Indkøbskurv: 0,00DKK Se indkøbskurv
Venstrefløjens stemme i debatten
Search
Generic filters
Menu
18. januar. 2021

Fra Scherfigs idealister til pandemiens egoister

Der er opstået mange former for modstand mod nedlukningen under corona. Fællesnævneren er selvoptagethed, skriver Dennis Kristensen.

Idealisterne møder coronavirussen. Originalt maleri: Hans Scherfig: Ensomt næsehorn, 1966.
Artiklen tager cirka 12 minutter at læse.

Der er opstået mange former for modstand mod nedlukningen under corona. Fællesnævneren er selvoptagethed, skriver Dennis Kristensen.

Debatindlæg er udtryk for skribentens egen holdning. Læs mere om Solidaritets principper for debat her, og kontakt os hvis du selv har noget på hjerte.


Af Dennis Kristensen, tidl. formand for fagforbundet FOA

Selvom en del ihærdigt kæmper imod, er der fortsat en udbredt vilje i den danske befolkning til i fællesskab at gøre dét, der skal til for at tøjle corona-krisen. Og en stærk vilje til hver for sig at følge de begrænsninger og restriktioner i vores eget liv, som politikere og sundhedsmyndigheder finder nødvendige. Men modstanderne findes, og de udgør en særdeles broget flok.

Målingerne af danskernes holdninger til indsatsen mod corona-virussen kombineret med de løbende vælgerundersøgelser viser tydeligt, at der fortsat er massiv opbakning til regeringens og sundhedsmyndighedernes håndtering af sundhedskrisen. Og befolkningens flertal accepterer i vid udstrækning de begrænsninger og restriktionerne, som vi på grund af corona-krisen underkastes i vores dagligdag. Mere end syv ud af ti danskere afviste i november, at politikerne har begrænset den personlige frihed for meget. Én ud af syv syntes tilmed, at den personlige frihed ikke var blevet begrænset nok.

Broget modstand

Men der er naturligvis også modstand mod begrænsningerne. Næsten hver femte mener, at politikerne er gået for vidt.

Udover at der er flere utilfredse mænd end kvinder, så er utilfredsheden med corona-indskrænkningerne af den personlige frihed størst blandt dem, der stemmer på Liberal Alliance, Stram Kurs og Nye Borgerlige – hvor den utilfredse andel svinger omkring halvdelen af deres vælgere. De to førstnævntes vælgerandel er efterhånden stærkt begrænset, men for Nye Borgerlige – der vokser støt i vælgertilslutning – er det dog bemærkelsesværdigt, at et flertal af deres vælgere i november fandt begrænsningerne i den personlige frihed tilpas eller for få.

“Modstanden mod de mange restriktioner i vores dagligdag på grund af corona-krisen er mangeartet, og rummer vidt forskellige og til tider modstridende holdninger, argumenter og teorier.”

Utilfredsheden er ubetinget mindst blandt Socialdemokratiske vælgere, hvor andelen i november var helt nede på fire procent. Overraskende nok, var den andel af Enhedslistens vælgere, der føler deres frihed trådt under fode, helt oppe på 13 procent.

Også tilliden til fornuften i myndighedernes corona-tiltag er intakt. Den voldsomme kritik af regeringens beslutning om at aflive både syge og raske mink, udløste traktordemonstrationer og Inger Støjberg i bedste Trump-stil: “Regeringskontorerne er blevet en sump af magt, der langsomt men sikkert æder det danske demokrati, og det skal være slut nu. Vi skal have gjort op med magtsygen, vi skal have gjort op med magtarrogancen. Vi skal have drænet sumpen fyldt med Mette Frederiksens magtarrogance”. Men heller ikke Støjberg & Co. har kunnet rokke nævneværdigt ved tilliden, som kun faldt fra 73 til 71 procent.

Konspirationsteorier og vaccinemodstand

Modstanden mod de mange restriktioner i vores dagligdag på grund af corona-krisen er mangeartet, og rummer vidt forskellige og til tider modstridende holdninger, argumenter og teorier.

Fra indædt individuelt forsvar for den personlige frihed, til kollektive konspirationsteorier hentet ned fra de helt tynde og iltfattige luftlag. Fra ideologisk og politisk motiveret modstand til samfundsøkonomisk bekymring. Fra benægtelse af virussens farlighed, til accept af sygdom og død som naturlig udskillelse.  Og fra det velovervejede og velargumenterede – til det rene glade vanvid.

Det samme gælder modstanden mod at lade sig vaccinere mod virussen. Blandt dem, der i november havde taget stilling, var 9 procent lodret imod, mens 71 procent var vaccinationsparate.

Sangerinden Saszeline Emmanuelle Dreyer, kendt fra popduoen SOAP, blev i 2020 bannet fra Instagram. Det skete efter hun havde spredt konspirationsteorier om coronavaccine. Foto: Arch Copenhagen

Fru Drusse og de andre sære skæbner

Det brogede billede af modstanden bringer mindelser om de uendeligt mange sære og forkrøblede skæbner med hver deres vej til at redde menneskeheden, som i tiden op til Anden Verdenskrig i Hans Scherfigs roman “Idealister” færdedes og skændtes i Damaskus bogtrykkeri i Stengade på Nørrebro.

