5 min. læsetid

Både Ukraine og Kina har økonomiske interesser i et forbedret forhold mellem de to lande, som hidtil har været præget af stormagtspolitik.


Af Søren Riishøj

Forholdet mellem Kina og Ukraine har i sig store potentialer, men de bliver ikke i tilstrækkelig grad omsat til virkelighed. Sådan lyder konklusionen fra den tidligere mangeårige ukrainske diplomat Serhij Korsunskyj i det tyske Ukraine-analysen.

Forholdet mellem Kina og Ukraine har store potentialer i sig – men de bliver ikke i tilstrækkelig grad omsat til virkelighed. Sådan lyder konklusionen fra den tidligere, mangeårige ukrainske diplomat

Serhij Korsunskyj i det tyske »Ukrainen-analysen«. Ganske vist går de kinesiske transportveje – det såkaldte »bælt og vej« initiativ – via Rusland, Kasakhstan og Hviderusland; hvorimod Ukraine er en »sidevej«. Størst er det kinesiske engagement i Ukraines landbrugssektor.

Men det ventes, at den nye regering i hovedstaden Kiev vil forsøge at udbygge kontakterne til Bejing – især når det gælder infrastrukturprojekter, udbygning af havne, veje, telekommunikation samt landbrug og energi. Ukraine og Kina fik officielt diplomatiske forbindelser i 1992, og siden er mere end 240 bilaterale dokumenter blevet underskrevet, deriblandt den fælles erklæring fra 2011 om opbygning og videreudvikling af forbindelserne. Men det indbyrdes økonomiske forhold reguleres stadig efter reglerne fra 1990’erne. Der har været talt om et strategisk partnerskab, uden at det er blevet til andet end snakken herom.

Neddrosling af forholdet

Efter demonstrationerne på Maidan-pladsen og annekteringen af Krim i 2014, blev relationerne neddroslet mellem de to lande. Under præsident Petro Porosjenko blev der slet ikke holdt møder med kinesere på højt niveau. Skete det, var det kun i forbindelse med internationale økonomiske topmøder, med deltagelse af mange andre lande end Ukraine og Kina.

Der var dog stadig økonomiske kontakter på lavere niveauer. De direkte kinesiske investeringer i Ukraine forblev i de år på et lavt niveau, under 20 millioner dollar om året, og de ukrainske investeringer i Kina var kun 1,5 millioner dollar årligt. Den indbyrdes samhandel har derimod været ret stabil. Kineserne har erhvervet sig aktiver i eksisterende ukrainske virksomheder – på 7,5 milliarder dollar i en periode over 10 år.

Under sit besøg i Kasakhstan i 2013 erklærede Kinas præsident Xi Jinping starten på »et bælt, én vej« initiativet. 70 lande har taget del i de »nye sideveje«, som projektet er blevet kaldt. Ukraine foretog sig dog kun lidt for at blive en del af projektet. Landet blev ganske vist inviteret til at tage del i »16+1« platformen – samarbejdet mellem Kina og landene i Central- og Østeuropa – men Petro Porosjenko tillagde ikke »16+1« nogen stor betydning. En jernbaneforbindelse fra Kina via Ukraine blev bedømt til at være urentabel. Det kinesiske engagement i havneudbygning i Ukraine har været begrænset til Odessa.

Foreløbigt har havnen i Odessa været et af de eneste områder, hvor Kina har investeret i Ukraine. Det kan dog ændre sig i takt med, at de to lande rykker tættere på hinanden. Foto: Wiki Commons

Krim-krigen

Krigen i Donbas og annekteringen af Krim fik uundgåeligt følger, også for forholdet mellem Kina og Ukraine. Kina har ikke anerkendt Ruslands annektering af Krim, men afviser alle krav om sanktioner over for landet. Tværtimod er Rusland blevet en »strategisk partner« for Bejing.

Ukraine har til gengæld orienteret sig langt mere mod EU – og militært især mod USA – båret oppe af associeringsaftalerne med EU. Forholdet til præsident Donald Trump har været kompliceret. Donald Trumps rådgiver under præsidentvalgkampen, Paul Manafort havde i sin tid været rådgiver for Ukraines tidligere præsident Viktor Janukovitj; og den seneste sag om tidligere vicepræsident Joe Bidens søn og Donald Trumps ønske om at få Rusland genindlemmet i G-7 har ikke gjort forholdet bedre. Kiev har indtil nu undgået at provokere USA-præsidenten ved at tilnærme sig Kina for meget.

Men det nu mere anstrengte forhold til USA gør det lettere for Ukraine at tilnærme sig Kina. Den kinesiske teknologi-gigant Huawei vil gerne ind på det ukrainske marked, men udbygningen af moderne teknologi – for eksempel 5G – er gået langsomt i Ukraine. I dag er Ukraine ikke engang dækket af 3G og LTE-nettet. At kinesernes »vej og bælt« er begrænset i Ukraine skyldes også de politiske og militære spændinger i Sortehavs-regionen. Flere lande har alvorlige territoriale konflikter – Moldova, Aserbajdsjan, Georgien og Ukraine især. At føre »bælt og vej« via Rusland og Hviderusland er sikrest.

Den ny regering i hovedstaden Kijev vil forsøge at udbygge kontakterne til Bejing – især infrastrukturprojekter, udbygning af havne, veje, telekommunikation samt landbrug og energi.

Et uudnyttet potentiale

Nu ser det dog ud til, at ændringer i det ukrainsk-kinesiske forhold kan være på vej. Xi Jinping lykønskede i hvert fald Volodymyr Zelenskij med valget som Ukraines præsident, og den nyvalgte præsident mødtes med Kinas ambassadør i landet straks efter valgsejren i maj.

De to landes industri- og handels-kamre gør nu, hvad de kan for at styrke forbindelserne. Det ventes, at ukrainske virksomheder fremover vil optræde på erhvervsmesser i Kina.

Der har også været ytret ønske om en frihandelsaftale med kineserne. Men en fuldstændig åbning økonomisk over for Kina er dog for farlig på grund af de ukrainske virksomheders teknologiske efterslæb. Erfaringerne fra frihandelsaftalen med EU er ikke for gode. Underskuddet er vokset markant – tidoblet fra 400 millioner til fire milliarder dollars over de seneste tre år. Huawei har også foreslået at etablere 4G-kommunikationssystemet i Kievs u-bane. Den planlagte liberalisering af køb og salg af landbrugsjord i Ukraine er heller ikke gået ubemærket hen i Bejing. Også inden for atomenergi er kineserne på banen, Ukraine ønsker hurtigst muligt at få erstattet russisk udstyr på atomkraftværkerne. Kort sagt er der et stort uudnyttet potentiale for et udvidet ukrainsk-kinesisk samarbejde. Den ukrainske økonomi er i vækst, for 2019 anslået til 4,6 procent. Også det vækker Kinas interesse.


Søren Riishøj er lektor i statskundskab ved Syddansk Universitet, og er tidligere medlem af Folketinget for SF (1981-1994).