6 min. læsetid

Det danske velfærdssamfund er igennem tre årtier blevet ændret i en nyliberal retning. Det betyder mindre tryghed og større usikkerhed hos stadig flere mennesker. Det er især gået ud over arbejdsløse, syge, handikappede, førtidspensionister og ikke mindst folkepensionister.


Af Kit Aastrup

”Tidligere havde vi en socialpolitik, der rettede op på mange af de skævheder, som hele tiden udvikler sig i et markedsstyret samfund.  Men i de sidste mange år har politikerne i stedet forstærket skævhederne og øget uligheden og fattigdom.” Det skrev Knud Vilby, den tidligere formand for Socialpolitisk Forening, i en annonce marts 2019 i Politiken og Information.  Opråbet var underskrevet af Mads Bilstrup, formand for Dansk Socialrådgiverforening, fattigdomsforsker Morten Ejrnæs, socialrådgiver Hanne Reintoft, forfatter Lars Olsen, børne- og familie-forsker Per Schultz-Jørgensen og Hardy Hansen, tidligere formand for fagforbundet SiD.

Den model for den fremtidige, stigende pensionsalder, som daværende statsminister Helle Thorning-Schmidt fik fremsat og vedtaget i 2011, er nu begyndt at skabe problemer. Folkepensionsalderen var 65 år – før den begyndte at stige. Nu er den 67 år – og den stiger gradvist, så de, der er unge i dag, først vil kunne modtage folkepension, når de er langt op i 70erne. Hvis den gradvise stigning i folkepensionsalderen ikke stoppes, vil store dele af befolkningen ikke have mulighed for at trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet. Mange vil blive tvunget til at arbejde til de dør – eller bliver så syge at de ikke længere kan arbejde.

Årsagen til den stigende pensionsalder

Den stigende folkepensionsalder begrundes med, ”at vi lever længere” og at vi derfor også skal arbejde længere. Det er svært at tro på, at det er den reelle grund, for selv om den gennemsnitlige levealder nok er stigende, betyder det jo ikke, at alle KAN arbejde længere. Især de, der har haft hårdt fysisk arbejde, vil være slidt ned længe før, at de når pensionsalderen. De fleste af dem, der har andet arbejde, vil opleve, at kræfterne, helbredet og hukommelsen ikke længere rækker til en normal arbejdsdag, når man når 64-65 år.

Men den nyliberale tankegang er slået igennem – at vi skal sørge for at klare os selv og spare op i egne pensionsordninger. Det kan både være arbejdsmarkedspensioner gennem overenskomster og helt private pensioner. Når man véd, at man først kan få folkepension, når man er næsten 80 år gammel, vil unge nok søge at spare noget mere op. – Men vil og kan de det reelt?  For at kunne leve af en pensionsopsparing skal man spare rigtig meget op, og leveomkostninger og priser stiger altså hele tiden.

Nogle påpeger, at den egentlige grund til den stigende folkepensionsalder er EUs krav om beskæringer af pensionsordninger i hele EU.  Kravene gælder kun for eurolandene, men Danmark har med indgåelse af finanspagten forpligtet sig til at følge de samme krav fra EU, som hvis vi var et euro-land.  Da den daværende statsminister Helle Thorning-Schmidt underskrev ’Finanspagten’ i 2011, mente hun ikke det var noget problem for Danmark. Det har det imidlertid vist sig at være for de titusinder af danskere, der har fået forringet og udskudt deres folkepension. Finanspagten er udmøntet i en lov, Budgetloven, som har betydet store sociale besparelser i kommunerne. Det er sket i en tid, hvor Danmark oplever en stor økonomisk fremgang, så det faktisk har været økonomisk muligt at skabe mere social velfærd og fortsat give ældre mennesker en tryg alderdom.  

Efter valget

Spørgsmålet om pensionsalder blev diskuteret ivrigt i valgkampen i foråret, som resulterede i, at Socialdemokratiet dannede regering med Mette Frederiksen som statsminister.  

Allerede nu har Mette Frederiksen meldt ud, at Danmark vil følge de økonomiske krav, der ligger i Finanspagten. Altså en fortsættelse af den tidligere regerings økonomiske politik og den politik, som udstikkes i EU for eurolandene.

Det kan få store konsekvenser for både social- og arbejdsmarkeds-politikken her i landet, fordi det er områder, som er svære at harmonisere.

Store forskelle i Europa

Det, der gør det vanskeligt, er ikke blot de forskellige ydelser, det er også de forskellige sociale systemer. Når vi taler om ”den danske model”, så er det fordi det er et andet system, en anden måde at løse problemerne på arbejdsmarkedet på. Det samme gør sig gældende på det sociale område. Når Storbritannien er trådt ud af EU, er det Tyskland og Frankrig, der har de stærkeste økonomier – og det bliver ud fra deres modeller, at EU indretter social- og arbejdsmarkeds-politikken på. I Tyskland har der været en række arbejdsmarkedsreformer, Hartz l-ll-lll-IV, som har forringet forholdene for arbejdstagerne betydeligt. Det er formentligt det, der skal udbredes til hele EU.

I Tyskland og Frankrig har man ikke en folkepension, man har udelukkende arbejdsmarkedspensioner. De udbetales i forhold til – hvor mange år man har været på arbejdsmarkedet. For 5 år siden ville man ændre pensionerne i Frankrig. Det udløste kæmpemæssige demonstrationer og happenings i gaderne i Paris, fordi man ville ændre kravet om 40 år på arbejdsmarkedet til 43 år for at opnå ret til fuld pension. Men det blev gennemført alligevel.

Den drevne EU-politiker Helle Thorning-Schmidt var naturligvis godt klar over, hvilken vej man skulle gå i Danmark. Meget kort tid efter hun var blevet statsminister fik hun fremsat lovforslag om en gradvis forhøjelse af pensionsalderen, som uden offentlig diskussion overhovedet blev vedtaget i Folketinget. Det blev alene begrundet med, at levealderen stiger – og at man derfor ”skulle arbejde lidt længere”. Loven er indrettet sådan, at den gradvise forhøjelse af pensionsalderen først trådte i kraft nogle år senere.

Under Helle Thorning Schmidts regering så vi ifølge Kit Aastrup markante forringelser af pensionsrettighederne i Danmark. Foto: Wiki Commons

Stigende folkepensionsalder tvinger mange til at arbejde – til de dør

Reelt betyder den stigende folkepensionsalder, at mange kommer til at arbejde – til de dør. Selv om den gennemsnitlige levealder stiger, så er det gennemsnitstal med meget store individuelle forskelle – nogle lever ikke så længe, og andre opnår en høj alder.

Der er sket en kæmpe forringelse af almindelige menneskers levevilkår, fordi efterlønnen samtidig er blevet reelt afskaffet. Forringelsen af folkepensionen er blevet pakket pænt ind i, ” at vi bare skal arbejde lidt længere”. Det var Socialdemokratiet, der i 1930érne fik gennemført folkepensionen som en rettighed for alle. Den betød, at alle ældre kunne se frem til en god og tryg alderdom uanset ens hidtidige økonomiske formåen. Den ret og den tryghed er nu forsvundet. Unge mennesker i dag er bekymrede for, hvordan de skal kunne leve … når de en dag ikke længere kan holde til arbejdet.


Kit Aastrup har været aktivist siden slumstormer-tiden i 1972-73, og er engageret i arbejdsmiljø, politiske fanger og Cuba. Har været med Præster for Fred gennem USA til Cuba. Medlem af Enhedslisten og Folkebevægelsen mod EU.