Det var digteren og den tidligere spiritist fru Drusse, der har været inka-prinsesse i et tidligere liv, og som kæmpede for at få rettet menneskehedens fatale ombytning af søndag og mandag, der fandt sted, fordi den eksoteriske astrologiske viden har været fremherskende på bekostning af den esoteriske, der har været holdt hemmelig gennem århundrederne.

Også cand.phil. Sivertsen med det revolutionerende system til fjernelse af arbejdsløshed gennem afskaffelse af penge og indførelse af vægringer, der løbende taber værdi, dukker jævnligt op i trykkeriet. Mystikeren Kados, som i sin lejlighed i Øster Farimagsgade efter de glemte mestres anvisninger og med sin lille ildovn vil skabe et væsen i en flaske.

Student Skodsborg, som i sine “Akademiske Intelligensblade” ligger langt til venstre for de rødeste af de røde. Dr. Robert Riege, som lærer sine disciple om sexuel frigørelse og planmæssig sexual-husholdning som middel til at befri verden for imperialisme og krig, og som råder over et hjælpekorps af P-piger, der rykker ud med bistand og vejledninger i sexuelle anliggender.

Og alle de andre mennesker, der er opslugt af store ideer, og som for den barfodede og råkostspisende Damaskus alle er idealister, der på hver deres måde vil det bedste for menneskeheden. Damaskus har ret så langt, at langt de fleste, der kommer i hans bogtrykkeri, er optændt af at skabe noget, som ikke blot skal gavne dem selv, men som skal resultere i en bedre verden for alle.

Pandemi og personlig frihed

Noget anderledes er billedet af den aktuelle debat om corona-epidemien. Hvor besynderligt det end kan lyde, er den individuelle og ubegrænsede personlige frihed det fælles udgangspunkt for en stor del af modstanden mod corona-indsatsen. Retten til selv at bestemme, og ikke lade sig diktere af fællesskabet. Retten til helt at forkaste, at corona udgør en risiko for den danske folkesundhed. Og retten til at forkaste restriktioner og begrænsninger, som det enkelte individ ikke tror på vil gavne dem selv. Mundbind, forsamlingsfrihed, rejsebegrænsninger og alt det andet, der griber ind i dagligdagen, og som ikke kun handler om dem selv, men også om smitte af andre.

Som når læge Vibeke Manniche fastslår, at corona blot er en smitsom sygdom i stil med influenza, der ikke tilnærmelsesvist truer folkesundheden. Og at myndighedernes restriktioner og begrænsninger slet ikke handler om at bekæmpe sygdom, men om at gøre danskerne ufrie ved at styre os gennem frygt: “Tilbage til corona-monstret – er der nogen som kan forklare mig, hvad det er regeringen frygter? Udover frie danskere? Og nej – det er IKKE takket være regeringens restriktione,r at tallene ser ud som de gør. Jeg vil sige på trods af! Der er INTET, som legitimerer hverken nedlukningen i foråret og endnu mindre nu. I foråret kunne man undskylde sig med – hvis vi skal være storsindet – uvidenhed.”

Står det til Cepos-direktøren Martin Ågerup, har regeringens og sundhedsmyndighedernes håndtering af sundhedskrisen alene bestået i at hælde milliarder af kroner i et stort sort hul uden nogen nævneværdig effekt: “Det er vigtigt at forstå, at hvis regeringens strategi alene er at udskyde smitten, ikke at undgå den (og det tyder meget på), så har den stramme nedlukning påført befolkningen unødigt store omkostninger, uden at det har reddet et eneste ekstra menneskeliv fra corona-død.

Frihedskamp for sortklædte mænd

For de selvudnævnte Men In Black er der nogle helt andre ting på spil. Gruppen anerkender eksistensen af corona-virussen som et reelt sundhedsproblem, men restriktioner, der begrænser den personlige frihed til at udfolde sig, skal bekæmpes, som de selv beskriver grundlaget for deres demonstration, hvor byen skulle smadres på den fredelige måde: “De Sortklædte var igen ude at marchere i lørdags. Ikke fordi vi forsøger at benægte Coronakrisen, men vi er i den grad skeptiske overfor de redskaber, regeringen bruger overfor befolkningen. Derfor vi var ude at markere den stigende utilfredshed i befolkningen med regeringens Coronahåndteringer, herunder, men ikke udelukkende: Tvangsindførelse af mundbind, nedlukning af især små virksomheder, manipulation og grundlovsbrud, fjernelse af selvbestemmelse hos den ældre befolkning, negligering af kunstnernes erhverv, ringeagt for sundhedspersonalets livsnødvendige indsats! Og ikke mindst, håndteringen af minkskandalen! Vi nægter at være brikker i politikernes skjulte magtspil.

Frihedsaktivister eller bare rastløse hooligans? “Men In Black” demonstrerer mod coronatiltag. Foto fra gruppens hjemmeside.

