret

Sundhedsplatformen

Sundhed.dk

Medicinkortet – et kort over medicin

Jeg har altid papirerne med mig på en app

I det rodede cyperspace

Og min rodede taske

Det er lang tid siden, jeg tog tasken på ryggen og mødte op på Søndre Campus

Jeg er ikke en studerende

Lige nu

Har jeg svært ved at se mig selv i fremtiden

Træde ind i den kreative klasse

Slipper jeg sindsroligt ud på den anden side bliver jeg ikke en arbejder

I traditionel forstand

Måske en af Det Frie Felts fritflyvende freelancere 

i en livslang jagt på en nogenlunde løn

Nogenlunde sikkerhed imod arbejdsløshed får jeg måske aldrig

Sådan er det i prekariatet, 

som jeg frivilligt-ufrivilligt har valgt at træde ind i

Jeg er ikke en arbejder

Jeg er ikke engang faglært

Jeg kender mit fag

Men mit studie er ikke rettet direkte mod det

Men jeg skal ikke pylre

Jeg kan få en akademikerløn

Altså måske

Men jeg skal ikke pylre

Det kan jeg tænke lidt over

Når jeg skyller et shot gammel dansk ned med et glas appelsinjuice

Og sætter tænderne i et stykke bacon 

Fra Danmarks overproducerende animalske landbrug

Imens jeg skråler med på 

Når Jeg Ser Et Rødt Flag Smælde

Som jeg har kunnet udenad fra jeg var 16.

I dag handler det ikke om dig, Miriam

Din lille narcissist

Ja, det er vel kun din slags højlydte og selvfede mennesker, som vil være kunstnere

Instruktørerne er de værste

Det burde du da vide

Når du efter en ungdom i psykiatrien har fortalt dig selv

At det at være venstreorienteret

Solidarisk

Hjertelig

Menneskelig i det hale taget

Handler om at se ud over sin egen næsetip

De hjemløse

Narkomanerne

Og dem, der skriger allerhøjest på den lukkede

De er Danmarks Underklasse

Som vi har et ansvar for at passe på

De er også potentielle kammerater i arbejderklassen

Vi burde tage dem med på barrikaderne

De bliver jo næppe 

akademikere

Aktiespekulanter

Anders Holch Povlsens arvtager i Bestseller

Eller noget, der minder om velhavende

Havende i det hele taget

Hvis ikke de ender på førtidspension

På paragraf 108

Bliver de arbejdere

Eller offentligt ansatte

I en moderne marxistisk analyse

Er det normalt at inddrage sygeplejersken, pædagogen og lignende jobs i arbejderkampen

Staten er en allemandsfinansieret kapitalist uden ansigt

Som underbetaler, udnytter og stressygemelder dem, som er uddannet til at redde den kommende arbejderklasse

Den eksisterende arbejderklasse

Og endda de rige

Men de fatter det ikke

Måske fordi de bare kan finansiere og planlægge deres eget behandlingsforløb på et naturskønt privathospital i Nordsjælland

Som ligner et 4-stjernet hotel

De vil ikke betale deres skat

For ellers kunne den gyldne hånd have gjort hotellerne 5-stjernede

Tror de måske selv

Men der er langt til Slaraffenland

Både for dem og for os

Imens kan man høre de pivende lyde fra de hvide skridsikre crocs, når sygeplejerskerne løber som hjerteløbere fra den ene ende af Digevej 110 til den anden for at nå frem til b1, hvor kun en mand er på arbejde

Der var ikke mandskab til en fast vagt,

Men kan det gøre en forskel, når det alligevel er en lukket afdeling?

Det kunne det måske

For der ligger han livløs i det trævlede blå sengetøj

Region Hovedstadens print som ligtøj

Var det Magnus han hed?

Blev han 26? Eller var det 25?

Thomas blev vist 24

Var det på Glostrup?

Så kan de stå der og glo

Med ansigter, endnu blegere end deres uniformer

Og miste lysten til at arbejde

De havde drømt om at gøre noget for andre

De andre falder som fluer

Mette Frederiksen tager et selfie, imens hun spiser sin makrelmad

Hun kan ikke forstå problemet

Hun foreslår civilsamfundet at tilbyde flere håndboldtimer til de psykisk sårbare

Der skal vel ikke et hospitalsvæsen til, hvis man ikke er syg, men bare sårbar

Der skal åbenbart heller ikke rigtigt være et hospitalsvæsen til de somatisk syge

Det er et sygt system!

Det er vi mange, der er enige om

Når vi går mod Fælledparken

Fanerne blafrer i vinden

I dag forbinder vi fortiden med fremtiden

Med stolthed er vi en del af en lang historik kamp

Kampen er langt fra vundet

I dag vil arbejderne fortælle 

Altså de egentlige arbejdere vil fortælle

Om dårlige arbejdsforhold

lave lønninger

De skrækindjagende tal

På manglende lærepladser

Og hvor mange faglærte vi vil mangle i fremtiden

Social dumping

Er også vigtigt

Ikke langt fra ens egen opgang melder nogen sig ind i Dansk Folkeparti eller Danmarksdemokraterne

De er sure

Der kommer nogen og tager vores arbejde

Men de forstår ikke, hvem skurken er

De møder ind på arbejde 

og hilser på mester

men de ser ham ikke klappe i sine små hænder, når han savlende ser på de stigende tal på sin netbank

Altsammen fordi han har ansat Dimitri og de andre

til en løn som kan betale sig i deres øjne

Og bestemt også i mesters

Formanden for fagbevægelsens Hovedorganisation har klappet nogen i numsen

Ja okay

Nok lidt mere end det

Folk er utrygge ved at gå på arbejde

Vi er nødt til at sætte foden ned

Men hvorfor kom de anonyme kilder til Ekstra Bladet netop nu?

Vil en metoosag overskygge alt andet?

Bliver der drama i Fælledparken i dag?

Mit hoved koger snart over

Hvad er det for en verden vi lever i?

Sortsynet bliver måske værre, når man er midt i en antidepressiv medicinændring

Jeg håber kammeraterne kan hjælpe mig

Når der forhåbentligt er solskin

Men i hvert fald øl

Mindes vi om det fantastiske fællesskab

Som MÅ være i stand til at skabe forandringer

Om skribenten

Miriam Kræpping Mouritsen

Miriam Kræpping Mouritsen

Læs mere

Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet

Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.

Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.

Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.

Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.

20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.

Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER