Fra socialistisk traktor til chik sportsvogn – den europæiske venstrefløjs krise

Hvis venstrefløjen ikke har opbakning fra arbejderklassen, ser håbet om en bedre fremtid dystert ud. Fraværet af opbakning fra arbejderklassen og deres klasseorganisationer er sagens kerne i venstrefløjens storhed og fald.

Listen over europæiske venstrefløjspartier, som gennem de seneste små 30 år har skabt drømme og håb ud over deres egne landegrænser, er lang. Og de har stort set alle gennemgået den samme transformation fra venstresocialistiske partier, der så arbejderklassen som den vigtigste aktør for varige forandringer, til nye variationer af socialdemokratiske partier.

Fiasko efter fiasko på den europæiske venstrefløj

Det startede med italienske Rifondazione Comunista i 1990’erne, som var en ledestjerne på den europæiske venstrefløj. De endte med at stemme for italienske tropper til Afghanistan og Libanon. Siden hen er det gået slag i slag. Opblomstringen af venstrefløjspartier som tyske Die Linke, græske Syriza, spanske Podemos, franske France Insoumise og bevægelsen omkring Jeremy Corbyn i Storbritannien har alle bidraget til at gøre socialisme til et troværdigt politisk alternativ i det 21. århundrede.

Men de er alle endt som store skuffelser og lige så dårlige udgaver af de centrum-venstre projekter, de forsøgte at være et alternativ til. De knækkede under ansvarets åg og bekræftede over for og vælgerne, at venstrefløjen ikke kan finde ud af at have magt.  

Troværdighed er den altafgørende faktor for venstrefløjen hvis den skal opnå varig forandring i arbejderklassen. Troværdighed skal vindes over tid, ofte lang tid, men kan til gengæld mistes på et splitsekund og aldrig genvindes. Det nytter ikke, at venstrefløjens parlamentariske repræsentanter det ene øjeblik bekæmper militarisme og i næste øjeblik sender ”fredsbevarende” tropper til udlandet.

Det nytter heller ikke, at venstrefløjspartierne det ene øjeblik støtter offentligt ansattes kamp for bedre løn og arbejdsforhold, for derefter ved næste budgetforhandling i kommuner eller regioner at stemme for budgetter, der indeholder nedskæringer.

Venstrefløjen har fjernet sig fra arbejderklassen

Veluddannede, progressive storbyfolk har i høj grad erstattet faglærte og ufaglærte lønmodtagere i venstrefløjens partier. Denne gentrificering har også slået igennem på valget af de kandidater, der skal stå i spidsen for venstrefløjspartierne. De kommer fra middelklassen og har de samme akademiske uddannelser. På den måde begynder venstrefløjspartiernes politik at afspejle den progressive middelklasses politiske prioritering, som er langt væk fra arbejderklassens hverdag.

Selvom venstrefløjen har mange exceptionelle politikere i de europæiske parlamenter, så er deres fælles træk, at de aldrig har organiseret og deltaget i en arbejdskamp eller strejke. De er ekstremt gode til at ændre deres politiske holdning uden rent faktisk at have en holdning selv. De har lært af partiet, at politik er til for politikkens egen skyld. De er superdygtige på de sociale platforme og er konstant i pressen. Men deres rækkevidde rammer uanset deres alder altid forbi arbejderklassen.

På den måde er moderniseringen af venstrefløjen blevet til en fiasko uden sidestykke. Når venstrefløjen er for bange for at skræmme folk væk med klar socialistisk politik, så har venstrefløjen tabt på forhånd. Der er en udbredt politikerlede og et ønske om forandring. Folket ønsker at bevare velfærdsstaten. Folket ønsker autentiske politikere, der tør kæmpe for forandring.

Venstrefløjen er selv skyld i den manglende opbakning

Venstrefløjens manglende opbakning i den europæiske arbejderklasse er selvforskyldt. I stedet for benhård klassepolitik har venstrefløjen i Europa brugt årtier på at positionere sig som samfundets sociale samvittighed. Dermed har de lavet en skrøbelig koalition af vælgere, som aldrig har en ærlig chance for at skabe forandringer for de mange.

De historiske arbejderpartier var organisationer, der kæmpede for kvinders og minoriteters rettigheder, og ofte spillede en pionerrolle i disse kampe. I modsætning til nutidens venstrefløjspartier kunne de troværdigt argumentere for, at den eneste vej til universel frigørelse var at kæmpe for en socialistisk orden, og at vejen til socialisme nødvendigvis gik gennem opbygningen af ​​en stærk arbejderbevægelse ledet af stærke socialistiske partier.

Ingen sådan bevægelse eller parti eksisterer i dag. De skal (gen)skabes. Om den europæiske venstrefløj, herunder Enhedslisten, har potentialet til at blive sådan et masseparti er et åbent spørgsmål. Som det eneste socialistiske parti, der er værd at nævne i Danmark, kan vi kun håbe, at den gør det. Men det haster.  For vi har brug for en chik sportsvogn for socialisme og arbejderklasse.