En helt tredje grøft

For psykiateren Lars Vibe-Hansen er der tale om en helt tredje, men ganske dyb grøft. For ham var det tidligere udspil til epidemi-lovgivning, og mødet med den verdensomspændende indsats mod corona, som at stå over for Adolf Hitlers propagandaminister Joseph Goebbels i egen person: “Hele dette totalitarisme-stinkende projekt er opstået på baggrund af en relativt banal (i epidemiologisk forstand) ny corona-infektion og drevet frem af en global myndigheds- og medie-propaganda, som ikke er set siden den Joseph Goebbelske maskine var i fulde omdrejninger i det nazistiske Tredje Rige.

Dér tror jeg alligevel, at selv den overmådigt godmodige Damaskus havde måtte udbryde et “tak for kaffe”, selvom stimulansen kaffe ikke stod på hans råkostmenu.

DDR i Danmark

Erhvervsmanden Asger Aamund har udviklet sin egen konspirationsteori om, at corona-virussen er et dække for skabelsen af et George Orwell-lignende Big Brother-diktatur. Virussen bliver med hans superliberalistiske briller til et socialdemokratisk mirakel-middel til at rette os alle sammen ind. Hverken mere eller mindre:

Miraklet indtraf, da en lille kinesisk fyr ved navn Covid19 besluttede sig til at virkeliggøre generationer af socialdemokraters hedeste drøm: Danmark som formynderstat, et permanent klientsamfund under omsorgsfuld, men myndig socialdemokratisk ledelse. På kun fire uger har det gamle arbejderparti omdannet det demokratiske Danmark til et smilende og velstående DDR, samfundet hvor alt, hvad der ikke er påbudt, er forbudt.”

Hvor det ikke lykkedes Kados iført paphat og træsværd at fremstille en Ildsalamander i “Idealister”, lykkes det for Aamund ved tasterne at fremmane et billede af Danmark som forbuds-landet, hvor ingen må foretage sig noget, med mindre det udtrykkeligt er foreskrevet i lovgivningen og sanktioneret af Søren & Mette.

Cepos-konsulenten: Det frie marked løser alt (igen)

For specialkonsulenten Jonas Herby er det imponerende nok lykkedes at få en af hans arbejdsgiver Cepos’ højt prioriterede kæpheste med i corona-debatten. Og mere specifikt at få placeret de frie markedskræfter i debatten om vaccinations-rækkefølge.

I Cepos’ øjne kan sundhedsmyndighederne “ikke fordele vaccinerne præcist ud fra, hvor stor værdi vaccinen giver for den enkelte dansker, uanset hvor meget de måtte ønske det.

Den slags har velfærdssamfundet og sundhedsvæsenet slet ikke forstand på, mener specialkonsulenten: “Uanset om der er tale om toiletpapir, biler eller vacciner, er problemet det samme; magthaverne ved ikke, hvor goderne gør størst gavn, fordi samfundet er komplekst og mennesker forskellige.

“En stor del af den aktuelle modstand mod corona-indsatsen handler om den enkeltes frihed og udfoldelsesmuligheder – uafhængigt af konsekvenserne for fællesskabet.”

Derfor skal vi alle sammen have lov til at sælge vores ret til at blive vaccineret til hinanden. De, der står sidst i køen efter den officielle vaccinationsplan, skal med kolde kontanter kunne købe sig vej til køens forreste ende: “Når mennesker får lov til at handle frit med hinanden, flyder goderne hen, hvor de gør størst nytte, fordi folk, der har stor gavn af et gode, køber det fra folk, der har mindre gavn af det.”

Forslaget ville have gjort den fiktive cand.phil. Sivertsen med de revolutionerende vægringer til erstatning for penge, grøn af misundelse. Og dog.

Fællesnævneren er egoisme

Alle de, der får trykt deres tanker og ideer i Damaskus Bogtrykkeri, tænker på fællesskabsløsninger og fælles ansvarlighed, mens en stor del af den aktuelle modstand mod corona-indsatsen handler om den enkeltes frihed og udfoldelsesmuligheder – uafhængigt af konsekvenserne for fællesskabet.

På samme måde har den fælles velfærd under fællesskabets kamp mod corona-virussen satset benhårdt på at bringe de mest udsatte, arbejdspladserne og erhvervslivet helskindet igennem sundhedskrisen, Og derigennem viste den fælles ansvarlighed – Konkurrencestatens “mig, mig og mig” – vintervejen. I det mindste for en periode.

Det var ikke Konkurrencestaten, der tog på sig at sikre de mest udsatte bedst muligt mod smitte, sygdom og død, og spændte et økonomisk sikkerhedsnet ud under lønmodtagere, selvstændige og virksomheder. Det gjorde fællesskabets skatteyderbetalte velfærd.

Det blev derimod Konkurrencestatens selvcentrering og egoisme, som kom til at præge en stor del af modstanden mod den fælles indsats mod pandemien.


Om skribenten

Dennis Kristensen

Dennis Kristensen

Tidligere portør og forbundsformand for FOA fra 2002-2018. På Solidaritet.dk skriver han hovedsageligt om arbejdsmarkedsforhold, ulighed og "politisk ømme tæer". Læs mere