Fra Rwanda til Gaza: Danmark må træde over på den rigtige side af historien

Hvis vi blot går omkring 35 år tilbage i historien, så har de skiftende regeringer i Danmark spillet fallit, når det kom til at spille en rolle for fred.

Under folkedrabet i Rwanda (1994) og krigene i det nu tidligere Jugoslavien forholdt Danmark sig passiv. Diplomater og FN har siden erkendt, at man så katastrofen komme. Amnesty International var blandt de få aktører, der forsøgte at råbe omverdenen op men også her uden dansk reaktion.

Danmark deltog i krigen i Afghanistan i 20 år. Danske styrker var en del af en krig, som endte med Talibans tilbagevenden. Undervejs udleverede danske styrker fanger der blev udsat for tortur i amerikanske varetægt  samt fejlagtigt bombede og dræbte civile og mistede enhver kontrol over missionens mål. Menneskerettighedsorganisationer som Amnesty advarede flere gange mod de ulovlige, fangeudleveringer. De udløste ingen reaktion fra Danmark. 

Danmark gik med i den USA ledede invasion af Irak, baseret på falske påstande om masseødelæggelsesvåben. Over 500 danske soldater blev sendt til Basra. Seks mistede livet, og Irak blev kastet ud i årtiers ustabilitet. 

Vi har aldrig fået en ærlig redegørelse for beslutningen, der kostede tusindvis af menneskeliv. Amnesty International og Human Rights Watch advarede tidligt om krigens folkeretslige implikationer. Advarsler den danske regering negligerede. 

Danmark fløj over 900 missioner under NATO’s intervention i Libyen, som udviklede sig fra civil beskyttelse til regimeskifte. Resultatet var en sammenbrudt stat, borgerkrig og menneskesmugling, uden ansvar for genopbygning. Også her advarede Læger uden Grænser og FN’s menneskerettighedsråd mod konsekvenserne af bombardementerne, som Danmark ignorerede. 

Trods et officielt forbud i 2018 blev danske radarsystemer og beskyttelsesudstyr fra Terma anvendt af stater i Mellemøsten der sammen med lande fra Afrika er i krig med Yemen. En krig, der har skabt en af verdens værste humanitære kriser. Blandt andet Danmark bærer ansvar for teknologisk bistand. Amnesty International, Oxfam og Human Rights Watch har flere gange kritiseret Danmarks rolle og opfordret til total våbenembargo, uden at blive hørt.

Danmark har fordømt Israels bosættelser, men fortsætter med at handle med produkter fra ulovlige bosættelser uden korrekt mærkning. Det underminerer international ret og Palæstinas krav på selvbestemmelse. Human Rights Watch og Al-Haq har gentagne gange bedt Danmark stoppe sit dobbeltspil og trække en klar linje, uden resultat. Danmark har dog formelt fordømt de ulovlige israelske bosættelser, men fortsætter handel med bosættelsesprodukter uden mærkning. EU-domstolen har pålagt medlemslande at mærke produkter, men Danmark følger det ikke konsekvent.

Vender vi blikket mod 2025 kan jeg ikke lade være med at tænke på Gaza, hvor et moralsk vildspor gentages. Her er dokumenterede overgreb: Læger uden Grænser beskriver Gaza som en “dødens fælde”, hvor sundhedssystemet er kollapset, civile mål rammes systematisk, og mønsteret ligner etnisk udrensning. Det har flere professorer, der har forsket i folkemord, også bekræftet. 

F-35-jagerfly der bomber Gaza, indeholder danske komponenter fra Terma. Eksporttilladelser er forlænget trods advarsler om krigsforbrydelser. Amnesty International, Human Rights Watch og Euro-Med Human Rights Monitor har alle advaret Danmark om risiko for medansvar. 

Mette Frederiksen har konsekvent gentaget, at “Israel har ret til at forsvare sig”, men forholder sig tavs om FN’s Internationale Domstols (IJC) vurdering af plausibelt folkedrab. Dermed tager statsministeren ikke ansvar. Danmark har ikke fulgt lande som Spanien, Belgien eller Canada, der har stoppet våbenleverancer. Oxfam og FN’s kontor for humanitære anliggender (OCHA) har kritiseret vestlige landes, herunder Danmarks selektive humanisme. 

Danmark må vælge rigtigt nu. Danmark bryster sig af at være en humanitær stormagt og retsstat. Men historikken viser et andet billede. Vi venter for længe, støtter de forkerte og skjuler os bag allianceforpligtelser. Det er ikke nok at øge humanitær bistand, mens vi bidrager teknologisk til krigsforbrydelser.

Hvis vi vil stå på den rigtige side af historien, så kræver det modige beslutninger nu, ikke om 20 år, når det er for sent.